Nægter at tjene penge på sex, løgn og overfladiske quick-fixes...

Stod foran spejlet på badeværelset.
For at rense mit ansigt, gøre mig klar til en ny dag.
At være økonomisk på den, gør at tankerne har det med at sværme om; hvad kan jeg gøre, for at vi kan klare det hele?
Så det gør de dér, foran spejlet. Sværmer.

Og det går op for mig, med en klarhed jeg ikke helt orker,
at jeg tjente mine største penge, da jeg var i prostitution!
At jeg trods alle mine uddannelser, al den medie eksponering, al min viden og erfaring, foredrag, teater,mine bøger, alt! -
ikke har formået at tjene nær lige så meget, som jeg formåede ved at sælge min krop, med sex. Skabe mig selv i en anden figur, være en illusion om en kvinde.

Isn't is ironic?

Det er intet nyt at sex sælger. Nej, nej da.
At der er typer af mænd som hellere bruger 30.000 kr på at købe prostituerede. End at gå i terapi fx.

Men alt andet lige, så er det ærgerligt at det falske, quick-fix stadig vejere tungere, end ærlighed. En hurtig løgn er mere salgsbar end det noget mere møjsommelige træk. End nærvær. (Selv.-) udvikling. Skabelse.
Man vil fx også hellere tro på en hurtig slankekur end en livsstils omlæggelse.

Hvor er det godt jeg er blevet klogere end dengang! Og ved at jeg er et menneske, og ikke en dukke til salg.

Og jeg vil stole på, at jeg kommer til at kunne forsørge min familie igen!:-)

♥

(Det er min status fra FB i dag.)

All that - and brains too!

 Ved godt jeg har postet den på Facebook.
Men hun er så skøn og klog, at jeg share hende evrywhere!

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10200264303957069&set=a.4234747473748.175892.1437285044&type=1&theater

Når de andre overdøver dig!

At mange mener det samme, har aldrig gjort noget mere sandt.
 
Alligevel er det som om, mange opgiver at lytte til deres indre. For at følge de fleste.


Det ses igen og igen, og når det er extremt grelt, kan det se ud som det gjorde i Tyskland under Hitler bl.a.
Men det ses også på arbejdsplader og i børne -og unge institutioner, hvor mobbeadfærd/-ofre slet ikke er sjældent.
Og selv i den enkelte familie, i det enkelte parforhold, kan det være svært at holde fast i sig selv.

Måske har du også glemt, at det er din indre stemme, der fortæller dig, hvordan du lever dit liv bedst?



Jeg har selv engang været bange for at være mig. Bange nok til, at jeg prøvede at passe mig ind efter verden omkring mig. Det lykkedes ikke, for jeg forsvandt. Heldigvis hev jeg mig selv frem igen, og fik sat fokus på hvem jeg var - og især hvem jeg ikke var! At tage sig selv alvorligt, er det allermest eksistentielle & essentielle man kan gøre for sig selv som menneske. Hvis ikke man tager sig selv alvorligt, tager man heller ikke sine drømme alvorligt. Eller sine ambitioner. Problemer. Livet. Sine evner. Og meget mere.

Men hvordan gør man det? Tager hånd om sig selv, og lader sin egen indre stemme overdøve den støj vi alle befinder os i konstant; medier, kollegaer, venner, kæreste/kone/mand, børn, musik, kultur etc.


Meld dig til fyraftensgruppe, hvor du får fokus på:

 - at lytte til din indre stemme.
-  hvordan kan jeg vide, hvad der reelt er min indre stemme?
 - at fastholde din indre stemme
 - og følge den ud i livet, ud i praksis.


Her:
tilmelding til fyraftensgruppe: Min indre Stemme



PS. Jeg opretter forskellige grupper med forskellige temaer, se her for mere info:

Info om grupper m.m.

Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm. Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?

Opdager at jeg v.i.s.t.n.o.k! har misset en debat om mandlige medarbejdere i daginstitutioner.
En frygt for mænd som potentielle pædofile.

