Efter regnen kommer solen.

Men eh, kommer regnen også efter solen?
Jeg skal på ingen måde, med nogen som helst sikkerhed. At all. Seler og livremme og alt det der. Jeg skal i hvert fald ikke kunne sige, om der findes en mønster der hedder; efter en god dag (igår), kommer en dårlig dag (i dag). Eller hvilken som helst dage efter hinanden. Jeg ved det ikke. Som sagt (flere gange). Men det vil det her dagbogs føren opsigt med min krops leben und gewesen, meget sandsynligt afsløres for mig.
Og en god dag = en dag som i går. Jeg har styrke i kroppen. Er smertefri. Nej det er løgn, men smertefri med det forbrug af morfin og epilepsi & håndkøbs medicin-cocktail jeg behøver. Okay, okay. Tog faktisk p.n. også. Fandens! Lige som jeg skriver det. Nej rettere, først! da jeg skriver det, bliver jeg klar over, at jeg jo for pokker da ikke klarede mig på de normale dags-doser i går.
Hm. Det ku' godt skræmme mig (at jeg kan være så tilvænnet medicin forbrug i en grad, at jeg glemmer hvad jeg indtager). Hvis jeg ville skræmmes.
Men det nægter jeg! Hvorfor bruge mit liv på frygt?
Frygt er kilden til al det negative jeg kan komme i tanke om, et menneske kan udvise. Mig selv inklusiv selvklart.
Der har været så meget frygt i mit liv. It' s time for a change. Når alt det er sagt (pust ud!), så er i dag - til nu her kl. 14.30 - præget af større smerte.

 Niels kom hjem i nat. Det var dejligt at se ham. Som altid når jeg mærker han er nær, vågner jeg uden at kunne falde til ro, førend han træder ind ad døren.

Da alle var stået op, kom vi ud af døren for at tage ind til nærmeste by for at ta´ brunch. Det krævede p.n. medicin inden vi kunne tage af sted.
Da vi sidder og nyder solen. Maden. Latten. Legen. Var min fod hævet med det halve af sin størrelse. Det skyldes en forvirring i hjernen, som opstår ved nerveskader. Åbenbart kan hjernen gå i en slags overload af smerte. Der går kludder i, hvad der skal sorteret fra. Så alt opfattes som smerte. Groft sagt. Fantomsmerter.
Nerven løber fra lænden helt ned til tåen. Og smerterne har løbet ad det spor under hele forløbet. Alt brug af foden, dvs. al påvirkning får foden til at hæve op. Og/eller gør den blå-rød. Alt i alt ligner jeg mere en på krykker fordi der er noget galt med benet. Ikke ryggen.
Kun det dog meget markante ar, der afslører noget her. Måtte det egentlig få sol det første år? Nej. Hm. Gider jeg tage hensyn til det? Ved det ikke. Ville du? Det sidder i lænden. Skjult ved højtalje tøj. Synligt ved lavtalje.

Skrivende stund er mandag/2.pinsedag kl. Ca. 13.

Dagen i går, fortsatte med stigende smerter. Stigende indtag af p.n. morfinpræparat.
Alligevel magtede jeg at få lavet de nødvendige øvelser. Dem der skal modulere arvævet og sener omkring operationsarret.
Det stritter imod. Gør oprør. Bruger uretfærdige midler som jagen af smerte, for at få mig til at tro, jeg så skal standse. Eller, det skal jeg også. Det er bare også af absolut nødvendighed, for at krykke uden om en plads i 'kroniker- kategorien', at jeg gør det.
Altså gør øvelserne. Mit sidste håb. Chancen for at blive gående.

Da vi nåede omkring otte i aftes, blev Niels pissesur på mig.
Over at se mig bevæge mig rundt. Selvom jeg havde sagt: 'Uh! Nu kan jeg ikke mere!'
Ordne dit, dat, ligegyldige gøremål. Som blot betyder jeg piner mig selv.

Jeg behøver egentlig ikke sige det. Han ser det. I mit blik. Måden min mund trækker sig på. At jeg er nået til min absolutte grænse.
Men jeg kan ikke stoppe! Få lagt mig. Tage de hvil, som jeg behøver. Som ikke kun Niels men også Ulla fys kræver. Det er grotesk og smerteligt at indse, hvor lidt jeg reagerer på smerte.

Min smertetærskel er alt for høj. Og det som dertil registreres:'Smerte!' søger jeg 'at lade forsvinde'. Det er min ældgammel (nå, ja, så kun 44 år gammel) overlevelsesstrategi.
 - Hvorfor er du så skidesur? spørger jeg ham. Anklagende. Overbevist om, at jeg har retten hos mig. - Fordi jeg ikke kan holde ud at se på, hvordan du piner dig selv! Kan du ikke bare lægge dig ned?

Det er så inderligt mig imod. At være afhængig. At må give op. Det er jo her min lære er!

At det netop ikke er at give op, når jeg må lægge mig, selvom børnene ikke har fået mad endnu. Eller blevet puttet. Eller.... At lade det være Niels' opgave alene, at klare alt. Tout! Føler jeg svigter ham, ved ikke at stå ved siden af ham, men i stedet ligge og se til. Jeg fik lagt mig. Og blev liggende.

Med god kontakt til min elskede mand.
Hans kærlighed rører mig. Og jeg er ubeskriveligt taksam. For ham. For hans ubetingede kærlighed til mig.
Wauw! Er jeg ikke heldig?

Dagen i dag er startet skidt. Smerterne er meget voldsomme. Men måske er det min modvilje mod sidste fri dag. Som efterfølges af hverdagslivet med dets krav om hvad vi skal klokken hvad. Det der 'klokken hvad!'
Det skal jeg lære at at være i uden at miste min indre friheds-kerne.

Men i dag ligger dagen endnu dovent foran os. En dag mere i sommerhuslivet med høj sol.
Jeg vil drikke kaffe i den stærke sol. Få mediteret. Lavet mine øvelser.
Se om jeg er stærk nok til at krykke ned på stranden og se til mens ungerne jubler i Storebæltet.

Tak!

Fordi du læser. Fordi du deler tid, med mig.