Lysende og berigende nytår til dig. Og dig! Og dig!

Det er den sidste dag, i 2012. For nogen et smukt år der afgår, for andre kan det ikke gå hurtigt nok, med at træde ind i 2013.

Trods mit indlæg i går, om sorgen. Som trænger sig gennem styrken ved jul og ved nytår, så er jeg ikke desto mindre ganske sikker på, at der vil komme så meget smukt! Så meget rigt! Så stor glæde! Så alsidig udvikling! Så berusende kærlighed! i det nye år. Til dig. Mig. Os.

Livet lærer os hele tiden. Og det er op til os hver og især hvordan vi vil bruge vor erfaringer. Men jeg tror ikke på aleneheden. Det kan nok være nemmere at være single, og ikke blive udfordret af en andens spejl hele tiden. Men vi udvikler os stærkest i relationer. 
Og ja, relationerne kan være livsnødvendige.
Alle har brug for en 'a little help from my friends' her eller der. 
Og jeg ønsker der kommer flere og flere åbne hænder til, her og der.

Sorgen kan sagtens ligge side om side med glæden. 
Der er intet sandt, i en rendyrket negativ tanke eller i en rendyrket positiv tanke. 
Det tror jeg ikke på. 

At prædike om, at vi vil få det bedst ved, kun at tænke positivt og fornægte noget som helst andet i os, er en lige så guldbelagt karriere, som at skabe en illusion om, at vi ved at spise som stenalderfolk eller kernesunde autister, vil blive for ever meget unge og helt sikkert meget raske.
Når vi tænker os lidt om, ved vi godt det er en illusion. Men når vi er trængte, køber vi gerne illusioner. Problemet er blot, at den slags trends er for ensidige til at kunne bære et menneske. Og et liv. Man kan heller ikke leve et liv på Nupo. Vel?
 
Der er intet i livet eller mennesket, der er ensidigt. Sort eller hvidt.
Vi kan ikke være det ene uden det andet. Og jeg tror ikke på vi skal vælge. 
Snarere omfavne det, som nu er i os.  
Men! vide, at der hele tiden er et nyt øjeblik, hvor vi kan fange lyset som det springer os i øjnene.

Tiden har lært mig, at det kan være livsnødvendigt at tvinge sig selv til at se lyset! 
Vanen med at famle i mørke kan for mange betyde en indædt overbevisning om, at lyset kun skinner på de få. Aldrig dem.

Det er ikke farligt at stole på lyset! Det kommer no matter what! Om vi tror på det eller ej. Derfor har jeg for længst opgivet at bruge mit liv i tusmørket, men har altid stillet mig på tæer for at blive ramt at solens stråle, når jeg var tynget mest nedad.

Således vil jeg gå ind i det nye år - 
med lyset bankende på min pande.
Kende året bag mig, lade det ligge i min erfarings sø.
Og glædes over alt hvad jeg har nået. Juble over alt det spændende der ligger dér, i 2013.
Lige til at samle op. Eller gribe.
 

Jeg er ganske sikker på, lyset også når din pande. Dit blik.
At 2013 bliver et lysende og glædeligt nyt år.

Vi ses derinde, lige om lidt!






 

Jeg har brug for en hero!

Jul og nytår. Med alt den glans. Stjernelys. Engleskær.  Genbrugspapir, bare for samvittighedens skyld. Overflod og direkte nummer til lægevagten med klager om mavepine.

Nogle banker på døren for at komme ind og andre si´r: 'Her er kun plads til vor egen familie. Det er vel jul!'
Bordellerne har fuldt krudt juleaften ved midnat, hvor alt det pligtskyldige er overstået med den forbandede familie. Udsalget hiver vor hænder op af lommerne og vi kaster hadegaverne over disken, mens vi skriger på en bytter!

