02 03 04 ODILES BLOG: Farvel til håbet. 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Farvel til håbet. 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

lørdag den 29. september 2012

Farvel til håbet.

Jeg har brugt det sidste år, til at aflægge mig lag på lag på lag, af tillærte funktioner.
Funktioner som vi alle lærer i vor opvækst og som er fornuftige nok. For eksempel ambitioner om hvad vi skal. Og hvordan vi skal det.
Det har været een lang bevægelse, som et næsten evigt slør, der roligt blev afviklet min krop.
Til en start var sløret dybrødt, som jeg. Og et smukt ydre til at møde verden med. Det både glædede mig, og verden.
Og pudsigt nok var det ikke smerteligt, med nærmest ynde, at løfte et lag. Så et lag mere og endnu et lag. Og hele tiden, flere lag. Det var ikke det, at tage det smukke slør af, der smertede mine knogler.
Det var det, at jeg havde rendt rundt, som i al for hårdt ridt. Uden at kunne standse mig selv. I tide.

Efter nogen tid, blev sløret mindre, mindre, mindre rødt. Det blev aldrig lyserødt. Bare mindre rødt og jeg slap alt det, jeg troede jeg skulle være. Eller nej, jeg tror nok jeg slap alt det, som jeg som barn havde drømt om at blive. Og også var blevet.







I et langt stykke af mit voksne liv, fandtes ingen modstand mellem dén kvinde jeg som barn drømte om at blive og den jeg blev: forfatter og psykolog.
At leve et liv med ord. Skrive, skrive, skrive. Bøger, klummer, indlæg, debat. Skriv for dit liv! Det var og er, min største drøm.
Og jeg blev psykoterapeut, præcist som jeg så jeg skulle, som barn.


Men det ændrede sig.Ved ikke hvornår det ændrede sig.
Jeg holdt op med, at ville være den kvinde, jeg havde ønsket at blive som barn. Den spirituelle udvikling jeg er midt i, har ændret (mig) meget.


Min spiritualitet er altid med. Uanset om jeg bruger den bevidst eller ej.
Folk kan blive raske ved at være i samme rum som jeg, uden at jeg sætter fokus mod dem eller det. Jeg ved, når ubehagelige hændelser skal ske - ind i mellem bliver jeg fysisk dårlig, mens jeg afventer det sker.
Jeg har ingen magt til at ændre noget som helst. Blot afvente.
Jeg kan være i mange verdener og jeg kan være i denne udelukkende, svært begrænset til min rationalitet kun.

Dén spiritualitet blev sat i *highspeed-udvikling*, i samme øjeblik mine fysiske rygsmerter blev så ulidelige, at jeg skreg mig ud af mig selv, for cirka et år siden.

De sidste dage inden den første operation, hvor jeg havde droppet mad og væske, bad jeg til mit højeste Selv, om at blive reddet. Om at en kirurg ville dukke op, for at hjælpe mig. I min bøn fik jeg det syn, at kirurgen var en kvinde. En time efter, kom en kvindelig kirurg for at operere mig.

Efter operationen, aflagde jeg flere og flere slør. Næsten uden farve var de.
Og jeg kom længere ind i mig selv. Og længere ud i universet. Jeg mistede ingen jordkontakt.
Fandt ingen luftige dimensioner, der kunne holde mig deroppe.
Men blev blot liggende. Sejlende i mit 'Kongeskib'. Min nye seng som blev installeret her midt i stuen, for at jeg kan være i kontakt med familien, når de kommer hjem fra deres skole og arbejde.

Næsten et helt år i isolation. Her. Tid til tanker. Meditationer. Syn.

Den tid jeg havde manglet før, ligger nu foran mig, som et nystrøget damaskdug. Mine 'klodselige' bevægelser er en stærk kontrast til den smukke vævning.
Men jeg stryger let hen over himlens skiftende farveglans, i mine daglige meditationer.

Jeg lærte, for hvert lag der gled af, den lære jeg var blevet vist for over tyve år siden.
Dengang jeg besøgte en anden Seer. Hun havde på selv samme damaskdug dækket op for mig, så jeg kunne se mine evner. Hvordan jeg kunne tage dem i brug.Træne dem op. Acceptere dem i mig og mig i dem. Og især, og sværest af alt, give afkald på mit menneskelige egocentriske ego.

- Det kan man da ikke, Odile! Det er umenneskeligt! får jeg som svar igen og igen, her i den fysiske verden.
Ja! det er det, u-menneskelig lære. Uanset er det den lære, jeg er stillet over for. Hvorfor mig? Mig, som har så alt for meget af det latterlige, krumspringende ego. Hvorfor ikke et andet menneske, som bærer større kærlighed og ydmyghed i sig end jeg? Jeg ved det ikke. Oprigtigt? - så forstår jeg det ikke.


