Drop al den bekymring! Det er spild af tid. Og liv!

Før.

Engang før.

Før alt det her. Mit liv før jeg blev syg, havde jeg forestillinger om hvordan det måtte være,
at miste sin førlighed.
Forestillinger hvor jeg på ingen måde passede ind.
Aldrig ville blive et af de slags mennesker, som nærmest blev oplyst! af at miste kontrollen over sin krop.
Jeg så mig selv, som et forgræmmet. Formindsket menneske.

Nu minder de tanker mig om, hvor svært det er, at sætte sig ind i det ekstreme, medmindre vi oplever det selv.

Anyway, jeg er ikke kronisk skadet. Jeg bliver rask!

- Det er stilhed før storm, Odile! grinede min smukke søster Siff, da hun lå her på sofaen for et par timer siden.


Elsker! at Siff altid. No matter hvad jeg har været gennem, a.l.t.i.d.! har troet på, at jeg ville klare det.
Hvor fantastisk er det ikke, at have sådan en søster?
Dælme også glad for jeg selv har valgt hende.
(eller valgte hun egentlig mig først?)










Jeg kan se det i andres blikke. Læse det i kommentarerne her. Der.
At jeg burde være skræmt. Bange. Kriseramt. Bitter. Vred.
Det er jeg bare ikke!

Jeg har en gave.
En Fugl Fønix som har sat sig på min arm. For alvor bygget rede i mit liv.

Jeg har en chance for, at ændre mit liv. Markant.
En chance jeg værdsætter i utrolig høj grad.
Alt har en mening. Passer ind i en sammenhæng.
Ligesom jeg nægter at være sur & negativ om/over andre ('s liv).
Lige så lidt vil jeg være det over mig selv.

Men tage imod!
Min gave.
At lære at gå.
Igen.

Morgensider har guld...

'Elsker! når jeg langt væk i søvnens. Drømmenes verden. Stille og roligt kommer til stede.
I en ny morgen.
Gennem mine morgensider.

Jeg elsker mine morgensider!
Et formidabelt kreativt værktøj.
Ucensureret skrivearbejde.
Tanker der flyder.
Ingen præstationer.
Intet krav om kvalitet.

Frihed
gennem
ord.'

Sådan skrev jeg på min facebbok update for et par timer siden.

Nu vil jeg fortælle hvad Morgensider er.
Og håber du også kan bruge det.

Redskabet stammer fra Julia Camerons bog: Kreativitet.
Hun beskriver på fantastisk vis, hvordan hun ud af en personlig krise, begynder at vække sin slunkne kreativitet til live igen. Det går over i, at hun begynder at undervise andre i samme. 
Skriver bogen her.  

Og nå, ja, need I say; hun er en af stjerne-manusforfatterne i Hollywood.
Med andre ord, hun ved hvad kreativitet er. For hende selv. Og for andre. Det er nemlig meget universelt. Amatør eller professionel; kreativiteten i os skal plejes. Dyrkes og fordres.


Bl.a. gennem Morgensiderne.


Jeg har brugt Camerons bog til at åbne min skriveblokering med, for et par år siden. 
Morgensiderne er min daglige fortsatte brug af et gedigent værkstøj. 
Der bare virker!


Her får jeg fat om mig selv. Min kerne.
Jeg er fri, for jeg skal aldrig - seriøst a.l.d.r.i.g.! læse dem bagefter.
Sure tanker bliver til blomstrende taknemlighed.
Nattens drømme får intellektuel udfordring. Bliver sat i perspektiv og tolkning. 
Og jeg forstår mere af mig selv.
Ideer dukker op på siderne, som nærmest af sig selv!
O.s.v.


Metoden er tre sider hver morgen. 
I en særlig notesbog. 
Det er det første der gøres, når jeg står op.
Nå ja jeg stryger måske forbi toilettet. Helt sikkert skal jeg have min kop latte med!
Men ellers - ingen snak eller gøremål, før jeg er færdig med mine sider. 
Står tidligere op end alle andre, for at få mit kvarters skrivetid. 
Skriver i hånden. Hvilket for mig personligt, igen bryder mønstre til det at skrive professionelt  (som jeg altid gør på Mac´en).
Der er nada censur! Der skrives bare hvad der falder ind. Lind strøm. 
Man skal ikke holde pennen på papiret hele tiden. 
Men blot følge sit flow

Der er dage hvor siderne er smuttet fra mig. Noget andet kom ind over.
Så føler jeg en mangel. 
Et tomrum. Der hvor jeg skal gøre mig klar til dagen, mangler.

Jeg elsker mine sider.
Og tror også du vil ku'  finde din frihed, i dine sider!

Du kan jo bare prøve og se! 
Og mærke dit flow
fra du står op!
Wow, det er nærmest ren magi!

Da Fru Poulsen fik nok! ;-)

Jeg er grundlæggende, all round set.
Et taksamt menneske.
Også et nysgerrigt menneske. Nysgerrig på andre mennesker.
Jeg er også, sådan grundlæggende, all round,
glad for de gaver også Facebook giver.

Alligevel synes jeg at jeg får for meget!
For meget af grupper hvor jeg intet har at gøre!
Hvor jeg ikke har taget stilling til selv. Mio. Ego.
Om jeg vil være med.
Så kære jer med smukke børn. Skønne kunstneriske udtryk. Politiske hjertesager!

Regn først med mig, når jeg selv har takket ja til at være med i gruppen!
Husk at et ja ikke  = at være blevet proppet ind i en gruppe!

Jeg får også for meget af.
Selvoptagethed. Selvsmagenhed. Ego.
Brok over hvor dumme andre er.
Jantelov. Ironi til at nedgøre andre med.
Smålighed.
Status updates om at der var een ud af alle! Der ikke kan lide dig.

Så kære jer, der synes I har meget på hjerte;
om det er fotografere jeres kroppe halvnøgne. Fortælle om jeres intime liv til alle.
Erklære dig som indehavende den rigtige sandhed.
Udstille dig selv med eneste budskab; dig selv! i forskellige positioner.

Jeg vil elske at høre om dit liv, når du en dag frem over har et universelt budskab!
At give er ingen lunde at dyrke sig selv. Kun.
Det er også at dyrke tanken om, at vi mennesker bærer en universel kerne.
Som vi kan udveksle erfaringer med/om/fra.

Måske er jeg uegnet for Facebook. Og popmusik med Medina i front.
Måske jeg blot kan gennemskue infantile mekanismer for meget til, at synge med.
Jeg mangler måske evnen til at lade mig forføre af det intetsigende.
Egentlig synes jeg bare der er så meget mere at byde hinanden.
Her i livet.
Og jeg er nok bare træt af at møve alt jernet væk, for at lade guldet skinne.

Sex sælger, Odile.

Jeg ønsker mig en god fortælling.
Fra dig.
Fra nogen.













Ikke fordi jeg er trist. Nede. Warn out.

Men bare fordi, jeg nægter at tro på, at det er ved at rakke andre ned. Smøle den ind i bitter sovs. Pakke det hele ind i sjove, men grove ord, at vi kan samles i en blog.

Jeg nægter ligeledes at tro på, at bloggen skal omhandle sex.
Vise nøgne kvinder. Bryster og baller i kniplinger.

Jeg hørte/læste engang, at Susanne Møller (forkvinde for SIO, prostitueret og varm fortaler for prostitution er som at handle og sælge i Netto); at hendes blog var mere populær end daværende statsminister Anders Foghs!

