En curly OP watches Fatal Attraction wearing Tibet

Gik op for mig, at jeg ikke kan gense Fatal Attraction uden at gense mine 80´er curls.
Så med mit fordi-jeg-ikke-kan-komme-til-frisøren-hår, er det snart langt nok til et revival! Så krøllerne blev sat i. Filmen kan fortsætte! (selvom jeg ikke er helt sikker på, jeg ikke blir forskrækket over at se det med kaninen igen...)









Et portræt af mig. Nok syg. Med smerter. Bleg. Triste øjne.
MEN tilgengæld med den smukkeste røde tibetlam vest.
Og matchende håndledscuffs efter eget design.

                                            












                                                                                                       Syet af Rebecca Pape.

Den 8 årige fødselsdags-tøs eksistentielle dilemma

 - Ved du hvad jeg allermest ønsker mig til min fødselsdag? Og som er noget man ikke kan skrive på sin ønskeseddel?
- Nej, hvad?
- At du bliver rask. Det vil jeg hellere have end min fødselsdag. Eller noget som helst andet i verden!

Sådan sagde hun, da vi lå side om side og jeg puttede hende for natten.

Jeg ku´ ikke trække alvoren ud af hendes blik, da jeg med let hånd mærkede hendes kind. Jeg som havde håbet at ku´ give hende en ubekymret 8 års fødselsdag. 


Vente med næste operation til efter. Sætte alt på 'hold' til efter. Skjule min smerte bag glædessmil, bare for en tid. Give hende lidt for mange gaver - når der er så meget jeg ikke kan.


Og må igen sande at blive konfronteret med bevis på, at vi som forældre kan guide & opdrage. Ønske og ville. Men på ingen måde styre vores børns væsen. Og tankevirksomhed.

Gud, hvor jeg så inderligt gerne ville bestemme, at hun ikke skulle tænke på det svære! Kun glæde sig som et lille barn. Til at blive otte. Med fest, gaver, gæster og smil, smil, smil. Smil.

Nu nærmer hendes dag sig. Og jeg glæder mig som en otte-årig til at puste hende vågen med morgensang, flag, friske boller. Og en bunke af gaver!

Operationen bliver efter hendes dag. Jeg har sagt til hende, at den dag da må intet handle om jeg er syg. Da leger vi og hygger os. Ingen sygdoms snak. Operationssnak. Og jeg gemmer mine smerter.
For det er det næstbedste jeg kan gøre for min tøs. Den dag.

Vi forældre kan langt fra gøre det bedste for vore børn. Må ofte vælge det næst-bedste. Måske tredjebedste. Det er livet. Vores. Deres.

Og det er faktisk den mest perfekte måde at leve sammen på. Med al den skævhed. Fejlene. Ægtheden. Når vi tager vores personligt ansvar på os. Ikke frygter at se ærligt på sig selv. Bære sine fejl. Kunne sige undskyld.
Hey, findes der anden måde du kunne forestille dig bedre end det? Tror jeg ikke.

Chokolade affæren

Jeg har opdaget endnu en sfære i vores fantastisk univers.
Chokolade sfæren!

På Valentines kom min mand pligtskyldigt med blomster og chokolade.
Han havde pakket sin irritation over det her reklame- commercial stunt godt ind i et rødt blikhjerte med fyldte chokolade. Og jeg er helt enig med ham! Det er bare en adopteret US ting, at drible rundt efter Valentines dit og dat.
Nej jeg er ikke en Valentines-kvinde. Vil meget hellere have friske blomster til stuen, når de andre visner.

Manden er skøn, vil gøre alt for at få et smil fra mig. Blomsterne var smukke, og chokoladen blev gemt væk til en anden sød dag. Og jeg elsker min mand for at ville gøre alt for at få mig til at smile!

Chokoladen var gemt. Til en aften hvor jeg tog en sovepille. Det gør jeg cirka en gang om ugen, for at få en søvn uden opvågning pga. smerterne. Og jeg bliver skæv. Og får ædeflip! Derfor kastede jeg mig jublende over mit blikhjerte. Uden at tømme det dog! Men tænkte snusfornuftigt, at der også skulle være til en anden af mine søde tænder. En anden dag.






Problemet var så bare at jeg ikke kunne huske hvor jeg havde lagt det halvtomme røde blikhjerte!! Jeg ledte og ledte. Alle! de steder jeg plejer at gemme slik og chips for børnene. Og derefter alle de steder jeg gemmer slik og chips for mig selv! Det var der bare ikke! Hallo! Godt nok har vi ånder her i huset, men de plejer ikke spise af vores slik!


Så blev det sove-pille dag. Og da jeg blev godt skæv, blev jeg også godt lækkersulten.
Og gik direkte hen til kommodeskuffen. Den kommode, som er Niels´. Med hans sokker og underhakker i :/  Og øverst en lille smal skuffe med dimse-ting.
Resolut åbnede jeg skuffen, vupti! Der lå hjertet og blinkede rødt!

Altså,  hermed konkluderet at;
jeg har en særlig sfære jeg indtræder i når jeg er sovepille-skæv.
Hvor jeg foretager mig ting, som jeg kun kan huske. når jeg atter er i den sfære!

Nøj, vi har møggrinet af chokoladeaffæren siden!
Pænt spooky. Og pænt sjovt!

Mærkeligt nok opdagede jeg også, at jeg nok kunne huske hvor det røde hjerte lå. I knokleskæv tilstand. Men min erindring om kun at have spist et par stykker chokolade, ikk?
Nå, ja, det var så ikke helt så præcist.
Der var faktisk kun et stykke tilbage jeg kunne lide!

Hyacint-Englen

Fri mig for det pædofile slaraffenland aka DK

Vi, der er blevet misbrugt, kæmper for at overleve. 

Mange bukker under, andre klarer den. Få af os får et godt liv. Det koster bogstaveligt blod, sved og tårer.  For ikke at tale om penge. Samfundet betaler inden for social- og sundhedssektoren. 

Man selv betaler for at få samlet sig selv, de opskårne håndled eller sindssygen i hjernen sammen. 

Jeg har fx betalt mange hundrede tusind kroner for terapi.

Mange af os ville hellere være døde end leve med misbruget på vores kroppe. I vores sind.
Døden føles ofte som den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt. Nat og dag.

Det kræver ubeskriveligt meget mod. Vilje. At rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt sig. På os. Og det kræver, at nogen omkring os forstår, hvilke behov vi har for hjælp!

Blandt andet det rent juridiske behov - ja for selvfølgelig (!) skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn!

Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord! For smerten varer ved. Dræber vores evne til at leve.

I dag kan vi anmelde til vi er otteogtyve år.
Det vil sige, at man har lagt ti år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, der udløb ved det 18. fyldte år.
(Det var vist i slut 90´erne, man lavede den lov om.)

Det er bare langt de færreste, der er klar til at anmelde før efter de omkring tredive.

Det er for mange en terapeutisk proces med at fralægge sig skam og skyld.
For at turde anmelde. Og mange gør det aldrig. Af hensyn til familie. Eller dele af familie.

Ofte er seksuelt misbrugte mennesker nemlig utroligt hensynsfulde.
Mere præcist grænsende til selvudslettende.
Og har meget ringe evne til at passe på sig selv. Sætte grænser.
Hensynsfuldheden vendes ikke mod en selv, men mod omgivelserne. Anmeldelse er derfor ingenlunde oplagt. Evnen til at passe på sig selv, skal ofte oplæres gennem længerevarende terapi.


Jeg ved godt, at det er så godt som umuligt at bevise, man er blevet seksuelt misbrugt.
Især da tyve år tidligere. Med mindre der var vidner. Eller døde.

