Masho. Og adoptivmoderen. Og psykologen. Og dokumentaristen.

 Det raser rundt i karusellen;
Alle vor følelser og meninger omkring lille Masho og hendes bror.

Jeg søgte så i dag rundt på FB og opdagede til min lettelse, at der var en psykolog, der havde set råklip fra filmen.Og den psykolog har udtalt at hun straks havde mistanke om en personligheds- forstyrrelse hos adoptivmoderen!

http://www.bt.dk/danmark/psykolog-om-adoptivforaeldre-jeg-havde-mistanke-om-psykisk-misbrug

Og så bliver jeg sgu glad! Ja, ja, ved det godt - det er på den sære måde..

Glad over at der er andre professionelle end jeg, der fik mistanken narcissistisk personlighedsforstyrrelse eller lignende, ved at se moderens adfærd.
Uden at det på nogen måder er o.k. at sætte en diagnose på et menneske, ud fra en film ell. lign.
Men nok mistanke til, at der skal sættes en psykologisk undersøgelse igang.

Så det er jeg så lettet over!
Der er håb for Masho! Om at hun ikke kommer tilbage til adoptivforældrene. Husk! de har jo ret til at få hende hjem fra børnehjemmet, eftersom de har forældremyndigheden. Og (endnu?) ikke er frakendt retten pga. barnets tarv er i fare.
Og lillebroderen er der så også håb for. Han er jo på ingen måde fungerende. Men lige så meget i fare, men som jeg skrev i mit første indlæg om Masho. 
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/11/masho-vil-bare-bevare-sit-vsen-og-sin.html


I forgårs sad jeg på cafe med to forældre fra min tøs´ klasse. Og optaget som jeg var af filmen og Masho og lillebror, begyndte jeg at tale med de her mødre om det. Det fylder i os alle.

Og nu kommer det -  sådan helt ego-centreret af mig! - min bekymring over at være i faggruppe med det adoptivforældre- par...Øv!
For som den ene mor, siger med et varmt grin:
- Ja, de er psykoterapeuter. Det er også det du er, ikke! puffer mig i siden med armen.
- Jo, smiler jeg tilbage og forsøger af al kraft, at signalere 'jeg-tar-dyb-afstand-til-deres-evner-som-psykoterapeuter-og-jeg-må-bare-sige-at-jeg-selv-er-meget-dygtig!'

Så hånden på hjertet - eller hovedet på blokken - jeg er så optaget af de to stakkels børn især.
Men jeg er også bekymret for mit fag!
Og jeg ved da godt der er umuligt, at sikre alle psykologer og psykoterapeuter og psykiatere m.m. er mennesker uden egne psykiske lidelser, der springer foran i køen af behov. Og at det bliver behandlerens egen sygdom der styrer behandleren. Suk!

Min tøs er i øvrigt også optaget af Masho og lillebroren. Hendes billede af at adoptere er helt anderledes nu, end før. Og hun har forsøgt at udtænke hvad den mest menneskekærlige løsning ville være for børnene. Og hendes familie i Etiopien.

Det lyder måske mærkeligt, men Karla har siden hun var helt lille, været meget optaget af børn. Og af selv at skulle have børn. Hun kender mange andre måder end den traditionelle måde at være familie på. At man kan få børn, uanset hvem man er! Lesbiske, bøsser, singles. Eller mor og far/mor der adopterer alene. I vennekredsen findes mange varianter af familielivet. Så for hende ville det at adoptere et barn, være en helt naturlig måde at stifte familie på. Og det kan jeg godt lide! At der er en naturlig tilgang til forældreskab og børn.

Så det er meget betydningsfuldt for os alle at se, når det går så galt som det kan.
Og derfor er filmen så frygtelig væsentlig.
Og ja der er meget kritik også, at dokumentaristens rolle. Og ja, jeg ville ikke selv have magtet at holde observatørens blik - men jeg er fandme glad for at hun ku´! For at vise os andre, hvordan et forbandet liv kan se ud!

Åh, hvor jeg håber den film kommer til at redde Masho og hendes bror. De er ret traumatiserede selvklart, men der er stadig masser af håb i et barns liv. Som kan vækkes og styrkes. Hvis de får den rette hjælp, af de rette professionelle og i kærlighed hos deres rette forældre.