Masho vil bare bevare sit væsen. Og sin mor og far.

Lille Masho.

Som så mange andre, græder jeg, når jeg ser hvordan det lille menneske bliver ødelagt.

Det er en forfærdelig nødvendig dokumentar 'Adoptionens pris'.

Du har nok set den, og grædt. Blevet forarget og raset over, hvor mange mennesker, der er fælles om, at misbruge det rene menneske.

En film der ultimativt viser, hvor selvoptagne vi hvide er, i vor opfattelse at, at vi har ret til børn.

Ret til verden. Ret til alt.

På bekostning af Afrika.

Af fattigdom.

Det som først forargede mig allermest, ved hele den adoption var de danske forældre, som hentede børnene!

Jeg er ganske pinlig over at konstatere, de er psykoterapeuter. De er alt det, man på ingen måde må være, når man skal arbejde med at hjælpe andre med deres problemer. Øv, det er ulækkert!

Men føj, hvor er det ubeskriveligt forkert på alt for mange måder, hvordan de danske myndigheder slet ikke ser de børn. Kun adoptivforældrenes krav!

De er så ekstremt selvoptagne! Optaget af deres ret til børn. Deres ret til en kernefamilie. Retten til at have sørget over, ikke selv at kunne få børn. Og hele deres mægtige følelse af at have ret til, bragte dem til Etiopien, for at hente to små børn.

Deres mægtige ret som hvide, giver dem magten til at have ret.

De formår end ikke at se de biologiske forældre i øjnene, da de tager deres børn fra dem. Og nægter de biologiske forældre en afsked i lufthavnen, for som de giver udtryk for, vil det blive en meget lang og svær flyvetur hjem - for dem! - hvis børnene lige har sagt farvel til deres forældre!

Og det kan da godt være, de lader Masho rive nogle ting ned på gulvet. Og forsøger sig med en helt misforstået 'holding', og kan derved bilde dem selv ind, at de er enormt pyskoterapeut-agtige og ved hvordan man hjælper børn med lige at være blevet taget væk fra far og mor!

De har nok en hulens masse magt, som hvide og rige. Men de magter ingenlunde at se ud over deres egne snuder. Og se de små stakkels børn, de nu har taget i deres varetægt.

Øv, hvor er dét ækelt!

Senere i filmen ser vi dem så hos Doktor Danmark, om Mashos problemer med at blive holdt tæt! Særligt af den adoptivfaderen. Skænker de ikke den mislykkede holding-metode, som en del af årsagen? Og Masho aer dyr klodset.

- Men det kan jo godt være børn gør sådan i den alder!' konkludere adoptivmoderen. Hun har nemlig ingen viden om børn.

Konklusionen er, at Masho sikkert har tilknytningsproblemer, pga. Hendes opvækst I Etiopien. Lægen stiller ingen spørgsmål ved adoptivforældrenes evner?

De er så selvoptagne, de her danskere, at de insisterer på, at kaldes Mor og Far. Faktisk at de er Mor og Far. Vel vidende, at Masho vil hjem til sin mor. I Etiopien.

Jeg synes det er så ulækkert. Respektløst. Så enormt ureflekteret, at det er skræmmende.

Men deres værste ugerning består af, at give Masho skylden for, at hun ikke trives!

Alt er prøvet, alt er gjort! Fra deres side. Efter deres mening.

Masho vil bare ikke give efter! Hun nægter at acceptere sin adoptivforældre som Mor og Far.

Og smile og være taknemmelig. Masho forstyrrer deres drøm. Deres selvbillede.

Men det findes der heldigvis løsninger på!

(Øv...)

Og igen er der myndigheder, der gerne bekræfter adoptivforældrene i, at de har ret!

Retten til drømmen. Til et barn der uden nævneværdige problemer, acceptere at blive taget fra sine biologiske forældre. Sine søskende. Sit land.

Først giver myndighederne adoptivforældrene (- åh, igen græmmes jeg over mit fag skal være repræsenteret ved så udtalt uduelighed! - ) en psykolog, som mener Marsho er problemet!

Selvfølgelig! Ingen stilles ingen spørgsmål ved adoptivforældrenes evne til at være adoptivforældre!

Så problemet loses! Masho skal i aflastning. Så adoptivforældrene kan få 'luft'!  Og hun må ikke havde det rart, hos den aflastningsfamilie! er psykologens recept.

Det kaldes ikke for straf i terapi-termer. For det ville være alt for simpelt. Ikke mindst politisk ukorrekt. Man kan I stedet kalde det for adfærdsmodifikation. Men det ord er også negativt behæftet, så man finder bare et blødere ord, der basicly skal dække over hundetræning.

