Det spirituelle menneske. Dig & mig.

Jeg gennemgår en meget intens. Stærk. Spirituel udvikling.
Den går indad. Og ud til verden. Hele verden.

Intet nyt i at jeg er klarseer. Det fik jeg på plads for cirka tyve år siden. Ved mit første møde med en kollega. Den dygtigste clairvoyante jeg nogensinde har mødt.

Dengang fik jeg så mange beskeder via hende. Så meget afklaring. Så meget indsigt, der satte mig Paf! For hold da op!, det var vilde beskeder. Store tanker. Lysende ord. Fremtid med muligheder hvis jeg ville. Men jeg vidste ikke om jeg ville. Sådan rigtigt.

Jo, jeg vidste godt jeg ville. Det kender alle. At ku´ sige; Jo, dét vil jeg gerne!
Hvem vil ikke have alt det drømme er lavet af?

Vi kender også alle at beslutninger vi ikke fører ud i praksis, ikke er dybtfølte beslutninger.
Dybtfølte beslutninger er så stærke, så 'beslutsomme!' at man gør alt! for at føre dem ud.

Som når jeg for eksempel i denne weekend vælger at ville være fri, rent fysisk.
Træder ud af min sygdom for at være normal. Gøre normale ting. Ta' til et normalt indkøbscenter.
(Nå ja, normalt? Eller shoppepsykotisk?)
Drikke cafekaffe. Spise en af hver kage i cafeen. Og en hjemmelavet flødebolle.
Selvom det ikke kan lade sig gøre, at jeg gør det Jo der var faktisk plads til alle kagerne! Og flødebollen. Inkl.Karla Sols som hun ikke ku lide.)

I dag kan jeg det ikke. Nu er jeg mættet af indtryk og velvære i sindet. Sanserne har festet og ligger på divaneseren i dag.

Men nogle gange træffer jeg beslutninger som er så stærke, at jeg gør det som er umuligt. Det tror jeg vi alle kender.

Fød et barn. Så kender du det. Trodse lægers diagnoser. Dø og kom til live igen.
Og en masse andet, som er i det mindre. I vores hverdag. Men som er lige så stærkt. Grandiost.






Så dengang i 1991, ville jeg det gerne. Men magtede no way at integrere det. I min krop. Sanser. Fysik. Sind. Tanker. Tid.

Det hele, eller det meste. Blev liggende som et gyldent slør om mig. Til jeg ville tage det ind.

Nu blev jeg fysisk så syg, at jeg ikke længere havde mulighed for at gå ud. Bruge min krop til at føre mig ud i verden. Derfor gik jeg ind.

Til en start for at finde meningen. Hvad fa´en er meningen?
Være 44 år, invalid? Mor til to børn, som nok er blevet større men endnu for små til at tage S-toget i skole. Til sport. Venner.
Midt i krisetider? Hvor mandens firma er lige så udsat som alle andre virksomheder.
Lukke min egen virksomhed ned. For at...Hvad? 
Dét var udsigten.

Så kiggede jeg længere ind.
Og forstod at kun ved at kigge ind kan jeg se min spiritualitet.
Og kun ved at være min spiritualitet, kan jeg blive rask.

Så nu går jeg sammen med spiritualiteten. Krykker nogle gange.
Fordi jeg skal lære at blive dér. Her. Her hvor jeg sanser med al min åndelighed.

Min rygsøjle brast sammen. På grund af det liv jeg levede til da.
Det vil den gøre igen. Og igen. Og igen. Som en fremtidsmulighed.
Der er en anden mulighed. For fremtiden. At jeg giver mig selv lov til at overgive mig. Helt. Og aldeles. Til spiritualiteten.
Ser alt levende, og elsker alt hvad der er skabt.

Det er nu min vilje til beslutning mærkes. Tydeligt. Stærkt.
Måske jeg vil være fysisk handicappet længe endnu.
Måske smider jeg krykker i morgen.
Det ved jeg endnu ikke.
Mindre vigtigt nu.
For jeg får de største gaver nu. Hver dag. I mine tanker. For mit syn. Gennem min hørelse. I mine hænder.
En gylden regn.

Tak.

Clarity! ...øh...

Ja, det er meget fint, at tage et englekort hvor der står clarity, jeg mener mig der er klarseer (eller clairvoyant, som de fleste kalder det).
Men hvad er det lige min dag i dag, skal give mig af klarsyn? Eller på hvilken måde skal jeg være klartseende?

Det er er spekulationer jeg kan drible rundt, oppe i min hjerne med. Hjernens egen træning, som sættes i gang  længe inden jeg sætter min krop til genoptræningen.
Clarity?..Hm....

Som de fleste ved, så er mange clairvoyante udelukkende i stand til at se på andre, for andre.
Ikke for sig selv. Jeg er noget nær, ingen undtagelse.

Altså selvfølgelig er der ting jeg kan se, veje der vil blive gået ude i fremtiden og alt det. Men jeg kan også opleve at stå i en situation, hvor jeg ikke vidste jeg ville komme. Det er sådan set som det skal være, for hvordan skulle jeg ellers kunne leve?

Men nogle gange holder det heller ikke - noget af det jeg lige har skrevet.

Der er stunder, dage eller nætter, hvor jeg får en særlig rastløshed i min krop. Og jeg kan ikke komme frem til hvorfor, i mine tanker. Alt synes normalt.
Indtil jeg får en besked om at en af ungerne er kommet galt af sted i skolen. De har måske slået sig, og skal på skadestuen. Eller røget ind i en rigtig svær konflikt, som ikke bare lige løses og glemmes igen.

Det kan også være manden oplever noget slemt. Fx engang hvor han fik åbent benbrud.
Lige i det jeg får beskeden, slapper kroppen af. Og så kan jeg gå i gang med at tage mig af dét, som er hændt.

Jeg bruger også selv at gå til klarseere, når jeg er på den. Men desværre findes der meget få, som er dygtige nok.
Nu er det jo meget forskelligt, hvad man vil have ud af en session. For nogle er det vigtigt at få en tegning med af deres aura. Eller et lydoptagelse af samtalen.
Det er jeg ligeglad med. Jeg husker nok det, som er vigtigt.

Men fordi de rigtigt dygtige er svære at finde, så har jeg kun været hos to, som jeg fik noget ud af. Og der har så været to mere, som ikke rigtigt gav mig noget.
Nå ja, hvis det var en holdbar statestik over klarseere i Danmark, ville det være helt  o.k., hva?. Hahaha!

Jeg savner meget at have en mentor. Men begge de to kvinder jeg i den grad lærte af at være hos, arbejder ikke Danmark længere.


Så måske, siden jeg nu er vandret af de tanker i dag, skal jeg få gjort mere ud af, at skrive om min spiritualitet. Hvordan jeg lever og arbejder med den. Hvad der skal ske fremover i mit liv.

Nå, ja, det har jeg ikke forklaret. Der hvor jeg kan se på mig selv, det et bl.a. som nu, hvor jeg er meget syg. Jeg har ikke prøvet at se, hvordan forløbet vil være fremover. Men jeg ved hvorfor jeg er syg, og hvad det skal lære mig. Og den indsigt kommer meget hurtigt, klart.
Det er selvsagt en enorm force, at være så heldig at kunne det. For det gør det så meget nemmere at bære. End at sidde og føle bitterhed og opgivenhed.

Nå, mere tænkebox - er tiden inde til at skrive om, og offentliggøre, mit spirituelle liv?