HJÆLP! Jeg har mistet mit shopping-gen! Et dyds-monster er født!

I torsdags var det min fødselsdag. Jeg blev 45 år.

Selvom jeg var tæt på at glemme det i år. Det er aldrig hændt før. Aldrig. (Nå ja, skaden havde nok ikke været af katastrofale dimensioner - jeg ville jo stadig være blevet fem og fyrre...)

Der er bare så store... Gigantiske! ..forandringer i gang. I mit liv.
Som er så fantastiske, glædelige. Givende. Gaver der hver dag åbnes og modtages i et omfang jeg aldrig før har turde åbne. Modtage.
Jeg har fået et nyt liv. En ny chance.
En nydelsestur i boblende glæde - bare op, op, op, op, op!
Hverken mere. Eller mindre.

På min fødselsdag blev jeg vækket af min lille, smukke familie.
Helt klassisk og traditionen tro, så gør vi sådan her hos os (sikkert ligesom I gør hjemme hos jer): Fødselsdagssang og flag endnu inden man er kommet ud af sengen. Når familien har sunget, går alle ud til et veldækket fødselsdagsbord. Og ungerne elsker det! Både når det er Niels og jeg. Og når det er dem selv, der ligger og rævesover under dynen. Det er vidunderligt at opleve, hvor meget de glædes over, at fejre hinanden i familien. Ren og rådyrket livskraft.

Men jeg ligger så dér i sengen. Ind og ud af drømmetilstanden, roder rundt i min overgangsalders nattesved. Med hævede, næsten sammenknyttede øjenlåg og med gårdagens stylingsprodukter i mit hår. Og herfra tager jeg bare det hele ind! Åh, det er så fedt!

Eftersom jeg ikke følte mig i det der;
 - Jeg har fødselsdag om en uge! Lad os invitere nogle mennesker!
Men snarere:
 - Gud! Jeg har sgu da fødselsdag i næste uge! Shit! Ej, skal vi ikke bare droppe det i år? Og så nøjes med morgenbordet og sangen - for ungernes skyld? havde jeg også snusfornuftigt aflyst alle gaver.
- Der er alligevel intet jeg mangler, sagde jeg. Og mente det! Ingen underspillet ydmyghed eller noget.

Hvilket er et aldrig-før-set, nyt og ukendt træk ved mig! Lettere mystificeret, har jeg anlagt en afvæbnende frelser. Forputtet inden i mig, uvist præcist hvor, sidder hun og vender op og ned. Skifter ud og sætter istedet for. Vaner og egocentrisk drama bliver spillet ud. Og efterlader mig med en forbavsende ro. Hvor fa´en kommer den fra?
Et indre dydsmonster er det sgu!

Min elskede og erfarne scanner, med det gavmilde overblik over alt fra butikkerne mit hjerte måtte begære, synes at gået død! Og alligevel har jeg ikke sat den til opload.
Det er det jeg si´r; et dydsmonster......

I stedet er jeg begyndt at tænke så´en; 'Åh jeg har så meget, og hvad skal jeg med det!', alt imens jeg læsser tøj ned i plastiksække, så den lokale Røde Kors butik bugner af røde klæder.
(Og ja, et par af veninderne er også gået lidt redish...)

O.k. ret skal være ret! Scanneren har så bippet een gang. Forleden. Ved synet af en smuk, bredstribet rød poncho. I en alt for ordinær damebutik!  Men hvad kan man gøre? Jeg mener, jeg gik bare forbi (o.k. krykkede bare forbi) en butik, hvor en rød poncho sukkede efter mig. Jeg kan jo ikke lade som om, det ikke skete. Vel?) Og af ældgammel refleks var jeg netop på vej ind for at hive den af mannequindukken, da mit nyfødte dydsmonster lammer min højre hånd, der erfarent var trukket ned i lommen efter dankortet.
 - Nej, helt ærligt! Du har ikke brug for den! smiler dydsmonsteret. Og messer videre:
- Giv slip! Giv slip! Giv slip!
 Uden modstand eller forfalsket opgivenhed, forlader jeg scenen.


