02 03 04 ODILES BLOG: 'Hey du der. Du er flad som et strygebræt! Hahaha!' 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 'Hey du der. Du er flad som et strygebræt! Hahaha!' 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

torsdag den 3. januar 2013

'Hey du der. Du er flad som et strygebræt! Hahaha!'

Så du noget af Myginds projekt på tv, om at standse mobning i folkeskolen?

Se fx her:
http://www.metroxpress.dk/kultur/sa-du-tv-i-aftes-sadan-blev-mygind-mobbet-af-lrerne/KObmac!ujca59nJz6Rw/


Jeg så kun lidt af det, var desværre for hurtig til at lukke det ned.

Desværre siger jeg, for jeg erfarer nu, hvor jeg sidder og finder linket frem, at han blev mobbet af lærerne på selvsamme skole, han vil udrydde mobningen på!

Puha. Det kan ikke komme bag på nogen at børn mobber, fordi voksne omkring dem, ikke tager ansvar.

Men hvor er det fantastisk at få det ved selvsyn. På tv. Primetime!! Tak! kloge og modige Mygind!









Jeg så til gengæld hele det program, der kom  bagefter Mygind. Hvor en håndfuld eller to,  kendte danskere, fortæller om hvordan de blev mobbet/mobbede/så på mobning i deres opvækst.

Især blev jeg bevæget af at høre Mathilde Norholdts fortælling.For hun fortalte med autencitet og direkte adgang følelsesmæssig til 'dengang'.



Også varmt tak til Norholt for hendes mod og ærlighed!



Jeg blev også mobbet i skolen. Det har du nok regnet ud

Et let offer, med mit følsomme sind. Mit fattige hjem. Og det hav af forbandede hemmeligheder jeg bar på, som ingen uden for vort hjem måtte kende til.
Den stille, blonde pige, med et stort hvidt smil. Dygtig og pligtopfyldende. Helt klassisk.

Der var altid noget med, at jeg var forkert. Det vidste jeg hjemmefra at jeg var, så det undrede mig sådan set ikke, at mærke det i skolen. Pigerne ku´ ikke lide mit tøj. Om det så var det, bror havde gået i et par år før. Eller når jeg fik noget nyt. Så havde jeg også alle de der sår i ansigtet, som var nemme at pege på. Da min mor købte en 2CV, var det endnu et tegn på vor fattigdom. Og så videre og så videre.

Men det var først da vi kom i de store klasser, som 6. og 7. klasse. Da drengene gik amok i deres hormonforstyrrede teenage-tid. Det var alt for voldsomt! Der hang porno-plakater i klassen, til ære for pigerne, selvklart. Så vi piger kunne bedømmes ud fra pornoen, i diverse proportioner...

Jeg udviklede mig meget lidt, rent fysisk. Mine bryster blev bare aldrig til så meget og jeg bevarede min sporty krop. Den selvsamme krop, der gjorde mig til klassens hurtigste pige-sprinter, så jeg ku´ løbe mod drengene til atletik, skulle i de her år redde min røv. Helt bogstaveligt.

Drengene fik nemlig en trend med - selvfølgelig anført af deres ubestridte leder - at alt om os piger handlede om 'patter og fisse'.

En dag jeg kom ind i klassen, begyndte drengene at synge en sang, de havde lavet til mig. Over Muppet sangen 'Manam-Manam'.
Jeg blev kaldt Nuller og sangen lød ca. sådan her:
'Nuller har ingen bryster! Manam-Manam. Hun er flad som et bræt!' Samme linie igen, igen, igen, igen!
Kulminationen på de mange: 'Hey, du er flad som et strygebræt! To gajoler på et bræt' - og alle de der klassikere.

