Fri mig for det pædofile slaraffenland aka DK
Mange af os ville hellere være døde end leve med misbruget på vores kroppe. I vores sind.
Døden føles ofte som den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt. Nat og dag.
Det kræver ubeskriveligt meget mod. Vilje. At rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt sig. På os. Og det kræver, at nogen omkring os forstår, hvilke behov vi har for hjælp!
Blandt andet det rent juridiske behov - ja for selvfølgelig (!) skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn!
Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord! For smerten varer ved. Dræber vores evne til at leve.
I dag kan vi anmelde til vi er otteogtyve år.
Det vil sige, at man har lagt ti år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, der udløb ved det 18. fyldte år.
(Det var vist i slut 90´erne, man lavede den lov om.)
Det er bare langt de færreste, der er klar til at anmelde før efter de omkring tredive.
Det er for mange en terapeutisk proces med at fralægge sig skam og skyld.
For at turde anmelde. Og mange gør det aldrig. Af hensyn til familie. Eller dele af familie.
Ofte er seksuelt misbrugte mennesker nemlig utroligt hensynsfulde.
Mere præcist grænsende til selvudslettende.
Og har meget ringe evne til at passe på sig selv. Sætte grænser.
Hensynsfuldheden vendes ikke mod en selv, men mod omgivelserne. Anmeldelse er derfor ingenlunde oplagt. Evnen til at passe på sig selv, skal ofte oplæres gennem længerevarende terapi.
Jeg ved godt, at det er så godt som umuligt at bevise, man er blevet seksuelt misbrugt.
Især da tyve år tidligere. Med mindre der var vidner. Eller døde.
Nok lige så umuligt som det er at bevise et år efter, to måneder efter, syv år efter. Jeg mener, det er altid så godt som umuligt! Og derfor frafaldes meget ved politiskranken.
Og fortæller det ikke at vi må lave et bedre system til at tage sig af misbrugte?
Mange påstår man bare kan anmelde nogen for pædofili. Og så er den anklagedes liv ødelagt!Nej! Man kan ikke bare anmelde nogen for pædofili eller anden seksuel overgreb. For nej! Politiet gør ingen sag, hvis ikke politi har noget de tror på, kan holde i retten (beviser eller vidner). Så før de peger på nogen med anklager, er der en lang proces forud. Meget længere end at gå til politiskranken og sige: 'Hr. Jensen i nr tolv, har misbrugt mit barn!'
Folk tror at politiet derfra kører ud til hr Jensen. Det gør de ikke!
Der skal heldigvis mere til.
Selvklart at man som borger ikke bare kan beskyldes og anklages i flæng!
Men hvorfor bruges det som så til stadighed (!) som argument for, at man ikke må tale om sager i medierne, hvor der allerede har været en dommer inden over og valgt ikke at navnebeskytte?
I vores samfund tilgodeser man kun den ene part. Det ses i lovgivningen, retssystemet, befolkningen.
Men hey, det lever mange pædofile og incest-forbrydere frit på.
Bl.a. min far.
Til gengæld kan jeg risikere fængsel op til et halv år, bl.a. for sætningerne oven over!
Da jeg ikke må anklage uberettiget. Når jeg nævner min far der ikke er dømt, så anklager jeg uberettiget. Det gør jeg også uden at sige hans navn faktisk. Fordi der er nogen der ved hvem han er.
Derfor kunne jeg i sin tid ikke udgive min bog Sirenesang, som selvbiografisk. Men måtte dele den med fiktionens verden!
Heldigvis begynder der at samle sig et flertal i Folketinget. Måske får vi inden for nogle år en lovændring. En ny forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn. Måske.
Og måske vil det en dag være muligt at få juridisk opbakning, når man er seksuelt misbrugt som barn.
Man har bl.a. på Island et Barnets Hus, hvor mange instanser arbejder tværfagligt ved anmeldelse om seksuelt misbrug af et barn. I erkendelse af at lovgivning og retssystemet som vi også kender det i Danmark, på ingen måder yder retfærdighed.
Men Danmark er ikke Island. Eller nogen af de andre nordiske lande som er langt foran.
Vi er så håbløst bagefter i DK. Hvorfor?
For nogle dage siden, var der en fb-bekendt, der først skrev et eller andet på thai, som jeg ikke forstår mig på. Og derefter stod der; 'Eller svøm til Sverige, Odile Poulsen!'
