Undskyld, men kan du sige mig...?

Lige nu er jeg i limbo-land. Uden magt i mine hænder til at rokere på noget. Ikke engang en millimeter. Som en fødende kvinde; man mister al kontrol. Den man normalt så heftigt fastholder.
 Pludselig opdager man kroppen har sit eget liv. At den ikke altid magtes. Og man gennemstår en smerte der ikke findes ord for.

Eller.. det er et dårligt billede. Faktisk fuldstændigt fejlagtigt.
For fødsler er en naturlig del af livet. I hvert fald når det går godt. Man gør det gerne igen! Hvis det er for at få lov til at tage det bitte menneske man aldrig før har mødt, men altid har elsket!, under sin mægtigste omsorg.

Jeg befinder mig i et døsende dødvande af morfin og smerter der af og til rammer vandoverfladen. Spejlblankt og uendeligt. Som har der aldrig eksisteret en tid før. Eller vil komme en tid efter. Efter hvad? Jeg ved ikke hvad min tilstand er? Hvad den hedder? Skyldes? Jeg synes at vide mindre og mindre. Dag for dag.

Min situation skulle have været 'rask og vel-opereret'.
Et mindre snit i ryggen. Ind og ud på et par timer. Nerven fritlægges. Smerter ophører. Kun operationssmerter.


- Dagen efter forlader du hospitalet. Uden krykker!
- Ja?
- Ja!
Tårerne slap. Jeg havde ikke kræfter til at tørre dem væk. Det gjorde for ondt at bevæge mig. Noget af mig. Alt kunne mærkes. Hver en lille trækning min krop kunne finde på, var et forræderi. Alt trak sig sammen i et bundt af smerter. Skudt ned i min ryg og venstre balle. Hele vejen ned i benet og lammede som et knusende greb om mine tæer. Jeg havde smidt håndklædet i ringen. Opgivet.
- Giv mig den operation! havde jeg hvisket til sygeplejersken om morgenen.
- Odile! Jeg skal forstå det rigtigt. Vil du opereres?
- Mmm.
- Odile, vil du..
- Ja! snerrede jeg hende væk. Jeg ku´ alligevel ikke høre mig selv længere. Og høflighed var en forlængst opgivet luksus.

Dagen før havde jeg nægtet. I dag var jeg parat. En dag mere og jeg havde bedt dem cutte nerven.


- Jeg kan ikke love du får al følelse tilbage igen. Og den snurren dér?
(Hvilken snurren? Der var ingen snurren!)
 Kirurgen sad skævt på sengekanten. - Det kan også være den bliver. Nogle spørgsmål?


Nu fire måneder senere, ja! Mange spørgsmål! Men ingen villig kirurg længere.

Jeg er på krykker. På høj morfindosis og epilepsi medicin. Fulde dagsdoser af Ipren og Panodil.
Og et morfinpræparat efter behov.

Har også genoptræning.
Det vil sige. Genoptrænings-forløbet er afsluttet.
Det genoptrænings-forløb, der passer til den perfekte patient.
Den patient med den perfekte operation.
Og den perfekte genoptræning.

Nu er jeg så på et 'mens-du-venter-på-hospitalet'- forløb. Jeg træner alene en dag om ugen. Og er med på et ryg-hold den anden dag. Mens de andre forlader holdet, efter perfekt endt ti ugers genoptræning, smiler jeg farvel. For hver der stopper, bliver jeg mere blank. I går havde jeg glemt hvor jeg sidste gang havde lagt smilet.

Jeg er så træt. Så allerhelvedes træt. Og forvirret. Blank. Lige nu. Skrivende i min limbo.

Hospitalet afviste mig, da jeg ringede tre måneder efter operationen.

- Du kan ikke bare komme herind. Der er jo gået tre måneder!
- Ja, det var også det jeg tænkte. Jeg burde være rask nu..
- Nej, du må gå til din egen læge.
- Det er netop problemet! Jeg kan ikke gå!

Min læge kom hjem og så mit Kongeskib. Fem minutter efter havde han henvist mig tilbage til hospitalet.
- Hvis ikke du har hørt fra dem inden for en uge, skal du rykke dem!

Alle hans gode intentioner og læge-autoritet gav ingen lydhørhed.
Men det var rart at han synes, jeg skulle have hjælp. For jeg følte mig så hjælpeløs.
Den forsinkede hjælp der dog kom, var i form af et brev. Og en tid på hospitalet halvanden måned efter!

 Den besked blev slugt. Den røg ned sammen med følelsen af, at jeg sejlede min egen rum sø.