Men Masho kan stadig ikke. Vil ikke ? Være den pige, adoptivforældrene vil have. Hun spiser på en forkert måde. Når hun spiser. Et system hun sandsynligvis har udviklet af ren og skær frygt. Nervøsitet.

Så nu skal problemet løses rigtigt. Og da Masho er problemet, skal Masho fjernes! Det var ikke nok med aflastning, nu skal hun væk.

Adoptivmoderen forklarer Masho, at hun jo ikke kan bo hos dem mere. De har prøvet alt. Og de får også det de ønsker; nemlig at Masho siger; Jeg forstår det godt.

Hvor meget skyld kan et barn påtage sig for sine forældres/værgers liv? Nok til at udviske sig selv.

Myndighederne svigter på intet tidspunkt de danske forældre.

En eller anden logic går op.

Men hvilken? Vil jeg meget gerne vide.

Hvordan kan en dansk myndighed få det til at gå op, at en somalisk bortadopteret lille pige, skal sidde på et dansk børnhjem?!

Uden sin lillebror, som fortsat bor hos de adoptivforældre, der ikke ville ha´ en 'nitte'.

Lillebror fungerer tilsyneladende uden bøvl, og har fået lov at blive i parcelhuset med trampolin og to psykoterapeut-adoptiv-danske-forældre, der ikke engang kan definere selvudvikling eller reflektion!

(Ja, pardon me, men jeg kender til feltet. Og har med mine tyve års terapi og syv års uddannelse, lært at se, hvem der er psykoterapeuter af evne. Og hvem der er af uddannelse.)

Lige nu ved jeg ikke helt, hvem der er mest i livsfare; lillebror eller Masho?!

Ingen tvivl om, at de børns liv er i fare. Masho kæmper for at bevare sit væsen. Mon hun lykkes? Eller bliver hun en smilende lille pige, til hun senere begynder at cutte sig selv? Drikke for meget? Ryge den fede? Eller få en massiv depression, når hun en dag vågner i sit voksne fangenskab. Stadig i Danmark. Nu gift og med uddannelse - men intet clue om hvem hun er! Lillebror som har set, hvad der sker med børn i Danmark, hvis man ikke er stille. Glad. Og nem.

Tænk, de adoptivforældre, som insisterer på at være og blive kaldt Mor og Far (det er jo deres ret at være forældre!) besøger Masho hver tredje uge på børnehjemmet. Nogle timer. På skift.

Det er til at græde over.

Men jeg håber dælme også der kommer handling efter tårer!

Fra de danske myndigheder.

Jeg har ofte oplevet som familieterapeut, at forældre kommer og siger:

- Min datter/søn laver ikke sine lektier.

- Min datter/søn vil ikke høre efter/sove/spise/sidde stille/osv.

- Min datter/søn slår sin lillebror/-søster

- Min datter/søn er på værelset hele dagen foran computeren

- Min datter/søn kan ikke/vil ikke/ har problemer med....

Det kan være alt muligt. Budskabet er det samme:

 - Mit barn er forkert! Fix det!

Og hvor mit svar også altid er det samme.

 Lyder nogenlunde sådan her:

- Det er jeres ansvar, som forældre, hvordan jeres børn har det. Barnet bærer ingen skyld. Det reagerer – samarbejder med jer – ud fra de vilkår der er, i jeres familie. Så udgangspunktet for jeres børns adfærd ligger ikke i jeres barn. Men derimod I jer.

Vi skal tale om jer, og finde frem til hvad der er det egentlige problem! Og når børnene mærker I tager ansvar. Og ansvar tager I ved at sætte ord op dét, som I ellers ikke har magtet at løse. Da vil børnene slappe af. Fordi de ikke behøver at gøre opmærksom på længere, at noget er galt. I familien!

For Masho, og hendes bror, gælder however, at deres problemer kan løses ved, at de kommer hjem. Til deres far og mor. De rigtige, dem I Etiopien. Det er det mindste de danske myndigheder kan gøre for dem.

Jeg sagde til en start jeg var mest forarget over forældrene. Men det passer jo ikke. Jeg er så skræmt og forarget over, at de danske myndigheder, har ladet de her børn så jammerligt i stikken, at deres væsen er truet for altid.

Hvad sker der for os? Hvor grimme kan vi blive i vor ret til at svælge i børn?

De danske adoptivforældre har nu også fået politibeskyttelse, grundet den lynchstemning der er opstået omkring dem. Noget som ikke mange børn der udsættes for vold får, f.ex.

Det vil se uudsletteligt grimt ud, om det kun er adoptivforældrene der får hjælp fra de danske myndigheder.

Det er nu, der skal gøres en forskel.

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=79474