Feberforvildelser

I går ringede læren fra Lukas´ skole, ca. en time efter han var mødt;

'Ja, jeg står her med Lukas, som ryster og har ondt  i maven...'

'Jeg kommer med det samme! Altså det tager jo lidt længere tid, nu hvor vi er flyttet!' min dårlige samvittighed udelukkede al videre snak.

Efter femogfyrre minutter var jeg endelig fremme. Knæler ned ved min søn, som pludselig er så lille, på trods af hans hættetrøje, stramme bukser og de nyeste Pumasko. Han begyndte bare at græde, sådan helt nede fra mavens dybeste. Det gør han sjældent ( ja jeg synes jo for sjældent -  typisk for en psykoterapeut). Og jeg kyssede og kyssede og kyssede lidt mere, på han brændende febervarme hoved og pande. 

'Så kan jeg ikke lege med Anton i dag?!' hulkede han og håbede lige for en kort stund, at jeg ku' få det hele til at blive godt. I stedet måtte jeg slæbe ham med ud på en gåtur til toget og senere op på cyklen som jeg trak gennem gaderne, inden han endelig ku´ give efter for trætheden hjemme på sofaen. Han strøg ind og ud af søvnen, med feberen lige så loyalt klistret på sig som sin skygge på en solskinsdag.

Kinderne helt højrødt blussende.

'Niels, jeg læste på fritten i går, at der er 'lussinge-syge' i omløb!'

'Hvad er 'lussinge-syge?'

'Altså, det er vist en børnesygdom. Man får den kun een gang. Vist også noget med gravide... Nå, men høj feber og noget med at kinderne er helt røde. Altså, ligesom man har fået en lussing!'

'Han har jo tit røde kinder..'

Hørlig suk inden jeg sagde:

'Ja, men har har jo over 40 i feber' og skridtede ud af stuen, fornærmet over min mand ikke har det med, at blive lige så hurtigt oprørt som jeg, over vores søn, når han bare ligger dér og brænder.

Da Lukas var seks måneder, fik han sin første nyrebetændelse og sin første hospitalsindlæggelse. Det viste sig så. at han er født med en nyrefejl. Han var i behandling til han var cirka to år. Jeg har aldrig helt sluppet frygten for, at han får tilbagefald. Og feber er det symptom vi skal reagere på. Men o.k. altså, det er sgu lettere hysterisk, at jeg endnu efter syv år, hver gang han har feber, tænker om det nu er brudt ud igen. På trods af at han kontrolleres hvert år, og det ser roligt ud.

Anyway, jeg fik driblet mig selv ind i seng, Lukas sov i den store seng ved siden af mig, Niels måtte ind på gæsteværelset for natten. Efter at have set både 'De skrigende halse' og Angora-drengene, skvattede vi begge i søvn; Lukas af feber og jeg af sovemedicinen. Fauli's 'Deroute' blev optaget til næste dags morgen-underholdning.

Og selv om sovemedicinen gør at jeg kan få mindst fire timers uafbrudt søvn, hvilket er umuligt uden, så brød Lukas´ gråd og råben gennem den kemiske drømme-mur , vækkede mig og jeg så ham ligge stirrende frem for sig - fægtende med arme og hænder.

'Mor, mor - skynd dig, uhhh, ta dem væk - de er der! Skynd dig!'

'Hvad ser du, skat - hvad er det?' Hvorfor ser han så vild ud i øjnene? Jeg registrerede at han sov, at det måtte være vildelse og at han var midt i et mareridt. 

'Kan han høre mig? Se mig?'

Han både mumlede og skreg tilbage til mig, men jeg fattede ikke hvad han mente. Alligevel fik jeg jaget det farlige væk og hyssede ham;

'Nu er de væk, jeg passer på dig. Det er ikke farligt mere!' - lagde min arm over hans bryst.

Ja, nu pustede han stille og roligt.

 'Pew' sagde han igen og igen. Lukkede øjnene, sov sådan på almindelig vis. En tid.