Børnene er snart det reneste vi dyrker ved julen, og så snart vi har spoleret dem med et forbrug af unødvendigheder, beskylder vi dem for at være forkælede og ligeglade.
'Tænk dog på stakkels bedstemor, som da ikke kan gøre for hun er så gammel, så hun kommer til at købe tøjet et par numre for lille! Du ka´ da i det mindste lade, som om du er glad!'

Nøjr, hvor jeg lyder sur, hva´?

Jeg er sorgfuld. Og uanset jeg så meget, har prøvet at pakke sorgen ind i en bred, rød silkesløjfe, så brast den kort efter julenat. Så prøvede jeg igen, med en snor af lilla silke. Den knækkede da vi nåede 27. december. Og i dag, aftenen inden det store goddag til det nye år, orker jeg ikke rigtigt pakke noget væk.

Jeg har så meget at være taksam for. Og dyrker glæden hver dag. Trænger skyggerne på vej, med min vilje til glæde. Og liv. Der findes dog stunder. Som nu. Og som oftest vinder pladsen over glæden.
Altid ved juletid.

Det er sorgen over dem, jeg har mistet. De træder frem som stemmer og ansigter. Sætter sig på de tomme stole rundt om julebordet. Det er kun jeg som ser dem. Mærker dem. Og længes som et barn efter dengang, de stadig var hos mig. Jeg taber mig selv, hvis jeg lader som om jeg klarer mig bedst uden dem.

Resten af året går det fint. Fødselsdage og andre særlige dage, da fyldes jeg rigeligt af børnene. Og manden. Min egen skabte familie.
Det er kun til jul. Og ved det nye år.

Hvert år skal jeg sige farvel.
Uanset hvor umuligt det end var. Hvor mange illusioner jeg bandt mig selv fast til dem med. Lige meget hvor store forestillelserne var. Eller hvor meget jeg måtte bide i mig. Skære mig selv ned. Så vil jeg gøre det hele igen. For at få lov, at være ved dem. Bare den ene stund.

I år gør det fandens ondt. Jeg er fysisk skrøbelig. Ude af stand til at bevæge mig frit. Det kræver flere kræfter end jeg har, at være med til jul og nytår. Det giver en grundlæggende stemning af at være ved siden af alle. Ikke at være en del af, men en der ser på. Ude fra.
Ruden mellem os er kun synlig for mig. Andre si´r det er noget pjat. Jeg er jo altid velkommen i deres hjerter. Stadig har sorgen en rum af dens eget, som ikke lader sig ophæve. Erstatte af andres ord.

Jeg skriver mit indlæg fordi jeg ved! jeg langt fra, er den eneste, der føler som jeg, i den tid som er nu.
 Ligemeget hvor meget en powerwoman jeg er resten af årets dage og højtider, så er jeg det ikke lige nu. Jeg orker ikke skamme mig over min skrøbelighed. Men vælger at dele den offentligt. For det er det eneste der giver mening. Og lindring! At lade andre dække sig i mine ord.

Alle I, som har det som jeg. Jeg siger det højt for jer! I som bærer et hul lige dér, hvor de kære engang sad. Alle I som er afviste. Forliste. Som gik den gale vej. Jer der fik nok, men aldrig fandt til ro igen. Jer som knak. I følsomme. Jer kunstnerne. Jer hvor i ensomheden bor, om det kun er for een dag.
Men også for mig.
For jeg har brug for en helt.
Præcis lige som I!

Tiden er inde for stjerne status... Og et ønske om en smuk, smuk jul!

 Det suser med stjerner her og der og alle vegne!
Alle steder vi ser hen, hænger de i vinduer, private som butikker. I potteplanter. På gader og stræder. Hos tandlægen, i tv´et. Og på himlen!

Jeg elsker stjerner!
Ikke stjerner som en trendy tatto-stil der har afløst de tidligere tribal-tattos. Heller ikke dem på filmslærredet. Eller i radioen. Men stjerner, sådan på himlen!
Lyset, styrken, følelsen af overmagtens mægtighed. Og følelsen af at være en del af.