Og hvis der er en debat, er den så opstået i kølvandet på Vinterbergs *Jagten*?

 Det jeg har læst på FB er, den der typiske vrede. Harmen over at nogen er for dumme til at forstå dit eller dat. Fx. hvor dumt det er at være bange for at have mænd i institutioner, fordi de er lige så vigtige som kvinder.

Der er ingen tvivl om at mænd er lige så berettiget i institutioner som kvinder!

Så hvis vi gerne vil give plads til det,  bliver vi nødt til selv at være rummelige.
Og netop undgå at udskælde de personaler, der frygter pædofilt adfærd i deres institution.

For mig at se, er debat blevet sådan noget med, at skrige og pege fingre af dem der mener og/eller  noget andet, end det man selv synes er en god ide.
Og jeg har i den grad mistet lysten til at debattere i medierne de senere år. Det er for mig at se blevet et alt for lukket, indskrænket, uinteressant og stille-stående felt. Hvor ingen vil se og høre nyt. Lade sig åbne for at udvikle og indtage nye vinkler.

Der er na-da ansvar i, at skælde ud og pege fingre af dem man ikke kan lide, fordi de mener eller gør noget man er dybt uenig i, sådan som det er blevet moderne for bloggere, især. Der er adskillige kvinder, som er blevet kendte ved at pege fingre af andre; Ditte Okman, Anne Sophia Hermansen, BitterFissen - sikkert flere. Og det er dødvande, som jeg ser det.

Det er jo nemt nok at kritisere folk i knæ; 'mænd i trediverne er for kedelige/dumme/ og kvinderne  er supersmarte'. 'Folkeskolerne kan ikke gøre noget rigtigt - så hvad vil du gøre ved det, som lærer? For mit barn har ikke lært 3-tabellen i 1.klasse!' Medina-retorik der handler om 'Kun for mig, kun for mig'. I stedet for at man sammen kunne finde løsninger.

Se på sig selv med det skarpe blik der frit udspyes over hele samfundet.
'Hvad gør jeg selv? Hvor meget byder jeg ind med? Hvad giver jeg til andre, end at fortælle på Facebook hvor jeg spiste min brunch og hvilken grim dame der sad ved bordet ved siden af? Og poste smukke fotos af mig selv?'

Ansvar er når vi tør ordsætte det vi ser, hører, oplever. Vor undren og vor glæde. Åbne tabu-pakkerne og søge viden om det vi ikke kender til. Men især at forstå, at vi er sammen om at skabe den kultur vi ønsker. Ikke mod hinanden!
Som vi lever i vor tid,  er det som en krig. Og krig efterlader sig intet skabende. Ingen sande vindere.

Nå, tilbage til 'den debat der måske er igang: Om frygten for pædofile, og derfor tør vi ikke lade mænd være alene med børnene i daginstitutionerne'.

Der findes utroligt meget viden om præcis pædofili, som enhver institution kan modtage for meget få, hvis ikke nul, kroner. Enhver der arbejder professionelt i de miljøer, hvor pædofile af sagens natur vil befinde sig/søge hen, kan så let trænes i at spotte og reagere på tilstedeværelsen af det uacceptable og krænkende.

Man kan med andre ord, istedet for at råbe op om det tåbelige i at være bange for mænd (som reaktion på angsten for at overse en pædofil), råbe på konsulent hjælp! Hjælp til at spotte om der er fare på færde. Og det er absolut bedst om det gøres, inden man står i et forfærdeligt problem, som kunne være undgået!

Via linket her kan du sende mig en mail, hvis du har behov for konsulent hjælp i jeres institution.
Jeg har så stor erfaring, både privat og professionelt med tabuet pædofili og seksuelt misbrug;
 'hvordan spotter du en pædofil i børnenes farvand? '

Det at blive trænet til at spotte når noget er galt, gøres meget nemt i et åbent og frit miljø, hvor man tager ansvar. Hvor man tør modtage fra andre og ikke holder på, at sidde med det rigtige svar. Og hvor man tør give af sig selv.