Sex sælger, Odile. Ja, da. Men der må da være mere i verden. I mennesket. I os. End sex?

Som at der må være mere i os, end at elske (at hade for nogen) Bethany Bitterfissens blog.
Som nu er den vistnok/eller en af de mest sete/læste/besøgte blogs i DK.

Fornemmer vi en vis misundelse, Odile?
Hm. Det ville være det først liggende bud. Jantelovens tankemønster ligger dybt implanteret i os.
Det ville også være det mest ubehagelige at sige ja til.
How ever, ville det heller ikke være sandt.

For jeg har det her stærkt følte ønske om, at bryde koden!
Den kode der åbner dørene ind til kærligheden. Det levende i os.
Dér hvor folk læser blogs & fx. spreder glæden, kærligheden. Skønheden. Spiritualiteten. Indsigten. Livet.
Bidrage til. Deltage i. En bevægelse der handler om mere end blot sex og nedrig sladder.

Det er ikke fordi jeg er frelst. Bedre end. Snobbet. Elitær.
Jeg vil bare have mere, end det primitive del af mennesket kan hoste op med.
Dyrke lyset og sprede det. Modtage og give.

Måske er jeg blot for utålmodig.
Måske er tiden endnu ikke inde.
Tænker bare, mens jeg/vi (?) venter  - har du så en fed fortælling at dele?

Tak!

PS. Jeg vil ikke skrive om min tilstand i dag. Den er blot meget easy going.
Bassinet i går har lagt mig ned i dag.

Og da jeg frygter lidt, at blive misforstået. At fordi min fysik er nede, at jeg så også er det psykisk.
Jeg oplever at fordi folk forestiller sig at 'man' må være nede, når man syg som jeg, så er jeg det også. Der er bare det, at jeg er anderledes end 'man'!
Min kamp for at komme tilbage og lære at gå, har så meget gyldent lys i sig.
Og når jeg ikke evner at formulere dette, så det mærkes hos dig, kære bloglæser, så vil jeg hellere høre en god fortælling i dag. Og så kommer jeg igen senere, med min fortælling!

PSS.
Du kan sagtens lave en kommentar! (Mange skriver på fb, at de ikke kan kommentere her!)
Opret en Googlekonto. Det tager et lille øjeblik. Og bingo! Du kan bruge den til at kommentere blot. Intet andet.

Fokus & centrering. Det vigtigste at mestre, som menneske.

O.k., det går bedre. Tak for tanken!

Du som har læst om mine krummen tæer, over at skal indtage og krykke oven i købet!, i svømmehal og omklædningsrum, føler nok en kende, at tæerne krummer med.
Det var nemmere i dag.

Da jeg slap mig selv ud af det hjørne jeg har tildelt mig selv under bruserne (hvor jeg står med fjæset presset bogstaveligt ind mod de hvide fliser. Trods det er den absolut dårligste bruser der findes!), opdagede jeg jo at de tilstedeværende damer, godt nok kiggede. Men ville også hjælpe!
Således kom der en badestol, vupti! hen til mig. Og grin fra ældre tanter.
Det var rart! At være blandt tanter. Og tage imod deres omsorg.
Så min opdagelse, en stor lære i dag er,  at når jeg tør se ud i verden. Stående i min totale nøgenhed hvor jeg er skrøbeligst af alle. Så møder jeg omsorg. Og får lov 'at blive tantet'!
Tak! Dejlig lære!


'Skoleungerne kommer op om lidt!' advarede en tante mig.

Og jeg nåede næsten ud af bruseren, da den første tween-størrelse pige kom halvløbende ind.
Med blikket stift rettet lige mod mit bryst, som var i hendes øjenhøjde, da hun passerede mig.
Æv!
(Husker godt den alder. Krop amok tid!)

Kort efter lød der grinen og lydene fra nøgen kejtethed, da alle brusere blev optaget.
Og heldigvis nåede jeg at få tasken over skulderen, da den kvindelige skolelære - fuldt påklædt! -  stod og råbte til pigerne: Se så at få a.l.t! tøjet af!.
Hendes opgave var at stå lænet op at muren og kontrollere de tog tøjet af og vaskede sig korrekt.
Puha! Need I say any more? Bare glad for, at mine unger, har et andet skoledistrikt.

Ude i bassinet, gemt under det varme og buldrende vand, kom frihed igen.
Bevægelserne, der nu er mulige. Fordi vi er under vand.
Samtidig med der er en modstand der muliggør muskel- og ledtræning.
Også dét var godt i dag.
Opstigningen var forberedt. Vidste jeg ville veje flere hundrede kilo mere. Så jeg faldt ikke sammen.

Mens vi (tre patienter og en fysioterapeut) lå i bassinet og dermed fylder næsten alt, kom en kvinde med et barn på omkring seks år, hen til kanten. Tydelig vred over at vi var der.
Og om vi havde tiden nu? Fyssen forklarede ja.
Der var tilsyneladende en uoverensstemmelse mellem oplysningerne på svømmehallens hjemmeside. Og dem i svømmehallen.
Kvinden stillede sig op, og råbte vredt over til Fru Badehal, som stod pænt langt væk.
Og klart det var pisseøv, at hun kom der for at træne (viste det sig) med et barn. Fyssen foreslog de brugte det andet bassin, som er indrettet til børn.
Men efter hun havde fået råbt sin vrede over mod Fru Badehal, fik fyssen også ha´en portion.
- Det er så tarveligt af dig, at du sir her er optaget!
- Jamen jeg sagde svarede på om vi havde tid nu!
Men hun var besluttet på vrede. Og gik hidsigt hen over de våde fliser. Iført sin badehætte. Og et lille barn trippende bag sig.


Jeg trak vejret ned i maven. Og konstaterede at nej, det her havde intet med mig at gøre. Intet!

Hvor jeg er så vant til, at gå ind i tingene. Fixe det som ikke fungerer. Så var jeg her. Hos mig selv.
Som patient, der skal lære at  gå uden mine krykker. Bevæge mig i vandet. Og dét, er det eneste jeg skal! Holde mig hos mig selv. Blive i min kerne. Fokusere. Centrere. Lære at bevæge mig igen. Blive stærk og få en krop tilbage der er uden smerte og handicap.

Og jeg klarede det. At holde mig ude af hendes vrede. Ude af det uretfærdige angreb på fyssen.
Ikke nok med jeg klarede mig uden om det. Jeg mærkede også den lettelse der var tilknyttet. Ah, dét er godt nok gyldent!

Det er vigtig lære. For mig. Og er jeg  fuldstændig sikker på, også for mange andre.
At blive i min kerne.
Holde mit fokus.
Blive i din kerne.
Holde dit fokus.

Vi er tit alle andre steder, end centreret i os selv. Hopper over i andre. På alle tænkelige måder. Af gode grunde. Af dårlige grunde.
Når vi bliver i os selv, er der ingen plads til frygt. Det forsvinder. Man mærker sin egen kraft. Man søger sin egen balance. Ro. Kærligheden til sig selv.

Jeg bruger selvklart meget meditation til at enten hente eller bevare min centrering.
Men det er så fedt, at træne og udøve den samme i præcis de situationer der opstår hele tiden i livet.
Jeg øver mig ganske enkelt i at blive i mig selv. Uanset hvad verden omkring består af.

Det vil jeg skrive mere om.
En anden gang.
Bassinet gør mig træt. Faldt om i to timers søvn.
Nu er det snart aften. Familien kommer buldrende. Om lidt.
Fyldt op af deres dag.
Kommer med dufte og indtryk. Ord og lyde.
Tak!

