Aldrig nogen sinde før, har jeg været så stille.

 'Det er langt fra
altid
vi forstår hvad vi ønsker.
Det kommer i
en anden form
et andet udtryk
end vi troede.

Vi bliver utrygge
'Hvad gør jeg nu?'
'Hvorfor skulle dette ske?'
'Hvis bare...'

Vi fanges i
hvad vi tror er tryghed:
Behovet for at planlægge livet.

Jeg si´r:
Slip det!
Sæt det fri
Og du bliver fri!

Vor største frihed
er blot
at være'

Sådan lyder min status på Facebook  i dag.

Og den kommer selvfølgelig af min egen situation pt, hvor jeg funderer på om jeg skal sige ja til en tredje ryg-operation inden for et år.

Det er sindssygt voldsomt at tænke på - bare de to første har været svære at sige ja til.
Jeg skulle helt derud hvor jeg blot lå, uden at kunne række ud efter glasset med væske, fordi bevægelsen gjorde sindssygt ondt, før jeg tillod en operation at komme ind i mit liv.

Jeg husker jeg lå på 14. dag på hospitalet, med stigende dosis smertestillende. Og det blev blot værre og værre. Jeg befandt mig i et smertehelvede jeg kun kan sammenligne med at være i den værste del af en fødsel. Blot stod det på over uger.
Til smerterne lagde mig stille.

Skulle jeg der have visualiseret mig ud af smerterne og blevet rask?
Ja, måske. Det ville være en smuk fortælling. Et mirakel.

Men det evnede jeg ikke. Min fysiske krop, skreg på at jeg skulle mærke den. Efter alle de år, uden at mærke den overhovedet. At have ladet den knægte, kontrollere og knække, for at føje min trang til kontrol og flygten væk fra en opvækst, ungdom og starten af voksenliv, som blot var .. Ja, var alt andet end normalt, trygt, glædeligt.

Så kom anden operation i spil. Smerterne var ikke som ved første. Men slemme. Og mit handicap var vedholdende. Som et greb mere fat om krykkerne end mine egne hænder. Jeg løb ind i en massiv mur af; 'det her er større end dig Odile! Her står du for første gang i dit liv, hvor du ikke kan fixe det! Du kan ikke ordne det her!'
Efter at have overlevet alt, og fået et godt liv. Alle som kender mine bøger og hørt/læst interviews ved, hvad jeg har klaret.
Så stod jeg nu der. Helt stille! Alrig nogen sinde før, havde jeg stået så stille.

Så jeg lagde mig til næste operation. Og hvad der havde været en slem oplevelse på et offentligt hospital, blev i den grad opvejet af et utraumatisk forløb på et privathospital.

Og noget hjalp.
En smidighed kommer igen, et ben der kan løftes så jeg kan få bukser på.
Strømper. Endog sko også.

I takt med min fysiske genoptræning, har jeg opdaget en spirituel og mental udvikling.
Eller afvikling.

Alligevel holder smerterne fat i mig, som et skruestik.
'Hvad er det jeg skal forstå?!' Har jeg stået og stirret mig blind ind i et vandfald af forvirring.
'Har jeg ikke givet nok slip på mit liv?'

Når smerterne er for slemme, spalter de min hjerne så den ligger spredt over stuegulvet og jeg kan ikke engang svare på om jeg er sulten. Eller mæt. Da ved jeg intet. Kan intet. Da ønsker jeg blot at nogen skal hjælpe mig. Bringe min krop til ro.
Da ved jeg, at jeg skal tage mod den hjælp lægerne kan tilbyde.

Og det føles som at give slip.
Slippe en sidste del af min gamle identitet. Afvikle endnu et lag. Det lag jeg først kender til nu hvor jeg har lagt de andre lag af.

For jeg afvikler, afvikler og afvikler. Mens jeg ser andre bygge til. Sætte oven på. Tage tilløb til mere.

Skræmmende? Ja, som ind i helvede! For pludselig er syd ikke længere syd, men nord.
Så derfor bliver jeg nødt til at afvikle endnu mere! Afvikle som ind i himlen.

For jeg ved - og det kommer, som den dybeste vejrtrækning helt ned i mellemgulvet, næeh, endnu længere ned  - at jeg skal afvikle og afvikle og afvikle. Stadig. Til jeg er tryg.

Smide hver en egocentrisk tanke.
Hver en narcissistisk ambition.
Slippe forestillingen om hul succes.
Lægge behovet for andres anerkendelse bag mig.
Farvel til at løbe så stærkt ud af døren, at jeg glemmer at tage mig selv med mig.

Vær stille!

Være så stille at jeg frygter for, at min stemme tørrer ind i glemslen!
Slippe alt.
Og lidt til.

Jo mere frygt der kramper sig ind om min rygsøjle, jo mere slip skal jeg give.

Vær stille!

I min stilhed åbner det sig et nyt billede.
En ny verden. Et nyt liv.
Det ved jeg -  i min vejrtrækning.
Når jeg slipper frygten.
For livet.
Døden.

Da står jeg helt stille.
Først da.

Først dér
sker skabelsen.
Ægte.
Sandt.