På den igen - jagtede flere farlige vildelser. Nu var vennerne også i fare:

'Mor, skynd dig, uhuuuuu.... få fat i mine venner! Få dem med herind! Inden det er for sent!'

Jeg råbte: 'Kom her!' og hviskede til Lukas:

'Nu er alle i sikkerhed, nu kan du slappe af!' han både hørte og mærkede mig igen. For en kort stund, så var vi på den igen.

Til sidst brød lyset frem. Jeg hviskede til ham; 

'Skal jeg åbne for persiennerne, så lyset kommer ind til os?'

'Ja!' hans stemme var en hviskende klynken, min lille dreng. Trætheden var mastodont, for os begge, men nu holdt kemien op med at virke hensigtsmæssigt. Lukas fik endelig ro, og sov tungt i fire timer. Jeg var efterladt i mit eget søvnmønster, som ikke tillader at end halve timers søvn ad gangen.

Da han tumler ud af sengen kl ni i formiddags, sidder jeg i flager og holder mig fast på en kop stærk kaffe.

'Godmorgen min skat. Hvordan har du det?'

'Bedre..'

Han sætter sig ved siden af mig og vil straks vide hvad Fauli´s ny tv-serie er for en. Jeg sidder midtvejs i den, stor underholdning. Vi aftaler han kan se den forfra, når den slutter om lidt.

'Kan du huske i nat?'

'Ja, du fik mine venner med i sikkerhed!'

Han vidste det godt - hvor syret!'eg bladrer tilbage til mine egne feberdrømme som barn. husker ikke at have haft vildelser, men masser af feberdrømme, med psykodeliske mønstre og følelser jeg blev fanget ind i.

Nå, det var en hård nat. Nu er feberen nede på de almindelige otteogtrediveognoget, jeg har indkøbt min næste pakke sovemedicin. Og i morgen er der en børnefødselsdag, et kaffesalon-job og et hus der skal berøres  af flere kærlige hænder. 

Og så var det vist bare en omgang helt almindelig omgangssyge, måske foranlediget af; efter-vi-er-flyttet-stress-reaktion.

Forlorne lugte af fanatisk helse

Her til formiddag, skulle jeg lige rundt og handle lidt - bl.a. forbi helsekostbutikken efter røgelse (jeg er storforbruger her i det  hus!!)

Jeg har været derinde een gang før, hvor jeg bemærkede at indehaveren havde ret skidt ånde. Ret skidt! Som i; 'nok fordi han børster tænder i noget natur-noget, der ikke har kradsbørstige tilsætningsstoffer eller anden kemi, der tager lugten af temmelig sur mave'. 

Og jeg må sige, jeg er ganske følsom for (dårlige) lugte.

Det havde slået mig at han lugtede øv, fordi jeg netop i den helsekostbutik jeg brugte inden vi flyttede, også oplevede at indehaveren havde sur-mave lugt strømmende ud af munden. Hvor mærkeligt er det ikke?

Men altså jeg krammer min uvilje ned bag facaden og holder min opmærksomhed rettet mod røgelsen. Indtil jeg står og skal betale, og jeg bare kan lugte sprut i tykke energier, strømme ufrivilligt over disken. Og butikken er kun lige åbnet.

Det harmoner så skidt med alt,  altså alkohol. Og dælme skidt med økologiske speltvafler og 'spis dig for evigt ung og  få et fantastisk sexliv med i pakken'-bøger.

I det hele taget synes jeg der er en  lidt forkert lugt over meget at alt det her med at skulle gøre det rigtige, på den perfekte måde. 

Lugten er sådan lidt forloren, for man ved jo godt, at inde bag det hele, at man ikke kan gøre sig til et bedre eller mere rigtigt menneske,  i andet end måden man relaterer til verden på. 

Men måske står han i sin butik og drømmer om at ku det hele meget bedre, mens han tyr til alkohol for at kunne holde sig selv ud? Og hvad gør man så, når man har masser af selvhjælpsbøger-og produkter på hylderne, men de ikke virker?!?