Det værste var nu, at når skoledagen var omme, så var vi piger fredløse! Jagtet vildt. Hvis ikke man var kommet væk fra skolen i tide, blev man passet op af 5- 6 drenge. De holdt en fast og sikrede sig, at der ikke var andre tilbage på gangene og ved klassen. Så smed de en ned på gulvet, hev ens bukser og trusser ned, for at se om man havde 'fået hår på den!'

En dag var det så mig og en veninde, der desværre ikke var kommet ud i tide. De andre gange havde jeg nået at løbe fra dem. Men denne dag, var det lige fedt hvor hurtigt jeg løb.

Vi stormede rundt og jeg løb som en sindssyg. Men fem drenge ku´ jeg ikke løbe fra.Til sidst fik de mig bugseret tilbage til klasselokalet. Der smed de mig ned på gulvet, og jeg lå med en dreng på hvert af mine ben. Og en på hver af mine arme. Ovenpå mig sad deres leder, en stor og stærk fyr, som skulle åbne mine bukser for at trække dem ned.
Jeg bed, vred mig panisk rundt, rev, rasede, spyttede, nev, kastede mit underliv op og ned op og ned og ned for at vælte ham af. Men han var alt for tung. Og drengene holdt bare endnu tættere fat om mine arme og ben, ved at bruge hele deres krop.

Heldigvis var det på mode med superstramme bukser. Jeg havde fået et par, som jeg lå ned for at få på om morgenen. Skidevære med at det var kopi-bukserne lige da jeg lå dér med de prustende og grinende drenge oven på mig, for de var lige så svære at knappe op og lyne ned, som de originale.

Jeg skreg og kaldte på min veninde, men kunne ikke høre hvor hun var. Jeg tænkte hun havde reddet sig selv og var løbet hjem.Han havde fået kanppen op, og sad og sled med lynlåsen! Det måtte bare ikke ske!bankede det i mit hjerne, og jeg følte jeg sku´ dø.

Men netop som han sagde: 'Hun er for vild! Vi må opgive!'
kom min veninde stormende ind gennem døren, og klaskede ham sådan en på siden af hovedet, så han fløj ned af mig! Jeg kom lynhurtigt på benene. Med et blussende ansigt og hivende efter vejret, løb jeg hen og hentede min skoletaske, og vi brugte vor sidste kræfter på, at løbe sammen ud af skolen.

Jeg har siden de år, altid været flov over at jeg ikke udviklede mig til en kvinde, med hofter, talje og bryster. Men altid forblev drenget og sporty.

I de år jeg var i prostitution, var samme år hvor man begyndte at lade sig silikone operere, og jeg var ganske tæt på, også at gøre det. I dag vil de fleste nok mene, at det er nærmest en naturlig ting at gøre; få sig et sæt perfekte 75 C-skåls-bryster, så man er ser godt ud. Og har bedre muligheder.

Men for mig ville det have været at opgive mig selv! De, drengene, ville have knækket mig, om jeg havde ladet mig operere.
Og dét har jeg aldrig kunne tillade.


Men det trækker sig spor med ind i voksenlivet, for alle der har været mobbet. Eller været mobber.
Og jeg er sikker på også du har dine erfaringer og oplevelser.
Og måske skal jeg skabe en plads, hvor man kan mødes for at fortælle - evt. bearbejde- sine oplevelser.
I hvert fald er det vigtigt, at vi tør tale om det - uanset hvilken part vi har haft.
Og tilgive os selv.
Og hinanden ikke mindst. Men tilgivelse er også en meget personlig og privat sag.
Som man selv skal finde frem til, om man vil eller kan.

Du kan maile mig her  fyraftensgruppe
om du overvejer at være med til at tale om mobning, sammen med andre.


Etiketter: , ,

1 kommentarer:

  • Klokken 3. januar 2013 kl. 18.39 , Blogger Synne sagde ...

    Et vigtigt emne. Selv samme tv program sendte også mig til tasterne.
    Tabuer må og skal tales ihjel.

    Tak for alt hvad du gør.

    Kh,
    Synne

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start