Bare til jeg kan gå igen.....

Efter flere uger med genoptræning one2one med fysioterapeut, er jeg nu startet på et ryghold. Det er rigtigt fedt!

Selvom der er øvelser, hvor jeg slet ikke kan løfte mit ben.
Nerven nægter at snakke med - jeg taler til en dør. En lukket en.

Jeg elsker at træne, også selvom jeg ikke kan bygge muskler op i mit understel.

Til gengæld er jeg så stærk i mit korset, at de andre ikke kan følge med på mit niveau. Så jeg træner hårdt med de dele af min krop, som stadig fungerer. Det gi´r iltning og endorfiner - og helbreder min krop, som helhed.
Fysioterapeuterne må igen sige, at de ikke er vant til sådan nogle som mig.

For lige så stærk jeg er, lige så lidt kan jeg, ift. andre på et ryghold.
De kan sidde på en stol og modtage undervisning i 45 min.
De kan cykle. Køre bil. Tage en bus. Gå.
Jeg er den eneste, som transporteres med handicapbus.

De smertestiller sig med Panodil eller Ipren. Jeg har fast depotmorfin, epilepsimedicin og løs morfin efter behov. Udover Panodiler og Iprener.

Så når man er, sådan en som mig, så atypisk, så kan folk have svært ved at tro, at jeg nu også har så ondt. Eller er så skadet på nerven.

Jeg har en enorm høj smertetærskel pga. de ting jeg har måtte overleve og ligge bag mig. Og min ryg blev ødelagt, da jeg var en lille pige.
Men det kan systemet ikke forstå.

Så en stor del af min helbredelse er, at kæmpe for at blive set.

Min mand synes det er uretfærdigt jeg skal have så stor smerte og være så handicappet (pt!), i forhold til de andre på holdet. Kan godt forstå det må være svært at se på - være magtesløs over for.
Men jeg sir, 'det er o.k. - for jeg har jo bedt om det. Ellers var jeg ikke her. Så lad os fokusere på, hvad jeg skal lære af det? Og hvordan jeg bliver rask!'

For selv om jeg er stærk, har jeg også brug for hjælp. Måske er den hjælp jeg har brug for anderledes, end de flestes. Derfor må jeg tydeliggøre, hvad mit behov er.
Så systemet bliver bedre til at rumme 'sådan nogen som mig':-)

For jeg har brug for professionelle til at stå omkring mig, til jeg selv kan gå igen.