Kbh Bymuseum, hjemmeside

’Ex-luder får 1,1 million af Statens Kunstfond til teaterstykke’

Artikel til Kbh. Bymuseum, publiceret 1.4.2008 - ?, på deres hjemmeside ifm tema om prostitution, 

 

Når Ekstra Bladet kalder mig for en luder, sådan som de gjorde med ovenstående overskrift, generer det mig faktisk ikke. Men det kræver en hel del accept af sig selv og følelse af at være et værdifuldt menneske, ikke at blive slået omkuld, når verden ser en som en luder – ex eller aktuel.Sådan har det ikke altid været for mig.

Da jeg var i prostitution, så jeg mig selv som en luder. Som noget jeg var særlig velegnet til, som det man i miljøet kalder for ’den fødte luder’. Jeg kom ind i miljøet fordi jeg stort set kun connectede seksuelt med mænd.

Min kære veninde var lige begyndt at hustle, og det lå som en supernem vej ind i miljøet for mig. Jeg havde i forvejen rigtigt mange ’one-nighters’, og af lige meget hvor mange mænd jeg scorede, så kedede de mig alle sammen. Jeg stod bare tilbage med en tomhed og mangel på et eller andet jeg ikke anede hvad var. Som et hul inden i, jeg ikke kunne mætte eller proppe til. Så tænkte jeg tiden var inde til, at proppe penge i det hul. Det hjalp også. For en tid.

For en tid følte jeg mig værdifuld, når jeg kunne lave mange tusinde kroner på bare en nat. Det så ud som supernemme penge; hurtigt og uden omkostninger. Hvad betød det dog at man skulle have sex med en mand, så længe han var ren, o.k. pæn og ellers ikke var voldsom? Det føltes endog som supernemme penge, når jeg gled ind på taxiens bagsæde om natten for at tage hjem igen, med en taske fuld af femhundrede og ethundrede sedler. Jeg følte mig smart, kæk – ovenpå. Jeg havde styr over det, magt og kontrol, for jeg lavede mange penge på noget, som jeg før havde gået rundt  og uddelt gratis i det københavnske natteliv.

Det var sgu smart, tænkte jeg. Jeg synes jeg var rigtig smart.

Det var godt nok ikke længere mig der udvalgte hvilke mænd jeg skule have sex med ,der var ikke noget med at sige ’nej’. Det havde jeg ellers fået at vide, da jeg startede:

 ’Du kan bare sige nej, skat, hvis du ikke vil!’.

Men når alt kom til alt, så var alle velkomne, for hvis ikke, kom jeg bare til at skylde bordelmama eller alfonsen eller hvem det nu lige var der skulle have penge af mig. Der var altid nogen der skulle have del i de penge som jeg fik af kunden for at stønne liderligt når han pumpede i mig. Escortbureauet, chaufførerne, hotellerne, bordellet eller de blade og aviser som annoncerede mig og mine seksuelle ydelser. Og skylder man penge i miljøet, ja, så skal man virkelig se sig over skulderen.

Det var godt nok heller ikke så fedt, den nat hvor jeg gik ned ad Strøget på vej til D’Angleterre hvor et bachelor-party ventede mig og nogle andre kvinder, i min røde sommerkjole og høje hæle, og et par unge fyre løb forbi mig.

'Der går en luder!’, lød det i forbifarten.

Hvorfor ved jeg ikke, jeg syntes ikke jeg skilte mig ud fra andre kvinder. Men det var en fuldtræffer, lige ind under den hårde skal og ind i det bløde kød.

’Kan man se det på mig?!’ jeg panikkede kort, og så trak jeg endnu en facade ud over den første:

’Ja, og du har fandme ikke råd, kammerat!’

Jeg troede jeg kunne beskytte mig med alle mine facader og illusioner om at have magt og kontrol over mig selv og mændene der betalte for at få lov, at komme ind i min krop.