Nok lige så umuligt som det er at bevise et år efter, to måneder efter, syv år efter. Jeg mener, det er altid så godt som umuligt! Og derfor frafaldes meget ved politiskranken.

Og fortæller det ikke at vi må lave et bedre system til at tage sig af misbrugte?

Mange påstår man bare kan anmelde nogen for pædofili. Og så er den anklagedes liv ødelagt!Nej! Man kan ikke bare anmelde nogen for pædofili eller anden seksuel overgreb. For nej! Politiet gør ingen sag, hvis ikke politi har noget de tror på, kan holde i retten (beviser eller vidner). Så før de peger på nogen med anklager, er der en lang proces forud. Meget længere end at gå til politiskranken og sige: 'Hr. Jensen i nr tolv, har misbrugt mit barn!'
Folk tror at politiet derfra kører  ud til hr Jensen. Det gør de ikke!
Der skal heldigvis mere til.

Selvklart at man som borger ikke bare kan beskyldes og anklages i flæng!
Men hvorfor bruges det som så til stadighed (!) som argument for, at man ikke må tale om sager i medierne, hvor der allerede har været en dommer inden over og valgt ikke at navnebeskytte?

I vores samfund tilgodeser man kun den ene part. Det ses i lovgivningen, retssystemet, befolkningen.
Men hey, det lever mange pædofile og incest-forbrydere frit på.
Bl.a. min far.

Til gengæld kan jeg risikere fængsel op til et halv år, bl.a. for sætningerne oven over!

Da jeg ikke må anklage uberettiget. Når jeg nævner min far der ikke er dømt, så anklager jeg uberettiget. Det gør jeg også uden at sige hans navn faktisk. Fordi der er nogen der ved hvem han er.
Derfor kunne jeg i sin tid ikke udgive min bog Sirenesang, som selvbiografisk. Men måtte dele den med fiktionens verden!

Heldigvis begynder der at samle sig et flertal i Folketinget. Måske får vi inden for nogle år en lovændring. En ny forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn. Måske.

Og måske vil det en dag være muligt at få juridisk opbakning, når man er seksuelt misbrugt som barn.
Man har bl.a. på Island et Barnets Hus, hvor mange instanser arbejder tværfagligt ved anmeldelse om seksuelt misbrug af et barn. I erkendelse af at lovgivning og retssystemet som vi også kender det i Danmark, på ingen måder yder retfærdighed.

Men Danmark er ikke Island. Eller nogen af de andre nordiske lande som er langt foran.
Vi er så håbløst bagefter i DK. Hvorfor?

For nogle dage siden, var der en fb-bekendt, der først skrev et eller andet på thai, som jeg ikke forstår mig på. Og derefter stod der; 'Eller svøm til  Sverige, Odile Poulsen!'
Det var en dansk mand. Det kunne jeg se ved at tjekke hans timeline. Fotos hvor han er omgivet af thaikvinder. Så jeg tror der stod noget med *Hold kæft/mund/kaje - Ti Stille!* på thai. Efterfulgt af det der med at svømme til Sverige.
Mærkelig opførsel, ikk? Hvorfor ville han på min venneliste? For at skrive noget crap til mig? Jeg får så meget af den slags, fra danske mænd.

Jeg er blevet et omvandrende trusselsbillede på den danske mands frihed til at købe sig til sex med børn og kvinder. Well, det er heldigvis langt fra alle danske mænd der tænker sådan. Der findes Gud ske tak og lov danske mænd, som er meget maskuline. Som foretrækker kvinder, der møder dem ligeværdigt. Sexede og med en kæft der ikke holder inde, fordi en mand er tilstede.

Og heldigvis tænker ikke alle politikere som Tom Benke:

”Hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!”
Han er som alle ved tidligere politiassistent. Og tænker nok som mange politifolk gør. 

Og derfor kan man heller ikke forvente meget imødekommenhed hos politiet.

Men hey, det lever mange pædofili frit på!

Måske kan Regeringen ikke enes om en betalingsring. Men det kan være der bliver plads til at beskæftige sig med lidt andet end den ring så.

Og med lidt held kan folketinget gå hen og blive synonymt for overskud, kompetence, empati, intelligens og mod.
For er det ikke på tide, at der tages ansvar? Altså for børnene. Ikke for de pædofile eller andre seksualforbrydere.

Forår. I mit Kongeskib.

Pornofri zone i skolerne, tak!

Jeg er forælder til to børn i første og fjerdeklasse, og har desværre opdaget, at det på ingen måde er normalt, at have et filter på skolens computere, der beskytter eleverne mod pornografisk materiale. Et filter som let downloades fra for eksempel Red Barnets hjemmeside.

Det er ikke engang uoverskueligt rent økonomisk. Jeg mener, bør det ikke være indlysende for alle skoler, at man har et filter mod porno på de computere, som mindreårige elever skal modtage undervisning på? Nej det er ikke. For Københavns kommune er det alt andet end enkelt.


Jeg er slet ikke i tvivl om, at mindrseårige elever ikke magter at overskue internettets funktion og sammenhænge. Det betyder, at de dermed ikke er i stand til at forudsige, at de vil kunne poppe ind i  pornografisk materiale, når de sidder og laver skolearbejde.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er et voksent ansvar at sikre børnene. Skolens ansvar består blandt andet i et filter, men også at lærerne er klædt på i viden om sikker chat og grooming, så de kan undervise børnene i samme.

Det er faktisk ikke svært at få viden om de her emner. Man kan blandt andet hos Red Barnet få meget viden og ekspertassistance.
Og jo! Lærerne mangler viden og undervisning i emner om overgreb på børn. Uanset hvilke slags overgreb vi taler om - på internettet eller i den fysiske verden!

Ved en høring forleden oplevede jeg en ung lærerstuderende fortælle, hvordan hun var blevet affærdiget af sin lærer på seminariet, da hun spurgte efter de signaler, børn og unge udsender, når de har været udsat for seksuelt overgreb.
Svaret fra seminarielæren lød: "Der er ikke nok viden om det, så det kan vi ikke hjælpe jer med!" 
En lodret misforståelse.

Det er på tide at videregående uddannelsesinstitutioner beskæftiger sig med et alt for tabubelagt problem. Jeg mener, der sidder flere elever i hver danske klasse med en oplevelse gemt i dem, som handler om seksuel overskridelse. Hvor går de elever hen, når der ikke er voksne professionelle omkring dem, til at se og imødekomme dem?

Tilbage til porno på nettet, som dropper ned over så små elever som børnehaveklassebørn. Hvordan skal den elev som uforskyldt får smidt et pornografisk foto i hovedet, forholde sig, når eleven mødes med skældud fra læren: "For den slags må man ikke se på!"?
Der er meget langt endnu før vi har lært at beskytte vores børn mod overgreb - selvom alle børn har en menneskeret til at være fri for overgreb.
Men kan vi ikke som det mindste sætte anti-porno filtre på skolecomputerne?!


(indlægget er en klumme jeg skrev til Oestrogen 2011).

 

Engle og Dæmoner. Er det sådan vi vil se det?

Meyer har ansat en bagerlærling. Fra forbrydelses-kommodens nederste skuffe.

En satanisk franskmand. Jaloux som ind i helvede. Og med storhedsvanvid nok til at matche Gud. Derfor tog han en jernstang. Tævede sin yngre danske model smukke exkæreste, primært med ansigtet som mål. Og sendte hende så lige lukt til helvede fra tredje sal.
Om han selv havde forestillet sig at ende i paradiset. Eller i helvede ved siden af hende? Det ved jeg ikke. Men de overlevede. Og begge blev de ironisk nok indlagt på samme hospital, for at modtage lægers ekspertise.

