Den dag jeg brændte min fortid af.

Jøsses, hvor jeg smider fortiden ud! Væk og færdig.
Ja, jo, ja, ja! Jeg ved da godt der vil være mange der siger, at 'uden din fortid er du ikke dig selv'. Eller 'vi kan ikke kende lyset, om vi ikke mærker mørket' og alt det der.
Og det er fint. Glimrende. Helt reelt, og ganske fornuftigt.
Det er bare ikke det jeg taler om.

For dét jeg taler om, det er at smide alt! det væk, der sidder og strammer. Eller hænger og slasker om ens udsyn. Det som lægger sig som en tung, tung skygge, der vælter en bagover, hver gang man prøver at komme fremad.Og det der holder dig under vandet, længe efter du har tænkt du ville op og have frisk luft.
Hvorfor pokker holde fast i det? Nej, vel!
Men alligevel er det ofte det vi gør.
Som med vores (dame)tasker; 'det kan jo være jeg får brug for det!'
Jeg gider ikke længere, så jeg løsner alle fortidige greb, og slipper, slipper, slipper.

Nej! Alt hvad der ikke har været i brug inden for det sidste år, hører ikke længere til hos mig. Ud med det!

Og mens den indre software skiftes ud i takt med hvad jeg kan nå at rumme og praktisere af downloads og opdateringer, rager jeg håret af, for at blive befriet for et bestemt syn.
Jeg brænder min iPhone af, ved at komme til at smide den på bålet!, så det nye liv er med ny iPhone og nyt telefonnummer. Mac´en som længe har jamret sig højlydt hver gang jeg bad den komme i omdrejninger, er gået på pension, og ladet en ny finde sin plads. Hjemmet bugner med meget lidt fancy, men allerhelvedes funktionelle hjælpemidler for den gang-handicappede. Og som det seneste klippede jeg dankortet over, da det havde været lidt for gavmildt uden min tilladelse.

Og hvad var det egentlig jeg ville med mit indlæg? Andet end flashe et foto, fra min hidtil længste køretur i min fancy sports-kørestol?
Nå jo, jeg ville bare sige, at ja, livet er så utroligt foranderligt.
Spørgsmålet er blot om vi  tør følge med det?