02 03 04 ODILES BLOG: Blondiner har det da skidesjovt ik´? 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Blondiner har det da skidesjovt ik´? 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

torsdag den 2. februar 2012

Blondiner har det da skidesjovt ik´?

Og behøver ikke skønhedsoperationer. Vel?



 
Jeg havde helt lyst hår til jeg var seksten- sytten år. Så farvede jeg det brændende rødt. Så sort som Professor Snapes. Det gik der nogle år med, som det gør for så mange andre teens.

Nu har jeg fået en sådan udbredt dansk hårfarve, som hedder noget lige så danske; nemlig leverpostej-farvet. Så de sidste ca tyve år, har jeg lysnet, blonderet eller affarvet mit hår (alt efter hvilket produkt, der tages i brug).

Jeg bruger også glædeligt make-up, men føler ikke trang til at 'tage øjne på', før jeg forlader hjemmet. Jeg kan sagtens gå med morgenhår og usminket fjæs, til både træning, handle eller besøg. Så det er alt , jeg har lyst til. Det er sjovt; som da jeg var en lille pige, og legede fin dame. Forandringerne man kan lave er nærmest bedre end fotoshoppen!

Så har jeg en del tattoo´s. Og det er jo om noget, meget forandrende indgreb på min krop.
Men jeg vil aldrig få lavet kosmetiske operationer pga. forfængelighed.

Og er jeg nu så sikker på det?
Det tror jeg da....

I min biologiske familie, er det almindeligt at få lavet om på det ved sit udseende man ikke bryder sig om. Det har det været længe før, at det blev hver-kvindes-ting, at få opereret nye bryster eller pisket botox ind her og der. Og det er nok præcist derfor, at jeg slet ikke kan det med, at lade kniven vandre skødesløst hen over mit ansigt og krop, for at skære mig til!

Det er ikke fordi jeg ikke kender til at være ked af sit udseende (modsat hvad mange tror).
Det er først her på den anden side af 40, at jeg er begyndt at holde af mig selv. Med og uden fejl!
Min selvfølelse har været så fucked up, at jeg overhovedet ikke kunne se noget som helst attraktivt ved mig og/eller kroppen, så jeg smed den bare ud til at passe sig selv.

Hvad jeg godt kan forstå det er, hvis man får lavet kosmetiske indgreb af andre årsager; som smerter fx. Eller andet af sådan noget.. et eller andet. Jo, brandsår!
(Jeg har engang fået forbrændt hele mit ansigt, i en god 1. & 2. grads forbrænding. Og da jeg sad der på Hvidovre Brandsårs afdl. med konstant vand på mit ansigt og lugten af brændt hud og hår i både min næsebor og min frygt, da vidste jeg, at selvfølgelig ville jeg opereres, hvis skaderne var umulige. Jeg var cirka seksogtyve år, og det var helt ad h.. til, at få en gasovn blæst af i ansigtet.
Men det viste sig, at jeg helede på mirakuløst vis (det er en anden historie, en anden gang; om healing, spiritualitet og skytsengle).

Nå, hvor kom jeg til. Jo, ville jeg virkelig aldrig få lavet et kosmetisk indgreb?
For jo, selvfølgelig tænker jeg på det, overvejer ind i mellem. De der rynker om munden, hønserøven. Øv, dem gad jeg godt være foruden. Men jeg vil ikke ødelægge min naturlige mund, hvilket man gør, med indgreb.

Og her mens jeg har haft mange smerter, dvs. de sidste seks måneder, er der begyndt at myldre grå hår frem - proportionelt med smerteniveauet. Flere smerter, flere grå hår pr. uge. Seriøst! Det er vildt at se!
Før i tiden, som ung, legede jeg med at ha´ farvet håret gråt. Men vil jeg også synes det er vildt flot, om lidt, når det ikke kan vælges fra længere, men er en grå fast bestanddel. Af mig!


