Odile kan desværre ikke lege i dag!

Jeg har allerede beskæftiget mig med lidt for mange ting, før jeg satte mig for at skrive.
Kaffe s.k.a.l.! jeg have. Men der røg også andet ind, lidt blog-kikkeri. Faktisk. Om jeg skal se og læse mere om det senere. Kvinder der stikker måtten frem og derfor får verbale slask på den. Bitterfissen har været dygtig til det. Ved slet ikke hvad der sker på den blog efter hun afslørede sin id?

Puha, jeg er strengt træt & bims i balancen her til morgen.
Gandhi vækkede med min sin knurren; *jeg skal ud, menneske, nu!*
Men vel passende. Tidsmæssigt.
Ungerne ligger her i stuen. Koger. Børn har en evne til at sove sig til vådt hår, om sommeren.
Karla gør det stadig. Det er vist slut med Lukas. Det slog mig i nat. Mine hænder over hendes glødende hovedbund. Trak en tot væk fra hendes kind, som havde klistret sig fast. Det er små børn. Det hører til små børn. En tid som er ovre om lidt.
Det vækker nostalgiske minder om at være ny mor med lille baby.

På ingen måder,at jeg skal have flere børn. Har ikke den der: *Ahhr, lige en sidste inden lukketid.*
Det er slut. Elskede at have dem, da de var små. Elsker de to talenter. Men vil ikke have flere.
Om jeg engang er så heldig at få et barnebarn. Eller børnebørn. Ja, det ville være helt fantastisk.

Alt handler om alder for tiden. For mig. Måske en 40 års krise. En snert af det.
Eller ikke alt. Men meget. Tænker meget på i det.

Jeg var i bassin-træning for første gang i går. Min ny genoptræning. Jeg har intet fået ud af, at være på det almindelige genoptræning med ryghold. Det var fedt at være i vandet. Varmt. Jeg skulle vænne mig til det. At det ikke var som at komme i bassin inden jeg blev syg. Alligevel kunne jeg bevæge mig mere i vandet end på grund. Da jeg kom op blev jeg dårlig. Måtte sidde ned. For første gang i mit liv, jeg har mærket hvor tung min krop er. En krop er. Utroligt at opleve.
Min sygdom giver mig oplevelser jeg aldrig før har haft adgang til.
Er det godt? Ja, det er sgu godt. Det har fandeme at være godt! For det er mit liv. Og det skal leves til det fuldeste! Den lære jeg skal gennemgå, er vigtig.

Den sidste måneds tid har jeg været meget aktiv, ift hvad jeg rent faktisk kan. Har kørt bil, efter at have tjekket med min læge ang. medicinen. Det er meget anderledes ,at indtage de mænger af medicin, end de fleste tror. Jeg ligger ikke i egne tåger, mens verden lever parallelt liv. Medicin gør blot at jeg kan komme ud af sengen og komme rundt.

Men jeg kan det ikke. Køre rundt i bilen. Være ude, være med.
*Odile kan desværre ikke lege i dag!*
Det må jeg sande.

Inden jeg begyndte at køre rundt, hente børnene igen. Da havde jeg fået en dejlig ro. Magtede at bevare den. Nød at have kontakt med dét i mig. Jeg vidste at det skulle være en lære, at bevare den ro i mig, når det 'almindelige liv' igen stod for døren.

Og jeg mistede den. Roen. Ret hurtigt. Jeg forsvandt for mig selv, nærmest inden jeg satte nøglen i tændingen.

Heldigvis er det snart skolesommerferie. Jeg kan slappe af sammen med ungerne. Meget af tiden i sommerhuset. Har min genoptræning jeg skal køre ind til. Hm. Det må jeg finde en måde at gøre godt på...

Mødtes med en veninde i går. Hun hentede mig og vi tog på cafe. BM har jeg kendt siden jeg var 27-28 år.
Det der med alder. BM som jeg har et særligt forhold til, er blot blevet smukkere med alderen.
Nøjr, det klæder hende, at hun nyder sit udseende nu!

Dengang hadede vi vores kroppe. Sultede dem og råtrænede. Jeg startede med bodybuilding da jeg var i starten af tyverne. Og gik så hurtigt over til styrketræning, mere fitness. Blev meget stor som bodybuilder.
BM fik slidt sin skulder i stykker dengang, så hun ikke kan træne mere. Så nu løber hun i stedet.

BM har jeg altid kunnet være mig selv hundrede procent med. Alt det pinlige. Og sjove. Grimme. Smukke. Være lille såvel som stor. Jeg elsker hende af mange grunde. Som i går hvor vi taler udseende. Jeg sir jeg kan frygte ikke at være i stand til, at se balancen med det at blive ældre. Vil jeg kunne dresse mig passende?Få lavet et passende hår?

Som barn, boede der en kvinde i et af de områder hvor jeg også boede. Dengang havde voksne kvinder ikke langt hår. Men hende her, hun var voksen. Halvtreds! ville jeg have sagt dengang. Men måske var hun retteligt 40. Det var anderledes der i halvfjerdserne.
Hun havde jeans på. Kortærmet t-shirts, den lækre 70 ' er slags. Og så en lang hestehale. Sat fast højt på hovedet. Hvad fanden hedder såden en hestehale? Som en Olivia Newton John i Grease.
Lille pige-agtigt. Hestehalen, der hopper når man går.

I dag har kvinder langt hår ligegyldigt deres alder. Sanne Salomonsen vil gå i graven med sit garn siger hun. Ja! Gør det! Fandme også det lækreste garn i hele kongeriget.
Og så Gun-Britts. Mums.
Men sådan er mit hår ikke....

Børnene er hurtige til at sige, jeg har rynker. Ser træt ud. Ser syg ud. At min nye grå/hvide hår kun er for unge piger. At jeg ikke kan gå oprejst.
Og jeg hører det! Tager det ind. Vil ikke se ud som hende, dengang jeg var barn.

Men så heldigvis for BM! Jubii!
- Du havde sådan en karakteristisk gang. Man kunne se dig på lang afstand, med din ranke ryg!
 si'r hun der over cafe-colaen.
- Jeg er bange for at komme til at gammel og slidt ud, af det her sygdom.
Ser over på hende. Føler mig bestemt lille.
 - Odile, jeg synes du er så smuk!
- Stadigvæk? spørger jeg og tør næsten ikke se på hende.
- Prøv at hør´! Du er så karismatisk og smuk. Du kan bære noget, som ingen andre vil kunne!
Du skal ikke være urolig!

For første gang nogen siden, har jeg taget det ind. Mærket på det. Og vælger at tro på det.
Kan stadig mærke det her til morgen. Gør mig glad.

Det er en stor lære. At tage imod. Berige livet med at modtage. Give mig selv lov til at modtage.
Det er den lære min sygdom, bringer mig.
Og tak for det.

Tak for alt hvad jeg har opnået. Alt hvad jeg har klaret. Tak for alt det smukke i mit liv. Al den kærlighed jeg har fået. Og får. Tak fordi jeg kan være mig. I den familie jeg nu har.
Tak for alt der kommer - jeg glæder mig til endnu en dag, fyldt med smukke gaver.
Og jeg vælger at tage i mod alt det, som er godt.
Tak!