'Jamen, du ser da godt ud!' 3. kapitel i genoptræningddagbogen

Først. Inden jeg skriver mere, må jeg dele det her med dig.
Det er en på den ene side, let beslutning for mig, at ville skrive genoptrænings dagbogen. Let som i, det ligger til sidebenet for hjertet.
Modsat er det en proces, hvor jeg blotter mig selv. For dig. Alle. Min svaghed. Styrke. Nedlag. Fremskridt. Mig. Det er alt andet end let. Det behøver jeg at sige.

For der vil være holdninger til mig. Mit skriverier og min proces, som vil være anderledes end mine holdninger. Til mig. Til selvsamme. Det kan være rigtigt svært at rumme, når man er midt i orkanens øje. At blive bulls eye.
Hvorfor så gøre det? Igen; til højre for hjertet. Som jeg følger mere og mere slavisk jo ældre jeg bli'r.
Og fordi jeg er så sikker på, jeg skriver noget universelt. For andre også. Jeg er på ingen måde uselvisk. Men mit ego har det bedst, når jeg deler mine udtryk med andre.

Nå, men dagen i dag.
Det er lige før midnat. Ungerne falder til ro i værelset ved siden af. Gandhi ligger og snorker udmattet i husets modsatte ende. Som er tæt på. Husets ende. Vi er i sommerhuset. Niels er kørt til Fyn, hvor han spiller i aften.
(Hov. Sorry for afbrydelsen, men har lige en praktisk meddelse! Jeg skal beklage manglen på afsnitsopdeling. Det skyldes udelukkende jeg skriver på min iPad. Og jeg aner nada hvordan jeg får den til, hvis muligt ?, at udgive mit indlæg på bloggen, med de afsnit jeg laver....)

Det er tid for frirum. Sommerhusliv. Pinsen herude. Så dejligt!

 Det er også tid for glædeligt gensyn med naboerne. Det er kun her vi mødes, så der går let fra sommer til sommer mellem vi ses.
Naboerne har fuldt med på Facebook og ved jeg er syg. Og sidst de så mig, var jeg fuld af klager over, at ryggen ligesom bøvlede i længere tid, end jeg syntes den plejede. Det var før jeg anede, jeg gik rundt på en diskusprolaps. Og derfor nåede skaden at blive så slem, før jeg blev opereret første gang.

Anyway, jeg får hilst på Jenny, hvis umiddelbare reaktion var:
- Jamen, du ser da godt ud! (Lige i skrivende, kører Breakfast in Tiffany's på DR K. Det sætter på alle måder skønhed i perspektiv! Men mit liv er også langt fra en moviestars liv. Og det er på ingen måde negativt ment!)

For et par dage siden. Eller, det var faktisk for en uge siden. Mødtes jeg med en veninde jeg ikke har set længe. Også hun udbrød 'Jamen, du ser jo godt ud, Odile! Man kan slet ikke se du har ligget syg så længe!'

 Den tredje gang (alle gode gange tre. Eller blot gentagelse for den kvinde, dér ikke ta'r komplimenter ind?) var i eftermiddags da vi fik besøg af en anden veninde.

Det pudsige er, at jeg faktisk føler jeg skal forsvare, at jeg ser godt ud! Ja. Ved godt det lyder crazy. Det er heller ikke uden en vist flovhed, jeg skriver det. Men det ligger mig på sinde at fortælle om det.

Jeg har hele mit liv hørt, jeg så godt ud. (Igen sorry, men jeg undlader at tage hensyn til Janteloven!) Og hvad mange ikke tænker over, så er et smukt udseende ofte forvekslet med alt muligt. Som fx. succes, rigdom, sundhed, styr på alt. Berømthed, godt kærlighedsliv, masser af venner og så videre. Smukke mennesker menes ikke at have problemer, men at være født med både sølv og guld skeer særlige steder.

Jeg har aldrig, først i en alder af 40+, følt mig smuk.
Fordi jeg lærte som ganske lille pige at mit udseende var det der gjorde, jeg blev seksuelt misbrugt. Sådan fortsatte det i mit voksenliv.
 Jeg har så tit oplevet at ingen troede jeg havde brug for hjælp, for jeg ligner ikke jeg har det! Hverken som barn eller voksen. Jeg har måtte kæmpe som teenager med at blive taget alvorligt på psykiatrisk afdeling, hvor de troede jeg var en eller anden selvoptaget ung tøs, der bare ville have opmærksomhed. Til nu senest, hvor jeg blev behandlet så tydeligt dårligere end andre, under hospitalindlæggelsen i efteråret.
Gu' vil jeg da ej se syg ud! Det gjorde jeg i øvrigt også alt rigeligt, til for få uger siden. Inden solen dukkede op. To timer i dens afsmittende selskab, og jeg har en såkaldt 'sund' kulør. Det er jo ret ironisk; at man ser sund og frisk ud med solbrændt kulør!

Nå, det kan måske undre nogen, jeg gider bruge kræfter på det. Men det handler om at blive set. Være mig.

 Mit hår begyndte forøvrigt at blive gråt, da jeg blev syg. Jeg ved fra mit psykoterapeutiske virke, at folk i krise, kan miste deres hårfarve fuldstændigt. Udtrykket 'gråhåret natten over' har en rem af sandheden i sig.
Og det er endnu et fantastisk eksempel på sammenhængen mellem vor psyke og vor fysik!

Og fysikken er god i dag. Følt mig stærk. Om jeg er det, rent fysisk, ved jeg ærlig talt ikke.
Jeg er blevet noget i tvivl om mine evner til, at vurdere mig selv, efter det hele blev sat på hovedet. Eller måske snarere sat tilbage fra at have stået på hovedet.
Det med at Ulla fysio standsede mig i min selvopholdelse logik. Ved at sige, at når jeg presser mig selv den måde jeg gør, bliver jeg ikke rask! Nej, jeg bliver blot mere syg!
Så min vurderingsevne er nok..hm..upålidelig.

Men jeg er stærk i psyken. Og måske sås det i mit blik i dag?
Der er gode dage. At jeg har svært ved at gå fra god dag til dårlig, well, det må jeg vist lære at rumme. Også!
Det bliver et indlæg i dagbogen, tror jeg. Jeg har meget at lære. Og målet er stort. Langt væk. Men tydeligt! Jeg gider ikke være ynkelig.
Alligevel er jeg det, fx. når jeg ikke kan bære mig selv.
Min dagbog skal til gengæld bære, at alt kan skrives! Uden ynk.Men vise min proces ærligt. På de gode dage, og de dårlige.
 I dag var en god dag.
Hvad morgendagens bringer, vil jeg vente med at vide om.
 Til vi ses igen, pas på dig!