Undgå at forsvinde fra dig selv.

De fleste mennesker - hvis ikke alle - kender til at forsvinde fra sig selv.
Langt de fleste kender også til, hvor let det er. At forsvinde fra sig selv.
Ligesom langt de fleste også ved, hvor umådelig sørgeligt det er, når man forsvinder. Fra sig selv.

Måske er det de færreste der ved, at det er de fleste som oplever - eller har oplevet  - at forsvinde fra dem selv.

Jeg kender til det.
Og er sikker på, at også du gør.

Hvad mener jeg med det, at forsvinde fra sig selv?
Vi gør det på mange måder. Nogle forsvinder ind i stress. Andre i forventninger til dem selv. Eller til hvad livet skulle have været. Andre igen mister dem selv til sindssyge - det er heldigvis de færreste.
Men det som falder mig for det er, at vi stort set alle er opdraget til at opgive os selv.
Til fordel for en anden. Noget andet. Nogle andre.
At vi selv er mindre betydningsfulde. I hvert fald så betydningsløse, at nogen eller noget er større og mere krævende. Mere opmærksomhed-sugende. End os selv.

Og jeg ved godt vi er blevet bedre gennem tiderne, til at værdsætte barnets identitet og væsen.
Nogle har så misforstået det syn på opdragelse og samvær med deres børn, så de curler for dem.
Desværre oplever de børn en markant større risiko for depressioner i deres vokne liv. Fordi de ikke har lært at håndtere bare en lille smule friktion.
Vi behøver modstand for at udvikle os. Som lyset behøver mørket, for at skinne så stærkt.

Men for meget modstand, selvklart, er destruktivt.

Det er vigtigt at holde fast i sig selv. For der findes ingen anden måde, at tage fuldt ansvar for sig selv og sit liv på. Hvis ikke man er i stand til at mærke hvem man er, kan man heller ikke se hvor man vil hen. Med andre ord, handle i overensstemmelse med ens indre kerne.

Alligevel er det umanerlig svært for de fleste. At holde fast.

Når vi forsvinder fra os selv. Pga. noget inde fra. Eller noget ude fra. Så holder vi på et tidspunkt op med, at genkende os selv. Bliver i tvivl, når vi står foran vor eget spejlbillede:
- Er det mon?.. Kan det passe?...

Tænk, at vi som mennesker, kan tro på at vi er så lidt værd, at vi kan forsvinde som sandkorn mellem fingrene.
Måske er det vor største forbrydelse mod os selv? For når vi har mistet os selv, opfyldes vi af frygt. Af frygten kommer al det smertelige vi kan gøre mod hinanden. Behovet for magt. For at eliminere. Nedgøre. Jalousien. Misundelsen. Begæret på bekostning af andre. Vreden mod andre. Projektioner af farlig karakter. Og alt muligt mere af samme skuffe.
Jeg kan ikke øjne noget at det vi mennesker gør, af destruktion mod hinanden, som ikke er gjort af frygt.

Dee findes masser at grunde til, at mennesket kan forsvinde fra sig selv.
Jeg har brugt mit liv på at undersøge det. Men også at finde frem til, hvordan jeg/man ophører med at forsvinde. Og begynder at blive.

Så en dag traf jeg en beslutning.
Og jeg træffer den fortsat hver dag. Fordi den strider i mod a.l.t.! hvad jeg er opdraget til og i.
Og vanens magt er stærk.

Hver dag lover jeg mig selv, at forblive mig. 
At undlade at forsvinde.
Uanset hvad andre siger eller gør. At vide; ingen af mine projektioner handler om andre. Og ingen af andres projektioner handler om mig.

Og det lykkes langt fra, at falde i. Men fordi jeg er bevidst om, at jeg vil bevare mit væsen, så har hver dags bevidsthed givet mig evnen til, at se og mærke, når jeg har tabt mig selv. Og da bliver det blot for en kortere og kortere stund. Med en optrænet elasticitet, finder jeg tilbage i min naturlige form, så hurtigt som et blink med øjet.
Og en dag, maybe, har vanens magt arbejdet så længe i mig, at jeg aldrig taber mig selv af syne igen.

Det bedste er, at selvom vi hver og især er unikke, så er der også meget vi kan lære af hinanden. Og måder at agere på, som vi kan kopiere af hver andre. 

Så hvordan gør man?
Jamen, du gør det så let som det er. Lad det ingenlunde blive kompliceret af tanken om: Det er umuligt! fordi det er svært. Det er en ny lære. Giv det tid! Kan du huske da du fx. skulle lære at tale engelsk? Hvor længe tog det dig at blive nogenlunde forståelig? Og videre til at blive flydende talende?
Giv tid og rum til den ny lære! En træning i, at lægge mærke til hvad der sker inden i dig. Og hvordan dine omgivelser respondere ift dig. Du lærer lidt mere, hver dag.

Og alt andet lige, så er den energi og de ressourcer du spilder ved, at leve et liv, uden kontakt til dig selv, så meget større! Livstruende. Drænende. End hvis du træder ind i dig selv med et løfte om at være dig tro. Alene det at vælge at være dig tro, giver energi.
Og dine relationer med andre, vil bære mere og mere præg af åbenhed, tillid/tryghed, kærlighed, glæde og udvikling.
Herfra hvor jeg står, findes ingen større frihed.

Så nu har jeg skrevet min tekst sådan, som den er tænkt i mig. Uden censur.
Jeg har givet mig selv mit daglige løfte. Og er dybt taknemlig over, at være mig.
Den glæde jeg mærker lige nu, vil jeg gerne dele med dig.

Mit ønske er, at også du, elsker at være dig.
Og hvis ikke du gør, at du så fra i dag, vil love dig selv, at lære det.

Jeg hjælper gerne, om jeg kan.
For frihed er noget alle bør mærke.
Leve i.