Og jeg troede også på, at de kun kom ind i min krop, ikke i min sjæl.

Derfor var det i starten ikke noget der føltes farligt, når jeg løj om hvor jeg havde været hvornår og med hvem. Stort set ingen vidste noget om at jeg hustlede, når jeg forlod mit pædagogjob eller min singlelejlighed på det mondæne Nørrebro. Og ingen syntes at undre sig over mine eksotiske rejsemål eller min garderobe som voksede eksplosivt. Men hvordan skulle nogen også det? Jeg løj flittigt om at jeg tjente ekstra penge ved at tage flere vagter som pædagog over for venner og familie. Og over for arbejdet, ja, der ku jeg bare sige at jeg jo have en lav husleje og ingen studielån og så derfor sagtens kunne bruge en masse penge på mig selv. Og det var også rigtigt nok. Ingen vidste bare at jeg hurtigt fyrede mindst 30.000 kroner af om måneden på ingenting.

Jeg købte intet af værdi, men måtte bruge pengene som jeg lavede om natten, for ikke engang pengene, kunne lukke ned i det gabende hul jeg bar rundt på.

Så jeg løj for alle om alt, og løgnene begyndte at tære på min egen selvrespekt. Samtidig med at det begyndte at føles som tab af magt og kontrol, når mændene kom for at købe mig. Eller illusionen Nikki, som jeg skabte for deres penge. Det blev sværere at holde afstand til illusionen om Nikki, som jeg i starten så let havde skabt.Det havde været så let, fordi det lignende alt det jeg kendte til fra min kontakt med mænd siden jeg var en lille pige.

Men det begyndte at gøre ondt, både fysisk og psykisk. Om morgenen, efter en nat med escorten, følte jeg mig beskidt, klistret og ja, bare led ved mig selv. Uanset hvor meget jeg badede, og hvor meget parfume jeg kunne købe mig til, så lugtede jeg bare stadig af mandeparfume. Hverken smøger eller kaffe kunne fjerne smagen af gummi i min mund, og jeg følte mig ikke længere nok i at være en sexkilling, der kunne putte kondomer på med munden.

Det havde været fedt at føle mig høj på penge, høj på at mændene ville betale mig meget igen og igen, for at være sammen med Nikki. Men nu blev det også tomt, og jeg blev træt og ked af, ikke at føle mig som noget værd.

Det var ikke engang sådan, at jeg ønskede mændene skulle kunne lide mig, for jeg blev så træt af de mænd i den periode.

Det handlede pludselig slet ikke om andre og hvad andre ville med mig og tænkte om mig. Nu handlede det kun om hvad jeg ville med mig selv og hvad jeg tænkte om mig. Og da jeg begyndte at se mig selv, vidste jeg, at jeg måtte lære at passe på mig selv. Og lære at holde af mig selv.

Jeg havde aldrig haft respekt for mig selv, men nu mistede jeg også respekten for mænd, uanset om det var mænd som kom for at købe mig eller bare mænd jeg mødte i andre situationer. Og til sidst var det så slemt, at jeg frygtede jeg ville slå en og måske endda slå en ned og ende med en voldsdom.

Det var helt forkert, og heldigvis evnede jeg at gribe fat i mig selv og rive mig ud af den afhængighed jeg havde skabt af de mange penge. Jeg kontaktede en mandlig psykiater, og kæmpede mig tilbage til et liv, hvor jeg kunne mærke mig selv og især, respektere mig selv. Det blev et farvel til prostitutionen og et goddag til mig selv.

 

MIn datter strejker!!

Min datter strejker i dag. Og i morgen. Det si´r hun ihvert fald selv. Mere præcist er det selvfølgelig et par af medhjælperne i den daginstitution hun er i, som strejker. Og Karla Solvej er tilfældigvis et af de børn med en fødselsdato, som af kommunen er udpeget til, at blive hjemme et par dage.

