Rynker du på næsen ad mine fordomme?

I går satte jeg en updatering ind på FB om rynker.
Om hvordan vi ser os selv/på os selv:

'Hvad er det for noget, det med rynker?
Hvorfor er der nogen vi gerne vil have i vores ansigt,
(ja for dem på kroppen er en helt anden snak! Der sker dælme noget når overgangsalderen sætter ind! HDK!)
Og andre vi skyer som pesten?
Nok til at vi vil forpeste vores ansigt med diverse kemikalier. Skæres i som bar vi på sygdom.

Jeg har rynker jeg elsker (i ansigtet). Og rynker jeg knokler med at lære at elske (også i ansigtet!). Men det holder hårdt.

Er der en kodex for hvilke rynker vi synes er flotte, og hvilke er no-go?

Fortæl mig om DIT ansigt! Hvilke rynker findes der? Hvilke kan du lide, hvilke vil du ønske du ku slippe af med? Kan du lære at elske dem alle?'
  
Hvorfor?
Fordi jeg selv er optaget af det selvsagt. Og har en ide om, at det også er gældende for rigtigt mange andre. Kvinder som mænd.
Og lige nu blev jeg bogstaveligt bekræftet i, at det også forholder sig således. Jeg googlede for at finde et portrætfoto til indlægget her, og skrev 'portræt af kvinde med rynker'. Vupti! Op kom den første side med plastikkirurgiske klinikker!

I går, da gik det op for mig, at når vi taler om rynker, så ryger vi igen (!) i to grøfter.
Dem der sir; *Ja, jeg vil have lavet dit eller dat*
Og dem der modsat sir; *elsk dig selv! Du er umoden og overfladisk hvis du går op i rynker!*
Selvsagt ikke overraskende. Kun tonen er.

Det bliver sort/hvidt. 
Hvorfor er vi ikke nysgerrige på at forstå? Undersøge? Spørge? Pille ved vores fordomme?

Jeg synes på ingen måder rynker er overfladiske. Derfor er det heller ikke overfladisk at forholde sig til dem. Vores ansigt er vores ydre kontakt til verden. Sammen med vores sprog.
Med vores ansigter og vores sprog enten tiltrækker eller støder vi folk fra.

Besides; hvad er det galt med overfladiskhed? Jeg trænger i hvert fald til det, fra tid til anden. Som at svømme op til overfladen og lade sit ansigt varme i solen. Trække vejret. Indtil næste seje træk.

Jeg svor i mange år aldrig at lade mig skære i, for at skære hud eller rynker væk.
Og som tøs voksende op blandt kvinder, der skar det væk der ikke længere tiltrak mænd, var det nemt at blive frastødt af al den selviscenesættelse.

Da jeg så kom i prostitution  blev beslutningen tricket.
For klart at en brystoperation ville give mere på lommen.
Og mange troede i forvejen jeg var pumpet i læberne, for at have den rigtige 'sutte-mund'.
Men jeg valgte at holde mig til mit naturlige udseende..
                                                                                                                              
                                                                                                                                               All Over Foto

Siden da, er det blevet ekstremt normalt at få lavet et eller andet.
Det bliver sværere og sværere at finde kvinder på min alder, som ligner kvinder midt fyrrerne.
Nogle få er af naturen yngre at se på.
Men de forsvinder, dem med rynkerne fra mediebilledet. Altså kvinderne. Mandlige tv-værters holdbarhed er meget, meget længere.

(Ser vi italiensk tv, er det decideret uhyggeligt. Anyway - anden indlæg, en anden gang.)

Så jeg forstår godt jeg selv - og kvinder yngre end jeg/jævnaldrende bliver usikre på - Hey! Skal jeg se ud som alle de andre? Eller lade mig være i min alder?

Og hvor er grænsen egentlig for forfængelighed? At farve sine grå hår væk? Fjerne hudorme? Foundation? Mascara? Botox/'grøn' Botox (restylane?)? Kniven?

De fleste af os har lært det som børn; vores indre var bare ikke godt nok.
Det kan heldigvis camoufleres med hjælp på det ydre.
Alt ville selvsagt være så meget smukkere, hvis vi elskede os selv.

Måske kunne vi starte med at bygge bro mellem det indre og ydre. Eller os selv og andre.
Ikke fordømme andre for at træffe valg, vi ikke selv træffer.

Jeg har altid fået en tattoo, når der var en særlig vigtig lære i mit liv. Mine tattoo´s er som en fortælling om mit liv. Det er rynker også. Og huden der slipper sin spændstighed og læner sig tilbage.
Det er alt sammen et livsstykke. Sammen med arrene fra snart en del operationer rundt omkring på min krop.

Hvorfor skulle mine livstegn spredt rundt på mig være mere gyldige, end en anden, hvis tegn er fra plastikkirurgiske indgreb & operationer?

Blondiner har det da skidesjovt ik´?

Og behøver ikke skønhedsoperationer. Vel?

 
Jeg havde helt lyst hår til jeg var seksten- sytten år. Så farvede jeg det brændende rødt. Så sort som Professor Snapes. Det gik der nogle år med, som det gør for så mange andre teens.

Nu har jeg fået en sådan udbredt dansk hårfarve, som hedder noget lige så danske; nemlig leverpostej-farvet. Så de sidste ca tyve år, har jeg lysnet, blonderet eller affarvet mit hår (alt efter hvilket produkt, der tages i brug).

