Har overgivet mig til The Dark Side! De har slik! for satan.

Jeg er en af de der retskafne forældre, der med en pitbulls stædighed, proklamerer:

- Halloween er noget amerikansk færdig-costumeret, trukket ned over hovederne på os danskere. Som til gengæld konsumerer det ukritisk, mens vi dribler dankortet gennem slisken hos Fætter BR!
Så kan jeg føle mig lettere halvhellligt overlegen, vidende at den ryger jeg satme ikke på!
Og lukke hermetisk ned for muligheden for anden tænkning. Som fx. at det måske bare er tid for nye trends? Og ikke tid til at fastholde som Det-var-da-mor-var-barn/ung! (hvor længe mon  jeg vil holde gang i den retorik?)

Argumentet 'Mine børn skal ikke gå og tigge!' har jeg aldrig rigtigt ku´ få til at passe ind i billedet med udklædte børn og raslebøsser. Men det er udbredt, og mange vil ikke give penge til børn. Hvorfor egentlig? Hm...

Nå, men, nu er det sådan, at jeg har overskredet grænsen til tusmørket. For når The Dark Side sådan lokker med slik, kan en slikmutter som jeg, ikke stå stand.....

Så mere rigtig er det at sige, at jeg var sådan. Altså sådan en, der ikke gik med på amerikanske unoder.

O.k. nu ved jeg også godt, jeg har en tendens til at kridte banen op i meget sort eller meget hvidt. Og virkeligheden er jo at intet er enten/eller.

Jeg har været lidt småforelsket i græskarhoveder placeret rundt på matriklen i de år vi har boet i forstads-døden. Synes jeg gav mig selv lidt på 'mors-plus-konto', når jeg, i selskab med mit yngel, svingede brødkniven i djævlske sving og tryllede et satanisk grin frem på det orange hoved.

Sidste år kom så en Halloweenfest i Karlas klasse. Og nej, vi sagde ikke, at dét deltager vi/Karla ikke i! Og godt for det - for festen var en succes! Ungerne elsker det!

For i en tid domineret af dæmoner og monstre i stedet for Barbiedukken. Med ungdomslitteratur og -film, hvor smukke, maskuline hovedpersoner med sixpacks-maver og varulv-gener konkurrerer mod ligblege, unge mænd, med James Dean attitude og hugtænder, om den unge, menneskeskabte, jomfruelige kvindehovedrolle. Da er det vel en tidstrend? Barbie var vel min generation. Monster High og Twilight er mine ungers. Eller?

Mørkets kræfter er sluppet løs!
(Egentlig lidt sjovt, når vi voksne samtidig er så optaget af positiv tænkning og spiritualiteten i lyset.
 Eller måske er det ikke, når vi voksne. Men fordi vi voksne!... Jeg ved det ikke - gør du?)

Men sum summarum; ja, jeg har overgivet mig til Karlas lyst til Halloween fest, trick or treat, udklædning og søde gys.

Så hun har både været ude og 'tigge' hos Vestrebros overskudsfamilier (det er vist her Enhedslisten ligger stærkest, er det ikke?) Og som alt andet amerikansk, så er enden altid happy, happy.
Og happy var Karla også i fredags til den årlige Halloweenfest i klassen.

Og det var også møghyggeligt. (Nå ja, jeg skulle jo sige, det var møguhyggeligt! Sorry!)
Det var sgu dejligt blot at overgive mig selv til, at det er o.k. bare at have en festlig aften. Uden politiske under -eller overtoner.
Synet af Karla der benede rundt i sit dementor-kostume, færdigproduceret, indpakket og købt i Fætter BR. Lykkelig! Lykkelig over festen. Over thrillet ved kostumet og ved at se vennernes. Men allermest, over at jeg i år kunne være med.

De har været et afsindigt hårdt år for hende. Al den frygt og smerte ved at se mig syg.
Det vil tage sin tid, at hele den frygt.
Samtidig er hendes frygt og smerte, min stærkeste drivkraft til at blive rask. Og kunne gøre det, der er almindeligt og mor-agtigt.

Nå ja, jeg kommer aldrig til at flashe mig selv som 'moren-med-48-timer-i-døgnet'. Lave hjemmedesignede og -syet kostumer, og flotte kulinariske anretninger.
Det gør heller ikke noget. Det kan jeg sagtens leve - og godt - med. Det kan hun også.
Jeg kan se det. I hendes blik.
Lykken ligger i nærværet. I det nærvær hun suger til sig. Fra mig.


Det skal jo ikke lyde, jeg overgiver mig til Halloween, fordi jeg er syg. Og vil gøre min datter glad.
Jo gu´ vil jeg da gøre min datter glad! Og absolut, er jeg mere sprød overfor hvordan mine unger har det.
Jeg er vel bare solgt til The Dark Side, fordi det er en kærkommen mulighed for at lave noget festligt med Karla. Og med hendes klasse, som jeg stort set ikke har set det sidste års tid.
Og få noget ekstra slik og kage...
(Netop som jeg sidder og skriver dette indlæg, hører jeg et radiointerview med Nikolaj Koppel  blandt andet om, hvorvidt hans unger trick and treat´er. Og han sir afslutningsvist med et grin: 'Er det ikke so last seven years ago, at være sur over Halloween?!'...fnis...)

Og et eller andet sted, er jeg her i mine store forandringers tid.
Hvilket sgu er lidt uhyggeligt.
Men på den dejlige frie måde!