Hjælp! Min datter er måske som jeg!!! - tanker om mainstream.

Mainstream er en stærk strøm. Stærkere end de fleste gør sig bevidst.

Man drukner i at agere efter strømmene omkring en. Man kommer til at ligge og plaske i alle retninger, foranderlige som strømmene er. Og ens kræfter slipper op.
Hvis man derimod mærker sin evige indre strøms bevægelser, kender den ud og ind, kan man lade sig drive på den. Uanset hvor oprørte vande der måtte opstå, vil man altid lande inde på bredden.

Det jeg så for tyve år siden i Miami Beach - at det kunstige blev dyrket til fordel for det ægte. Silikone som den ny tids største status, ønskværdigt for enhver anstændig kvinde. Og mand - er også blevet helt comme il faut hos os.

Falske øjenbryn, vipper, læber, bryster, talje, numser. Selv-eksponering som superstjerner med super-egoer og luksus-livsstil. Stå på tv med hvad som helst, for at overbevise alle om, at man er noget særligt. Klatre rundt på diverse tv-kanalers forskellige reality-programmer og date med de andre man konkurrerede med i sidste program. Sælge porno og strip, med samme selvfølgelighed som man sælger leverpostej, og så køre Mercedes rundt i storbyen, som en Linse-lus for det vedhægtede beundrende kamera (og publikum). Være en konstant underholdningsfaktor for alle os andre. Og helst med så meget seksuel aktivitet som muligt. At være 'Paradiso Stjerne' kræver en seksuel kynisme, som selv en prostitueret må studse over. Udskifte selvfølelse med egen-værdi i kraft af seertal og sidste restylane-indsprøjtninger. Leve på 1. klasse, mens ens selvværd end ikke har råd til at følge med på 3. klasse.

Mainstream er, når der popper en besked ind fra min datters Frit:
 Kor stopper! For få tilmeldte!
Det hele hænger sammen! Værdierne er udskiftet fra ægthed til plastik. Du får mere i kroner og øre for din plastik, end hvis du tropper op med din ægthed. Målt i tv-tække.

Der er ikke nok der gider synge i kor. For alle vil være solister og superstjerner.
At synge i kor med ægte guitarlyd og klaver, lære sin stemme at kende - lære musikkens grundstene at kende, er ikke sjovt! Eller hurtigt. Glitrende. Solo. Eller sådan 'på'-agtigt.

Men det er X-factor.
X-factor er in.
Det er meget sjovere at agere X-Factor deltagere og dommere. Sno sig til engelske sange (jeg simpelthen ikke tror på den gennemsnitlige 9-årige fatter hvad handler om! På erfaringsplanet. Håber jeg sandelig heller ikke!!)

Plastik og selviscenesættelse som kopi af nogen andre, er bare sjovere. Mere hipt. Og meget mere opmærksomhedsskabende.

Mainstream´en er stærk. Og det er selvklart en strøm der ikke lader sig stoppe, bare fordi Fru Poulsen synes det er sååå tomt.

Jo, vi kan da godt slukke for tv´et fredag aften, eller en hvilken som helst aften, hvor plastikken skinner om kap i primetime. Og hive guitaren frem sammen med Karla.
For Karla er anderledes. Hun si´r det selv.
 'De andre piger kan rigtig godt lide pop, men jeg er ikke så vild med det. Jeg er mere til gamle sange, Frede Fup og Kim Larsen og sådan'.

Det kan jeg glædes over. Sidde med mine gamle dyder og forsøge at fastholde en barndom i min 9-årige datter, mens resten af verdens ni årige ræser afsted i tweenstyle og næsten med hormoner som en rigtig teenager.
Hvorfor så problematisere det?
Øh, ja ved sgu ikke - det er bare - er man 'lonely rider' hvis man ikke synes om pop og plastik?
Går i farver, når andre foretrækker at gå i sort, gråt, brunt, beige?

Basicly, er jeg nok bekymret over, om min datter gør for meget, som jeg.
Mig i mit evige røde tøj. Mine meninger. Mit menneske-og verdenssyn.
Mig, der sidder og brokker mig på min lille blog om mainstreams unoder.
 - Åh! Nej, er hun som mig!? Skal hun opleve sig selv som anderledes altid? Ikke at høre til?

Så derfor bliver jeg nødt til at gå tilbage til mit udgangspunkt:
Plastik fremfor ægthed? Hvad vil du helst ha´? Og hvad ønsker du mest for dine børn?

Ja, så glædes jeg over at hun bevare ægtheden, og ikke vil være en kopi (måske en kopi af sin mor?! - men så er det jo bare almindelig identitetsdannelse. Eller hvad?).
For det at bevare sig selv, må altid være at foretrække frem for at være en kopi af noget, man måske endda ikke selv kan identificere.
Jo, jo, jeg ved da godt Anthony Robbins storsmilende sælger, at vi skal gå ud og kopier de andres succes, for selv at få den. Successen. Men hallo, det er Anthony Robbins! Jeg ville få meget større skader end brandsår, hvis jeg lavede kurser, hvor folk sku' gå på gløende kul. Anthony Robbins er nok startet med at inspireres af andre - men han er ingen kopi. Han har skabt sig selv som konceptet 'guru'. Det kan ikke gøres efter. Det kan kun gøres - hvis det i det hele taget skal gøres? (dog en helt anden debat) - med ægthed og den tilpas karismatiske personlighed, der kan tiltrække et så stort verdens-publikum.

Og hvad fanden er der galt med at være Fru Poulsen fra Kommunen. Eller Banken. Eller Brugsen?
Nej, man tjener ikke boxen på det. Og man er ikke feteret. Ikke ret meget i hvert fald.

Så konklusionen er som starten på min tankerække: Damn for plastik-mainstream! Ku´ det dog bare være ægtheden, der var in og mainstream.

Og så satser jeg på, at det kommer igen.
Ægtheden i vor kultur.
Inden der er for mange der er druknet i mainstream-plastikken.
Eller restylanen......