Ja, jeg er så på vej mod 45, og det går edderdylme stærkt!
Især nu hvor jeg er i overgangsalder og østrogen der forsvinder, lige som trækker hudens fedt med sig væk. Og efterlader i stedet et spor af rynker. De mest bedstemorlignede steder (under hagen, knæhaserne (!), håndryggene..suk).
Og det ku´ godt sætte panikken ind. For ville det ikke være fristende med en gang Estylane? Botox? Something 'youthe´ning'?
For træning kan intet stille op mod løs hud betinget af alder eller graviditeter.

Men nej, det gider jeg bare ikke begynde på.
Så jo øjenlåg der hænger og trækker hovedpine frem - klart. Men øjenlåg der rimper sammen i et net af rynker, når man griner. Og senere, også sidder der når man ikke griner, ja, det er stadig en del af at være menneske.

Lykkelig fordi man ser ung ud? Tror jeg ikke på. Andet end at man ved at tildele sig selv et ungt udseende, slipper for et spejlbillede der fortæller en, at livet har en udløbsdato.
Lykkelig fordi man ser godt ud? Tror jeg heller ikke på. Følelsen af lykke over sig selv, skal findes inden i sig selv. At få det at vide fra andre, er kortvarig glæde (hvis man da overhovedet tror på det?)

Såeh -  'blonds have more fun'?

I dag er vi alle konstruerede i en eller anden form. Skifter hår- og øjenfarve, som vi vil. Har tattoos eller ingen. Muskler kan komme og gå. Bryster i forskellige sizes, falske øjenbryn, slankende undertøj og push-up bh´er. Inputs ifa. kemi eller organiske midler, der skal opfølges jævnligt. Kvinder +40, der bruger bukser size 10-12 år og har langt kunstigt indsat hår; det er et helt almindeligt forbillede!

Det kan godt være, at det altid har været sådan; at man før i tiden også gjorde alt muligt, bare alt muligt andet end operative indgreb.
Jeg tror bare vi ville have et mere afslappet forhold til vores udseende, hvis vi droppede ideen om, at koble lykke på et godt og ungdommeligt udseende.

Så konklusionen fra mig, må lyde noget i stil med, at lykke må findes andet steds end i hårfarven!











Etiketter: , , ,

10 kommentarer:

  • Klokken 2. februar 2012 kl. 11.08 , Blogger ARA sagde ...

    Åh ja den kære overgangsalder.
    Det mest irriterende er når man vågner om natten og sengetøjet er drivvådt fordi man tapsveder. Ellers har jeg nok været rimeligt forskånet for problemer - indtil nu i hvertfald.
    Min eneste "indrømmelse" til alderdomstegnene er at jeg farver håret men det skyldes nu mere, at jeg bare trængte til en heftig forandring efter et vægttabs på 13 kg, som var tiltrængt. Var træt af at falde i med tapetet.

    Og så bruger jeg en god ansigtscreme. Alder 51.

    Kh Anne R.

     
  • Klokken 2. februar 2012 kl. 11.11 , Blogger Sus sagde ...

    Læste dig indlæg og tænkte "Nej naturligvis skal man da ikke kaste sig ud i alle mulige kunstige ungdomslooksfremmende foranstaltningninger bare fordi man bliver ældre, og kroppen bekræfter at man har levet og oplevet livet" MEN tænker at det måske er lidt for nem en holdning at have når man stadig er midt i 30'erne (okay okay 37 så ;-), stadig har sin mørke hårpragt og ikke ret mange andre rynker end dem som kommer af at være lidt for dårlig til at finde sin seng om aftenen? (lidt ligesom når åleslanke, smukke kvinder siger at det er det indre som tæller).

    Men det er jo en interessant diskussion for hvor vil jeg ønske, at jeg stadig ser sådan på tingene om 10-20 år, når det hele begynder at hænge lidt mere end det gør i dag ;-) men fornemmer ikke at verden omkring os - "samfundet" om man vil - gør det nemmere at finde den tilfredshed ved egne fejl og mangler frem og holde fast i den - Jeg synes ikke dyrkningen af det perfekte, ungdommeligheden, skønheden bliver mindre med tiden. Alene det at jeg bruger udtryk som "fejl og mangler" omkring noget så livsbekræftende som en krop som viser tegn på levet liv er jo i grunden lidt trist!