Efter regnen kommer solen.

Men eh, kommer regnen også efter solen?
Jeg skal på ingen måde, med nogen som helst sikkerhed. At all. Seler og livremme og alt det der. Jeg skal i hvert fald ikke kunne sige, om der findes en mønster der hedder; efter en god dag (igår), kommer en dårlig dag (i dag). Eller hvilken som helst dage efter hinanden. Jeg ved det ikke. Som sagt (flere gange). Men det vil det her dagbogs føren opsigt med min krops leben und gewesen, meget sandsynligt afsløres for mig.
Og en god dag = en dag som i går. Jeg har styrke i kroppen. Er smertefri. Nej det er løgn, men smertefri med det forbrug af morfin og epilepsi & håndkøbs medicin-cocktail jeg behøver. Okay, okay. Tog faktisk p.n. også. Fandens! Lige som jeg skriver det. Nej rettere, først! da jeg skriver det, bliver jeg klar over, at jeg jo for pokker da ikke klarede mig på de normale dags-doser i går.
Hm. Det ku' godt skræmme mig (at jeg kan være så tilvænnet medicin forbrug i en grad, at jeg glemmer hvad jeg indtager). Hvis jeg ville skræmmes.
Men det nægter jeg! Hvorfor bruge mit liv på frygt?
Frygt er kilden til al det negative jeg kan komme i tanke om, et menneske kan udvise. Mig selv inklusiv selvklart.
Der har været så meget frygt i mit liv. It' s time for a change. Når alt det er sagt (pust ud!), så er i dag - til nu her kl. 14.30 - præget af større smerte.

 Niels kom hjem i nat. Det var dejligt at se ham. Som altid når jeg mærker han er nær, vågner jeg uden at kunne falde til ro, førend han træder ind ad døren.

Da alle var stået op, kom vi ud af døren for at tage ind til nærmeste by for at ta´ brunch. Det krævede p.n. medicin inden vi kunne tage af sted.
Da vi sidder og nyder solen. Maden. Latten. Legen. Var min fod hævet med det halve af sin størrelse. Det skyldes en forvirring i hjernen, som opstår ved nerveskader. Åbenbart kan hjernen gå i en slags overload af smerte. Der går kludder i, hvad der skal sorteret fra. Så alt opfattes som smerte. Groft sagt. Fantomsmerter.
Nerven løber fra lænden helt ned til tåen. Og smerterne har løbet ad det spor under hele forløbet. Alt brug af foden, dvs. al påvirkning får foden til at hæve op. Og/eller gør den blå-rød. Alt i alt ligner jeg mere en på krykker fordi der er noget galt med benet. Ikke ryggen.
Kun det dog meget markante ar, der afslører noget her. Måtte det egentlig få sol det første år? Nej. Hm. Gider jeg tage hensyn til det? Ved det ikke. Ville du? Det sidder i lænden. Skjult ved højtalje tøj. Synligt ved lavtalje.

Skrivende stund er mandag/2.pinsedag kl. Ca. 13.

Dagen i går, fortsatte med stigende smerter. Stigende indtag af p.n. morfinpræparat.
Alligevel magtede jeg at få lavet de nødvendige øvelser. Dem der skal modulere arvævet og sener omkring operationsarret.
Det stritter imod. Gør oprør. Bruger uretfærdige midler som jagen af smerte, for at få mig til at tro, jeg så skal standse. Eller, det skal jeg også. Det er bare også af absolut nødvendighed, for at krykke uden om en plads i 'kroniker- kategorien', at jeg gør det.
Altså gør øvelserne. Mit sidste håb. Chancen for at blive gående.

Da vi nåede omkring otte i aftes, blev Niels pissesur på mig.
Over at se mig bevæge mig rundt. Selvom jeg havde sagt: 'Uh! Nu kan jeg ikke mere!'
Ordne dit, dat, ligegyldige gøremål. Som blot betyder jeg piner mig selv.

Jeg behøver egentlig ikke sige det. Han ser det. I mit blik. Måden min mund trækker sig på. At jeg er nået til min absolutte grænse.
Men jeg kan ikke stoppe! Få lagt mig. Tage de hvil, som jeg behøver. Som ikke kun Niels men også Ulla fys kræver. Det er grotesk og smerteligt at indse, hvor lidt jeg reagerer på smerte.

Min smertetærskel er alt for høj. Og det som dertil registreres:'Smerte!' søger jeg 'at lade forsvinde'. Det er min ældgammel (nå, ja, så kun 44 år gammel) overlevelsesstrategi.
 - Hvorfor er du så skidesur? spørger jeg ham. Anklagende. Overbevist om, at jeg har retten hos mig. - Fordi jeg ikke kan holde ud at se på, hvordan du piner dig selv! Kan du ikke bare lægge dig ned?

Det er så inderligt mig imod. At være afhængig. At må give op. Det er jo her min lære er!

At det netop ikke er at give op, når jeg må lægge mig, selvom børnene ikke har fået mad endnu. Eller blevet puttet. Eller.... At lade det være Niels' opgave alene, at klare alt. Tout! Føler jeg svigter ham, ved ikke at stå ved siden af ham, men i stedet ligge og se til. Jeg fik lagt mig. Og blev liggende.

Med god kontakt til min elskede mand.
Hans kærlighed rører mig. Og jeg er ubeskriveligt taksam. For ham. For hans ubetingede kærlighed til mig.
Wauw! Er jeg ikke heldig?

Dagen i dag er startet skidt. Smerterne er meget voldsomme. Men måske er det min modvilje mod sidste fri dag. Som efterfølges af hverdagslivet med dets krav om hvad vi skal klokken hvad. Det der 'klokken hvad!'
Det skal jeg lære at at være i uden at miste min indre friheds-kerne.

Men i dag ligger dagen endnu dovent foran os. En dag mere i sommerhuslivet med høj sol.
Jeg vil drikke kaffe i den stærke sol. Få mediteret. Lavet mine øvelser.
Se om jeg er stærk nok til at krykke ned på stranden og se til mens ungerne jubler i Storebæltet.

Tak!

Fordi du læser. Fordi du deler tid, med mig.

'Jamen, du ser da godt ud!' 3. kapitel i genoptræningddagbogen

Først. Inden jeg skriver mere, må jeg dele det her med dig.
Det er en på den ene side, let beslutning for mig, at ville skrive genoptrænings dagbogen. Let som i, det ligger til sidebenet for hjertet.
Modsat er det en proces, hvor jeg blotter mig selv. For dig. Alle. Min svaghed. Styrke. Nedlag. Fremskridt. Mig. Det er alt andet end let. Det behøver jeg at sige.

For der vil være holdninger til mig. Mit skriverier og min proces, som vil være anderledes end mine holdninger. Til mig. Til selvsamme. Det kan være rigtigt svært at rumme, når man er midt i orkanens øje. At blive bulls eye.
Hvorfor så gøre det? Igen; til højre for hjertet. Som jeg følger mere og mere slavisk jo ældre jeg bli'r.
Og fordi jeg er så sikker på, jeg skriver noget universelt. For andre også. Jeg er på ingen måde uselvisk. Men mit ego har det bedst, når jeg deler mine udtryk med andre.

