Feberforvildelser

I går ringede læren fra Lukas´ skole, ca. en time efter han var mødt;

'Ja, jeg står her med Lukas, som ryster og har ondt  i maven...'

'Jeg kommer med det samme! Altså det tager jo lidt længere tid, nu hvor vi er flyttet!' min dårlige samvittighed udelukkede al videre snak.

Efter femogfyrre minutter var jeg endelig fremme. Knæler ned ved min søn, som pludselig er så lille, på trods af hans hættetrøje, stramme bukser og de nyeste Pumasko. Han begyndte bare at græde, sådan helt nede fra mavens dybeste. Det gør han sjældent ( ja jeg synes jo for sjældent -  typisk for en psykoterapeut). Og jeg kyssede og kyssede og kyssede lidt mere, på han brændende febervarme hoved og pande. 

'Så kan jeg ikke lege med Anton i dag?!' hulkede han og håbede lige for en kort stund, at jeg ku' få det hele til at blive godt. I stedet måtte jeg slæbe ham med ud på en gåtur til toget og senere op på cyklen som jeg trak gennem gaderne, inden han endelig ku´ give efter for trætheden hjemme på sofaen. Han strøg ind og ud af søvnen, med feberen lige så loyalt klistret på sig som sin skygge på en solskinsdag.

Kinderne helt højrødt blussende.

'Niels, jeg læste på fritten i går, at der er 'lussinge-syge' i omløb!'

'Hvad er 'lussinge-syge?'

'Altså, det er vist en børnesygdom. Man får den kun een gang. Vist også noget med gravide... Nå, men høj feber og noget med at kinderne er helt røde. Altså, ligesom man har fået en lussing!'

'Han har jo tit røde kinder..'

Hørlig suk inden jeg sagde:

'Ja, men har har jo over 40 i feber' og skridtede ud af stuen, fornærmet over min mand ikke har det med, at blive lige så hurtigt oprørt som jeg, over vores søn, når han bare ligger dér og brænder.

Da Lukas var seks måneder, fik han sin første nyrebetændelse og sin første hospitalsindlæggelse. Det viste sig så. at han er født med en nyrefejl. Han var i behandling til han var cirka to år. Jeg har aldrig helt sluppet frygten for, at han får tilbagefald. Og feber er det symptom vi skal reagere på. Men o.k. altså, det er sgu lettere hysterisk, at jeg endnu efter syv år, hver gang han har feber, tænker om det nu er brudt ud igen. På trods af at han kontrolleres hvert år, og det ser roligt ud.

Anyway, jeg fik driblet mig selv ind i seng, Lukas sov i den store seng ved siden af mig, Niels måtte ind på gæsteværelset for natten. Efter at have set både 'De skrigende halse' og Angora-drengene, skvattede vi begge i søvn; Lukas af feber og jeg af sovemedicinen. Fauli's 'Deroute' blev optaget til næste dags morgen-underholdning.

Og selv om sovemedicinen gør at jeg kan få mindst fire timers uafbrudt søvn, hvilket er umuligt uden, så brød Lukas´ gråd og råben gennem den kemiske drømme-mur , vækkede mig og jeg så ham ligge stirrende frem for sig - fægtende med arme og hænder.

'Mor, mor - skynd dig, uhhh, ta dem væk - de er der! Skynd dig!'

'Hvad ser du, skat - hvad er det?' Hvorfor ser han så vild ud i øjnene? Jeg registrerede at han sov, at det måtte være vildelse og at han var midt i et mareridt. 

'Kan han høre mig? Se mig?'

Han både mumlede og skreg tilbage til mig, men jeg fattede ikke hvad han mente. Alligevel fik jeg jaget det farlige væk og hyssede ham;

'Nu er de væk, jeg passer på dig. Det er ikke farligt mere!' - lagde min arm over hans bryst.

Ja, nu pustede han stille og roligt.

 'Pew' sagde han igen og igen. Lukkede øjnene, sov sådan på almindelig vis. En tid.

På den igen - jagtede flere farlige vildelser. Nu var vennerne også i fare:

'Mor, skynd dig, uhuuuuu.... få fat i mine venner! Få dem med herind! Inden det er for sent!'

Jeg råbte: 'Kom her!' og hviskede til Lukas:

'Nu er alle i sikkerhed, nu kan du slappe af!' han både hørte og mærkede mig igen. For en kort stund, så var vi på den igen.

Til sidst brød lyset frem. Jeg hviskede til ham; 

'Skal jeg åbne for persiennerne, så lyset kommer ind til os?'

'Ja!' hans stemme var en hviskende klynken, min lille dreng. Trætheden var mastodont, for os begge, men nu holdt kemien op med at virke hensigtsmæssigt. Lukas fik endelig ro, og sov tungt i fire timer. Jeg var efterladt i mit eget søvnmønster, som ikke tillader at end halve timers søvn ad gangen.

Da han tumler ud af sengen kl ni i formiddags, sidder jeg i flager og holder mig fast på en kop stærk kaffe.

'Godmorgen min skat. Hvordan har du det?'

'Bedre..'

Han sætter sig ved siden af mig og vil straks vide hvad Fauli´s ny tv-serie er for en. Jeg sidder midtvejs i den, stor underholdning. Vi aftaler han kan se den forfra, når den slutter om lidt.

'Kan du huske i nat?'

'Ja, du fik mine venner med i sikkerhed!'

Han vidste det godt - hvor syret!'eg bladrer tilbage til mine egne feberdrømme som barn. husker ikke at have haft vildelser, men masser af feberdrømme, med psykodeliske mønstre og følelser jeg blev fanget ind i.

Nå, det var en hård nat. Nu er feberen nede på de almindelige otteogtrediveognoget, jeg har indkøbt min næste pakke sovemedicin. Og i morgen er der en børnefødselsdag, et kaffesalon-job og et hus der skal berøres  af flere kærlige hænder. 

Og så var det vist bare en omgang helt almindelig omgangssyge, måske foranlediget af; efter-vi-er-flyttet-stress-reaktion.