Derimod befinder pædofile sig særligt godt i de miljøer, hvor man ikke taler. Ikke reagerer på det man oplever. Hvor man ikke er tryg ved hianden som personale. Og hvor man derfor aldrig har turde tale tabuer op!! Som fx. børns sunde adfærd og seksualitet og det modsatte.

Mine børn har også selv været i vuggestue og børnehave. Og der blev brugt ressourcer på alt muligt meget spændende. Ingen tvivl om det.! Jeg kæmpede alle årene for, at de fik lavet et grundigt arbejde med, at se signaler hos misbrugte børn. Se pædofilt adfærd. Og være sensitive overfor at langt fra alle børn, bryder sig om at sidde på et toilet  uden døre, frit udstillet for alle. At der blev brugt bare nogle af de ressourcer der var i den her overskuds institution på Frederiksberg.
Det lykkes desværre ikke. Så tungt er det; frygt og benægtelse er stærke kræfter. Og mange forælder og pædagoger/ lærere går mere op i mad og motion,  end det 'der allligevel aldrig sker for os - kun de andre!'

Mit råd er dog til stadighed: Få hjælp istedet for at skyde hysterisk omkring på alle andre. Vær bevidst om, at seksuelle overgreb intet har at gøre med under-eller overskudsmiljøer. Brug kræfterne på at bringe viden frem frem for at vredes mod dine kollegaer, dit samfund.
Det er såre enkelt!

Og så ønsker jeg mig inderligt, at når vi bruger enormt mange kræfter på at børnene ikke må få sukker, at voksne står og ryger bag muren for at børnene ikke skal se det, alt skal være økologisk og med cykelhjelm- at man så brugte bare et mindste af de samme kræfter på, at få debatten om pædofili og seksuelle overgreb igang i institutionen.
Og det haster som ind i himlen!

Jeg oplever så tit, at voksne som selv har levet et priviligeret liv, regner det for stærkt overdrevet, at  'mange børn' ('det er kun de få!' får jeg at vide) vokser op i et seksuelt, psykisk eller fysisk voldeligt hjem. Jeg tænker vi burde vide bedre, end at lave studse-tingen! Men jeg skal ikke kigge ret langt, før den første fordom og forhindring standser muligheden for, at sætte fokus på, hvad der for mange børn og unge er en farlig virkelighed.

Tænk, hvis man kunne lave en statestik over, hvor mange børn der fx. slår deres hoveder om året, fordi de cykler uden hjelm.
Og hvor mange børn der ødelægges for livet, pr. år,  fordi ingen voksne beskyttede dem mod seksuelle overgreb?

'Hey du der. Du er flad som et strygebræt! Hahaha!'

Så du noget af Myginds projekt på tv, om at standse mobning i folkeskolen?

Se fx her:
http://www.metroxpress.dk/kultur/sa-du-tv-i-aftes-sadan-blev-mygind-mobbet-af-lrerne/KObmac!ujca59nJz6Rw/


Jeg så kun lidt af det, var desværre for hurtig til at lukke det ned.

Desværre siger jeg, for jeg erfarer nu, hvor jeg sidder og finder linket frem, at han blev mobbet af lærerne på selvsamme skole, han vil udrydde mobningen på!

Puha. Det kan ikke komme bag på nogen at børn mobber, fordi voksne omkring dem, ikke tager ansvar.

Men hvor er det fantastisk at få det ved selvsyn. På tv. Primetime!! Tak! kloge og modige Mygind!

Jeg så til gengæld hele det program, der kom  bagefter Mygind. Hvor en håndfuld eller to,  kendte danskere, fortæller om hvordan de blev mobbet/mobbede/så på mobning i deres opvækst.

Især blev jeg bevæget af at høre Mathilde Norholdts fortælling.For hun fortalte med autencitet og direkte adgang følelsesmæssig til 'dengang'.