Nå, men dagen i dag.
Det er lige før midnat. Ungerne falder til ro i værelset ved siden af. Gandhi ligger og snorker udmattet i husets modsatte ende. Som er tæt på. Husets ende. Vi er i sommerhuset. Niels er kørt til Fyn, hvor han spiller i aften.
(Hov. Sorry for afbrydelsen, men har lige en praktisk meddelse! Jeg skal beklage manglen på afsnitsopdeling. Det skyldes udelukkende jeg skriver på min iPad. Og jeg aner nada hvordan jeg får den til, hvis muligt ?, at udgive mit indlæg på bloggen, med de afsnit jeg laver....)

Det er tid for frirum. Sommerhusliv. Pinsen herude. Så dejligt!

 Det er også tid for glædeligt gensyn med naboerne. Det er kun her vi mødes, så der går let fra sommer til sommer mellem vi ses.
Naboerne har fuldt med på Facebook og ved jeg er syg. Og sidst de så mig, var jeg fuld af klager over, at ryggen ligesom bøvlede i længere tid, end jeg syntes den plejede. Det var før jeg anede, jeg gik rundt på en diskusprolaps. Og derfor nåede skaden at blive så slem, før jeg blev opereret første gang.

Anyway, jeg får hilst på Jenny, hvis umiddelbare reaktion var:
- Jamen, du ser da godt ud! (Lige i skrivende, kører Breakfast in Tiffany's på DR K. Det sætter på alle måder skønhed i perspektiv! Men mit liv er også langt fra en moviestars liv. Og det er på ingen måde negativt ment!)

For et par dage siden. Eller, det var faktisk for en uge siden. Mødtes jeg med en veninde jeg ikke har set længe. Også hun udbrød 'Jamen, du ser jo godt ud, Odile! Man kan slet ikke se du har ligget syg så længe!'

 Den tredje gang (alle gode gange tre. Eller blot gentagelse for den kvinde, dér ikke ta'r komplimenter ind?) var i eftermiddags da vi fik besøg af en anden veninde.

Det pudsige er, at jeg faktisk føler jeg skal forsvare, at jeg ser godt ud! Ja. Ved godt det lyder crazy. Det er heller ikke uden en vist flovhed, jeg skriver det. Men det ligger mig på sinde at fortælle om det.

Jeg har hele mit liv hørt, jeg så godt ud. (Igen sorry, men jeg undlader at tage hensyn til Janteloven!) Og hvad mange ikke tænker over, så er et smukt udseende ofte forvekslet med alt muligt. Som fx. succes, rigdom, sundhed, styr på alt. Berømthed, godt kærlighedsliv, masser af venner og så videre. Smukke mennesker menes ikke at have problemer, men at være født med både sølv og guld skeer særlige steder.

Jeg har aldrig, først i en alder af 40+, følt mig smuk.
Fordi jeg lærte som ganske lille pige at mit udseende var det der gjorde, jeg blev seksuelt misbrugt. Sådan fortsatte det i mit voksenliv.
 Jeg har så tit oplevet at ingen troede jeg havde brug for hjælp, for jeg ligner ikke jeg har det! Hverken som barn eller voksen. Jeg har måtte kæmpe som teenager med at blive taget alvorligt på psykiatrisk afdeling, hvor de troede jeg var en eller anden selvoptaget ung tøs, der bare ville have opmærksomhed. Til nu senest, hvor jeg blev behandlet så tydeligt dårligere end andre, under hospitalindlæggelsen i efteråret.
Gu' vil jeg da ej se syg ud! Det gjorde jeg i øvrigt også alt rigeligt, til for få uger siden. Inden solen dukkede op. To timer i dens afsmittende selskab, og jeg har en såkaldt 'sund' kulør. Det er jo ret ironisk; at man ser sund og frisk ud med solbrændt kulør!

Nå, det kan måske undre nogen, jeg gider bruge kræfter på det. Men det handler om at blive set. Være mig.

 Mit hår begyndte forøvrigt at blive gråt, da jeg blev syg. Jeg ved fra mit psykoterapeutiske virke, at folk i krise, kan miste deres hårfarve fuldstændigt. Udtrykket 'gråhåret natten over' har en rem af sandheden i sig.
Og det er endnu et fantastisk eksempel på sammenhængen mellem vor psyke og vor fysik!

Og fysikken er god i dag. Følt mig stærk. Om jeg er det, rent fysisk, ved jeg ærlig talt ikke.
Jeg er blevet noget i tvivl om mine evner til, at vurdere mig selv, efter det hele blev sat på hovedet. Eller måske snarere sat tilbage fra at have stået på hovedet.
Det med at Ulla fysio standsede mig i min selvopholdelse logik. Ved at sige, at når jeg presser mig selv den måde jeg gør, bliver jeg ikke rask! Nej, jeg bliver blot mere syg!
Så min vurderingsevne er nok..hm..upålidelig.

Men jeg er stærk i psyken. Og måske sås det i mit blik i dag?
Der er gode dage. At jeg har svært ved at gå fra god dag til dårlig, well, det må jeg vist lære at rumme. Også!
Det bliver et indlæg i dagbogen, tror jeg. Jeg har meget at lære. Og målet er stort. Langt væk. Men tydeligt! Jeg gider ikke være ynkelig.
Alligevel er jeg det, fx. når jeg ikke kan bære mig selv.
Min dagbog skal til gengæld bære, at alt kan skrives! Uden ynk.Men vise min proces ærligt. På de gode dage, og de dårlige.
 I dag var en god dag.
Hvad morgendagens bringer, vil jeg vente med at vide om.
 Til vi ses igen, pas på dig!

Mine første skridt mod at lære at gå, går gennem vand.... 2.del

Jeg overlevede min første tur i bassinet.
Det var, da jeg først fik gemt mig mere trygt under vandet, end fed oplevelse!
Det varme vand løsner op. Og letheden i vandet gør det muligt at få bevægelse ind i ryggen.

Da jeg skulle op af bassinet, var jeg ved at besvime under tyngden af min egen krop!
Kontrasten er gigantisk!
Før jeg blev syg, skænkede jeg det aldrig en tanke! Alle mine bevægelser over vand, tog jeg for givet. Den erkendelse måtte jeg fordøje de første par måneder, som liggende & handicappet.
At jeg også havde nogle bevægemønstre under vand, var jeg ikke forberedt på.
Det var på mange måder også akavet, at komme i bassinet.

De mange nye sanseindtryk. Min hjerne som kørte på speedacceleration for at indtage, og sortere dem.
- Mit ønske om at blive rask.
- Min enorme blufærdighed, som kræver jeg skal overskride mine egne grænser i ekstrem grad, for at træde ind i omklædningsrum - og pools!
- Smerterne
- På den ene side frihed i bevægelse. Modstand af vandet. Mangel på balance.
 Kapow! Det hele = gigaheftig cocktail.

Hjemme igen, efter 40 min. i vandet.
Og et ocean af indtryk, væltede jeg omkuld i Kongeskibet.
To timers matsort søvn.











- Jeg har været så spændt på, hvordan du har haft det siden svømmehallen!
Det er Ulla. Torsdag er den dag jeg træner alene med hende. Hun smiler og jeg mærker hendes oprigtige engagement. I mig. I mit helbred. Det er rørende. Meget.
Kender du ikke det? Det er jeg sikker på, at du gør. Når nogen viser en opmærksomhed og omsorg, efter man har knoklet alene. Længe. Så bliver man rørt. Jeg begynder at græde. Det løber bare.

Men det gjorde det ikke lige først. Dér, i går, da Ulla spurgte mig.

