Blondiner har det da skidesjovt ik´?

Og behøver ikke skønhedsoperationer. Vel?

 
Jeg havde helt lyst hår til jeg var seksten- sytten år. Så farvede jeg det brændende rødt. Så sort som Professor Snapes. Det gik der nogle år med, som det gør for så mange andre teens.

Nu har jeg fået en sådan udbredt dansk hårfarve, som hedder noget lige så danske; nemlig leverpostej-farvet. Så de sidste ca tyve år, har jeg lysnet, blonderet eller affarvet mit hår (alt efter hvilket produkt, der tages i brug).

Jeg bruger også glædeligt make-up, men føler ikke trang til at 'tage øjne på', før jeg forlader hjemmet. Jeg kan sagtens gå med morgenhår og usminket fjæs, til både træning, handle eller besøg. Så det er alt , jeg har lyst til. Det er sjovt; som da jeg var en lille pige, og legede fin dame. Forandringerne man kan lave er nærmest bedre end fotoshoppen!

Så har jeg en del tattoo´s. Og det er jo om noget, meget forandrende indgreb på min krop.
Men jeg vil aldrig få lavet kosmetiske operationer pga. forfængelighed.

Og er jeg nu så sikker på det?
Det tror jeg da....

I min biologiske familie, er det almindeligt at få lavet om på det ved sit udseende man ikke bryder sig om. Det har det været længe før, at det blev hver-kvindes-ting, at få opereret nye bryster eller pisket botox ind her og der. Og det er nok præcist derfor, at jeg slet ikke kan det med, at lade kniven vandre skødesløst hen over mit ansigt og krop, for at skære mig til!

Det er ikke fordi jeg ikke kender til at være ked af sit udseende (modsat hvad mange tror).
Det er først her på den anden side af 40, at jeg er begyndt at holde af mig selv. Med og uden fejl!
Min selvfølelse har været så fucked up, at jeg overhovedet ikke kunne se noget som helst attraktivt ved mig og/eller kroppen, så jeg smed den bare ud til at passe sig selv.

Hvad jeg godt kan forstå det er, hvis man får lavet kosmetiske indgreb af andre årsager; som smerter fx. Eller andet af sådan noget.. et eller andet. Jo, brandsår!
(Jeg har engang fået forbrændt hele mit ansigt, i en god 1. & 2. grads forbrænding. Og da jeg sad der på Hvidovre Brandsårs afdl. med konstant vand på mit ansigt og lugten af brændt hud og hår i både min næsebor og min frygt, da vidste jeg, at selvfølgelig ville jeg opereres, hvis skaderne var umulige. Jeg var cirka seksogtyve år, og det var helt ad h.. til, at få en gasovn blæst af i ansigtet.
Men det viste sig, at jeg helede på mirakuløst vis (det er en anden historie, en anden gang; om healing, spiritualitet og skytsengle).

Nå, hvor kom jeg til. Jo, ville jeg virkelig aldrig få lavet et kosmetisk indgreb?
For jo, selvfølgelig tænker jeg på det, overvejer ind i mellem. De der rynker om munden, hønserøven. Øv, dem gad jeg godt være foruden. Men jeg vil ikke ødelægge min naturlige mund, hvilket man gør, med indgreb.

Og her mens jeg har haft mange smerter, dvs. de sidste seks måneder, er der begyndt at myldre grå hår frem - proportionelt med smerteniveauet. Flere smerter, flere grå hår pr. uge. Seriøst! Det er vildt at se!
Før i tiden, som ung, legede jeg med at ha´ farvet håret gråt. Men vil jeg også synes det er vildt flot, om lidt, når det ikke kan vælges fra længere, men er en grå fast bestanddel. Af mig!

Ja, jeg er så på vej mod 45, og det går edderdylme stærkt!
Især nu hvor jeg er i overgangsalder og østrogen der forsvinder, lige som trækker hudens fedt med sig væk. Og efterlader i stedet et spor af rynker. De mest bedstemorlignede steder (under hagen, knæhaserne (!), håndryggene..suk).
Og det ku´ godt sætte panikken ind. For ville det ikke være fristende med en gang Estylane? Botox? Something 'youthe´ning'?
For træning kan intet stille op mod løs hud betinget af alder eller graviditeter.

Men nej, det gider jeg bare ikke begynde på.
Så jo øjenlåg der hænger og trækker hovedpine frem - klart. Men øjenlåg der rimper sammen i et net af rynker, når man griner. Og senere, også sidder der når man ikke griner, ja, det er stadig en del af at være menneske.

Lykkelig fordi man ser ung ud? Tror jeg ikke på. Andet end at man ved at tildele sig selv et ungt udseende, slipper for et spejlbillede der fortæller en, at livet har en udløbsdato.
Lykkelig fordi man ser godt ud? Tror jeg heller ikke på. Følelsen af lykke over sig selv, skal findes inden i sig selv. At få det at vide fra andre, er kortvarig glæde (hvis man da overhovedet tror på det?)

Såeh -  'blonds have more fun'?

I dag er vi alle konstruerede i en eller anden form. Skifter hår- og øjenfarve, som vi vil. Har tattoos eller ingen. Muskler kan komme og gå. Bryster i forskellige sizes, falske øjenbryn, slankende undertøj og push-up bh´er. Inputs ifa. kemi eller organiske midler, der skal opfølges jævnligt. Kvinder +40, der bruger bukser size 10-12 år og har langt kunstigt indsat hår; det er et helt almindeligt forbillede!

Det kan godt være, at det altid har været sådan; at man før i tiden også gjorde alt muligt, bare alt muligt andet end operative indgreb.
Jeg tror bare vi ville have et mere afslappet forhold til vores udseende, hvis vi droppede ideen om, at koble lykke på et godt og ungdommeligt udseende.

Så konklusionen fra mig, må lyde noget i stil med, at lykke må findes andet steds end i hårfarven!