Jeg bruger også glædeligt make-up, men føler ikke trang til at 'tage øjne på', før jeg forlader hjemmet. Jeg kan sagtens gå med morgenhår og usminket fjæs, til både træning, handle eller besøg. Så det er alt , jeg har lyst til. Det er sjovt; som da jeg var en lille pige, og legede fin dame. Forandringerne man kan lave er nærmest bedre end fotoshoppen!

Så har jeg en del tattoo´s. Og det er jo om noget, meget forandrende indgreb på min krop.
Men jeg vil aldrig få lavet kosmetiske operationer pga. forfængelighed.

Og er jeg nu så sikker på det?
Det tror jeg da....

I min biologiske familie, er det almindeligt at få lavet om på det ved sit udseende man ikke bryder sig om. Det har det været længe før, at det blev hver-kvindes-ting, at få opereret nye bryster eller pisket botox ind her og der. Og det er nok præcist derfor, at jeg slet ikke kan det med, at lade kniven vandre skødesløst hen over mit ansigt og krop, for at skære mig til!

Det er ikke fordi jeg ikke kender til at være ked af sit udseende (modsat hvad mange tror).
Det er først her på den anden side af 40, at jeg er begyndt at holde af mig selv. Med og uden fejl!
Min selvfølelse har været så fucked up, at jeg overhovedet ikke kunne se noget som helst attraktivt ved mig og/eller kroppen, så jeg smed den bare ud til at passe sig selv.

Hvad jeg godt kan forstå det er, hvis man får lavet kosmetiske indgreb af andre årsager; som smerter fx. Eller andet af sådan noget.. et eller andet. Jo, brandsår!
(Jeg har engang fået forbrændt hele mit ansigt, i en god 1. & 2. grads forbrænding. Og da jeg sad der på Hvidovre Brandsårs afdl. med konstant vand på mit ansigt og lugten af brændt hud og hår i både min næsebor og min frygt, da vidste jeg, at selvfølgelig ville jeg opereres, hvis skaderne var umulige. Jeg var cirka seksogtyve år, og det var helt ad h.. til, at få en gasovn blæst af i ansigtet.
Men det viste sig, at jeg helede på mirakuløst vis (det er en anden historie, en anden gang; om healing, spiritualitet og skytsengle).

Nå, hvor kom jeg til. Jo, ville jeg virkelig aldrig få lavet et kosmetisk indgreb?
For jo, selvfølgelig tænker jeg på det, overvejer ind i mellem. De der rynker om munden, hønserøven. Øv, dem gad jeg godt være foruden. Men jeg vil ikke ødelægge min naturlige mund, hvilket man gør, med indgreb.

Og her mens jeg har haft mange smerter, dvs. de sidste seks måneder, er der begyndt at myldre grå hår frem - proportionelt med smerteniveauet. Flere smerter, flere grå hår pr. uge. Seriøst! Det er vildt at se!
Før i tiden, som ung, legede jeg med at ha´ farvet håret gråt. Men vil jeg også synes det er vildt flot, om lidt, når det ikke kan vælges fra længere, men er en grå fast bestanddel. Af mig!

Ja, jeg er så på vej mod 45, og det går edderdylme stærkt!
Især nu hvor jeg er i overgangsalder og østrogen der forsvinder, lige som trækker hudens fedt med sig væk. Og efterlader i stedet et spor af rynker. De mest bedstemorlignede steder (under hagen, knæhaserne (!), håndryggene..suk).
Og det ku´ godt sætte panikken ind. For ville det ikke være fristende med en gang Estylane? Botox? Something 'youthe´ning'?
For træning kan intet stille op mod løs hud betinget af alder eller graviditeter.

Men nej, det gider jeg bare ikke begynde på.
Så jo øjenlåg der hænger og trækker hovedpine frem - klart. Men øjenlåg der rimper sammen i et net af rynker, når man griner. Og senere, også sidder der når man ikke griner, ja, det er stadig en del af at være menneske.

Lykkelig fordi man ser ung ud? Tror jeg ikke på. Andet end at man ved at tildele sig selv et ungt udseende, slipper for et spejlbillede der fortæller en, at livet har en udløbsdato.
Lykkelig fordi man ser godt ud? Tror jeg heller ikke på. Følelsen af lykke over sig selv, skal findes inden i sig selv. At få det at vide fra andre, er kortvarig glæde (hvis man da overhovedet tror på det?)

Såeh -  'blonds have more fun'?

I dag er vi alle konstruerede i en eller anden form. Skifter hår- og øjenfarve, som vi vil. Har tattoos eller ingen. Muskler kan komme og gå. Bryster i forskellige sizes, falske øjenbryn, slankende undertøj og push-up bh´er. Inputs ifa. kemi eller organiske midler, der skal opfølges jævnligt. Kvinder +40, der bruger bukser size 10-12 år og har langt kunstigt indsat hår; det er et helt almindeligt forbillede!

Det kan godt være, at det altid har været sådan; at man før i tiden også gjorde alt muligt, bare alt muligt andet end operative indgreb.
Jeg tror bare vi ville have et mere afslappet forhold til vores udseende, hvis vi droppede ideen om, at koble lykke på et godt og ungdommeligt udseende.

Så konklusionen fra mig, må lyde noget i stil med, at lykke må findes andet steds end i hårfarven!