Tårerne kom senere. I lind strøm. Som hos et barn, hvor de bare glider uhæmmet. Ubesværet ned ad kinderne. Helt naturligt.

Jeg lavede forskellige øvelser liggende på fys-briksen.
Og jeg er skidegod til de øvelser, med korsettet. Mine mange års træning, sidder endnu som tætpakkede muskler rundt om min rygsøjle og bækken.
 - Hvor er du god til det! De der kan jeg slet ikke! supportede hun.

Da jeg skal lave den faktisk mest simple øvelse, der handler om at tippe bækkenet op og ned, tippede jeg ud af min krop. Og min hjerne gik i stå.

Erfaringen gennem voksenlivet med senfølger af tortur og seksuelle overgreb, har heldigvis lært mig, at ene er jeg nok stærk. Men kan knækkes. Med hjælp fra andre, kan jeg bøjes.
Men vippe tilbage til lige så fin stand. Med et enkelt svirp!
Så jeg taler. Viser hvem jeg er. Beder om det jeg har brug for. Når jeg er i situationer med behandlere. Som nu. Eller da jeg skulle føde Karla (klogere efter den første fatale fødsel). Hos tandlægen. Frisøren. Dem der skal røre mig. Og hjælpe.

Det er her tårerne kom løbende. Da jeg talte med Ulla. Som var ordene ikke nok? Jeg havde brug for det, ud kom ord og tårer. Og fysio Ulla kunne allerede der bedre forstå, hvorfor jeg havde haft en stærk reaktion, på en af øvelserne.

Jeg er fireogfyrre. Bli´r femogfyrre i år. Forventer at have mindst lige så mange år foran mig. Og at de år skal være fulde af glæde. Nydelse. Latter. Kærlighed. Succes. Blandt andet :-)

Jeg har ofte sagt, at bære seksuelle overgreb med sig, er en livslang straf.
Jeg vil korte den straf ned.
Nu.
Denne omgang skal være den sidste. Af skader der skal repareres. Bearbejdes.

Min ryg blev ødelagt som barn. Jeg har trænet den. Fået den behandlet siden jeg var cirka tyve år.
Da jeg var cirka elleve, havde jeg første gang læge til at tilse min ryg.
Min pointe er, at det er på tide jeg slipper. Min fortid.
Mens jeg holder fast i, at det er en hårfin balance.
For jeg kan ikke løbe fra den. Hvis jeg gør, lander jeg blot i mine krykker. For altid.

Vi fornyer vore celler hver syvende år. Det er en tanke jeg vil holde fast i.
Se det for mig. Mine celler der gør mig rask.

Siden træningen i går, er smerterne taget til. I dag har været hård. Men det har også været i dag, jeg har besluttet mig for, at skrive min dagbog herinde.
Dagbog over min genoptræning. Vejen til at blive rask.
Det skal hjælpe mig til at fokusere.

Jeg tror ingenlunde min situation er unik. Der er mange voksne overlevere, som aldrig får sagt til nogen, hvorfor de er syge. Måske nogen af dem læser med.

Egentlig var mine tanker, at det var slut med at skrive om det svære. Det jeg er kendt for.
Men det giver mening for mig. At skrive genoptrænings-dagbogen.
Jeg følger mit hjerte.

For selvom det er svært. Er det ingenlunde umuligt. Dødt. Eller håbløst. Det er netop så fuld af liv og håb. Vilje og tro. Og en kærlighed til mig selv.

Nu er jeg her. Livet ser sådan her ud.
Det er en fantastisk gave jeg har.

Og i morgen bringer mere lys!

Mine første skridt mod at lære at gå, går gennem vand.... 1.del

Ny periode med genoptræning er startet.
Egentlig sidste torsdag med en indledende samtale.
Som jeg mødte op til med en del skepsis. Forventede endnu en fysio der ville køre mig gennem standard behandling. Og på forunderlig vis overse, at jeg på ingen måder, er en standard patient.
Jeg havde bedt mit allerhøjeste kendte, om hjælpe. Om ekspertise. Og meget tyder på at jeg - traditionen tro - høres.
Hun virker godt nok kompetent, hende Ulla der!

Jeg startede op med bassin. I mine ører lyder det helt uskyldigt. Alt andet end hård træning. Da jeg bor meget tæt på, altså vi snakker max. 400 meter! foreslog jeg at jeg kune krykke den derover. Spare turen med genoptræningsbussen. Aka handicapkørslen. Ved ikke hvad det hedder med et politisk korrekt ord.
Men fyssen var hurtig og sagde nej! Det er det at du presser dig ud over din smertegrænsen, der sætter din healing tilbage! Jep! Det sagde hun.
Det er fandme hård kost, for en 'no matter what overlever' som jeg, at må sande, at den her runde vindes ved at holde mig i ro.

Da tirsdag nærmede sig, havde jeg indkøbt endnu mere badetøj. Jeg har sådan cirka ikke købt nyt badetøj i små ti, elleve år. Jeg opholder mig ikke halv- eller hel nøgen nogensteder. Cirka. Ingen steder hvor der er mennesker der ikke tælles i min familie.
Jeg er ekstrem blufærdig. Ja, jeg ved godt det lyder chokerende for mange, taget i betragtning jeg engang fik penge for at være nøgen. Nej, jeg orker heller ikke forklare det nu.

Mere badetøj, for nu skulle jeg sikre mig at have noget på jeg følte mig nogenlunde o.k. i. Alligevel var jeg godt nervøs, da det blev tirsdag.... Jeg stillede mig med ansigtet ind i mod hjørnet. Lukkede øjnene og prøvede at vaske mig væk. Det brusende vand baskede ned over mig, og det var svært at skelne vandets stikken fra de andre kvinders blikke.
'Kigger de mon på mit ar?' Ville ikke være underligt om de gjorde. Det er efter to operationer meget fremspringende.
'Ej, de kiggede slet ikke!' trøstede BM mig med, senere om aftenen på en af vore sjældne uden børn aftaler. Men det gjorde de!
Da jeg vendte mig om, under bruseren, havde jeg en lille flok bestående af otte-ti kvinder stående bag mig. Kiggende indgående på mig. Selv ude i omklædningen, hvor de af dem som kunne se ind, gjorde det. Kiggede.

Well.  Jeg må lære at vænne mig til det.

Og det er også o.k. Seriøst!
For så længe det er vejen til at jeg kan blive rask, så går jeg den vej.

Kræfterne er brugt for nu. Jeg kan ikke skrive længere. Det er en kraftig belastning for ryggen og bækkenet, at være i skrive positur.

Men jeg vil forsætte med at skrive om min vej til at lære at gå igen.
En slags dagbog over mit forløb. En dokumentation. Vidnesbyrd.
For jeg vil bevise hvad jeg påstår; alt skabes i tanken!
Og min dagbog her, skal vise at jeg ved brug af tænkning og vilje, fokus og øvelser, slipper det tag, min fortid har i min ryg.
Jeg vil blive rask!

Drømme(be)tydning

Jeg har altid haft de vildeste levende drømme.
Engang kunne jeg mærke mareridt som var det lyslevende mennesker,
der behandlede mig i helvedes ild.

Det er heldigvis år siden jeg har haft den slags mareridt.
Men de lærte mig, at tage mig af deres betydning. At tolke dem. Møde dem. Og lære af dem.

Som i alt i livet, er der lære både i mørket og i lyset.

I nat drømte jeg igen om min egen død.
Modsat mareridtene dengang, var drømmen ingenlunde forfærdelig.
Eller grufuld. Sort eller haunted.
Jeg mødte min forestående død med ro. Ingen glæde.
Blot accept.
Af døden vokser livet frem.

