Hvad er det så lige jeg er?! ....

 

Ja, det er mig!

 Jeg syntes der trængtes til et positivt happy, happy foto, skal jeg sige dig.

Et hvor I ser, hvordan jeg klarer mig på en god dag! En jubiiiiii! dag.

Sådan en dag, som i dag.

En sådan helt almindelig ferie-tirsdag. 

 Under en sådan helt almindelig sommer-hed dansk sommersol.

Jeg prøver efter bedste evne, at fremstille et så nøgternt.. nuvel, hvis ikke nøgternt, så i hvert fald et så ærligt billede af mig selv, som muligt. 

Eller meget mere præcist formuleret, et så ærligt billede af mig selv, i den livsforandrede situation jeg er i.

Eller hvad fa´en... jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det for! Ja, hånden på hjertet, hvad er det der er sket med mig? Er jeg syg? Er jeg handicappet? Er det en situation? Eller snarere et livsvilkår? En tilstand eller ... Jeg ved endnu ikke engang hvad jeg vælger at kalde dét, jeg befinder mig i. 

Og hvad jeg opfatter mig selv som. 

Så uafklaret er jeg. 

For jeg står midt i at fatte, hvordan jeg er forandret for livstid.

O.k. ja, det er det jeg vil kalde det for nu. Forandret for livstid.

I fredags blev det her foto taget, hvor jeg sidder i min meget sporty kørestol. 

Men som uanset hvor sporty og lækker den er, er den nu stadig en kørestol.

Det var for fire dage siden. 

I løbet af få dage kan jeg svinge fra at være totalt afhængig af kørestol, til at kunne klare mig med krykker.

Når man viser sig selv, og sin sårbarhed frem, så gør det altid noget ved folk. Der kan opstå fortolkninger der ligger langt fra hvad der var belæg for. Det er en del af hele det, man ikke kan kontrollere. Det jeg kan kontrollere derimod, er hvad jeg sender ud. Og derfor er det af allerstørste vigtighed, at jeg er bevidst om hvad jeg sender ud, hvorfor jeg gør det. Og at det jeg sender ud, er så præcist som jeg evner at gøre det.

For  nogen vil det måske være mærkeligt, at jeg den ene dag sidder i kørestol og den anden 'kun' hænger i krykker. 'Jamen er du da ikke lam, eller hvad? Er det bare sådan noget opmærksomheds trip du har med at skulle sidde i en kørestol, eller hvad?

Det er faktisk ganske enkelt. Jeg har næsten fuld førlighed i mit ben. Men jeg kan ikke bruge det. De konstante nervesmerter er af en styrke der gør, jeg ikke kan tåle berøring. Men slet ikke at bære min egen kropsvægt. Så er smerterne på niveau hvor jeg besvimer. 

Derfor jeg er afhængig af enten krykker eller kørestolen.

Så med de ord og de her fotos, vil jeg bare sige, at jeg er mig selv. Nogle dage er bedre end andre. 

I dag er er rigtig god dag.

                                                             
                                                              Og det skal bare nydes!