Aftale hos Doctor Doo-Litlle

Jeg har brokket mig. Offentligt. Her og måske der.
Over hvordan jeg sættes på 'hold' i et hospitalssystem. Jeg kunne skrive kronik, debat- & blogindlæg, breve, klager. Om manglen på empati. Menneskelighed. Udsultet hospitalsmure som efterlader os kolde. Patienter og personaler.

Jeg kunne gøre det. Før i tiden ville jeg også have gjort det. Skrevet klager, fået nogen navne frem. Hvem der gjorde det helt unødvendigt smertende. Hvem der undlod at gøre det nødvendige. Alt det der.

Det kan også være jeg gør mere ud af det. Senere.

Når fremtiden er blevet hentet ind af nutiden.
Når jeg ved hvem jeg er; patient eller expatient.

Indtil lige nu har jeg gjort krumspring for at undgå at forholde mig. Til imorgen. Hvor min nutid har suget fremtiden op i sig, som en kæmpe stor gulvvaske-maskine, der suger vandet op efter endt brug.

I går fik jeg et brev. En indkaldelse til en overlæge på privat hospital med speciale i rygkirurgi.
I morgen. Så i går, ignorerede jeg brevet. Smed det et sted, for at undgå at blive konfronteret med det. Som det chokolade jeg gemte i sidste uge og endnu ikke har fundet.

Enormt effektivt. I hvert fald når det gælder den hjerteformede røde metalæske, hvor jeg kun har nået at spise halvdelen af chokoladerne. I en sovepille døs. Og så gælder det ikke, for jeg kan ikke huske at hvordan de smagte!

Men brevet lå selvfølgelig og gloede på mig her til morgen.
- Har du nogensinde haft problemer med narkose?
- Har du pårørende der ikke må underrettes om din journal?
  Ja. Ja.
Skal nok. Kommer til at gøre det. Bare....senere.

Jeg vil helst være på 'hold'. Fandt jeg ud af, dér i går.

Men nu er det i dag og det skide brev ligger der og.... Og.... Og....
I morgen skal jeg ind til doktormanden. Og det føles som om jeg umuligt kan forberede mig.
Der er ingen win-win situationer her.

Jeg er et lille barn der stikker fingrene i ørerne, mens jeg synger højt. Og falsk.

Der er de der stunder i ens liv, hvor man ønsker tiden skal vare for altid. Eller at den oplevelse man er i, aldrig må ende. Når man ligger med den man elsker. Og ens kærlighed er ny, frisk, lysende.
Og den største gave man nogen sinde har turdet drømme om.

Så er der dem hvor man ønsker man kunne trække tiden tilbage. Som en rulletrappe der kører baglæns. Så de mest pinlige/stupide/infame/hadfulde/vrede/ynkelige/? handlinger man lige har gjort, aldrig var udført. Dem lærer man at blive bedre til at ryste af sin skuldre med alderen.

Men alt det er bare ønsketænkning.
Det er bogstav efter bogstav jeg fletter sammen. Krumspring for at undgå at sætte bogstaverne på det brev.

Og imorgen kommer uanset jeg vil det eller ej.
Og jeg kommer til at deale med hvad der end bliver sagt.
Men først i morgen!

Normalt ved jeg hvad jeg gerne vil have. Hvad mit ønske er. Målet for en given situation.
Men det er jeg blank på nu.
Jeg har tre mulige scenarier, som jeg kan se. Nej, lad mig korrigere, tre u-mulige scenarier!

Så, hm. Jeg tror jeg krumspringer lige så længe jeg kan. Til imorgen. Hos doktormanden.