Han overlevede uden større mén. Fik en mindre fængselsdom, dvs. seks år. Var hun strøget til himmels i stedet for at forblive i det helvede der ventede hende (som hun stadig befinder sig i) havde han fået mindst tolv år.

Det forfærdeligste i dette er, at den unge kvinde, er halvt invalideret. Kæmper med den ene operation efter den anden. Kæmper for at blive taget alvorligt. Blive hjulpet og møde omsorg i vores sundheds-og sociale system. Det synes nærmest umuligt.
Og oven i det, kæmper hun med at dæmoniske mareridt og flashbacks af det umenneskelige overgreb hun måtte gennemleve.

Meyer har ansat den dæmonisk franskmand. Fordi han forsøger at vise medmenneskelighed.
Men også fordi han tror på det gode i mennesket. Og samfundets opgave med at hjælpe dem, der ikke følger med.

Det skaber stor panik! Had. Vrede. Polarisering. I samfundet!

Den forfærdeligt maltrakterede unge kvinde, har skrevet en fantastisk begavet og rørende kronik om hendes liv. Om hendes kamp. Om hendes u-muligheder. Om den manglende hjælp i vores system. Hun er svigtet og knækket - ikke kun i knogler. Og hun bærer al ret til at ville have hævn! Men også til at få lov at være i fred for en mand, der skabte hendes helvede! Hun ville ikke kaldes for offer, men bare have retten til at skabe sig et nyt liv. Med hjælp fra samfundet.

Det skaber stor panik! Omsorg. Hjælp. Indsamling af penge. I samfundet.

For Dæmonen får hjælp til at resocialiseres. Får en uddannelse som bager, måske.
Og Englen får modstand og u-muligheder. Og modstand når hun vil uddanne sig.

Borgere farer i flint, blæk eller pengepung! Polerne er pudset op.
Hvis man ikke synes det er synd for hende og at Meyer virkelig har dummet sig, er man en kold skid.

Men hvad nu Meyer ikke er drevet at hævn overfor Dæmonen? Men er drevet af et ønske om, at skabe et samfund, der rummer både hjælp til Englen og Dæmonen?
Er det svært at forestille sig?

Jeg mener, at vi udhuler vores egen menneskelighed. Når vi nægter at rumme både Englen og Dæmonen. Og når vi nægter at skabe et samfund, hvor de begge kan få hjælp.

Trangen til hævn er hendes. Englens. Hendes alene! Og den er hende vel undt!

Vi, der står uden, har ikke den ret! Samfundets hævn er udført i form af den straf Dæmonen fik. Uanset den måske skulle have været anderledes udformet.

Men vi sympatisere ikke med Englen ved at ville hævn. Ingen af os bliver bedre mennesker af det.
I stedet skal hun have al den hjælp hun har brug for. Så hun kan koncentrere sig om sit liv.

Og vi skal skabe et bedre samfund. Slutte fred med dæmonerne. Lade dem blive menneskelige. Og lade englene blive på landjord.
For når alt kommer til alt, er vi alle mennesker! Englen, Dæmonen, Meyer, jeg. Og dig.

Aftale hos Doctor Doo-Litlle

Jeg har brokket mig. Offentligt. Her og måske der.
Over hvordan jeg sættes på 'hold' i et hospitalssystem. Jeg kunne skrive kronik, debat- & blogindlæg, breve, klager. Om manglen på empati. Menneskelighed. Udsultet hospitalsmure som efterlader os kolde. Patienter og personaler.

Jeg kunne gøre det. Før i tiden ville jeg også have gjort det. Skrevet klager, fået nogen navne frem. Hvem der gjorde det helt unødvendigt smertende. Hvem der undlod at gøre det nødvendige. Alt det der.

Det kan også være jeg gør mere ud af det. Senere.

Når fremtiden er blevet hentet ind af nutiden.
Når jeg ved hvem jeg er; patient eller expatient.

Indtil lige nu har jeg gjort krumspring for at undgå at forholde mig. Til imorgen. Hvor min nutid har suget fremtiden op i sig, som en kæmpe stor gulvvaske-maskine, der suger vandet op efter endt brug.

I går fik jeg et brev. En indkaldelse til en overlæge på privat hospital med speciale i rygkirurgi.
I morgen. Så i går, ignorerede jeg brevet. Smed det et sted, for at undgå at blive konfronteret med det. Som det chokolade jeg gemte i sidste uge og endnu ikke har fundet.

Enormt effektivt. I hvert fald når det gælder den hjerteformede røde metalæske, hvor jeg kun har nået at spise halvdelen af chokoladerne. I en sovepille døs. Og så gælder det ikke, for jeg kan ikke huske at hvordan de smagte!

Men brevet lå selvfølgelig og gloede på mig her til morgen.
- Har du nogensinde haft problemer med narkose?
- Har du pårørende der ikke må underrettes om din journal?
  Ja. Ja.
Skal nok. Kommer til at gøre det. Bare....senere.

Jeg vil helst være på 'hold'. Fandt jeg ud af, dér i går.

Men nu er det i dag og det skide brev ligger der og.... Og.... Og....
I morgen skal jeg ind til doktormanden. Og det føles som om jeg umuligt kan forberede mig.
Der er ingen win-win situationer her.

Jeg er et lille barn der stikker fingrene i ørerne, mens jeg synger højt. Og falsk.

Der er de der stunder i ens liv, hvor man ønsker tiden skal vare for altid. Eller at den oplevelse man er i, aldrig må ende. Når man ligger med den man elsker. Og ens kærlighed er ny, frisk, lysende.
Og den største gave man nogen sinde har turdet drømme om.

Så er der dem hvor man ønsker man kunne trække tiden tilbage. Som en rulletrappe der kører baglæns. Så de mest pinlige/stupide/infame/hadfulde/vrede/ynkelige/? handlinger man lige har gjort, aldrig var udført. Dem lærer man at blive bedre til at ryste af sin skuldre med alderen.

Men alt det er bare ønsketænkning.
Det er bogstav efter bogstav jeg fletter sammen. Krumspring for at undgå at sætte bogstaverne på det brev.

Og imorgen kommer uanset jeg vil det eller ej.
Og jeg kommer til at deale med hvad der end bliver sagt.
Men først i morgen!

Normalt ved jeg hvad jeg gerne vil have. Hvad mit ønske er. Målet for en given situation.
Men det er jeg blank på nu.
Jeg har tre mulige scenarier, som jeg kan se. Nej, lad mig korrigere, tre u-mulige scenarier!

Så, hm. Jeg tror jeg krumspringer lige så længe jeg kan. Til imorgen. Hos doktormanden.

Giv Mor og Far og krisen sparket, Og sæt dig selv i førersædet!

Jeg ved godt man skal følge med i tv. Aviser. Radio. Men helt ærligt!
Hvad er det jeg skal have ud af hele tiden, at få besked om krisen kradser & konkursen kværner kapitalen. Det ´sgu da rent masochisme!

Hvordan kan man undgå at blive påvirket negativt, når dommedagens komme proklameres skingert, skråsikkert og med samme sensationelle trang, som voldtægt af en ti-årig?

Ejer du bolig, går du på tvangsaktion. Har du arbejde bliver du fyret. Er du arbejdsløs ryger du af dagpenge og på kontanthjælp. Har du pension, stjæler staten den. Har du investeringer, går banken bankerot.

Og går vi alle bankerot, hvor går vi så hen?