    Hvis jeg skal udvide den lidt og føre den over på mig selv, så vejer jeg uden tvivl for meget - ikke de der 1½-2 Sex-and-the city kilo som normalvægtige/slanke kvinder formår at se som et større problem end finanskrise og sultkatastrofer i den 3. verden. Nej jeg har nok 20-30 kg. for meget rundt omkring og bliver da næsten dagligt konfronteret med at det ikke er sådan MAN forventes at se ud - at jeg ikke passer ind i skønhedsidealerne, og det virker nærmest som om det provokerer (nogle) folk at jeg ikke skammer mig over mig selv og gemmer mig i joggingtøj og teltkjoler.

    Jeg er ikke blind for de sundhedsmæssige sider af sagen og vil gerne smide nogle kilo for at blive sundere, for at tage bedre vare på min krop, for at få færre problemer med min ryg etc. og det arbejder jeg på i det tempo jeg kan have med det at gøre, men min krop er som den er - den ser ud som den gør - den har levet, oplevet, overlevet og stået igennem en masse ting sammen med mig. Ligesom dine grå hår kommer et sted fra og ligesom de fleste rynker og ar har en historie (smuk eller grim historie) så har min krop også sin helt egen grund til at den har haft brug for at være endnu større end den er i dag. Jeg elsker den for at den har været med mig og har prøvet at fortælle mig jeg skulle passe bedre på mig selv - at der så skulle en diskusprolaps til før jeg gad lytte, er jo ærgerligt, men hvor er jeg taknemmelig for at den hjælper mig til at finde vejen.

    Jeg tror ikke på JEG som menneske bliver smukkere af at tabe mig de overflødige 20 kg. der er tilbage før jeg når i nærheden af "normalen" - I am what I am med ekstra kilo, blindtarmsar og mavehud som ikke lyver om at jeg har født to skønne drenge - OG med begyndende smilerynker ved øjnene, store runde bryster og langt smukt mørkt hår... En krop som har levet og får lov at leve...

    Elsker udtrykket "Flawsome" - altså en sammentrækning af Flaws og Awesome - at man kan være awesome ikke kun på trods af sine "fejl", men måske ind imelem ligefrem på grund af dem??

     
  • Klokken 2. februar 2012 kl. 11.36 , Blogger Allan Fuglsang sagde ...

    Ja Odile - kastede mig straks over din blog for som du jo ved holder jeg meget af at læse dine ord og på den måde følge dig i tykt og tyndt.

    Jeg har sådan et , synes jeg da selv, fornuftigt forhold til rynker, grå hår, en lidt gulnet tand (nok tidens tand), et overflødigt kilo eller tre, en knækket negl eller hvad der nu ellers kan ramme os - såvel kvinder som mænd.

    For mig at se - altså med de øjne der skaber mit virkelighedsbil-lede så kommer lykken og skønheden slet ikke fra det mine øjne møder, men fra det de f.eks. læser eller fra det mine ører hører, opfanger i et kort sekund - en bemærkning, en ed, et udtryk etc. Skønheden og det smukke i mennesker kommer indefra. Helt derinde fra hvor sjælen bor og hygger sig på forskellig vis.

    Når den rammes af begejstring over et andet menneske eller af trist-hed så ved den med det samme hvordan den, altså sjælen, skal forholde sig.

    Skønheden kommer indefra, lykken kommer indefra, ja alt kommer derfra hvor hjertet slår og hvor livet både begynder og slutter.

    I en gammel sang synges der: "...lykken er ikke gods eller guld..." og hvor er det rigtigt. Det er en falsk følelse at være lykkelig efter kosmetiske forandringer, lykkelig efter en gevinst i Lotto, eller lykkelig fodi man har fået en ny bil.

    Vi som mennesker har så forfærdenligt travlt med altid lade os inspirere af andres lykke, men vi må gang på gang sande at vi selvom vi forsøger de samme tiltag som naboen så bliver vi ikke lykkelige.

    Ingen bliver lykkeligere af materialistiske goder, ingen bliver lykkeligere af kirurgernes knivskarpe indgreb, ingen bliver lykkeligere af at farve håret - men vi bliver alle lykkelige når vi forstår at finde den havn der giver os det vi har brug for.