For os betyder det at Karla Sol er med på jobbet i Nyhavn, hvor hun lige nu sidder og svømmer i hvid glasur og Søbygaard hindbærsmag, iført et par lyttebøffer placeret og foran Mac´en med 'Bjørnebrødre I ' kørende. 

Niels er også ved sin Mac med norsk reklamefilm, og jeg er om lidt igang med terapi. Nu falder det sådan at vi i de her dage godt kan arrangere os på denne måde, men det holder selvsagt ikke i længden.

Lukas har efter et par sygedage, endelig fået kræfter til at komme op på cyklen og i skole igen. Men dagene kommer hurtigt til at være med børn der skal presses ind i vores voksnes daglige arbejdsdag. Og jeg funderer ofte over, hvor den fede balance mon er?!

For mange forældre er det et stort problem med denne her strejke, og der går vrede og panik i folk. Som læsses over på personalet i institutionen. Det er svært, det med at ville kæmpe for noget. 

Vil folk i det hele taget kæmpe for en sag? Eller er vi for det meste optaget af os selv, og det vi vil have uden at tænke bredere?

Hørte i morgenradio en dame på Høje-Taastrup, eller var det Taastrup station, som skulle have været til genoptræning med en skulder. Det er så aflyst. Adspurgt om hun har nogen forståelse for at sosu´er og andre sundhedspersonale strejker for bedre løn og arbejdsvilkår, svarer hun prompte; Nej! Hendes skulder skal genoptrænes, så for hende at se, er det hende ligegyldigt om andre skal gøre det til dårlig løn og med risiko for arbejdsskader.

Hm.

Og vil en strejke have nogen effekt på forhandlingerne? Eller virke modsat; 'ingen skal tvinge os til at gi efter! Hverken terrorister eller strejkende pædagogmedhjælpere!'

Men altså helt ærligt; mener vi virkelig i ramme alvor, at det er o.k. i Danmark ikke at have ligeløn???!!!

Ved sgu snart ikke hvad jeg skal tænke....

Når hjemme er fristed.

Det er vildt at være flyttet ind i et hus! Jeg har ikke boet i hus siden jeg var ret lille.

Det var dengang min far levede sammen med mig, bror og mor, og han gjorde hvad han kunne for, at vi ikke skulle (over-)leve. Dengang var det i Korsør. Huset var rødt uden på, og et mareridt inden i, som ingen kunne vågne fra. 

Det her hus er gult, med en masse ru og blandede sten. Inden i er det os, bare os - igen en familie på fire, med far, mor, storebror og lillesøster.Vi kopierer alle vores biologiske familier, men i denne familie stopper sammenligning også. Herinde er her lys, varmt og fuld af kærlighed, livskraft og -duelighed. 

Og cirka alt for mange flyttekasser stadig!

Her er en sjælden ro og frodighed. I et hus hvor nikotinen drev ned af vægge og døre, som stivnet gummi i brune og okker farver. Hun havde ikke kunnet passe huset alene, men nok mest af alt holdt sig til soveværelset og toilettet. Holderne til wc-papiret, havde sådan et lille blikbæger fæstnet oven på. Som man lige ku tippe for skodder og aske.

Huset var en anden tid at træde ind i, med alt det originale 60´er indretning. Vi har bevaret det meste, dog minus nikotinen. 

For det er vores barndom om igen, retro i den smukkeste form. Og for mig er det også at gøre alt det onde godt igen. Tapetet som sad på væggene, ku ligeså godt været det tapet jeg forsvandt ind i som barn, når jeg lavede flugtmekanismen mentalt. Store farverige blomster, med illusioner om frihed og lethed.

Ved at vi har renset huset for den ødelæggelse det er blevet påført, og fundet ind til dets rene linier og indre ånd, har vi fået skabt et fristed, rent fysisk. Og huset healer til gengæld op inden fra.

På anden dagen her i vores nye bo, kom Lukas og sagde: Mor! Jeg synes allerede jeg føler mig hjemme!

Og jeg føler jeg endelig for første gang i mit liv, har fået mig et hjem.

Tænk vi er så priviligerede!