Fri mig for det pædofile slaraffenland aka DK

Vi, der er blevet misbrugt, kæmper for at overleve. 

Mange bukker under, andre klarer den. Få af os får et godt liv. Det koster bogstaveligt blod, sved og tårer.  For ikke at tale om penge. Samfundet betaler inden for social- og sundhedssektoren. 

Man selv betaler for at få samlet sig selv, de opskårne håndled eller sindssygen i hjernen sammen. 

Jeg har fx betalt mange hundrede tusind kroner for terapi.

Mange af os ville hellere være døde end leve med misbruget på vores kroppe. I vores sind.
Døden føles ofte som den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt. Nat og dag.

Det kræver ubeskriveligt meget mod. Vilje. At rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt sig. På os. Og det kræver, at nogen omkring os forstår, hvilke behov vi har for hjælp!

Blandt andet det rent juridiske behov - ja for selvfølgelig (!) skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn!

Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord! For smerten varer ved. Dræber vores evne til at leve.

I dag kan vi anmelde til vi er otteogtyve år.
Det vil sige, at man har lagt ti år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, der udløb ved det 18. fyldte år.
(Det var vist i slut 90´erne, man lavede den lov om.)

Det er bare langt de færreste, der er klar til at anmelde før efter de omkring tredive.

Det er for mange en terapeutisk proces med at fralægge sig skam og skyld.
For at turde anmelde. Og mange gør det aldrig. Af hensyn til familie. Eller dele af familie.

Ofte er seksuelt misbrugte mennesker nemlig utroligt hensynsfulde.
Mere præcist grænsende til selvudslettende.
Og har meget ringe evne til at passe på sig selv. Sætte grænser.
Hensynsfuldheden vendes ikke mod en selv, men mod omgivelserne. Anmeldelse er derfor ingenlunde oplagt. Evnen til at passe på sig selv, skal ofte oplæres gennem længerevarende terapi.


Jeg ved godt, at det er så godt som umuligt at bevise, man er blevet seksuelt misbrugt.
Især da tyve år tidligere. Med mindre der var vidner. Eller døde.

Nok lige så umuligt som det er at bevise et år efter, to måneder efter, syv år efter. Jeg mener, det er altid så godt som umuligt! Og derfor frafaldes meget ved politiskranken.

Og fortæller det ikke at vi må lave et bedre system til at tage sig af misbrugte?

Mange påstår man bare kan anmelde nogen for pædofili. Og så er den anklagedes liv ødelagt!Nej! Man kan ikke bare anmelde nogen for pædofili eller anden seksuel overgreb. For nej! Politiet gør ingen sag, hvis ikke politi har noget de tror på, kan holde i retten (beviser eller vidner). Så før de peger på nogen med anklager, er der en lang proces forud. Meget længere end at gå til politiskranken og sige: 'Hr. Jensen i nr tolv, har misbrugt mit barn!'
Folk tror at politiet derfra kører  ud til hr Jensen. Det gør de ikke!
Der skal heldigvis mere til.

Selvklart at man som borger ikke bare kan beskyldes og anklages i flæng!
Men hvorfor bruges det som så til stadighed (!) som argument for, at man ikke må tale om sager i medierne, hvor der allerede har været en dommer inden over og valgt ikke at navnebeskytte?

I vores samfund tilgodeser man kun den ene part. Det ses i lovgivningen, retssystemet, befolkningen.
Men hey, det lever mange pædofile og incest-forbrydere frit på.
Bl.a. min far.

Til gengæld kan jeg risikere fængsel op til et halv år, bl.a. for sætningerne oven over!

Da jeg ikke må anklage uberettiget. Når jeg nævner min far der ikke er dømt, så anklager jeg uberettiget. Det gør jeg også uden at sige hans navn faktisk. Fordi der er nogen der ved hvem han er.
Derfor kunne jeg i sin tid ikke udgive min bog Sirenesang, som selvbiografisk. Men måtte dele den med fiktionens verden!

Heldigvis begynder der at samle sig et flertal i Folketinget. Måske får vi inden for nogle år en lovændring. En ny forældelsesfristen ved seksuelt misbrug af børn. Måske.

Og måske vil det en dag være muligt at få juridisk opbakning, når man er seksuelt misbrugt som barn.
Man har bl.a. på Island et Barnets Hus, hvor mange instanser arbejder tværfagligt ved anmeldelse om seksuelt misbrug af et barn. I erkendelse af at lovgivning og retssystemet som vi også kender det i Danmark, på ingen måder yder retfærdighed.

Men Danmark er ikke Island. Eller nogen af de andre nordiske lande som er langt foran.
Vi er så håbløst bagefter i DK. Hvorfor?

For nogle dage siden, var der en fb-bekendt, der først skrev et eller andet på thai, som jeg ikke forstår mig på. Og derefter stod der; 'Eller svøm til  Sverige, Odile Poulsen!'
Det var en dansk mand. Det kunne jeg se ved at tjekke hans timeline. Fotos hvor han er omgivet af thaikvinder. Så jeg tror der stod noget med *Hold kæft/mund/kaje - Ti Stille!* på thai. Efterfulgt af det der med at svømme til Sverige.
Mærkelig opførsel, ikk? Hvorfor ville han på min venneliste? For at skrive noget crap til mig? Jeg får så meget af den slags, fra danske mænd.

Jeg er blevet et omvandrende trusselsbillede på den danske mands frihed til at købe sig til sex med børn og kvinder. Well, det er heldigvis langt fra alle danske mænd der tænker sådan. Der findes Gud ske tak og lov danske mænd, som er meget maskuline. Som foretrækker kvinder, der møder dem ligeværdigt. Sexede og med en kæft der ikke holder inde, fordi en mand er tilstede.

Og heldigvis tænker ikke alle politikere som Tom Benke:

”Hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!”
Han er som alle ved tidligere politiassistent. Og tænker nok som mange politifolk gør. 

Og derfor kan man heller ikke forvente meget imødekommenhed hos politiet.

Men hey, det lever mange pædofili frit på!

Måske kan Regeringen ikke enes om en betalingsring. Men det kan være der bliver plads til at beskæftige sig med lidt andet end den ring så.

Og med lidt held kan folketinget gå hen og blive synonymt for overskud, kompetence, empati, intelligens og mod.
For er det ikke på tide, at der tages ansvar? Altså for børnene. Ikke for de pædofile eller andre seksualforbrydere.