Jeg vil have at Bankeråt stadig er den cafe jeg hang ud på i 90´erne.  Hvor jeg kunne løbe på Steen Jørgensen i gaderne omkring. Og hænge i lidt at hans stardust. Jeg vil at Bankeråt stadig får nye bartendere, der smiler sødt til de unge kvinder. At de stadig slænger sandwiches over metaldisken til den nye slæng af 30+ ´ere.




At jeg stadig kan gå på Bankeråt en dag. Få min latte og den der gode sandwich med emmenthaler, sure pickles og oliven. Stadig hænge på Bankeråt selvom det er ti år siden jeg var en 30+ ´er. Uden at føle mig fejlplaceret i rum og tid.  Også selvom 'min' yndlings bartender forlængst er blevet en kendt skuespiller. Og Steen Jørgensen er gået på mainstream TV i bedste sendetid.

For tiderne skifter. Og jeg går med.  Når det stadig er smukt, vil jeg gerne med!
Ja! Tag mig endelig med! Jeg nægter at gå mentalt bankerot. Does that make me a shallow person? Not.

Livet har budt mig meget. Gjort mig klog. Og krævende. Jeg vil have det hele, do not settle for less.

Som barn lærte jeg at tro jeg ikke havde lov at leve. Jeg forstod at klappede henrykt, når jeg fik et spark. For tænk nogen mærkede min eksistens nok til at blive pissed!
Findes der større fattigdom? End at tro sig så uværdig til livet, at det at modtage skal gøre ondt?

Hvorfor tro alt har en gæld? At der skal blod, sved og tårer til, før vi kan nyde? Behøver vi virkelig forsætte alt det kævl med, at du skal have dig en fornuftig uddannelse. Så du kan få et fornuftigt job. For du kan nok ikke klare dig som musiker/danser/maler/skriver/etc. Gider vi blive ved med at tro på alt det? Hva´? Fylde vores børn med det?

 - 'Uha, pas nu på når du går over vejen, for hvis ikke du har dig en uddannelse, kan du blive gravid, og hvem skal så vaske dit tøj, når du ikke får et arbejde, til at give mig nogle børnebørn, hvis du er pensioneret..' og bla, bla, bla.

Når man er født ind i fattigdom, er det svært at tænke andet end fattigdom. Alligevel er man tvungent til at tænke i overflod. Se alt det man vil ha´. Drømme. Og vide man hører til et andet sted. Hvorfor være masochistisk, når det er muligt at modtage uden smerte?

Det er ikke vreden der sætter en fri. Men tilgivelsen. Af en selv.
Så man må på ægte vis mærke, at det ikke er nogens skyld man lærte at tænke fattigt. Det var som det var. Og hell ja! Gu´ gjorde de det alt for ringe, Mor og Far! Men mellem dig og mig - tro mig!
Livet bliver hverken rigt, let eller mere indbydende af, at være pissed på dem altid! Eller føle sig tynget af deres gæld altid! Det er lige modsat!

Og jeg ved godt jeg som psykoterapeut kan tjene mange penge på at tale om alle dem der bærer skylden for at vi har det ad h...til. Og det kan godt være det ville lønne sig i min pengepung, at tale og tale og tale om 'dengang'. Og ja, gu' bærer de skylden!

Men vi bærer selv ansvaret. For nu og for fremover. Jeg vil meget, meget hellere tale om vores eget ansvar. For at blive lykkelige. Eller for at blive tilfredse. Eller for at blive rige. Eller for at nå vores drømme. For at tænke rigt. For at droppe bankerot-tankerne.

- Det kan du sagtens sige.
Jep. Det er ganske let at sige det. Også derfor jeg opfordrer dig og mig til at gøre det.

Jeg begyndte for et par år siden, at bemærke hvor meget negativt ævl, jeg brugte tid på og energi på at tænke i. Jeg frygter det ene. Bekymrer mig over det andet. Tror noget negativt om det tredje. Bliver ked af noget fjerde. Forventer dårligt om det femte. Husker alt det der var før ground zero.
Hvorfor? Når jeg i stedet kan se frem til det ene, glæde mig over det andet, tro noget positivt om det tredje. Blive glad ved tanke på det fjerde. Forvente en fest om det femte. Og lukke ned for før ground zero.

Vi er kulturelt opdraget til at tænke negativt om før, nu og efter. In case noget sku´ gå galt. Så er vi sgu for ind i helvede da forberedte! Og så er det sikkert det går galt. Hvordan skal vi genkende succes. Hos os selv. Hos andre.
'Heldigvis' har vi et værn mod succes: Janteloven.

Jeg er færdig med det! Lige så færdig jeg er med at lade gerningsmænd fra min fortid terroriserer min nutid og fremtid. Lige så færdig er jeg med Jantelov. Og krisetidssnak. Og terapi-snak der måske nok lukker hullet i min lomme. Men efterlader klientens hul til fortiden vidt åbent.

Det skal være sjovt at leve! Vi skal elske! For det er kun i hadet vi mister!
I hadet mister vi vores allerstørste aktiv; os selv! I stedet for at kigge os over skulderen skal vi se frem.

Og det skal være sjovt at arbejde! Jo, fandeme jo! Arbejd med det som er leg!Jeg har taget et hav af uddannelser - men bruger ingen af dem!

 - Det kan du sagtens sige! Ja gu' kan jeg så. Og jeg bliver nødt til at sige det igen. Igen. Igen. Igen.
For jeg er på vej mod mine drømme. Lærer hver dag. Når jeg dykker ned i den sorte dynge af umuligheder, skal jeg tvinge mig selv op, op. Op igen. Se det smukke! Se hvor jeg vil hen!


Hvis jeg skal se hvor jeg vil hen, bliver jeg nødt til at slukke væk fra bankerot-medie-dækningen.
Som forleden hvor jeg slog over på en koncert med Lady Gaga. Og vendte på en tallerken fra min Jantelovs-dækning af hende til at blive lalleglad fan.

For det er jo præcis dét budskab hun også har! Hun er blot meget yngre, har heldigvis fattet pointen meget tidligere i livet end jeg har. Og er endt på stjernehimlen hvor hun hører hjemme.

Så der er masser af håb! Jeg stikker ungerne en plade med Lady Gaga i stedet for en med det pladderballejammer vi plejer at stikke ud til børn!
Cuz U ´re born this way, baby!

Hvad fa´en har kaffe at gøre med ny cup-size?

For anden gang, for anden dag i træk! Står jeg - ufrivilligt - i et ocean af kaffe, der skvulper om mine fødder! 

Hvordan? Hvorfor? Hvad skete der? spørger du nok, panisk. Spændt.

Jeg drikker gerne kaffe. Meget kaffe. Cafe latte/ Nes au lait (kun hjemme, opskrift kommer længere nede)/Latte machiato (kun på særlige cafeer som kan lave en mums, der også holder mig vågen et par timer mere!)/ Cappucino (når jeg er 80´er nostalgisk).

Og er en meget kræsen kaffedrikker. Jeg har drukket kaffe siden jeg var fem år (true!) og jeg vil aldrig opgive min elskede kaffe! 

De sidste par år har min foretrukne kaffe været en udgave,  der fungerer at lave både her og i sommerhuset. Den lyder ikke så lækker som den rent faktisk er, men tro mig! 

Jeg er ret ligeglad med mad og med at kunne præstere alt muligt i et køkken/på en restaurant. Don´t get me wrong - jeg kan smage om der er kærlighed i maden! Og elsker at få kærligheds-mad! Men jeg ikke selv lave den. Eller har nogen ambitioner om det. Mad spises for at overleve. Ind i mellem for at nyde. Med andre ord,  fuldstændig anderledes end med kaffe! 