Jeg ved derfor, at drømmen i nat
vil få stor betydning for mine fremtidige dage.
Der skal ske en forandring. Noget er på tide jeg gør,
hvis ikke jeg vil gå ind i min egen død.

Som altid skal ekstremerne fortælle mig
nu er det nu!
Heldigvis er drømmen ekstrem nok for mig denne gang.
Så livet skal lægges om.
Endnu engang.

Og selvom det ikke er let, betyder det ingenlunde at det er tungt.
Det er bare. Og det er en gave.

Lad drømmene være en gave,
om de kommer om natten eller om dagen.

Odile kan desværre ikke lege i dag!

Jeg har allerede beskæftiget mig med lidt for mange ting, før jeg satte mig for at skrive.
Kaffe s.k.a.l.! jeg have. Men der røg også andet ind, lidt blog-kikkeri. Faktisk. Om jeg skal se og læse mere om det senere. Kvinder der stikker måtten frem og derfor får verbale slask på den. Bitterfissen har været dygtig til det. Ved slet ikke hvad der sker på den blog efter hun afslørede sin id?

Puha, jeg er strengt træt & bims i balancen her til morgen.
Gandhi vækkede med min sin knurren; *jeg skal ud, menneske, nu!*
Men vel passende. Tidsmæssigt.
Ungerne ligger her i stuen. Koger. Børn har en evne til at sove sig til vådt hår, om sommeren.
Karla gør det stadig. Det er vist slut med Lukas. Det slog mig i nat. Mine hænder over hendes glødende hovedbund. Trak en tot væk fra hendes kind, som havde klistret sig fast. Det er små børn. Det hører til små børn. En tid som er ovre om lidt.
Det vækker nostalgiske minder om at være ny mor med lille baby.

På ingen måder,at jeg skal have flere børn. Har ikke den der: *Ahhr, lige en sidste inden lukketid.*
Det er slut. Elskede at have dem, da de var små. Elsker de to talenter. Men vil ikke have flere.
Om jeg engang er så heldig at få et barnebarn. Eller børnebørn. Ja, det ville være helt fantastisk.

Alt handler om alder for tiden. For mig. Måske en 40 års krise. En snert af det.
Eller ikke alt. Men meget. Tænker meget på i det.

Jeg var i bassin-træning for første gang i går. Min ny genoptræning. Jeg har intet fået ud af, at være på det almindelige genoptræning med ryghold. Det var fedt at være i vandet. Varmt. Jeg skulle vænne mig til det. At det ikke var som at komme i bassin inden jeg blev syg. Alligevel kunne jeg bevæge mig mere i vandet end på grund. Da jeg kom op blev jeg dårlig. Måtte sidde ned. For første gang i mit liv, jeg har mærket hvor tung min krop er. En krop er. Utroligt at opleve.
Min sygdom giver mig oplevelser jeg aldrig før har haft adgang til.
Er det godt? Ja, det er sgu godt. Det har fandeme at være godt! For det er mit liv. Og det skal leves til det fuldeste! Den lære jeg skal gennemgå, er vigtig.

Den sidste måneds tid har jeg været meget aktiv, ift hvad jeg rent faktisk kan. Har kørt bil, efter at have tjekket med min læge ang. medicinen. Det er meget anderledes ,at indtage de mænger af medicin, end de fleste tror. Jeg ligger ikke i egne tåger, mens verden lever parallelt liv. Medicin gør blot at jeg kan komme ud af sengen og komme rundt.

Men jeg kan det ikke. Køre rundt i bilen. Være ude, være med.
*Odile kan desværre ikke lege i dag!*
Det må jeg sande.

Inden jeg begyndte at køre rundt, hente børnene igen. Da havde jeg fået en dejlig ro. Magtede at bevare den. Nød at have kontakt med dét i mig. Jeg vidste at det skulle være en lære, at bevare den ro i mig, når det 'almindelige liv' igen stod for døren.

Og jeg mistede den. Roen. Ret hurtigt. Jeg forsvandt for mig selv, nærmest inden jeg satte nøglen i tændingen.

Heldigvis er det snart skolesommerferie. Jeg kan slappe af sammen med ungerne. Meget af tiden i sommerhuset. Har min genoptræning jeg skal køre ind til. Hm. Det må jeg finde en måde at gøre godt på...

Mødtes med en veninde i går. Hun hentede mig og vi tog på cafe. BM har jeg kendt siden jeg var 27-28 år.
Det der med alder. BM som jeg har et særligt forhold til, er blot blevet smukkere med alderen.
Nøjr, det klæder hende, at hun nyder sit udseende nu!

Dengang hadede vi vores kroppe. Sultede dem og råtrænede. Jeg startede med bodybuilding da jeg var i starten af tyverne. Og gik så hurtigt over til styrketræning, mere fitness. Blev meget stor som bodybuilder.
BM fik slidt sin skulder i stykker dengang, så hun ikke kan træne mere. Så nu løber hun i stedet.

BM har jeg altid kunnet være mig selv hundrede procent med. Alt det pinlige. Og sjove. Grimme. Smukke. Være lille såvel som stor. Jeg elsker hende af mange grunde. Som i går hvor vi taler udseende. Jeg sir jeg kan frygte ikke at være i stand til, at se balancen med det at blive ældre. Vil jeg kunne dresse mig passende?Få lavet et passende hår?

Som barn, boede der en kvinde i et af de områder hvor jeg også boede. Dengang havde voksne kvinder ikke langt hår. Men hende her, hun var voksen. Halvtreds! ville jeg have sagt dengang. Men måske var hun retteligt 40. Det var anderledes der i halvfjerdserne.
Hun havde jeans på. Kortærmet t-shirts, den lækre 70 ' er slags. Og så en lang hestehale. Sat fast højt på hovedet. Hvad fanden hedder såden en hestehale? Som en Olivia Newton John i Grease.
Lille pige-agtigt. Hestehalen, der hopper når man går.

I dag har kvinder langt hår ligegyldigt deres alder. Sanne Salomonsen vil gå i graven med sit garn siger hun. Ja! Gør det! Fandme også det lækreste garn i hele kongeriget.
Og så Gun-Britts. Mums.
Men sådan er mit hår ikke....

Børnene er hurtige til at sige, jeg har rynker. Ser træt ud. Ser syg ud. At min nye grå/hvide hår kun er for unge piger. At jeg ikke kan gå oprejst.
Og jeg hører det! Tager det ind. Vil ikke se ud som hende, dengang jeg var barn.

Men så heldigvis for BM! Jubii!
- Du havde sådan en karakteristisk gang. Man kunne se dig på lang afstand, med din ranke ryg!
 si'r hun der over cafe-colaen.
- Jeg er bange for at komme til at gammel og slidt ud, af det her sygdom.
Ser over på hende. Føler mig bestemt lille.
 - Odile, jeg synes du er så smuk!
- Stadigvæk? spørger jeg og tør næsten ikke se på hende.
- Prøv at hør´! Du er så karismatisk og smuk. Du kan bære noget, som ingen andre vil kunne!
Du skal ikke være urolig!

For første gang nogen siden, har jeg taget det ind. Mærket på det. Og vælger at tro på det.
Kan stadig mærke det her til morgen. Gør mig glad.

Det er en stor lære. At tage imod. Berige livet med at modtage. Give mig selv lov til at modtage.
Det er den lære min sygdom, bringer mig.
Og tak for det.