    Nå men nu har jeg nok opbrugt min kvote - men jeg er lykkelig og glad for at kunne skrive her på ODILES BLOG, så hvad betyder det hvis jeg skulle komme til at skrive et par ekstra ord, når bare det gør mig lykkelig.

    Nok alt i alt lidt kryptisk, men lykkelig er den der finder ro i sig selv og ikke lader sig rive med af smarte trends - blond, grå, mørk, rød eller grønt hår.....når bare man har den indre lykke.

    Om blondiner har det sjovere? Næh det tror jeg ikke - for ingen har det sjovt hvis morskaben skal bygge på hvad alle andre gør eller mener.

    /alfu

     
  • Klokken 2. februar 2012 kl. 12.04 , Blogger Odile sagde ...

    Skønne, elskelige kommentarer!
    Og jeg mener det!:-)

    Jeg synes også det er så vildt, så meget mere vi er optaget af ungdommelighed. Jeg får lyst til at skrive en bog der hedder:
    Hvordan du bliver 10 år ældre på 10 dage!
    når jeg ser bøger som
    Bliv 10 år yngre på 10 uger, og så står der en kvinde på 50 på forsiden, med bar mave. Hvorfor kan man ikke bare være en klimakterie-sild?

    Og hvorfor skal vi kvinder være under 40 for at fungere på tv? Men mænd bliver bare bedre som nyhedsværter, plus 40?

    Så ja, lad os alle være enige om, at det er så hammer-uholdbart at jagte de andres skønhedsidealer, for at smide sig selv ned i dem - i troen på at det skulle være lykke.

    For nej, lykken bor nemlig i hjertets hule. Og det er nemlig flawsome, der er smukt.
    Jeg vejer i nogles øjne for lidt, har flere muskler end en kvinde skal have. Men jeg elsker også min krop, for alt det den har reddet mig fra, bragt mig ind i og konstant givet sig. For mig igen og igen:-)

    Og hedeture, humørhøjre og venstresving, manglende østrogen - det er alt sammen det der hører til menneskelivet.

    Jeg er glad for, at have plads og mulighed for at skrive alle mine tanker ud. Og så oven i købet mødes med begavede og inspirerende mennesker her i internet-verdenen! det nyder jeg så meget! Tak til jer!

    Og Sus: tak for den fri grovjagt af dine skønne posters!!

     
  • Klokken 2. februar 2012 kl. 16.18 , Blogger Henrik sagde ...

    Altså da jeg opdagede mine grå hår for ca.4-5 år siden,troede jeg det måtte være en "fejl"...Jeg mener jeg var jo ung!!Har for et par mdr. siden haft fødselsdag: 45 år...FEMOGFYRRE!!!!!
    Frisøren for "lov" til at klippe mig så kort i siderne hvor de grå elementer vover sig frem,så det ikke ses.Men ok jeg kunne ha haft måne,været HELT grå osv.så burde være taknemmelig.Og er det egentlig også,Har ikke endnu de store tendenser til rynker (Endnu) Men selvom jeg betragter mig selv som MAND,og ikke metroseksuel,så kommer der da fugtighedscreme på dagligt...Og NÅR dybe rynker kommer,vil jeg ikke afvise tanken om botox.Det kommer meget an på hvordan rynkerne ser ud.er det vrede rynkerlodrette furer i panden,ville jeg godt være foruden.
    Og mit grå hår er jeg bare ikke klat til endnu :)Sindet bliver klogere med alderen,men ikke ældre med alderen...Go´dag derude.

     
  • Klokken 3. februar 2012 kl. 07.25 , Blogger Odile sagde ...

    Kære Henrik.

    Ja, det er altså ret sjovt, det med at vi bliver overraskede, når ældringstegnene kommer til os selv! Det er fedt du skriver om dit eget 'chok'! :-)

    Og dertil kommer, at jeg rent faktisk oplever det som om, årene går hurtigere og hurtigere! Hvor hurtigt går det så ikke, når man rammer 70?