Det var en dansk mand. Det kunne jeg se ved at tjekke hans timeline. Fotos hvor han er omgivet af thaikvinder. Så jeg tror der stod noget med *Hold kæft/mund/kaje - Ti Stille!* på thai. Efterfulgt af det der med at svømme til Sverige.
Mærkelig opførsel, ikk? Hvorfor ville han på min venneliste? For at skrive noget crap til mig? Jeg får så meget af den slags, fra danske mænd.
Jeg er blevet et omvandrende trusselsbillede på den danske mands frihed til at købe sig til sex med børn og kvinder. Well, det er heldigvis langt fra alle danske mænd der tænker sådan. Der findes Gud ske tak og lov danske mænd, som er meget maskuline. Som foretrækker kvinder, der møder dem ligeværdigt. Sexede og med en kæft der ikke holder inde, fordi en mand er tilstede.
”Hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!”
Han er som alle ved tidligere politiassistent. Og tænker nok som mange politifolk gør.
Han er som alle ved tidligere politiassistent. Og tænker nok som mange politifolk gør.
Og derfor kan man heller ikke forvente meget imødekommenhed hos politiet.
Men hey, det lever mange pædofili frit på!
Måske kan Regeringen ikke enes om en betalingsring. Men det kan være der bliver plads til at beskæftige sig med lidt andet end den ring så.
Og med lidt held kan folketinget gå hen og blive synonymt for overskud, kompetence, empati, intelligens og mod.
For er det ikke på tide, at der tages ansvar? Altså for børnene. Ikke for de pædofile eller andre seksualforbrydere.
Og med lidt held kan folketinget gå hen og blive synonymt for overskud, kompetence, empati, intelligens og mod.
For er det ikke på tide, at der tages ansvar? Altså for børnene. Ikke for de pædofile eller andre seksualforbrydere.
Etiketter: forældelsesfrist.
4 kommentarer:
Klokken 25. februar 2012 kl. 14.29 , Bryd Et Tabu sagde ...
Hvor er det vigtige ord, du skriver. Og hvor bliver jeg forarget og vred over systemet... endnu engang. Jeg meldte aldrig min overgrebsmand. Havde ikke modet, opbakningen eller troen på mig selv og mine oplevelser. Jeg kan mærke, at jeg først nu som snart 34-årig tænker, at det ville føles godt at anmelde ham. Og ikke mindst rigtigt - han er trods alt far til en flok børn og tilmed ansat som folkeskolelærer.
Men ja, nu er det ham, samfundet beskytter...
Klokken 25. februar 2012 kl. 14.43 , overleveren sagde ...
Det er i min verden ganske indlysende at der skal laves et nyt system, så man tidligere får fat i de pædofile krænkere.
Men jeg tror desværre ikke politikerne forstår pointen med at ændre forældelsesfristen i de krænkedes favør. Jeg tror, de ser det som enkeltsager, hvor krænkede i højere grad er bevidst om at der kan være tale om serie-sager. Med samme krænker og flere børn over en længere årrække. Og at det er dén serie der skal brydes.
Er glad for at du og andre arbejder på det og råber højt om det.
Klokken 26. februar 2012 kl. 16.44 , Pernille Gyldensøe sagde ...
Kære Odile
Du ved, jeg er meget enig i dine betragtninger omkring Forældelsesfristen. Jeg håber virkelig, at Retsudvalget og Justitsministeren tager lovgivningen op til grundig revision, så loven afspejler ofrenes virkelighed.
Vedr. injurier kan det faktisk give op til 2 års fængsel. Kopierer lige info ind vedr. Straffelovens kapitel om Freds- og æreskrænkelser:
"§ 267. Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Har retten vurderet, at du ikke har været udsat for noget strafbart og med andre ord lyver, så skærpes straffen yderligere og giver fængselsstraf op til 2 år.
§ 268. Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vidende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse, og den i §267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år".
Det vil altid være en vurderingssag og injuriesager er generelt ret svære at rejse. Jeg tænker ikke, at det måske vil blive så aktuelt for dig. Så derfor smed jeg det lige ind, hvis andre kunne have brug for info´en. Jeg har også samlet flere paragraffer vedr. seksuelle overgreb på dette link http://smuktliv.dk/Loven.html
Kh. Pernille
Klokken 6. marts 2012 kl. 06.27 , odile sagde ...
Pernille: Okay, så straframmen er op til 2 år. Så er jeg da vist heldigt sluppet med den advokat, og person som advokaten arbejdede for, kun at få truslen om et halvt års fængsel:-) hahahaha
KH O
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start