Morgensider i sommerhuset

Jeg vågnede som den sidste! af alle. Kl. 10. Kan ikke mindes at have sovet til klokken ti. Nogensinde. Som forælder. Inde i sengen derinde, var jeg sikker på, Niels lå lige bag mig. I lyset. Det er som om sommerhusets soveværelse er OPlyst fra tidligt om morgenen. Er det kl fire? Fem? Solen falder ind? Jeg elsker den sol. Og sidder nu, lige nu. Skrivende i den.Har overført mine morgentimer til bloggen her. Det falder naturligt. Der er meget der falder naturligt. Som jeg tidligere. Før i mit liv har afholdt mig fra. Så var der meget som faktisk føltes modstridende mit indre, jeg kastede mig ud i. Hvilken forvirring! Den ungdom, den var fandme rå, altså. Jeg er lykkelig over at jeg overlevede den! Tænk! nu sidder jeg her; i mit sommerhus. Her dufter varmt. Vores sidste dag her i Kr. Himmelfartsferien, leger solen sommerferie med os. Jeg håber, beder til, at det er et løfte om det der skal komme. Jeg lever for solen. Tiden i solen. Hver en stund. Ved godt den er farlig. Min onkel døde af kombinationen modermærke og italiensk sol på hans norske hud. Lukas og Karla har også altid været tvungent til - under suk, råb, konflikt - at få det på. Jeg selv bruger til gengæld intet. Tjah, må det blive mit eftermæle om jeg dør af solens kærtegn; hun døde af ikke at bruge solcreme. Morbid fra morgenstunden? Ja. Nu menstruerer jeg ikke længere. Eller man skal kunne regne et år uden menstruation, før man kan sige den del af ens kvindelige cyklus er ovre. Hvad tæller jeg nu, hm; september, oktober, november, december, januar, februar, marts, april. Otte måneder, mod de ni. Men anyway, ind i mellem får jeg stadig udbrud af herpes. Eller forkølelsessår (ved at bruge den betegnelse, lyder det som om jeg har været mindre promiskuøs). En kone får forkølelsessår. En .. Ja hvad.. En uansvarlig kvinde får herpes. Nej, jeg har bare tit oplevet kvinder omtale herpesudbrud på læberne, som forkølelsessår. Fordi vi stadig bibeholder hele det med, pæne piger har ikke sex. Det har til gengæld rigtige maskuline fyre..og bla. Bla. Vi skal hjem i dag. Det gider jeg ikke! Nix! Nix! Nix! 'Det er egentlig mærkeligt' (jeg kan ikke sige eller skrive den sætning, uden at komme til at høre BERLIN '84 på min indre iPod. Eller synger hun 'det er egentlig underligt'?), for jeg har ingen stresset hverdag at skal hjem til. Mine smerter følger med ud her hvor jeg er nu. Så det er ikke det. Dog er der et krav hjemme som jeg har det svært med. At få hentet ungerne på skolen. Det koster afsindigt mange af mine kræfter. For det gør så pisseondt. Bare. Men vores hverdag hænger på ingen måde sammen. Så derfor er jeg begyndt at hente dem. Her i mine morgensider, vågner jeg op. Trækker mig ud af søvnen. Drikker min første, måske to, første kopper af kaffe. Det er her et mareridt kan løsnes og trækkes ud af mig. I stedet for som før, at ligge som et gennemsigtigt spøgelse i hverken bevægelse og tanke jeg gjorde mig i løbet af dagen. Det er her på disse sider, at jeg mærker lyset. Taknemligheden. Glæden. Storheden. Kærligheden til alt hvad er skabt. Lige nu er det bare så fantastisk. At sidde her. Badet i solen. Skrive. Mærke resten af familien er her, men jeg behøver ikke være aktiv. I kontakt. Niels har lige taget Gandhi med i *Hundeskoven*. Han (Gandhi!) vil komme bessende tilbage. Smide sig ved mine fødder, så vi kan høre hans knogler ramle mod flisérne. Han er kun muskler og knogler. Han elsker solen som jeg. Kender den fra den afrikanske savanne, hvor han kommer fra. Niels vil måske sætte sig hos mig, men ikke for længe. Han tåler ikke solen i tunge mængder. Kan se bekymringer i hans øjne. Men i dag er jeg kommet ud af sengen uden at tage ekstra morfin, inden min morgen medicin. Det er en god start på dagen. Egentlig en spøjs oplevelse med Karla hjemme hos Dorthe. Der hvor Dorthe sir hun ikke kan se på mig, at jeg er syg og har været så længe. Det sætter sig i mig da Karla siger, at hun kan se det, når vi er hjemme. Når jeg går omkring i mit nattøj. Ingen makeup. Håret der passer sig selv. Tænk! Det stadig betyder så meget for mig! Mit udseende. Er jeg blevet slidt at se på de sidste otte måneder? Når jeg tænker over det, er det så ligegyldigt! For jeg lever. Kan fungere med stærk medicin. Jeg sidder jo lige her for helvede! Skriver i solen! Det jeg elsker allermest at gøre! Yes, tak sir jeg! Tak fordi jeg har mit liv! Tak for alt! hvad jeg har oplevet. Tak for alt jeg har! Tak, tak, tak, for Lukas og Karla. Smukke væsener som skærper og sliber mig. Til at blive et bedre menneske. Tak for Niels. My one and only. Altid. Kære smukke skytsengel; tak for alt du gør for mig. Tak for at være hos mig. I stadig tættere forbindelse. Tak!