Mine første skridt mod at lære at gå, går gennem vand.... 2.del

Jeg overlevede min første tur i bassinet.
Det var, da jeg først fik gemt mig mere trygt under vandet, end fed oplevelse!
Det varme vand løsner op. Og letheden i vandet gør det muligt at få bevægelse ind i ryggen.

Da jeg skulle op af bassinet, var jeg ved at besvime under tyngden af min egen krop!
Kontrasten er gigantisk!
Før jeg blev syg, skænkede jeg det aldrig en tanke! Alle mine bevægelser over vand, tog jeg for givet. Den erkendelse måtte jeg fordøje de første par måneder, som liggende & handicappet.
At jeg også havde nogle bevægemønstre under vand, var jeg ikke forberedt på.
Det var på mange måder også akavet, at komme i bassinet.

De mange nye sanseindtryk. Min hjerne som kørte på speedacceleration for at indtage, og sortere dem.
- Mit ønske om at blive rask.
- Min enorme blufærdighed, som kræver jeg skal overskride mine egne grænser i ekstrem grad, for at træde ind i omklædningsrum - og pools!
- Smerterne
- På den ene side frihed i bevægelse. Modstand af vandet. Mangel på balance.
 Kapow! Det hele = gigaheftig cocktail.

Hjemme igen, efter 40 min. i vandet.
Og et ocean af indtryk, væltede jeg omkuld i Kongeskibet.
To timers matsort søvn.











- Jeg har været så spændt på, hvordan du har haft det siden svømmehallen!
Det er Ulla. Torsdag er den dag jeg træner alene med hende. Hun smiler og jeg mærker hendes oprigtige engagement. I mig. I mit helbred. Det er rørende. Meget.
Kender du ikke det? Det er jeg sikker på, at du gør. Når nogen viser en opmærksomhed og omsorg, efter man har knoklet alene. Længe. Så bliver man rørt. Jeg begynder at græde. Det løber bare.

Men det gjorde det ikke lige først. Dér, i går, da Ulla spurgte mig.

Tårerne kom senere. I lind strøm. Som hos et barn, hvor de bare glider uhæmmet. Ubesværet ned ad kinderne. Helt naturligt.

Jeg lavede forskellige øvelser liggende på fys-briksen.
Og jeg er skidegod til de øvelser, med korsettet. Mine mange års træning, sidder endnu som tætpakkede muskler rundt om min rygsøjle og bækken.
 - Hvor er du god til det! De der kan jeg slet ikke! supportede hun.

Da jeg skal lave den faktisk mest simple øvelse, der handler om at tippe bækkenet op og ned, tippede jeg ud af min krop. Og min hjerne gik i stå.

Erfaringen gennem voksenlivet med senfølger af tortur og seksuelle overgreb, har heldigvis lært mig, at ene er jeg nok stærk. Men kan knækkes. Med hjælp fra andre, kan jeg bøjes.
Men vippe tilbage til lige så fin stand. Med et enkelt svirp!
Så jeg taler. Viser hvem jeg er. Beder om det jeg har brug for. Når jeg er i situationer med behandlere. Som nu. Eller da jeg skulle føde Karla (klogere efter den første fatale fødsel). Hos tandlægen. Frisøren. Dem der skal røre mig. Og hjælpe.

Det er her tårerne kom løbende. Da jeg talte med Ulla. Som var ordene ikke nok? Jeg havde brug for det, ud kom ord og tårer. Og fysio Ulla kunne allerede der bedre forstå, hvorfor jeg havde haft en stærk reaktion, på en af øvelserne.

Jeg er fireogfyrre. Bli´r femogfyrre i år. Forventer at have mindst lige så mange år foran mig. Og at de år skal være fulde af glæde. Nydelse. Latter. Kærlighed. Succes. Blandt andet :-)

Jeg har ofte sagt, at bære seksuelle overgreb med sig, er en livslang straf.
Jeg vil korte den straf ned.
Nu.
Denne omgang skal være den sidste. Af skader der skal repareres. Bearbejdes.

Min ryg blev ødelagt som barn. Jeg har trænet den. Fået den behandlet siden jeg var cirka tyve år.
Da jeg var cirka elleve, havde jeg første gang læge til at tilse min ryg.
Min pointe er, at det er på tide jeg slipper. Min fortid.
Mens jeg holder fast i, at det er en hårfin balance.
For jeg kan ikke løbe fra den. Hvis jeg gør, lander jeg blot i mine krykker. For altid.

Vi fornyer vore celler hver syvende år. Det er en tanke jeg vil holde fast i.
Se det for mig. Mine celler der gør mig rask.

Siden træningen i går, er smerterne taget til. I dag har været hård. Men det har også været i dag, jeg har besluttet mig for, at skrive min dagbog herinde.
Dagbog over min genoptræning. Vejen til at blive rask.
Det skal hjælpe mig til at fokusere.

Jeg tror ingenlunde min situation er unik. Der er mange voksne overlevere, som aldrig får sagt til nogen, hvorfor de er syge. Måske nogen af dem læser med.

Egentlig var mine tanker, at det var slut med at skrive om det svære. Det jeg er kendt for.
Men det giver mening for mig. At skrive genoptrænings-dagbogen.
Jeg følger mit hjerte.

For selvom det er svært. Er det ingenlunde umuligt. Dødt. Eller håbløst. Det er netop så fuld af liv og håb. Vilje og tro. Og en kærlighed til mig selv.

Nu er jeg her. Livet ser sådan her ud.
Det er en fantastisk gave jeg har.

Og i morgen bringer mere lys!