Efter Niels og ungerne havde sunget for mig i torsdags, gik vi ud i køkkenet.
 - Men mor, der er jo ingen gaver til dig i år! Det er Karla, hun lyder lidt knyt, synes jeg.
- Det er o.k., skat, sådan vil jeg det gerne i år! svarer jeg tappert (og her spiller jeg! For det var alligevel lidt fladt at stå op til min fødselsdag, og vide at der ikke var noget særligt anderledes ved dagen, når først ungerne og Niels ville køre efter morgenbordet. Også selvom jeg ugen forinden, havde plirret forbløffende med øjnene over, at tiden var rendt fra mig. Og min mærkedag var strømmet ind i glemslen.)

Næste øjeblik drejer jeg om hjørnet og ind i køkkenet, og dér på spisebordet, godt camoufleret blandt flag, boller, stearinlys og frisk kaffe, ligger der to smukt indpakkede gaver!



- Nejj! hvinede jeg, som en ægte syvårig (og her spillede jeg ikke!).
I har alligevel købt gaver til mig! Tårerne stod på spring og jeg blev helt overvældet over, at de havde snydt med. I kærlig omsorg.



Og traditionen tro, åbnede jeg gaven fra ungerne først.
En smuk, bredstribet rød poncho. Fra en alt for ordinær damebutik. Og den sukkede stadig, ponchoen. Og vupti! I det samme den røg om halsen på mig, blev det en Odile-poncho!

Næste gave er fra Niels. En æske. Hård og aflang. Lidt for stor til at være øreringe. For lille til at være noget tøj. I´m clueless. Totally!
Inden i ligger den smukkest fyldepen! Den smukkeste gave, fra ham til mig.

Jeg har skrevet med fyldepen, ja, mindst de sidste tyve år. Og har haft et par stykker i prisklassen med livsgaranti. En blev stjålet (der var nogle år hvor jeg var udsat for uhørt meget hærværk, chikane og tyveri m.m.). Jeg købte en ny, magen til. Og den har jeg netop fået ødelagt pennestykket på.
Og selvom der er garanti på, så hører den pen til i min fortid.
Jeg havde derfor overvejet at få en ny. Men hvilken? Jeg er ikke til de klassiske Mont Blanc modeller. Skal helst være mere feminine og.. ja, igen, anderledes.
Dér var min ny pen!

Så nu, nogle dage efter, er den gamle guldbelagte pen smidt ud sammen med køkkenaffaldet.
Alt er forgængeligt. Alt er foranderligt. Alt hvad der sætter sig på tværs for lyset, må smides væk.
Afløses af den ny udvikling. Det ny større. Den stærkere bevidsthed. De sundere livsværdier

Det er mærkeligt, at selv materielle ting, har det med at blive besjælet. Og er svære at smide ud.
For når alt kommer til alt er det ligegyldigheder. Min lykke er ikke større af at skrive med en dyr fyldepen.

Men Niels´ kærlige blik, da jeg vrikkede papiret af æsken og trak den smukke pen op, dét er gaven! G.a.v.e.n.!
Fordi den er fra ham, er den så uendelig meget smukkere. Han har valgt den. Omhyggeligt og nænsomt trukket den frem blandt mange, der flashede side om side i glasmontren. Og han valgte den der sukkede mest til hans hjerte. Som kender mit, som ingen anden.

Så mit nye dydsmonster har jo ret; jeg har alt hvad jeg behøver, for at leve mit drømmeliv.
At jeg så oven i købet, får smukke gaver til at stimulere min æstetiske sans med,
er som flødeskummet på cacaoen.
Jeg er et utroligt heldigt menneske, som har fået så meget gennem livet.
Og nu her cirka halvvejs, står jeg over for at lære! Modtage! Forandres!
Udvikle og udvikles! Forandre!
Og leve en hel bunke mere.