Den 8 årige fødselsdags-tøs eksistentielle dilemma

 - Ved du hvad jeg allermest ønsker mig til min fødselsdag? Og som er noget man ikke kan skrive på sin ønskeseddel?
- Nej, hvad?
- At du bliver rask. Det vil jeg hellere have end min fødselsdag. Eller noget som helst andet i verden!

Sådan sagde hun, da vi lå side om side og jeg puttede hende for natten.

Jeg ku´ ikke trække alvoren ud af hendes blik, da jeg med let hånd mærkede hendes kind. Jeg som havde håbet at ku´ give hende en ubekymret 8 års fødselsdag. 


Vente med næste operation til efter. Sætte alt på 'hold' til efter. Skjule min smerte bag glædessmil, bare for en tid. Give hende lidt for mange gaver - når der er så meget jeg ikke kan.


Og må igen sande at blive konfronteret med bevis på, at vi som forældre kan guide & opdrage. Ønske og ville. Men på ingen måde styre vores børns væsen. Og tankevirksomhed.

Gud, hvor jeg så inderligt gerne ville bestemme, at hun ikke skulle tænke på det svære! Kun glæde sig som et lille barn. Til at blive otte. Med fest, gaver, gæster og smil, smil, smil. Smil.

Nu nærmer hendes dag sig. Og jeg glæder mig som en otte-årig til at puste hende vågen med morgensang, flag, friske boller. Og en bunke af gaver!

Operationen bliver efter hendes dag. Jeg har sagt til hende, at den dag da må intet handle om jeg er syg. Da leger vi og hygger os. Ingen sygdoms snak. Operationssnak. Og jeg gemmer mine smerter.
For det er det næstbedste jeg kan gøre for min tøs. Den dag.

Vi forældre kan langt fra gøre det bedste for vore børn. Må ofte vælge det næst-bedste. Måske tredjebedste. Det er livet. Vores. Deres.

Og det er faktisk den mest perfekte måde at leve sammen på. Med al den skævhed. Fejlene. Ægtheden. Når vi tager vores personligt ansvar på os. Ikke frygter at se ærligt på sig selv. Bære sine fejl. Kunne sige undskyld.
Hey, findes der anden måde du kunne forestille dig bedre end det? Tror jeg ikke.