Tak for alt hvad jeg har opnået. Alt hvad jeg har klaret. Tak for alt det smukke i mit liv. Al den kærlighed jeg har fået. Og får. Tak fordi jeg kan være mig. I den familie jeg nu har.
Tak for alt der kommer - jeg glæder mig til endnu en dag, fyldt med smukke gaver.
Og jeg vælger at tage i mod alt det, som er godt.
Tak!

Sommerhus tid......

Nu i år er det trukket ud. Med solen. Eller ventetiden på solen. Den er trukket ud.
Vente, vente, vente. Og som altid, værd at vente på.

Vi plejer at åbne vores primitive sommerhus i april. Så er nattefrosten væk. Der kan igen skylles vand i rørene. Jeg elsker at det er primitivt. Fastholder en ide i mig. Najr, en illusion. Om at jeg kan leve primitivt. Få m2, cirka 55-60. Ved det ikke helt præcist. Burde egentlig for Niels har i den grad knoklet med at bygge til. Trods han aldrig før, har bygget noget som helst.

Det er vores fristed.
Jeg vil kalde det Nirvana.
Ungerne sir nej:-)
Deres bud på et godt navn er også meget mere i tråd med de andre huse derude.
Som på ingen måder er trendy. Hverken huset eller området. Ingen sort & hvide huse (kun et par stykker). Ingen overdreven brug af vattæpper til et par tusind stykket. Speltmødre der hænger ud i noget afslappende fra Ilse Jacobsen & læser Kernesund. Men masser af hvidskæggede pensionister, med mere end bare topmaver. Hamren og banken i husene omkring. Unger der synes vores unger ser noget nær anderledes ud. Og jeg falder fint ind i år, med mine krykker.

Det er ikke fordi vi gør et stort væsen ud af ikke at være trendy. Det kommer helt naturligt.

Vi er bare os. På vores måde. Lever livet som vi kan bedst. Bor privat - det er pga. mig. Mit behov.
(Hvordan kan jeg så tro jeg kan overføre 'Mine Morgensider' til bloggen?)

Endelig har vi åbnet huset for denne sæson. Så halser vi derud som trækfugle hver en fridag.
Og hele sommeren.
Når ungernes sommerferie starter bor jeg derude med dem.
Døren står åben for gæster. Om de kommer for en dag eller en uge. Vi skal bare nyde det.

På solens dage skal vi hænge ud på terassen. Ved havet. lege i græsset. Læse i hængekøjen. Slumre i skyggen. På grå dage kan vi shoppe retro og nutids sager til billigere penge end vi gør i København.

 Som de her billige knager. Passer godt med et levn fra 70´erne i form af et håndklæde.






Den danske sommer vender vi aldrig ryggen for at drage sydpå. Dertil er den for smuk. Dufter og smager så rigt. Det er en overflod, der ikke viser sig så meget i løbet af et (dansk) år.

Vores fristed er dansk sommerhus fra 70´erne.
Niels og min barndomstid, som vi nu fylder op med vore ungers barne- og ungdom.
Nostalgi. Nutid. Og en smuk lysende fremtid.
Det er dét, sommerhuslivet fylder mig med.

Nostalgi som de glas her. Fandt tretten af dem i en genbrugs.
Fattigmands-vinglas som vi havde i mit hjem som barn.
Nu skal de indgå i vores hjem; blandes med overflod og glæde.











Selvfølgelig er der konflikter. Spændinger og frustrationer.
Det er hårdt med mig syg. Så meget de andre skal gøre for mig. Og hvor er der plads til deres behov?

Jeg vælger at fokusere på det smukke og lysende i livet. Uden at blive eller være blind for de problemer der kræver opmærksomhed.
Man kan godt glædes og nyde. Selv i svære tider. Det er sommerhuset i den grad med til at give os.

En velfortjent pause. En lang sommer i frit spring. Blå himmel. Smørblomster og mælkebøtter spænder det grønne græs op med deres gule, gule dyb. Elsker det. Jordbær, sødet af solen.
Kaffe i varmen. Hat som skygge på en varm dag. Aftener med dybblå himmel. Stemmer fra de andre haver. Latteren når flere unger hopper for vildt på naboens trampolin. Hvinet i det kolde blå hav.

Ja, vi har godt nok brug for den pause sommeren kan give os.
Der tages i mod. Med kyshånd. Og alt hvad det skal være!:-)

Morgensider i sommerhuset

Jeg vågnede som den sidste! af alle. Kl. 10. Kan ikke mindes at have sovet til klokken ti. Nogensinde. Som forælder. Inde i sengen derinde, var jeg sikker på, Niels lå lige bag mig. I lyset. Det er som om sommerhusets soveværelse er OPlyst fra tidligt om morgenen. Er det kl fire? Fem? Solen falder ind? Jeg elsker den sol. Og sidder nu, lige nu. Skrivende i den.Har overført mine morgentimer til bloggen her. Det falder naturligt. Der er meget der falder naturligt. Som jeg tidligere. Før i mit liv har afholdt mig fra. Så var der meget som faktisk føltes modstridende mit indre, jeg kastede mig ud i. Hvilken forvirring! Den ungdom, den var fandme rå, altså. Jeg er lykkelig over at jeg overlevede den! Tænk! nu sidder jeg her; i mit sommerhus. Her dufter varmt. Vores sidste dag her i Kr. Himmelfartsferien, leger solen sommerferie med os. Jeg håber, beder til, at det er et løfte om det der skal komme. Jeg lever for solen. Tiden i solen. Hver en stund. Ved godt den er farlig. Min onkel døde af kombinationen modermærke og italiensk sol på hans norske hud. Lukas og Karla har også altid været tvungent til - under suk, råb, konflikt - at få det på. Jeg selv bruger til gengæld intet. Tjah, må det blive mit eftermæle om jeg dør af solens kærtegn; hun døde af ikke at bruge solcreme. Morbid fra morgenstunden? Ja. Nu menstruerer jeg ikke længere. Eller man skal kunne regne et år uden menstruation, før man kan sige den del af ens kvindelige cyklus er ovre. Hvad tæller jeg nu, hm; september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april. Otte måneder, mod de ni. Men anyway, ind i mellem får jeg stadig udbrud af herpes. Eller forkølelsessår (ved at bruge den betegnelse, lyder det som om jeg har været mindre promiskuøs). En kone får forkølelsessår. En .. Ja hvad.. En uansvarlig kvinde får herpes. Nej, jeg har bare tit oplevet kvinder omtale herpesudbrud på læberne, som forkølelsessår. Fordi vi stadig bibeholder hele det med, pæne piger har ikke sex. Det har til gengæld rigtige maskuline fyre..og bla. Bla. Vi skal hjem i dag. Det gider jeg ikke! Nix! Nix! Nix! 'Det er egentlig mærkeligt' (jeg kan ikke sige eller skrive den sætning, uden at komme til at høre BERLIN '84 på min indre iPod. Eller synger hun 'det er egentlig underligt'?), for jeg har ingen stresset hverdag at skal hjem til. Mine smerter følger med ud her hvor jeg er nu. Så det er ikke det. Dog er der et krav hjemme som jeg har det svært med. At få hentet ungerne på skolen. Det koster afsindigt mange af mine kræfter. For det gør så pisseondt. Bare. Men vores hverdag hænger på ingen måde sammen. Så derfor er jeg begyndt at hente dem. Her i mine morgensider, vågner jeg op. Trækker mig ud af søvnen. Drikker min første, måske to, første kopper af kaffe. Det er her et mareridt kan løsnes og trækkes ud af mig. I stedet for som før, at ligge som et gennemsigtigt spøgelse i hverken bevægelse og tanke jeg gjorde mig i løbet af dagen. Det er her på disse sider, at jeg mærker lyset. Taknemligheden. Glæden. Storheden. Kærligheden til alt hvad er skabt. Lige nu er det bare så fantastisk. At sidde her. Badet i solen. Skrive. Mærke resten af familien er her, men jeg behøver ikke være aktiv. I kontakt. Niels har lige taget Gandhi med i *Hundeskoven*. Han (Gandhi!) vil komme bessende tilbage. Smide sig ved mine fødder, så vi kan høre hans knogler ramle mod flisérne. Han er kun muskler og knogler. Han elsker solen som jeg. Kender den fra den afrikanske savanne, hvor han kommer fra. Niels vil måske sætte sig hos mig, men ikke for længe. Han tåler ikke solen i tunge mængder. Kan se bekymringer i hans øjne. Men i dag er jeg kommet ud af sengen uden at tage ekstra morfin, inden min morgen medicin. Det er en god start på dagen. Egentlig en spøjs oplevelse med Karla hjemme hos Dorthe. Der hvor Dorthe sir hun ikke kan se på mig, at jeg er syg og har været så længe. Det sætter sig i mig da Karla siger, at hun kan se det, når vi er hjemme. Når jeg går omkring i mit nattøj. Ingen makeup. Håret der passer sig selv. Tænk! Det stadig betyder så meget for mig! Mit udseende. Er jeg blevet slidt at se på de sidste otte måneder? Når jeg tænker over det, er det så ligegyldigt! For jeg lever. Kan fungere med stærk medicin. Jeg sidder jo lige her for helvede! Skriver i solen! Det jeg elsker allermest at gøre! Yes, tak sir jeg! Tak fordi jeg har mit liv! Tak for alt! hvad jeg har oplevet. Tak for alt jeg har! Tak, tak, tak, for Lukas og Karla. Smukke væsener som skærper og sliber mig. Til at blive et bedre menneske. Tak for Niels. My one and only. Altid. Kære smukke skytsengel; tak for alt du gør for mig. Tak for at være hos mig. I stadig tættere forbindelse. Tak!