Jeg nægter at drikke kaffe der ikke smager som en drøm. Trods jeg føler mig ret overbevist om, at jeg er et meget sjældent eksemplar af homo sabiens, der rent faktisk dør! af kaffe-tørst.

Nå, men jeg er selvfølgelig på den når jeg er syg så længe som jeg er nu. Eller hvis jeg er i provinsen og ikke har adgang til en god cafe. Eller til vores firma, som er tæt på at lave Københavns bedste kaffe. (Spørg bare en hvilken som helst dansk skuespiller. De får god kaffe i studiet.)

Måske en ide - hvis alt andet glipper her i krisen-kradser-tider! Lave en kaffe-bar i provinsen! Til alle dem der gerne vil betale 40 kr for en god kop mokka! Hvorfor mon ingen har tænkt på det før?

Jo, jo, jeg ved det! Mange synes det er storby hysteri/dumhed/show-off, at ville betale 40 kr for noget man kan få for 5 kr i den lokale Ikea/Bilka cafeteria. Lige som nogen synes man er smart-ass´et når man har sin Mac med på cafe (og jeg sidder bare og arbejder i mine cafe-pauser!)

Masse hysteri eller -dumhed; jeg betaler gerne mange penge for god kaffe! Jeg lader også gerne udgiften gå ind over min præsentationskonto. Og jeg ville elske, hvis jeg ku' sælge millionvis af kopper god kaffe!

Opskriften på hvordan man laver en smagfuld og /-fyldt Nes au Lait kommer nu!

Hjemme hos familien Poulsen/ på besøg hos Poulsens i sommerhus-primitivitet, får man gerne et glas varmet mælk/3 dl let-/minimælk, blandet med 2 tsk af den økologiske frysetørret kaffe fra Irma eller Superbrugsen. (De andre frysetørrede dur ikke rigtigt, men kan bruges. Mangler bare dybde og rundhed).

Jeg står så i det her hav af Nes au Lait, lønende ned ad mine skinneben, skabslåger, komfuret og krykker.

Av. Øv. Og Æv.

Hvorfor? Fordi jeg netop havde taget min første kop morgenkaffe ud af micro´en. Og pludselig tabt den. Bare tabt den! Like that.

Ikke noget med miste balancen: 'Uh-Uhhhuu, jeg falder!' Og taber koppen! 

Eller: 'Av for ind i saftsus´me´lorte´helved´! Hvor jeg brændte mig!' Og taber koppen.

Eller: Fucking-lorte-Green-Gates-latte-GLATTE-kopper!' Efter at have tabt koppen.

Nej, bare: KLONK! 

De der sekunder hvor man ser det ske, men uden magt til at trække-det-der-er-ved-at-ske tilbage. Ser bare den turkise kop trækkes ned mod trægulvet, som var koppen en magnet der drages mod et gulv af magneter.

 KLONK! SPLASH! ARGGGHHHH!! 

Jajajaja, ved godt det ikke er en ulykke. For dig at se! Men det her var min første kop morgenkaffe!

Så står jeg der. Med krykker. Et køkkengulv nu forvandlet til et beige kaffehav. Som måske godt ku´ sive væk eller stivne ind.  Men vil efterlade gulvet med en lige så klistret overflade, som et virkeligt effektivt fluepapir. (Det er sukkeret. Bare den næsten halve teskefuld..)

Altså skal gulvet også gøres rent. Enten kan jeg kalde på hunden som elsker kaffe, men farligt for ham. (Pudsigt egentlig. Hunden kan dø af kaffe - jeg kan dø uden! Hm.) 

Eller jeg må have en gulvklud frem. Jeg lover dig! Fysioterapeuten ville være stolt, hvis han så mig lave den gulv-øvelse med kluden under den fod der ikke gør ondt. Bærende mig selv (hele mig selv!) op i luften på krykkerne. Fucking cirkus altså! 

To dage i træk, samme 'latte´rlige' mistake.

Og kun fordi jeg er en medicin-junkie. Med bivirkninger. 

'Nervemedicinen' kalder jeg den. Jeg får den fordi den er effektiv på mine nerve-smerter. I kombi med morfinen. Som er i kombi med diverse håndkøbssmertestillende.

Og den er vældigt virksom på nervesmerter. Får musklerne til at slappe af. Måske lidt for meget? Eller på forkerte tidspunkter? Som når de løsner hånd-grebet, når de skal låse hånd-grebet? 

Der findes dog et andet mærke med samme virkning without de grimme bivirkninger.

Men det giver lægerne ikke til u-perfekte patienter. Så skal man ha´ blåt blod. Eller (stats-)minister-blod. Medicinen er den dyre af slagsens. Og en stor læge-hemmelighed!

Tilbage er alternativt at få anti-depressiver. For musklerne? Eh..

Men okay, hvis det her tab-morgenkaffen-på-gulvet skal fortsætte, får jeg også brug for anti-depressiver..

Kært barn, eller kær medicin, har mange navne. For professionelle universitets-uddannede pushere, hedder min nerve-medicin for epilepsi-medicin. Sikkert fordi musklerne slapper af, i stedet for at krampe. Selvom krampe kan være en bivirkning. Lige så fantastisk som man kan få hovedpine af hovedpine medicin. Men lad det nu ligge...

På et tidspunkt i enhver patients karriere, må regnestykket; bivirkninger kontra smerter, gøres op. Også kendt som russisk roulette med kemi: Vil jeg ud af det her smerteinferno selvom jeg måske risikerer blodpropper?  Hell ja! 

På det tidspunkt hvor jeg begyndte med Gabapentinen, var jeg slidt i strimler af smerter. Intet synes at lindre. Intet overskud til at gennemskue ´det var russisk roulette spillet. 

Desuden var det som om personalet under indlæggelsen, ikke var så meget for at tale om bivirkninger.

- Schyy! Schyy! sagde min faste sygeplejerske, da spurgte ind til de der ufrivillige bevægelser.

Senere tog en anden læge, fra anden afdeling, mig af Gabapentinen. Efter operationen. Efter en besvimelse.

Men jeg valgte fuldt bevidst den russiske roulette, da smerterne ikke lod sig tryne af en operation. Der skal åbenbart mere til at få dem til at smutte.

Så de rykvise, ufrivillige bevægelser er jeg vant med. Men at tabe mine Lattekoppe! Inklusiv! Come on! Så jeg tjekkede lige den lange indlægsliste her til morgen. Intet om at tabe sin morgenkaffe! Mærkeligt.

Til gengæld, og nu bliver det rigtigt spændende!

Jeg opdager en bivirkning, som mange kvinder nok gerne vil ta´ lidt ufrivillige, rykvise bevægelser for at få. Måske endda blodprops-risikoen? Medicinen er nemlig brystforstørrende! Ikke så cool for (de fleste af) jer mænd, at skulle tage den medicin. 

But you can´t win th´all, right?

(Men hov.... !Hvorfor skal jeg læse om det i indlægssedlen?? Efter at have fået medicinen i snart fem måneder burde jeg kunne.. ja, du ved...)

Og nej, jeg er ikke typen der kaster mig ud i kosmetiske operationer. http://odilepoulsen.blogspot.com/2012/02/blondiner-har-det-da-skidesjovt-ik.html

Men for fanden, ku jeg ikke få lidt benefit her? Jeg mener, når jeg ta´r så meget kemi. Og får 'shakes', taber min kaffe! Come on! Ku´ jeg så ikke også få lidt pep i BH´en oveni? 

I en alder af 44+ , efter have været gravid med to styks velernærede mini-mennesker, som efter fødslen spiste sig til elastikker på arme og ben hos mig. Må jeg konstatere at være gået fra at være hende på 'efter' billederne, du ved nok. Til hende der er på 'før' billederne!  