    Men livet er smukt, og det er grå tindinger også.
    Jeg har aldrig været en sucker for youth, men heller ikke for alderdom.
    Derimod elsker jeg at se , når et menneske er i sin alder; dét synes jeg er smukt!
    Og så kan een jo bare håbe, hun selv kan finde ud af det! Hahahahah

     
  • Klokken 3. februar 2012 kl. 10.20 , Blogger Anja sagde ...

    egentlig var det min tanke, at overskriften på min kommentar skulle have lydt sådan her: "Om man bliver lykkeligere af skønhedsoperationer? JA, for fanden da...
    Det er vigtigt at læse ovenstående overskrift som det var intentionen fra min side: Lykkeligere, ikke lykkelig.

    Jeg valgte for 12 år siden at få udført et plastikkirurgisk indgreb. Dybt fascineret af, hvad der er muligt i den plastikkirurgiske verden var jeg sikker på, at det ikke skulle være det eneste. Det var vel at mærke inden operationen, at jeg havde de tanker. Der skete bare det forunderlige, at efterfølgende så jeg min krop i et helt andet lys.Et meget smukkere lys. Alle de andre ting, som ellers havde stået for tur var pludselig slet, slet ikke så grimme mere, at en operation var påkrævet for at ændre det - og dermed blive lykkeligere. Og læs lykkeligere - for jeg blev ikke lykkelig!!! Det er enormt vigtigt at pointere her.

    Lykkelig er for mig at sammenligne med en form for ultimativ tilstand; Nirvana om man vil. Det er svært at blive 100% lykkelig. Jeg tror på, at vi har øjeblikke, hvor vi er det - måske endda hele dage, men aldrig et helt liv.

    Det kan plastikoperationer - og injektioner ikke ændre. Det troede jeg, for 12 år siden; At når jeg vågnede op fra narkosen, så ville alting altid være fantastisk. Men hvor har det førnævnte indgreb dog hjulpet mig med på vejen til at blive gladere for min krop.

    Læseren tænker måske nu, at det lyder som en med en meget lavt selvværd (omkring sin krop i hvert fald), der skriver dette, og at det er et meget drastisk skridt at tage operationer i brug for at få det bedre. Eller en operation, for synes med rette jeg kan sige her 12 år efter, at jeg ikke skal have flere. Lavt selvværd eller ej, jeg har aldrig fortrudt mit valg og ville få udført den samme operation igen om nødvendigt.

    Og endnu en bombe; Selvom jeg ikke skal have flere deciderede operationer er jeg for mit eget vedkommende stor tilhænger af botox og "fillers" som man populært kalder det. Kan ikke vente til jeg ikke længere skal tage forskellige hensyn nu hvor jeg er spædbarnsmor - og skal leve med alt hvad det indebærer - også at man ikke lige får Botoxinj.;-)

    Men jo, jeg bliver lykkeligere, (igen; læs lykkkeligere, ikke lykkelig), når panderynkerne bliver udslettet og jeg ser friskere ud end jeg føler mig. Det har været min største grund til at få diverse injektioner. At jeg selv synes jeg ser knap så træt ud end jeg føler mig. Tag det fra én, som døjer meget med træthed! Også selvom hun får den fra ekspertenes udsagn rigtige mængde søvn - hver nat. (også med et spædbarn, spædbarnet er nemlig meget flinkt til at sove om natten;-).

    Summasumarum; Nej, man bliver ikke lykkelig af at jagte ungdommen MEN skønhed, skønhedsprodukter, indgreb for at bevare selvsamme skønhed har altid haft min store interesse. Jeg er faktisk lidt stolt af altid at have formået at holde fast i den del af mig selv - på trods! Og det kan jeg godt sige jer, kære læsere; Det har været på trods for i min biologiske familie er det ilde set at "gøre noget ud af sig selv". Tror i lige det var en bombe der sprang da jeg afslørede min operation for 12 år siden....

    Jeg havde et brændende ønske om at gøre karriere indenfor skønhedsindustrien. (det har jeg dog ikke mere). Det var også ilde set i familien, derfor kan nogle tænke nu, at det er det "trodsige barn" der bliver lyttet til, når jeg vælger at bruge Botox osv.