Da jeg mistede min førlighed sidste efterår, var det intet problem. For jeg havde så meget at udforske, både fysisk og spirituelt. Genoptræningen; at lære at gå som et lille barn. Det var magisk - også selvom jeg ikke lykkedes. Mine besøg i det varme bassin blev dybt symbolske og guddommelige.

Min sidste bassintur var i tirsdags. Og selv dér, hvor jeg allerede var helt udmattet, og havde givet slip på mere end jeg anede muligt, fandt jeg i glimt, præcis den følelse.
Som, at hvis bare jeg holder fokus på hvad vandet, kroppen, bevægelserne og spiritualiteten gør i eet, så finder jeg det! Dét! der skal være i stedet for slørets tusinde lag.

Jeg har ingen slør tilbage. De sidste blev trukket af. Det gjorde ondt. Meget.
For i det var håbet.



- Hvilket håb? Du kan da ikke slippe håbet?! Uden håb kan man ikke leve! si´r du nok oprørt
Men det var håbet knyttet til det liv, jeg havde. Dét jeg ingenlunde ønsker.

- Hva´så?
- Ved ikke...
- Hvad mener du med 'Ved ikke..'
- Ved ikke....

Ved ikke hvaffor håb der så er.
Det er de sidste dage inden den tredje operation i dette mærkværdige år.
Ved du hvad? Faktisk bryder jeg mig så lidt om at tale om smerte længere.

Førstedelen af mit liv blev brugt på at nedbryde mig, torturere mig og seksuelt misbruge mig.
Jeg brugte derfra mange timer, penge og kræfter på, at blive m.i.g.! Odile Poulsen.
Da det var lykkedes, begyndte jeg at fortælle Danmark om hvilke skader der gøres mod børn, i det usagte. Det gik den næste del af mit liv med. Jeg talte og talte, men lyttede også. På alle de kvinder og teenagers, der havde lidt så umenneskeligt.

Jeg ønsker at skrive & tale om andre ting. Nu.


Om et par dage, skal jeg have skiftet en lændehvirvel.
Jeg har brugt alle mine jordiske og alle mine spirituelle kræfter på at blive rask.
Men jeg fejlede. Jeg kan ikke mere. Har intet mere i mig.

Lige meget hvad der sker, vil min drøm altid være, har altid været,
 at skrive.
At få lov at skrive ud til hele verden.
Om alt det jeg ved. Om spiritualiteten i mig.
Om det spirituelle uden om mig.
Alt det jeg har set, erfaret. Forstået, levet.
Oplevet. Mistet, tabt. Strabt efter.
Om hvordan jeg øver mig i at slippe, det egocentriske ego der spærrer for spiritualiteten.
Skrive om min lære.
For hvor meget den end har sit udspring i mit levede flesch & mine åndelige svipture, er læren ingenlunde forbeholdt mig. Kun.

Jeg har ingen anden drøm.
Ingen anden drøm.
















Etiketter: , , ,

2 kommentarer:

  • Klokken 30. september 2012 kl. 13.12 , Blogger delfina sagde ...

    Kæreste søde Odile, tak fordi jeg måtte læse det. Du er i sandhed Universets/Guds elskede barn og bagefter menneskets. Jeg er glad for at kende dig igennem Facebook, elsker dine digte og dine holdninger. Da jeg selv fik en alvorlig sygdom råbte jeg også i desperation og jeg var ikke klar over at det var mit Ego jeg kastede op. Pludseligt indså jeg at "sygdom" var blot et abstrakt begreb skabt af menneskets begrænset intellekt. Jublende sang jeg:"Sygdommen er en illusion, den findes ikke i virkeligheden..."Siden den dag blev jeg fri. Gud velsigne dig, kæreste Odile!

     
  • Klokken 30. september 2012 kl. 15.33 , Blogger Odile sagde ...

    Delfina;

    Jeg elsker! når jeg møder andre med universet i hjertet, stjernerne i øjnene & fødderne dybt i jorden.

    Tak! for at du kan følge mine tanker.

    Og så; jeg er meget, meget, m.e.g.e.t.! nysgerrig på at vide mere om din historie. Hvad skete der?

    For ja, det er en illusion. Alligevel forstår jeg det ikke så langt ind i mine knogler, at de lukker deres brud.

    Hvor er det spændende at du sådan skriver til mig.
    Må jeg be´ om mere?;-)

    Love, O

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start