Total forkert rækkefølge!

En smule frynsegode for at tage medicinen trofast hver dag, vil være helt moralsk o.k. 

Bare for at rette op på den rækkefølge. Og jeg er jo i forvejen tvungen til at ta´ bivirkninger. 

Der må være en vis retfærdighed til i verden. Og win-win: Jeg ku´blive hende der skrev bogen: 'Hvordan du får dine bivirkninger til at blive din frynsegoder!'

Så i det store billede kan jeg godt ofre en kop god Latte om dagen for en ny cup-form. Jeg mener, kaffen kan jeg lave en mere af. Cup´en derimod, its gone baby. Så pop den gerne op! Tak!

                                                       

                                    

                                                         Odile Poulsen aka cougar.

                                              (efter endt behandling med Gabapentin...)

                                                     foto: Se & Hør

Om bord på Kongeskibet i Jammerbugten. Med kurs Værdighed.

Jeg hader at være ynkelig. Jamrende. Klagende. Sukkende.
Eller jeg hader at være det i længere tid.
Og hader at være det offentligt. Især.
Når jeg ser mig selv ude fra, så er det tydeligt at jeg er ret sølle. Det driver ned ad teksterne, når jeg fortæller om mine dårlige dage.
Der er bare dage hvor ballonen ikke kan tage mere luftpres. Sukket kommer af sig selv. Fra dybt nederst nede i lungerne.

I går scrollende rundt i Facebook forsamlingshuset, snublede jeg over et Paradise Hotel klip. Ekstremt udstillende. Som jeg ikke desto mindre muntrede mig over!
Mon min moral falder støt simultant med jeg svimler rundt i min egen jammerdal?
Pludselig befinder jeg mig i en situation, hvor jeg underholdes af laveste fællesnævner.
Redder jeg mig fra mit eget limbo-helvede, ved at kaste mig over andens bimbo-paradis?

(Nu er du advaret - adgang til klippet er på egen moralske skrupler!)
fhttp://www.youtube.com/watch?v=gLMajGtw1sk
 
Poulsen satte mig retteligt på plads, da han opfordret kiggede mig over skulderen. Her i Kongeskibet.
- Du er lige så kynisk, som TV3, hvis du linker det på din blog!

Det er som om min verden skrumper. Dag for dag. Mit udsyn drejer længere og længere indad. Jeg mangler oplevelser og impulser ude fra den rigtige verden. Som jeg ved er derude. Fordi Poulsen og børnene ta´r derud. Og kommer tilbage derfra. Hver dag. Men det er ved at blive en surrealistisk forestilling. At der findes en verden uden for husets store vinduer. Når min er her i Kongeskibet.

Ikke at jeg er i et fængsel. Ingenlunde. Det er mere en konstaterende erkendelse.
Jeg forsvinder væk fra verden og begrænses. Det er dét der sker, når man er syg og handicappet.
Min forandring er til at tage at føle på. Mit venstre ben svinder ind proportionalt med jeg erkender min forsvinden fra det almindelige liv.

Derfor bliver mit bloggerliv om min tilstand. Alt som synker ind, sætter jeg i omdrejninger. Og svinger rundt. Studerer mine oplevelser fra alle vinkler gennem mine ord. Og sender det bagefter ud til ny cirkulation. Ude i verden. Det er min bro. Min nødvendige bro. Mellem mit Kongeskib og verden.

Jeg var engang i prostitution.
Det nøjedes ikke kun med at gøre meget stort indtryk på mig. Det satte aftryk i mig. Skadede mig. Jeg mødte kvinder derinde, hvis ansigter er uforglemmelige. En masse mænd jeg måtte glemme inden de de var færdige.

Alt satte spor. En pløjefure over min person.

Da jeg forlod prostitutionen skrev jeg min første bog. Og blev hurtigt kvinden der talte højt i medierne. Fremviste et sort foto af prostitutionen i Danmark. Jeg blev hende som krævede respekt. Nægtede at føle skam. Luder, duk dig! Nej! Jeg holdt stand. Jeg krævede at blive set som og kaldt kvinde.

Jeg opdagede hvor mange mennesker min stemme dækkede over. Talte for. At jeg er unik kun fordi jeg magter at tale om dét, der lagde os øde.  Skammer kvinder ned. Slår dem ihjel. Det var chokerende at opleve hvor ensomt jeg stod. Står.
Og ingen fatter omfanget af hvor farligt det er, at tale mod myten om danske kvinders promiskuitet.

Se selv! De kvinder som sælger sig selv i medierne, som frie sommerfugle. Altid opmærksomme på maskulin seksualitet, der skal mættes. De er populære! Og kan tjene penge på det brand.
Brandet prostitution er same matter. Ingen truer en god business uden 'repressalier'.

Men jeg talte. Fordi flere af mine veninder er døde. Andre meget syge. Og andre igen har forståeligt nok, valgt 'at glemme dengang'. Jeg kunne bare ikke forlade det, uden at gøre opmærksom på hvor fatalt miljøet er. At prostitution er et ansvar vi alle bærer. Modsat det som sker. At ingen vil bære noget. Så kvinderne på lagnet bærer det hele.

Anyway, de som har evnerne, bærer pligten. Efter ti år, mener jeg min pligt er opfyldt. Jeg bærer ingen gæld. Andre tager over. Jeg hører heldigvis mine ord, i andres munde. Det var mit mål. Mission accomplished.

Min tid er inde til at bruge mit liv anderledes. Min livsstil fra fatalt fængsel byttet ud med livet i frydefuld frihed. Tak!

Alligevel blev jeg syg. I sommer.
Men jeg nægtede at se mig selv som syg! Siden jeg var barn har min ryg været ødelagt. Jeg har trænet og fået behandling hele mit voksne liv. For at holde mig stærk. Og min ryg så intakt som muligt.
Da smerterne først satte ind, holdt jeg dem i strakt arm foran mig.
- Det er bare de vanlige rygsmerter. Lad os nu bare nyde sommeren!
Og grundet min alt for høje smertetærskel, gik tiden.

Sommerferien sluttede, smerterne fortsatte. I september krævede det bare et enkelt blik.
- Du har smerter, hva´! konstaterede min veninde.
Helt uhørt. Normalt kan man ikke se, når jeg har smerter!
Tre dage før jeg blev akut indlagt, havde jeg et job på Østre Gasværk. Stod foran et par hundrede kvinder for at tale om spiritualitet. Om hvordan den har reddet mig gang på gang.

Jeg er vant til altid at lande på alle fire. Nok medtaget. Måske med brækkede knogler eller forreven hud. Flænset hjerte eller tanker i usammenhængende rækker.
Og jeg lander også denne gang.

Når man skriver offentligt om smerte og sygdom. Udstiller hvad der foregår bag den spejlende facade. Så dukker andre mennesker op, med smerter. Lidende.
Det skete da jeg talte om prostitution. Og det sker nu. Og igen er jeg chokeret over at opdage, hvor mange! Der knokler for at få lov at blive behandlet. Eller blive behandlet med værdighed. Sig mig, er det blevet et fremmedord inden for sygehusvæsenet?

Jeg er ikke Superwoman. Eller 'Bimboparadis'. Ingen amazone. Bare Odile.
Som ved der er en mening med alt. At alt hænger sammen. Og at jeg  ikke altid kan se meningen i nutid. Retroperspektivet holder mig fast. Spiritualiteten.

Der er bare dage hvor jeg dykker. Højlydt jamrede. Andre dage må humoren tage over. Andre alvoren. Og sådan cirkulerer jeg her i Kongeskibet.