    Sådan ser jeg det slet ikke. Tværtmimod. Jeg føler faktisk endelig, at jeg er nået dertil, hvor jeg tør stå ved mig selv ift. "hvad skønhed er",for lad os bare indse det; Det er alt andet lige mere "rigtigt" set med samfundets øjne, at acceptere sig selv som man er osv. osv....

    Nu er det bare sådan, at jeg "er" til de her ting, synes det er fantastisk at botox er opfundet etc. Men vil ikke under nogen omstændigheder under kniven igen i kosmetisk øjemed!

    At have fundet MIN grænse indenfor skønhed - og skønhedsindgreb, og rent faktisk efterleve den, det er lykke. For mig.

     
  • Klokken 3. februar 2012 kl. 14.10 , Blogger Odile sagde ...

    Hej Anja.

    Altså, det er altså ikke 'en bombe' for mig, at du skriver du glæder dig til at genoptage injektioner med botox og hvad det nu hedder altsammen:-) For jeg er hundrede procent sikker på, at du repræsenterer det normale fremover. At det at lade sig operere eller injektere (hedder det sådan?)/ indsprøjte, dét bliver mere og mere almindeligt.

    Og så synes jeg at det er eget givende at læse dit indlæg. Fordi det er spændende at få indblik i hvordan et menneske med en helt anden opfattelse af tingene, tænker. Så tak for det.

    Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, men jeg forstiller mig, at du er yngre end jeg, pga. baby og amning. MEN det er jo langt fra sikkert:-)
    Men hvis du er i start-/midt tredi-verne, så har du jo kun godt at se frem til, ift flere mulige injektioner.

    Men tilbage til det med det normale; jeg har været i miljøer, hvor det var langt mere normalt at være opereret end ikke. Fx troede man, at jeg havde fået lavet læber, For alt bliver fixet. Kvinder med store bryster var oftest operede og dem der ikke var, blev opfattede som var de.
    For 10-15 år siden, når jeg rejste til Miami Beach, var det også sådan. Kvinderne gloede op og ned af mig, fordi jeg ikke var pumpet de steder, kvinder pumpes kosmetisk;-) Men der handlede det også om statussymboler. Så det at se opereret ud = show off money:-)

    Og lykke, ja, det er da bestemt flygtigt. Og helt vildt forskellligt, hvor vi kan opnå den. Og hvor åbne vi er for at føle os lykkelige, mens vi er i hverdagen og dens trivialiteter. Med andre ord, er det vel også et spørgsmål om at være realist;-).
    Du oplevede måske den vildeste lykke da du fødte/dagene efter. Pga de hormoner der også udskilles. Men derfor kan man godt køre surt i at have baby/barn/være mor. Og så vide man er lykkelig over at have fået barn. Osv.

    Men korrigerende operationer og indgreb bliver mere og mere for alle.

    Noget der er ret sjovt at bemærke, det er at jeg kommer fra et hjem, hvor man altid har gjort en masse ud af sit udseende. Min mor har to søstre, og alle tre kvinder var gudesmukke som unge. Og de to af dem er stadig (faktisk minder den ene mig om Jessica Parker). Kvinder som altid har fået stor opmærksomhed på deres skønhed. Og to af dem har fået en del operationer.
    Du beskriver at du kommer fra et hjem, hvor man ikke måtte gøre noget ved sig selv. Hvorfor det var en bombe, da du fik din operation for 12 år siden.
    Så det er helt klassisk, hiihih. Vi gør begge det modsatte af vores ophav. Man gør altid det samme som eller prævcist det modsatte end ens forældre. Det er sjovt at tænke på, synes jeg.

    Anja, du skriver om operationen, og så om injektioner. Hvis du gider, vil jeg rigtigt gerne høre hvad forskellen er for dig, emotionelt.
    For du vil ikke have flere operationer/kniven i dig kan jeg forstå?

