Jeg har brug for en hero!

Jul og nytår. Med alt den glans. Stjernelys. Engleskær.  Genbrugspapir, bare for samvittighedens skyld. Overflod og direkte nummer til lægevagten med klager om mavepine.

Nogle banker på døren for at komme ind og andre si´r: 'Her er kun plads til vor egen familie. Det er vel jul!'
Bordellerne har fuldt krudt juleaften ved midnat, hvor alt det pligtskyldige er overstået med den forbandede familie. Udsalget hiver vor hænder op af lommerne og vi kaster hadegaverne over disken, mens vi skriger på en bytter!

Børnene er snart det reneste vi dyrker ved julen, og så snart vi har spoleret dem med et forbrug af unødvendigheder, beskylder vi dem for at være forkælede og ligeglade.
'Tænk dog på stakkels bedstemor, som da ikke kan gøre for hun er så gammel, så hun kommer til at købe tøjet et par numre for lille! Du ka´ da i det mindste lade, som om du er glad!'

Nøjr, hvor jeg lyder sur, hva´?

Jeg er sorgfuld. Og uanset jeg så meget, har prøvet at pakke sorgen ind i en bred, rød silkesløjfe, så brast den kort efter julenat. Så prøvede jeg igen, med en snor af lilla silke. Den knækkede da vi nåede 27. december. Og i dag, aftenen inden det store goddag til det nye år, orker jeg ikke rigtigt pakke noget væk.

Jeg har så meget at være taksam for. Og dyrker glæden hver dag. Trænger skyggerne på vej, med min vilje til glæde. Og liv. Der findes dog stunder. Som nu. Og som oftest vinder pladsen over glæden.
Altid ved juletid.

Det er sorgen over dem, jeg har mistet. De træder frem som stemmer og ansigter. Sætter sig på de tomme stole rundt om julebordet. Det er kun jeg som ser dem. Mærker dem. Og længes som et barn efter dengang, de stadig var hos mig. Jeg taber mig selv, hvis jeg lader som om jeg klarer mig bedst uden dem.

Resten af året går det fint. Fødselsdage og andre særlige dage, da fyldes jeg rigeligt af børnene. Og manden. Min egen skabte familie.
Det er kun til jul. Og ved det nye år.

Hvert år skal jeg sige farvel.
Uanset hvor umuligt det end var. Hvor mange illusioner jeg bandt mig selv fast til dem med. Lige meget hvor store forestillelserne var. Eller hvor meget jeg måtte bide i mig. Skære mig selv ned. Så vil jeg gøre det hele igen. For at få lov, at være ved dem. Bare den ene stund.

I år gør det fandens ondt. Jeg er fysisk skrøbelig. Ude af stand til at bevæge mig frit. Det kræver flere kræfter end jeg har, at være med til jul og nytår. Det giver en grundlæggende stemning af at være ved siden af alle. Ikke at være en del af, men en der ser på. Ude fra.
Ruden mellem os er kun synlig for mig. Andre si´r det er noget pjat. Jeg er jo altid velkommen i deres hjerter. Stadig har sorgen en rum af dens eget, som ikke lader sig ophæve. Erstatte af andres ord.

Jeg skriver mit indlæg fordi jeg ved! jeg langt fra, er den eneste, der føler som jeg, i den tid som er nu.
 Ligemeget hvor meget en powerwoman jeg er resten af årets dage og højtider, så er jeg det ikke lige nu. Jeg orker ikke skamme mig over min skrøbelighed. Men vælger at dele den offentligt. For det er det eneste der giver mening. Og lindring! At lade andre dække sig i mine ord.

Alle I, som har det som jeg. Jeg siger det højt for jer! I som bærer et hul lige dér, hvor de kære engang sad. Alle I som er afviste. Forliste. Som gik den gale vej. Jer der fik nok, men aldrig fandt til ro igen. Jer som knak. I følsomme. Jer kunstnerne. Jer hvor i ensomheden bor, om det kun er for een dag.
Men også for mig.
For jeg har brug for en helt.
Præcis lige som I!