Drop al den bekymring! Det er spild af tid. Og liv!

Før.

Engang før.

Før alt det her. Mit liv før jeg blev syg, havde jeg forestillinger om hvordan det måtte være,
at miste sin førlighed.
Forestillinger hvor jeg på ingen måde passede ind.
Aldrig ville blive et af de slags mennesker, som nærmest blev oplyst! af at miste kontrollen over sin krop.
Jeg så mig selv, som et forgræmmet. Formindsket menneske.

Nu minder de tanker mig om, hvor svært det er, at sætte sig ind i det ekstreme, medmindre vi oplever det selv.

Anyway, jeg er ikke kronisk skadet. Jeg bliver rask!

- Det er stilhed før storm, Odile! grinede min smukke søster Siff, da hun lå her på sofaen for et par timer siden.


Elsker! at Siff altid. No matter hvad jeg har været gennem, a.l.t.i.d.! har troet på, at jeg ville klare det.
Hvor fantastisk er det ikke, at have sådan en søster?
Dælme også glad for jeg selv har valgt hende.
(eller valgte hun egentlig mig først?)










Jeg kan se det i andres blikke. Læse det i kommentarerne her. Der.
At jeg burde være skræmt. Bange. Kriseramt. Bitter. Vred.
Det er jeg bare ikke!

Jeg har en gave.
En Fugl Fønix som har sat sig på min arm. For alvor bygget rede i mit liv.

Jeg har en chance for, at ændre mit liv. Markant.
En chance jeg værdsætter i utrolig høj grad.
Alt har en mening. Passer ind i en sammenhæng.
Ligesom jeg nægter at være sur & negativ om/over andre ('s liv).
Lige så lidt vil jeg være det over mig selv.

Men tage imod!
Min gave.
At lære at gå.
Igen.