Selv er jeg ingen stjerne. Og det forstærker blot mit søgen efter stjernelyset. Og derfor hænger de og dingler i mine ører! I form af to stjerner lavet af Georg Jensen. Og som butikskæden Inspiration pakker deres julegaver ind med i år. Det er de smukkeste juleøreringe jeg nogensinde har haft!

Min første og næsten eneste, konsultation hos en klarseer for de der små fem og tyve år siden, åbnede mig for min egen aura. Og for hvad jeg skal bruge mine evner til. Som nogen af jer ved, har jeg arbejdet lidt professionelt med det, men det er først her under mit lange sygdomsforløb, at jeg begynder at tage den lære helt ind, som jeg fik vist dengang.
Og jeg arbejder stadig med den. For det er en lang og umenneskelig lære. Jeg kan også bare lade den ligge, om jeg vil. Men jeg vil godt! ;)
Jeg vil gerne være i den skikkelse og den kontakt. Uanset jeg skal lave mig selv om, på utroligt mange områder:-)

Og det bliver også mit arbejde i det nye år. Uanset hvor længe jeg er syg, vil jeg udvikle mig i min spiritualitet. Og jeg vil åbne mig for verden og verden for mig, omkring det jeg erfarer.

Der er altid så mange ideer. Tanker og ting jeg gerne vil. Jeg sprutter af dem. Hvor meget har jeg ikke noteret ned, at jeg ville lave? Arbejde med? Som jeg pga. smerter og handicap ikke har kunnet gøre.
Og siddende her, ved enden af året, og hvor jeg ser tilbage på det vildeste smertehav jeg nogensinde har været i så længe, så forstår jeg, at jeg gennemlever noget fuldstændigt umenneskeligt. Og det ligger uden for min egen fattevne, at jeg kan bære det.

Der er meget jeg ikke kan forklare. Det er bare. Og det har jeg overgivet mig til som ganske ung. Og jeg må igen og igen, gentage det for andre, når jeg fortæller om mit liv. Det er uforklarligt!

Så jeg dropper ordene, og bare nyder de dersens stjerner. Hvert et lysende mirakel. Hvert et guddommeligt skridt på himlen. Hver en smuk gave til os, når som helst vi ønsker at tage imod.

Jul er ikke bare jul, fordi det er cool, eller fordi Jesus viste os sit allermest umenneskelige offer. Det er også jul fordi vi varmes i lyset. Og i lyset findes kærligheden.
Lys og kærlighed.
Vi er alle eet.
Skabt af eet.

Hvad..eh.. går du sådan rundt og er lidt småspirituel?

Jeg tænker meget over begrebet 'spiritualitet'.
Ud fra hvordan jeg selv lever med det. I kontrast til hvordan andre tænker det.

Fx. har jeg altid følt at det jeg kan se ind i fremtid, fortid. Andre liv, og andre dimensioner og sfærer. Og det at jeg kan heale; det har for mig altid været min spiritualitet.
(I hvert fald siden jeg lærte at sætte ord på det, jeg oplevede.)

Nu er det så blevet grænsende til trendy, at være spirituelt orienteret. Og jeg opdager at man kan lave spirituelle uddannelser uden at man selv praktiserer fx. meditation, healing, klarsyn eller andet. Men at det at tænke positivt og at man tror på filosofien i The Secret, er spirituelt. Og spirituelt nok til at lave uddannelses-forløb.

Jeg mener ikke det her ironisk eller nedsættende! Tværtom er jeg enormt nysgerrig efter at forstå hvad der sker i tiden.


Så bliver jeg vildt nysgerrig - hvad er spiritualitet?
Og er det mere korrekt at spørge, hvad er spiritualitet for dig? At det er noget vi selv definerer, mere end det er et fælles begreb.

Jeg ved her er mange her blandt mine venner, som praktiserer alternativ behandling fx. Eller lever efter en alternativ livsfilosofi etc. Og selvom det er et stort spørgsmål, så vil vildt gerne høre hvad du tænker om det!;-)