Når hjemme er fristed.

Det er vildt at være flyttet ind i et hus! Jeg har ikke boet i hus siden jeg var ret lille.

Det var dengang min far levede sammen med mig, bror og mor, og han gjorde hvad han kunne for, at vi ikke skulle (over-)leve. Dengang var det i Korsør. Huset var rødt uden på, og et mareridt inden i, som ingen kunne vågne fra. 

Det her hus er gult, med en masse ru og blandede sten. Inden i er det os, bare os - igen en familie på fire, med far, mor, storebror og lillesøster.Vi kopierer alle vores biologiske familier, men i denne familie stopper sammenligning også. Herinde er her lys, varmt og fuld af kærlighed, livskraft og -duelighed. 

Og cirka alt for mange flyttekasser stadig!

Her er en sjælden ro og frodighed. I et hus hvor nikotinen drev ned af vægge og døre, som stivnet gummi i brune og okker farver. Hun havde ikke kunnet passe huset alene, men nok mest af alt holdt sig til soveværelset og toilettet. Holderne til wc-papiret, havde sådan et lille blikbæger fæstnet oven på. Som man lige ku tippe for skodder og aske.

Huset var en anden tid at træde ind i, med alt det originale 60´er indretning. Vi har bevaret det meste, dog minus nikotinen. 

For det er vores barndom om igen, retro i den smukkeste form. Og for mig er det også at gøre alt det onde godt igen. Tapetet som sad på væggene, ku ligeså godt været det tapet jeg forsvandt ind i som barn, når jeg lavede flugtmekanismen mentalt. Store farverige blomster, med illusioner om frihed og lethed.

Ved at vi har renset huset for den ødelæggelse det er blevet påført, og fundet ind til dets rene linier og indre ånd, har vi fået skabt et fristed, rent fysisk. Og huset healer til gengæld op inden fra.

På anden dagen her i vores nye bo, kom Lukas og sagde: Mor! Jeg synes allerede jeg føler mig hjemme!

Og jeg føler jeg endelig for første gang i mit liv, har fået mig et hjem.

Tænk vi er så priviligerede!