Mine første skridt mod at lære at gå, går gennem vand.... 1.del

Ny periode med genoptræning er startet.
Egentlig sidste torsdag med en indledende samtale.
Som jeg mødte op til med en del skepsis. Forventede endnu en fysio der ville køre mig gennem standard behandling. Og på forunderlig vis overse, at jeg på ingen måder, er en standard patient.
Jeg havde bedt mit allerhøjeste kendte, om hjælpe. Om ekspertise. Og meget tyder på at jeg - traditionen tro - høres.
Hun virker godt nok kompetent, hende Ulla der!

Jeg startede op med bassin. I mine ører lyder det helt uskyldigt. Alt andet end hård træning. Da jeg bor meget tæt på, altså vi snakker max. 400 meter! foreslog jeg at jeg kune krykke den derover. Spare turen med genoptræningsbussen. Aka handicapkørslen. Ved ikke hvad det hedder med et politisk korrekt ord.
Men fyssen var hurtig og sagde nej! Det er det at du presser dig ud over din smertegrænsen, der sætter din healing tilbage! Jep! Det sagde hun.
Det er fandme hård kost, for en 'no matter what overlever' som jeg, at må sande, at den her runde vindes ved at holde mig i ro.

Da tirsdag nærmede sig, havde jeg indkøbt endnu mere badetøj. Jeg har sådan cirka ikke købt nyt badetøj i små ti, elleve år. Jeg opholder mig ikke halv- eller hel nøgen nogensteder. Cirka. Ingen steder hvor der er mennesker der ikke tælles i min familie.
Jeg er ekstrem blufærdig. Ja, jeg ved godt det lyder chokerende for mange, taget i betragtning jeg engang fik penge for at være nøgen. Nej, jeg orker heller ikke forklare det nu.

Mere badetøj, for nu skulle jeg sikre mig at have noget på jeg følte mig nogenlunde o.k. i. Alligevel var jeg godt nervøs, da det blev tirsdag.... Jeg stillede mig med ansigtet ind i mod hjørnet. Lukkede øjnene og prøvede at vaske mig væk. Det brusende vand baskede ned over mig, og det var svært at skelne vandets stikken fra de andre kvinders blikke.
'Kigger de mon på mit ar?' Ville ikke være underligt om de gjorde. Det er efter to operationer meget fremspringende.
'Ej, de kiggede slet ikke!' trøstede BM mig med, senere om aftenen på en af vore sjældne uden børn aftaler. Men det gjorde de!
Da jeg vendte mig om, under bruseren, havde jeg en lille flok bestående af otte-ti kvinder stående bag mig. Kiggende indgående på mig. Selv ude i omklædningen, hvor de af dem som kunne se ind, gjorde det. Kiggede.

Well.  Jeg må lære at vænne mig til det.

Og det er også o.k. Seriøst!
For så længe det er vejen til at jeg kan blive rask, så går jeg den vej.

Kræfterne er brugt for nu. Jeg kan ikke skrive længere. Det er en kraftig belastning for ryggen og bækkenet, at være i skrive positur.

Men jeg vil forsætte med at skrive om min vej til at lære at gå igen.
En slags dagbog over mit forløb. En dokumentation. Vidnesbyrd.
For jeg vil bevise hvad jeg påstår; alt skabes i tanken!
Og min dagbog her, skal vise at jeg ved brug af tænkning og vilje, fokus og øvelser, slipper det tag, min fortid har i min ryg.
Jeg vil blive rask!