'Tænk! dig rask' Det er så let at sige!

Det er aldrig sket før,
at jeg har været så træt.
Jeg kan næsten ikke bære mig selv
længere.
Læner mig tilbage, lader som om, intet er.
Kun en væren som intet kræver.

Jeg har det som om, mine hænder var fulde
 lige før,
af alt det jeg skulle nå.
Alt det vigtige, jeg måtte vise.

Men i samme nu jeg ser på dem,
er de tomme.
Gør det noget? spørger jeg mig selv

Jeg ved godt folk si´r
'Du kan tænke dig rask!
Du skal give slip, så bliver du fri!'

Jeg har også selv sagt noget
i den stil
uden at vide selv hvordan det er.
Jeg mener,
virkelig
er...

Engang talte en lærer
med forført sødme i sit blik, om en munk der sagde;
'Jeg tilgiver mine bødler at have udsat mig for tortur!'
'Se! Det er tilgivelse! Se! Dét er stort!' sagde min lærer.

Jeg vidste bare, at han aldrig
havde kendt til,
at tilgive.

Ja, undskyld, hvorfor lyder jeg så bitter?
Jeg ku' sige det er den træthed, som ingenlunde klæder mig.
Det er bare..
folk si´r så meget.
Men hvem lever det selv?

Det kan blive så fortvivlende respektløst,
at folk  si´r andre, skal gøre mirakler.

Især når de ikke selv vedkender sig
deres 
eget lys.

Alligevel er det sådan jeg gør.
Slipper alt.
Tilgiver alt.
Tager imod.

Og føler mig så ene,
som aldrig før.

Jeg bliver nødt til at leve
dét, jeg siger.
Være de ord
jeg skriver.
Ordene jeg taler.

Jeg er mine ord
For hvis ikke, er
jeg intet.

Der er ingen ord
der beskriver
hvordan det er at blive handicappet.
Eller være krøllet sammen
af smerter.
Jeg håber du vil bære over med mig:
At jeg har lyst til, at du bærer mig.

'Jeg vil ikke mere!' råber jeg og tramper i jorden,
og rykker endnu nærmere.

Jeg tilgiver alt,
lader min fortid
hvile
har ingen kamp længere.
Vil drive med
hvor Solen vil ta´ mig.

Jeg mangler stadig
et stykke vej
før jeg kan. Helt.
Kan være
mine ord.

Det tager tid
at forandres
Så markant.