Om bord på Kongeskibet i Jammerbugten. Med kurs Værdighed.

Jeg hader at være ynkelig. Jamrende. Klagende. Sukkende.
Eller jeg hader at være det i længere tid.
Og hader at være det offentligt. Især.
Når jeg ser mig selv ude fra, så er det tydeligt at jeg er ret sølle. Det driver ned ad teksterne, når jeg fortæller om mine dårlige dage.
Der er bare dage hvor ballonen ikke kan tage mere luftpres. Sukket kommer af sig selv. Fra dybt nederst nede i lungerne.

I går scrollende rundt i Facebook forsamlingshuset, snublede jeg over et Paradise Hotel klip. Ekstremt udstillende. Som jeg ikke desto mindre muntrede mig over!
Mon min moral falder støt simultant med jeg svimler rundt i min egen jammerdal?
Pludselig befinder jeg mig i en situation, hvor jeg underholdes af laveste fællesnævner.
Redder jeg mig fra mit eget limbo-helvede, ved at kaste mig over andens bimbo-paradis?

(Nu er du advaret - adgang til klippet er på egen moralske skrupler!)
fhttp://www.youtube.com/watch?v=gLMajGtw1sk
 
Poulsen satte mig retteligt på plads, da han opfordret kiggede mig over skulderen. Her i Kongeskibet.
- Du er lige så kynisk, som TV3, hvis du linker det på din blog!

Det er som om min verden skrumper. Dag for dag. Mit udsyn drejer længere og længere indad. Jeg mangler oplevelser og impulser ude fra den rigtige verden. Som jeg ved er derude. Fordi Poulsen og børnene ta´r derud. Og kommer tilbage derfra. Hver dag. Men det er ved at blive en surrealistisk forestilling. At der findes en verden uden for husets store vinduer. Når min er her i Kongeskibet.

Ikke at jeg er i et fængsel. Ingenlunde. Det er mere en konstaterende erkendelse.
Jeg forsvinder væk fra verden og begrænses. Det er dét der sker, når man er syg og handicappet.
Min forandring er til at tage at føle på. Mit venstre ben svinder ind proportionalt med jeg erkender min forsvinden fra det almindelige liv.

Derfor bliver mit bloggerliv om min tilstand. Alt som synker ind, sætter jeg i omdrejninger. Og svinger rundt. Studerer mine oplevelser fra alle vinkler gennem mine ord. Og sender det bagefter ud til ny cirkulation. Ude i verden. Det er min bro. Min nødvendige bro. Mellem mit Kongeskib og verden.

Jeg var engang i prostitution.
Det nøjedes ikke kun med at gøre meget stort indtryk på mig. Det satte aftryk i mig. Skadede mig. Jeg mødte kvinder derinde, hvis ansigter er uforglemmelige. En masse mænd jeg måtte glemme inden de de var færdige.

Alt satte spor. En pløjefure over min person.

Da jeg forlod prostitutionen skrev jeg min første bog. Og blev hurtigt kvinden der talte højt i medierne. Fremviste et sort foto af prostitutionen i Danmark. Jeg blev hende som krævede respekt. Nægtede at føle skam. Luder, duk dig! Nej! Jeg holdt stand. Jeg krævede at blive set som og kaldt kvinde.

Jeg opdagede hvor mange mennesker min stemme dækkede over. Talte for. At jeg er unik kun fordi jeg magter at tale om dét, der lagde os øde.  Skammer kvinder ned. Slår dem ihjel. Det var chokerende at opleve hvor ensomt jeg stod. Står.
Og ingen fatter omfanget af hvor farligt det er, at tale mod myten om danske kvinders promiskuitet.

Se selv! De kvinder som sælger sig selv i medierne, som frie sommerfugle. Altid opmærksomme på maskulin seksualitet, der skal mættes. De er populære! Og kan tjene penge på det brand.
Brandet prostitution er same matter. Ingen truer en god business uden 'repressalier'.

Men jeg talte. Fordi flere af mine veninder er døde. Andre meget syge. Og andre igen har forståeligt nok, valgt 'at glemme dengang'. Jeg kunne bare ikke forlade det, uden at gøre opmærksom på hvor fatalt miljøet er. At prostitution er et ansvar vi alle bærer. Modsat det som sker. At ingen vil bære noget. Så kvinderne på lagnet bærer det hele.

Anyway, de som har evnerne, bærer pligten. Efter ti år, mener jeg min pligt er opfyldt. Jeg bærer ingen gæld. Andre tager over. Jeg hører heldigvis mine ord, i andres munde. Det var mit mål. Mission accomplished.

Min tid er inde til at bruge mit liv anderledes. Min livsstil fra fatalt fængsel byttet ud med livet i frydefuld frihed. Tak!

Alligevel blev jeg syg. I sommer.
Men jeg nægtede at se mig selv som syg! Siden jeg var barn har min ryg været ødelagt. Jeg har trænet og fået behandling hele mit voksne liv. For at holde mig stærk. Og min ryg så intakt som muligt.
Da smerterne først satte ind, holdt jeg dem i strakt arm foran mig.
- Det er bare de vanlige rygsmerter. Lad os nu bare nyde sommeren!
Og grundet min alt for høje smertetærskel, gik tiden.

Sommerferien sluttede, smerterne fortsatte. I september krævede det bare et enkelt blik.
- Du har smerter, hva´! konstaterede min veninde.
Helt uhørt. Normalt kan man ikke se, når jeg har smerter!
Tre dage før jeg blev akut indlagt, havde jeg et job på Østre Gasværk. Stod foran et par hundrede kvinder for at tale om spiritualitet. Om hvordan den har reddet mig gang på gang.

Jeg er vant til altid at lande på alle fire. Nok medtaget. Måske med brækkede knogler eller forreven hud. Flænset hjerte eller tanker i usammenhængende rækker.
Og jeg lander også denne gang.

Når man skriver offentligt om smerte og sygdom. Udstiller hvad der foregår bag den spejlende facade. Så dukker andre mennesker op, med smerter. Lidende.
Det skete da jeg talte om prostitution. Og det sker nu. Og igen er jeg chokeret over at opdage, hvor mange! Der knokler for at få lov at blive behandlet. Eller blive behandlet med værdighed. Sig mig, er det blevet et fremmedord inden for sygehusvæsenet?

Jeg er ikke Superwoman. Eller 'Bimboparadis'. Ingen amazone. Bare Odile.
Som ved der er en mening med alt. At alt hænger sammen. Og at jeg  ikke altid kan se meningen i nutid. Retroperspektivet holder mig fast. Spiritualiteten.

Der er bare dage hvor jeg dykker. Højlydt jamrede. Andre dage må humoren tage over. Andre alvoren. Og sådan cirkulerer jeg her i Kongeskibet.

Men jeg får også tænkt over, hvad jeg skal ude i fremtiden. Når den her tid er ovre. For der bliver et ovre. Fini. Ende. Slut. End.