Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm. Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?

Opdager at jeg v.i.s.t.n.o.k! har misset en debat om mandlige medarbejdere i daginstitutioner.
En frygt for mænd som potentielle pædofile.

Og hvis der er en debat, er den så opstået i kølvandet på Vinterbergs *Jagten*?

 Det jeg har læst på FB er, den der typiske vrede. Harmen over at nogen er for dumme til at forstå dit eller dat. Fx. hvor dumt det er at være bange for at have mænd i institutioner, fordi de er lige så vigtige som kvinder.

Der er ingen tvivl om at mænd er lige så berettiget i institutioner som kvinder!

Så hvis vi gerne vil give plads til det,  bliver vi nødt til selv at være rummelige.
Og netop undgå at udskælde de personaler, der frygter pædofilt adfærd i deres institution.

For mig at se, er debat blevet sådan noget med, at skrige og pege fingre af dem der mener og/eller  noget andet, end det man selv synes er en god ide.
Og jeg har i den grad mistet lysten til at debattere i medierne de senere år. Det er for mig at se blevet et alt for lukket, indskrænket, uinteressant og stille-stående felt. Hvor ingen vil se og høre nyt. Lade sig åbne for at udvikle og indtage nye vinkler.

Der er na-da ansvar i, at skælde ud og pege fingre af dem man ikke kan lide, fordi de mener eller gør noget man er dybt uenig i, sådan som det er blevet moderne for bloggere, især. Der er adskillige kvinder, som er blevet kendte ved at pege fingre af andre; Ditte Okman, Anne Sophia Hermansen, BitterFissen - sikkert flere. Og det er dødvande, som jeg ser det.

Det er jo nemt nok at kritisere folk i knæ; 'mænd i trediverne er for kedelige/dumme/ og kvinderne  er supersmarte'. 'Folkeskolerne kan ikke gøre noget rigtigt - så hvad vil du gøre ved det, som lærer? For mit barn har ikke lært 3-tabellen i 1.klasse!' Medina-retorik der handler om 'Kun for mig, kun for mig'. I stedet for at man sammen kunne finde løsninger.

Se på sig selv med det skarpe blik der frit udspyes over hele samfundet.
'Hvad gør jeg selv? Hvor meget byder jeg ind med? Hvad giver jeg til andre, end at fortælle på Facebook hvor jeg spiste min brunch og hvilken grim dame der sad ved bordet ved siden af? Og poste smukke fotos af mig selv?'

Ansvar er når vi tør ordsætte det vi ser, hører, oplever. Vor undren og vor glæde. Åbne tabu-pakkerne og søge viden om det vi ikke kender til. Men især at forstå, at vi er sammen om at skabe den kultur vi ønsker. Ikke mod hinanden!
Som vi lever i vor tid,  er det som en krig. Og krig efterlader sig intet skabende. Ingen sande vindere.

Nå, tilbage til 'den debat der måske er igang: Om frygten for pædofile, og derfor tør vi ikke lade mænd være alene med børnene i daginstitutionerne'.

Der findes utroligt meget viden om præcis pædofili, som enhver institution kan modtage for meget få, hvis ikke nul, kroner. Enhver der arbejder professionelt i de miljøer, hvor pædofile af sagens natur vil befinde sig/søge hen, kan så let trænes i at spotte og reagere på tilstedeværelsen af det uacceptable og krænkende.

Man kan med andre ord, istedet for at råbe op om det tåbelige i at være bange for mænd (som reaktion på angsten for at overse en pædofil), råbe på konsulent hjælp! Hjælp til at spotte om der er fare på færde. Og det er absolut bedst om det gøres, inden man står i et forfærdeligt problem, som kunne være undgået!

Via linket her kan du sende mig en mail, hvis du har behov for konsulent hjælp i jeres institution.
Jeg har så stor erfaring, både privat og professionelt med tabuet pædofili og seksuelt misbrug;
 'hvordan spotter du en pædofil i børnenes farvand? '

Det at blive trænet til at spotte når noget er galt, gøres meget nemt i et åbent og frit miljø, hvor man tager ansvar. Hvor man tør modtage fra andre og ikke holder på, at sidde med det rigtige svar. Og hvor man tør give af sig selv.

Derimod befinder pædofile sig særligt godt i de miljøer, hvor man ikke taler. Ikke reagerer på det man oplever. Hvor man ikke er tryg ved hianden som personale. Og hvor man derfor aldrig har turde tale tabuer op!! Som fx. børns sunde adfærd og seksualitet og det modsatte.

Mine børn har også selv været i vuggestue og børnehave. Og der blev brugt ressourcer på alt muligt meget spændende. Ingen tvivl om det.! Jeg kæmpede alle årene for, at de fik lavet et grundigt arbejde med, at se signaler hos misbrugte børn. Se pædofilt adfærd. Og være sensitive overfor at langt fra alle børn, bryder sig om at sidde på et toilet  uden døre, frit udstillet for alle. At der blev brugt bare nogle af de ressourcer der var i den her overskuds institution på Frederiksberg.
Det lykkes desværre ikke. Så tungt er det; frygt og benægtelse er stærke kræfter. Og mange forælder og pædagoger/ lærere går mere op i mad og motion,  end det 'der allligevel aldrig sker for os - kun de andre!'

Mit råd er dog til stadighed: Få hjælp istedet for at skyde hysterisk omkring på alle andre. Vær bevidst om, at seksuelle overgreb intet har at gøre med under-eller overskudsmiljøer. Brug kræfterne på at bringe viden frem frem for at vredes mod dine kollegaer, dit samfund.
Det er såre enkelt!

Og så ønsker jeg mig inderligt, at når vi bruger enormt mange kræfter på at børnene ikke må få sukker, at voksne står og ryger bag muren for at børnene ikke skal se det, alt skal være økologisk og med cykelhjelm- at man så brugte bare et mindste af de samme kræfter på, at få debatten om pædofili og seksuelle overgreb igang i institutionen.
Og det haster som ind i himlen!

Jeg oplever så tit, at voksne som selv har levet et priviligeret liv, regner det for stærkt overdrevet, at  'mange børn' ('det er kun de få!' får jeg at vide) vokser op i et seksuelt, psykisk eller fysisk voldeligt hjem. Jeg tænker vi burde vide bedre, end at lave studse-tingen! Men jeg skal ikke kigge ret langt, før den første fordom og forhindring standser muligheden for, at sætte fokus på, hvad der for mange børn og unge er en farlig virkelighed.

Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm.
Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år,  fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?