Men jeg får også tænkt over, hvad jeg skal ude i fremtiden. Når den her tid er ovre. For der bliver et ovre. Fini. Ende. Slut. End.

Undskyld, men kan du sige mig...?

Lige nu er jeg i limbo-land. Uden magt i mine hænder til at rokere på noget. Ikke engang en millimeter. Som en fødende kvinde; man mister al kontrol. Den man normalt så heftigt fastholder.
 Pludselig opdager man kroppen har sit eget liv. At den ikke altid magtes. Og man gennemstår en smerte der ikke findes ord for.

Eller.. det er et dårligt billede. Faktisk fuldstændigt fejlagtigt.
For fødsler er en naturlig del af livet. I hvert fald når det går godt. Man gør det gerne igen! Hvis det er for at få lov til at tage det bitte menneske man aldrig før har mødt, men altid har elsket!, under sin mægtigste omsorg.

Jeg befinder mig i et døsende dødvande af morfin og smerter der af og til rammer vandoverfladen. Spejlblankt og uendeligt. Som har der aldrig eksisteret en tid før. Eller vil komme en tid efter. Efter hvad? Jeg ved ikke hvad min tilstand er? Hvad den hedder? Skyldes? Jeg synes at vide mindre og mindre. Dag for dag.

Min situation skulle have været 'rask og vel-opereret'.
Et mindre snit i ryggen. Ind og ud på et par timer. Nerven fritlægges. Smerter ophører. Kun operationssmerter.


- Dagen efter forlader du hospitalet. Uden krykker!
- Ja?
- Ja!
Tårerne slap. Jeg havde ikke kræfter til at tørre dem væk. Det gjorde for ondt at bevæge mig. Noget af mig. Alt kunne mærkes. Hver en lille trækning min krop kunne finde på, var et forræderi. Alt trak sig sammen i et bundt af smerter. Skudt ned i min ryg og venstre balle. Hele vejen ned i benet og lammede som et knusende greb om mine tæer. Jeg havde smidt håndklædet i ringen. Opgivet.
- Giv mig den operation! havde jeg hvisket til sygeplejersken om morgenen.
- Odile! Jeg skal forstå det rigtigt. Vil du opereres?
- Mmm.
- Odile, vil du..
- Ja! snerrede jeg hende væk. Jeg ku´ alligevel ikke høre mig selv længere. Og høflighed var en forlængst opgivet luksus.

Dagen før havde jeg nægtet. I dag var jeg parat. En dag mere og jeg havde bedt dem cutte nerven.


- Jeg kan ikke love du får al følelse tilbage igen. Og den snurren dér?
(Hvilken snurren? Der var ingen snurren!)
 Kirurgen sad skævt på sengekanten. - Det kan også være den bliver. Nogle spørgsmål?


Nu fire måneder senere, ja! Mange spørgsmål! Men ingen villig kirurg længere.

Jeg er på krykker. På høj morfindosis og epilepsi medicin. Fulde dagsdoser af Ipren og Panodil.
Og et morfinpræparat efter behov.

Har også genoptræning.
Det vil sige. Genoptrænings-forløbet er afsluttet.
Det genoptrænings-forløb, der passer til den perfekte patient.
Den patient med den perfekte operation.
Og den perfekte genoptræning.

Nu er jeg så på et 'mens-du-venter-på-hospitalet'- forløb. Jeg træner alene en dag om ugen. Og er med på et ryg-hold den anden dag. Mens de andre forlader holdet, efter perfekt endt ti ugers genoptræning, smiler jeg farvel. For hver der stopper, bliver jeg mere blank. I går havde jeg glemt hvor jeg sidste gang havde lagt smilet.

Jeg er så træt. Så allerhelvedes træt. Og forvirret. Blank. Lige nu. Skrivende i min limbo.

Hospitalet afviste mig, da jeg ringede tre måneder efter operationen.

- Du kan ikke bare komme herind. Der er jo gået tre måneder!
- Ja, det var også det jeg tænkte. Jeg burde være rask nu..
- Nej, du må gå til din egen læge.
- Det er netop problemet! Jeg kan ikke gå!

Min læge kom hjem og så mit Kongeskib. Fem minutter efter havde han henvist mig tilbage til hospitalet.
- Hvis ikke du har hørt fra dem inden for en uge, skal du rykke dem!

Alle hans gode intentioner og læge-autoritet gav ingen lydhørhed.
Men det var rart at han synes, jeg skulle have hjælp. For jeg følte mig så hjælpeløs.
Den forsinkede hjælp der dog kom, var i form af et brev. Og en tid på hospitalet halvanden måned efter!

 Den besked blev slugt. Den røg ned sammen med følelsen af, at jeg sejlede min egen rum sø.

Så kom der mod forventning endnu et brev!
Hospitalet havde i sit storsind indset, de ikke kunne opretholde ventetidsgarantien. Og i sidste uge rakte damen fra 'henvisning-til-andet-hospital, inkl. privathospitaler' en hånd frem:

- Hvilket hospital vil du have i stedet, Fru Poulsen?
- For real?
- Ja!
- Jamen, øh, jeg vil gerne have det der privathospital Rygcentret.. Det i Hellerup.... Dem med speciale i ryg-kirurgi!
- Ja. Det er sådan at Region Hovedstaden har aftale med privathospital Hamlet. Så hvis de kan tage dig ind til en samtale inden for en uge, og Rygcentret ikke kan, så skal du tage Hamlet.
- Én uge! Sagde du en uge? Okay. Jamen, no problem!
- Så jeg ringer til dig senere, når jeg ved hvilket hospital det bliver!
 
Hvor kom al den omsorg pludselig fra? Den enormt venlige kvindestemme i røret. Med den vildeste besked! Som paradiset med ét åbnede sig for mig! Uforventeligt. Storladent. Givende. Mirakuløst.

- Ja, Hellerup kan godt tage dig. Du hører fra dem, og inden for en uge kommer du derud. Og hvis du skal re-opereres, bliver du det formodenligt et par dage efter.

WoW! Det er godt nok noget andet, at komme i privathospital-behandling! tænkte jeg. En uge holdt op mod en-og-en-halv måned!

Mine hænder rystede så meget, at jeg tabte iPhonen ned på gulvet i handicapbussen. Jeg var på vej hjem fra genoptræning og ville straks fortælle Niels den fantastiske nyhed!

I dag ringede jeg så til privathospitalet. Ugen er gået. Intet nyt.

- Jeg har ikke hørt fra jer...
- Nej, det er fordi vi ikke har fået dine MR-scan-fotos fra Glostrup.
- Øh. Nå. Men jeg fik lovet inden for en uge...
- Ja, men når Glostrup ikke sender dine fotos, kan vi jo ikke kalde dig ind!
 Stemmen var let irritabel. Troede naivt der ville være overskud på et privathospital.
- Men er der nogen måde hvorpå I kan speede processen lidt op? Nu var det mig, der skulle tøjle irritationen.
- Ja, der bliver sendt en fax til Glostrup nu. Og hvis du selv lige ringer derud?

Blot et næsten rørligt tast med pegefingeren. Så fik jeg hende til at forsvinde ud af min telefon.
Ku´ jeg med samme succes få hende til at forsvinde ud af mine tanker? Hende aka alle hospitals sekretærer jeg efter hende, ikke længere gider tale med! Åbenbart lige fedt om det er et offentligt eller privat hospital. Ingen kan lide lugten af lort.

Oh yeah, selvfølgelig kender jeg til at skulle være rask for at have kræfter til at være syg, i det danske sygehussystem. Og man skal slås, råbe og skrige. Der er bare det, at jeg er blevet hæs. Eller er for meget i limbo. Mine kræfter går på at fokusere nok til, at kunne være tålelig de timer jeg er sammen med min familie.
Og min mand? Han knokler sig ligbleg, for at få hverdagen til at hænge sammen...