Så kom der mod forventning endnu et brev!
Hospitalet havde i sit storsind indset, de ikke kunne opretholde ventetidsgarantien. Og i sidste uge rakte damen fra 'henvisning-til-andet-hospital, inkl. privathospitaler' en hånd frem:

- Hvilket hospital vil du have i stedet, Fru Poulsen?
- For real?
- Ja!
- Jamen, øh, jeg vil gerne have det der privathospital Rygcentret.. Det i Hellerup.... Dem med speciale i ryg-kirurgi!
- Ja. Det er sådan at Region Hovedstaden har aftale med privathospital Hamlet. Så hvis de kan tage dig ind til en samtale inden for en uge, og Rygcentret ikke kan, så skal du tage Hamlet.
- Én uge! Sagde du en uge? Okay. Jamen, no problem!
- Så jeg ringer til dig senere, når jeg ved hvilket hospital det bliver!
 
Hvor kom al den omsorg pludselig fra? Den enormt venlige kvindestemme i røret. Med den vildeste besked! Som paradiset med ét åbnede sig for mig! Uforventeligt. Storladent. Givende. Mirakuløst.

- Ja, Hellerup kan godt tage dig. Du hører fra dem, og inden for en uge kommer du derud. Og hvis du skal re-opereres, bliver du det formodenligt et par dage efter.

WoW! Det er godt nok noget andet, at komme i privathospital-behandling! tænkte jeg. En uge holdt op mod en-og-en-halv måned!

Mine hænder rystede så meget, at jeg tabte iPhonen ned på gulvet i handicapbussen. Jeg var på vej hjem fra genoptræning og ville straks fortælle Niels den fantastiske nyhed!

I dag ringede jeg så til privathospitalet. Ugen er gået. Intet nyt.

- Jeg har ikke hørt fra jer...
- Nej, det er fordi vi ikke har fået dine MR-scan-fotos fra Glostrup.
- Øh. Nå. Men jeg fik lovet inden for en uge...
- Ja, men når Glostrup ikke sender dine fotos, kan vi jo ikke kalde dig ind!
 Stemmen var let irritabel. Troede naivt der ville være overskud på et privathospital.
- Men er der nogen måde hvorpå I kan speede processen lidt op? Nu var det mig, der skulle tøjle irritationen.
- Ja, der bliver sendt en fax til Glostrup nu. Og hvis du selv lige ringer derud?

Blot et næsten rørligt tast med pegefingeren. Så fik jeg hende til at forsvinde ud af min telefon.
Ku´ jeg med samme succes få hende til at forsvinde ud af mine tanker? Hende aka alle hospitals sekretærer jeg efter hende, ikke længere gider tale med! Åbenbart lige fedt om det er et offentligt eller privat hospital. Ingen kan lide lugten af lort.

Oh yeah, selvfølgelig kender jeg til at skulle være rask for at have kræfter til at være syg, i det danske sygehussystem. Og man skal slås, råbe og skrige. Der er bare det, at jeg er blevet hæs. Eller er for meget i limbo. Mine kræfter går på at fokusere nok til, at kunne være tålelig de timer jeg er sammen med min familie.
Og min mand? Han knokler sig ligbleg, for at få hverdagen til at hænge sammen...


Her er jeg.
Ét hospital opererede mig. Det var den perfekte operation. Men jeg er vist ikke den perfekte patient? Konfronteret med miseren, vil hospitalet hellere tilse andre patienter før mig.
Privathospitalet som lover ingen ventetid, vælger at vente på de billeder der kan få mig ind til behandling.

Så her er jeg.
I limbo. Som et hospitals left-overs. Og som hvad der ku´ blive et andets indtjening. Men enten er det private ikke sultent. Eller også..? Who know? Jeg mindst af alle.

Jeg sidder i en rollercoaster. Af følelser. Og smerter. Og medicin.
Taber håb. Får indgydet nyt. Får det taget væk igen. Og må selv støve det nye op.

'Der er gode dage og dårlige dage'. Når man genoptræner.
Men for tiden ved jeg ikke hvorfor jeg genoptræner? Jeg ved ikke hvad jeg venter på? Hvad skal der ske? Er jeg syg? Rask?
Er der i det hele taget nogen, der kan afklare det for mig? Tage med mig en tur i rollercoasteren, og jeg kan vise undervejs, hvor det går op. Hvor det går ned.

Jeg har ingen vished. Har smerter. Ved ikke hvad der er værst? Bedst?
Jeg ved ikke hvornår jeg får vished om hvorfor jeg har smerter.

En af fysserne fremlagde mulige scenarier:
1. Det tager meget længere tid for mig end for andre, at blive rask efter sygdom & operation.
    ('Mange Andre' er raske efter tre måneder. Kan gå efter et par dage).
2. Re-operation. (Fordi ..... ?)
3. Du vil altid have smerter og manglende førlighed. Og skal læres andre måder at deale med det på.


Jeg venter på at få afklaret hvilke af de tre, der er mig. Eller mit liv.

Så jeg kan vide det. Komme videre. Forlade mit limbo.


Det er en træt dag.
I morgen må bringe kræfter. Og håbet igen.
Der er ingen andre muligheder. End at støve håbet op igen.