Sommerhuset i hverdagen

En skulle tro , at det at tage på mini-ferie. En Kr.Himmelfarts ferie i sommerhuset, ville være alt det vi har længtes efter vinteren igennem. Jo, vi har længtes. Jeg har nok sukket dybest af alle. Nahr, okay, Karla er nu ret god til at sukke, så måske... Nu er det så lørdag. Dvs. det er næsten søndag. Og søndag er den dag vi skal vende tilbage. Kender du ikke det? Måden hvorpå man tillader sig selv, at gå med rastløsheden dirrende? I flere og flere af sine celler? Fordi man tager forskud på det, man ikke orker? Jeg elsker at være herude. Bare en times kørsel er nok til, at jeg føler mig langt væk fra hverdagen. & egentlig har jeg slet ikke noget imod vores hverdag. Bare så meget mere lyst til at være her. Ind i mellem. Nej faktisk ret konsekvent, glemmer jeg, at folk bor her hele året. Ikke engang fordi det er langt væk fra alt. Bare mig der forsvinder ud af alt.

'Dagens ærlige gerning...'

Skulle egentlig.
Have lavet noget. I dag.
Som at det var.
Der forsvandt.

Ikke af min hukommelse. Kun fra lysten.
Og kræfterne.
Modet? Ja, måske.
Nu du sir
det.

Det er derfor jeg. Nu.
Ønsker mig at det også forsvinder.
Fra min pligt. Følelse.
Og samvittighed.

Så sker det. At jeg kigger
ud.
Solen har sine egen ting
kørende. Så smukt.
Den kalder på mit smil. Det har jeg ikke glemt hvor er.
Bliver varm.
Maven fyldes op af solens
stråler.

Der er så meget man skal. Bør.
Si´r man.
Jeg er ikke man. Derfor øver jeg mig
i.
At lade være med at lystre
når der siges
man.

Livet er smukt.
Forunderligt. Forsigtigt. Favnfuldt.
Stormende. Sørgende. Sanseligt.
Fabelagtigt.
Uforudsigeligt.

Lad ingen fortælle dig de har
din sandhed.
På flaske. På køl. Til salg.

Du er dit liv.
Dit liv er dig.
Ingen andre kan leve for dig.
Slet ikke
dit liv.

Hvor må hvad skrives?

Jeg har fået fortalt, at det er et absolut no-go at publishe sine ting flere steder på nettet.

Og jeg er i den klemme, at jeg smider mange tanker ud på fb, som keh ligeså godt kunne smide ind her.
Måske skulle jeg smide 1/2 her & 1/2 der?

Hver morgen, og hver nat

Alle mine bedste forudsætninger
faldt.
Ud af min hånd
og forsvandt inden de nåede jorden.
Så jeg har ingen erindring
om
hvordan de lød.
Hvad var det jeg skulle nå at gøre?

Så nu kan jeg leve livet, uden -
det betyder frit.
Og gøre hvad mit hjerte byder mig.
Ingen fortrydelse.
Skuffelse
over mig selv.
Blot jubel over at finde
en verden på ny.

Hver dag er et liv
det er op til mig, dig, dem
om det var livet værd,
når vi takker godnat.

Og hver morgen kan
vi
tabe alle vores bedste forudsætninger.
Og bare leve...

1. maj 2012.

1. maj synes jeg stadig er en meget vigtig dag.
I den ligger vore bedsteforældres kamp for
alt det vi i dag ta´r selvfølgeligt.

Fx. Ferie. Med løn!
Penge under sygdom. Under ledighed!!
Være på barsel. Med løn!
Orlov!

Retten til at blive betragtet som et menneske.
Ikke kun arbejdskraft.

Min morfar knoklede hele sit liv.
Som dreng var han staldknægt.
Som ung far var han daglejer. Til tider arbejdede de 36 timer i træk. Slæbte sække på 100 kg.
Kun to spisepauser.
Mormor var malkepige.
Køkkenpige. Kogekone.
Inde i huset hos fruen.

De arbejdede for den rige mand.

Krigen kom.
De prøvede at gro tobak i haven.
Sad fnisende i køkkenet. Bag mørklægningsgardiner med vennerne for at ryge den afskyelige tobak!
Mine mostre sov tæt ved komfuret.

Da tressere kom, blev de bedsteforældre.
De havde klaret sig godt.
Morfar byggede dem et hus.
Der kom bistandslov.

Min mor blev gift med en velhaver.
Min farfar var nazist.
Min mormor ville ikke tale dansk.

Jeg voksede op i fattigdom.

Men det betyder intet!
For jeg er stolt af hvem jeg er.
Jeg kender mørket, men nægter at lade det blive mit liv!

Hver dag takker jeg for a.l.t. jeg har fået! Opnået.
Takker for selve livet.
Og klapper med frydefuld glæde over det,
som er på vej.
Til mig og mine kære.

Drømme skabes måske i mørket.
Som diamanter.
Men de kan sagtens vokse sig stærke i lyset!

I dag er præcis en dag hvor vi skal fejre.
Hvorfra vi kommer.
Hvor vi skal hen.
Med glæde. Og taknemmelighed!

Smuk 1. maj - alle generationer!