Her er jeg.
Ét hospital opererede mig. Det var den perfekte operation. Men jeg er vist ikke den perfekte patient? Konfronteret med miseren, vil hospitalet hellere tilse andre patienter før mig.
Privathospitalet som lover ingen ventetid, vælger at vente på de billeder der kan få mig ind til behandling.

Så her er jeg.
I limbo. Som et hospitals left-overs. Og som hvad der ku´ blive et andets indtjening. Men enten er det private ikke sultent. Eller også..? Who know? Jeg mindst af alle.

Jeg sidder i en rollercoaster. Af følelser. Og smerter. Og medicin.
Taber håb. Får indgydet nyt. Får det taget væk igen. Og må selv støve det nye op.

'Der er gode dage og dårlige dage'. Når man genoptræner.
Men for tiden ved jeg ikke hvorfor jeg genoptræner? Jeg ved ikke hvad jeg venter på? Hvad skal der ske? Er jeg syg? Rask?
Er der i det hele taget nogen, der kan afklare det for mig? Tage med mig en tur i rollercoasteren, og jeg kan vise undervejs, hvor det går op. Hvor det går ned.

Jeg har ingen vished. Har smerter. Ved ikke hvad der er værst? Bedst?
Jeg ved ikke hvornår jeg får vished om hvorfor jeg har smerter.

En af fysserne fremlagde mulige scenarier:
1. Det tager meget længere tid for mig end for andre, at blive rask efter sygdom & operation.
    ('Mange Andre' er raske efter tre måneder. Kan gå efter et par dage).
2. Re-operation. (Fordi ..... ?)
3. Du vil altid have smerter og manglende førlighed. Og skal læres andre måder at deale med det på.


Jeg venter på at få afklaret hvilke af de tre, der er mig. Eller mit liv.

Så jeg kan vide det. Komme videre. Forlade mit limbo.


Det er en træt dag.
I morgen må bringe kræfter. Og håbet igen.
Der er ingen andre muligheder. End at støve håbet op igen.

Mændene i mit liv. Og en tøs.

(Skrevet som et indlæg til en kærlighedsantologi, 2009. Antologien blev droppet. Ikke pga mig, men desværre:/)

Jeg elsker Lyve Lovett.

Jeg elsker min mand.

Jeg elsker mine børn.

Jeg elsker min hund.

Jeg elsker mit hjem .

Jeg elsker mit liv.

Jeg elsker mine kære, alle som een.

Jeg elsker min næste.

Jeg elsker alle. Jeg elsker også dig.

Jeg elsker også dem som ikke kan gøre for det.  Eller ved det.

Eller vil det.

’I love everybody' - synger Lovett

’Especially you.

So if you feel lonesome

Remember this truth

I love everybody

Especially you!’

Jeg elsker Lyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed, twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næsten nedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden, som var det ikke meningen.

Jeg elskede hans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Lov´it,  er hans tekster og musik.

Han pranger aldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmand var ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers.

Jeg ved ikke om jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Som man elsker sit dyrebareste privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikke længere så meget. Ikke som dengang, hvor det betød alt.  Måske fordi jeg i så mange år gav så meget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod. 

Det er svært at se, når man ikke tager imod.

Da jeg ikke turde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i allerede fra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, der gemte sig bag det.

Men jeg fik også gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh -  jeg lod mig drive på dets strømme og fortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til at blive mig.

Da de første skridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesals lejlighed, hvorpå der kun stod mit navn!! -  flød Lovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som en hvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt det sindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra de mange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, at være holdt op med at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højt foran Gud og hvermand.

Jeg prøvede at få  andre til at se, at jeg da måtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’She wasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerne under.

Siden blev jeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand, røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen der ejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig. Blot en erkendelighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere. Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var der stadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappe ind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til at holde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op i friheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtige tidspunkt.

Ind i mellem gav jeg op.

Det nyttede ikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, falde død om.

Det ville den ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satans liv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett  prøvede at hjælpe til.

’It´s just the morning, nothing here to be afraid of’. Hvad snakker du om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud. Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset ind mellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Her kunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger var sprængt.

Der var ingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger af misbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt de andre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed. 

Kun den indbildte i sindet på en skizofren:

’Der du jo Buddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikket sat på long-distance out of this world.

’Du Solens datter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind. For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indre lys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været en hallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længere ind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulært om mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedes mig til sidst at sparke dem af med mine tunge militærstøvler og facede endelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at sluge nadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trak giften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt over København.

Der var gået nogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunne leve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levet kærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve!

På trods af jeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I samme øjeblik jeg så ham første gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma, landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind. Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at han aldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var min første. Min aller aller første. Og han var den første mand, hvor jeg vidste han ikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, den aller aller første nat og lagde mig til ro ved siden af ham. For aller aller første gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådan skulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne være anderledes.

At kaste mig ud i at elske ham, var som at alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde mine nerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeg lod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var for noget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andre kvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnende kød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana, med mig, sammen.

’Kender du Lyle Lovett?’

’Nej.. har vis hørt navnet, men...’

’Det er nok ind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’

Vi udvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad han her, ved siden af hospitalssengen, hvor jeg lå. Jeg med resterne af endnu en mislykket overdosis. Han med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jeg kan ikke være med mere!’

Vi havde forsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiske irrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, at ku være kærester.

Blev venner. For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen.

Men nu var det slut....

’Jeg kan ikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!'

Udsigten over København, gjorde sig til for ingens nytte.

’Nobody knows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller aller første og aller aller eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i en seng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummet råder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt, varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvile på den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg. 

Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skal oprinde.

Så beslutter jeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal og sandsynlighedsregne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mit bløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang. 

 

Han vedbliver at være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hans exit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig og jammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jeg ikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeg lærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

                

Der gik et lille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der er lille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmen havde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var inde til at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min så ødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg var blevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havde ikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvede ingen mand for at jeg forestille mig selv i et godt liv.

Barnets fader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn på karakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rent etisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sin fader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mave tilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv. I mit røde velour rum.

Her kom min store kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atter ved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og han fik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder.

Endelig forstod jeg Lovett, når han sang sin:  If you were to wake up, would you still love me?’

Vi overgav os til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde, og det voksede i takt med min mave.

Han tog imod min smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdt ham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer sendte ham ud på smertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned at ligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Han gjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Den biologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag er vores søn fri af nyrebetændelse og en betændt far. Han klarer sig fint trods nyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste krise blev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mente han kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller for døden.

På operationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde for nogle timer eller for en evighed.

Min mand holdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede han det endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdt min hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru.

Det første jeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen  - smurt ind i sæsonens første sodavandsis, et undrende blik over alle slangerne i mit ansigt. Og et stort smil!

Alt var på sin plads, både inde i mit hoved og uden for.

Igen valgte jeg livet.

Lukas og jeg kort inden operationen. 

                            

Præcis fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu engang gav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkent gled af led og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

                                                    Karla lige kommet til.

Der var nogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til at tørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummene alt rigeligt op.

Indtil for et kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i parcelvillaen af samme årgang som os selv. Lyle Lovett lever igen!

Lige så intenst og nærværende som for sytten år siden – her  i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller ind i mellem.

’Here I am, take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklere kan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finder jeg mig selv. Og tør vise mig for dig.

Fordi jeg elsker, er jeg.

Og fordi du elsker, er du.

Fordi vi elsker, ophører frygt og angst.