    Jeg har en meget tæt veninde, som fik en operation for, ja det er også de der 12-15 år siden. Og hun elsker at hun fik den! Det har betydet så meget for hende, hun har aldrig fortrudt. Og hun sparede op i flere år, for at fuldføre sin drøm. Jeg syntes jo hun var perfekt inden, men synes det også nu. Vigtigste for mig er, at se hun har det godt. Og det har hun.

    Jeg fik en dag i Matas, et nr til en som kan hjælpe med min hønserøvsmund. Men har aldrig fået lavet det. Også fordi jeg er bange for , at det kan gå galt.

    Men helt ærligt - er jeg bare en fake, når jeg gerne ville putte en creme på (om den fandtes), der kunne glatte mine rynker ved overlæben væk (kun dem). Men ikke vil have sprøjtet noget ind?

    Og lidt syret er det nu, under alle omstændigheder, at jeg som er mod at blive skåret i, nu inden for 9 år, har fået skåret hovedet, maven og ryggen op! Eller er det bare ironisk?:-)

    Anja, håber du har lyst at skrive igen. For jeg er meget nysgerrig på hvad du tænker om det her:-)


    Jeg synes det er rigtigt spændende at læse dit indlæg

     
  • Klokken 4. februar 2012 kl. 10.27 , Blogger Gigglygirl sagde ...

    Jo, vil da meget gerne skrive igen - og tak fordi du synes mit indlæg er spændende:-)

    Synes bestemt ikke, at du er fake fordi du egentlig gerne vil have gjort noget ved "hønserøvsmunden" (hønserøvsmund, så har man læst det med, hi, hi...), men afstår fra at få gjort noget kosmetisk ved det iform af indgreb. MEN når det så er sagt, er det også ret interressant, at mange, rigtig mange generelt gerne så sig selv med færre rynker, større bryster etc., men HVOR LANGT er man villig til at gå for at se det udbedret om man vil??? Det leder mig faktisk til det næste, nemlig at for mig var det at blive opereret forbundet med mange smerter - længe efter, på trods af en ellers succesfuld operation. Bl.a. derfor afstår jeg fra flere operationer mm. det er noget helbredsmæssigt det handler om, som det faktisk har gjort 2 gange efterfølgende. Så bliver man jo ligesom nødt til det om man så må sige. Derudover fandt jeg jo fred med min krop med den første operation jeg fik lavet og som du selv nævner, så kan det jo gå galt! Hvilket vi jo ser nogle grælle eksempler på for tiden i pressen. Jeg er nok ikke helt så bange for at det går galt mht. injektioner, smerterne er jo heller intet ift. en operation og resultaterne er jeg mere end tilfreds med. For mig er injektioner nærmest som at sammenligne med en super effektiv ansigtsbehandling (og det er nok her, at grænserne bliver mere og mere udflydende, i hvert fald for mig, for jo, det er da "noget andet" at få injektioner ned at få lagt masker, men kernen i det her er vel egentlig HENSIGTEN. Og er det ikke at komme til at se bedre ud, yngre ud....mange ville vel bare gerne kunne sige, at de kunne nøjes med en creme, så er det ligesom mere lovligt, det kan man bedre forsvare overfor sig selv og andre, men helt ærligt, er hensigten ikke den samme? For mig er det, og så er jeg til det, der virker bedst, fx. injektioner. Man skal lede længe efter en creme, der giver samme resultater - for den findes ikke, (smiler;-)

     
  • Klokken 4. februar 2012 kl. 16.47 , Blogger Odile sagde ...

    Kære GiggliGirl (elsker det navn!)

    Jeg vil på en eller anden måde ønske, jeg kunne overgive mig til injektioner fx.
    Det er jo noget som kvinder taler åbent om, fx Emilia von Haven (er det ikke det hun hedder, hende antro-pologen der altid er på tv med et eller andet, bla.nutidens, & fremtidens trends?). HUn får lavet de der injektioner i ansigtet. Og hun fremstår bestemt yngre end hun er. Mener hun er midt 40+ måske 47-48. Og er ret rynkefri i pande, om øjne og mund.

    Hm, jeg synes det er meget interessant.

    Hvor meget mon det betyder at ens veninder får/ikke får lavet noget?

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start