Også varmt tak til Norholt for hendes mod og ærlighed!



Jeg blev også mobbet i skolen. Det har du nok regnet ud

Et let offer, med mit følsomme sind. Mit fattige hjem. Og det hav af forbandede hemmeligheder jeg bar på, som ingen uden for vort hjem måtte kende til.
Den stille, blonde pige, med et stort hvidt smil. Dygtig og pligtopfyldende. Helt klassisk.

Der var altid noget med, at jeg var forkert. Det vidste jeg hjemmefra at jeg var, så det undrede mig sådan set ikke, at mærke det i skolen. Pigerne ku´ ikke lide mit tøj. Om det så var det, bror havde gået i et par år før. Eller når jeg fik noget nyt. Så havde jeg også alle de der sår i ansigtet, som var nemme at pege på. Da min mor købte en 2CV, var det endnu et tegn på vor fattigdom. Og så videre og så videre.

Men det var først da vi kom i de store klasser, som 6. og 7. klasse. Da drengene gik amok i deres hormonforstyrrede teenage-tid. Det var alt for voldsomt! Der hang porno-plakater i klassen, til ære for pigerne, selvklart. Så vi piger kunne bedømmes ud fra pornoen, i diverse proportioner...

Jeg udviklede mig meget lidt, rent fysisk. Mine bryster blev bare aldrig til så meget og jeg bevarede min sporty krop. Den selvsamme krop, der gjorde mig til klassens hurtigste pige-sprinter, så jeg ku´ løbe mod drengene til atletik, skulle i de her år redde min røv. Helt bogstaveligt.

Drengene fik nemlig en trend med - selvfølgelig anført af deres ubestridte leder - at alt om os piger handlede om 'patter og fisse'.

En dag jeg kom ind i klassen, begyndte drengene at synge en sang, de havde lavet til mig. Over Muppet sangen 'Manam-Manam'.
Jeg blev kaldt Nuller og sangen lød ca. sådan her:
'Nuller har ingen bryster! Manam-Manam. Hun er flad som et bræt!' Samme linie igen, igen, igen, igen!
Kulminationen på de mange: 'Hey, du er flad som et strygebræt! To gajoler på et bræt' - og alle de der klassikere.

Det værste var nu, at når skoledagen var omme, så var vi piger fredløse! Jagtet vildt. Hvis ikke man var kommet væk fra skolen i tide, blev man passet op af 5- 6 drenge. De holdt en fast og sikrede sig, at der ikke var andre tilbage på gangene og ved klassen. Så smed de en ned på gulvet, hev ens bukser og trusser ned, for at se om man havde 'fået hår på den!'

En dag var det så mig og en veninde, der desværre ikke var kommet ud i tide. De andre gange havde jeg nået at løbe fra dem. Men denne dag, var det lige fedt hvor hurtigt jeg løb.

Vi stormede rundt og jeg løb som en sindssyg. Men fem drenge ku´ jeg ikke løbe fra.Til sidst fik de mig bugseret tilbage til klasselokalet. Der smed de mig ned på gulvet, og jeg lå med en dreng på hvert af mine ben. Og en på hver af mine arme. Ovenpå mig sad deres leder, en stor og stærk fyr, som skulle åbne mine bukser for at trække dem ned.
Jeg bed, vred mig panisk rundt, rev, rasede, spyttede, nev, kastede mit underliv op og ned op og ned og ned for at vælte ham af. Men han var alt for tung. Og drengene holdt bare endnu tættere fat om mine arme og ben, ved at bruge hele deres krop.

Heldigvis var det på mode med superstramme bukser. Jeg havde fået et par, som jeg lå ned for at få på om morgenen. Skidevære med at det var kopi-bukserne lige da jeg lå dér med de prustende og grinende drenge oven på mig, for de var lige så svære at knappe op og lyne ned, som de originale.

Jeg skreg og kaldte på min veninde, men kunne ikke høre hvor hun var. Jeg tænkte hun havde reddet sig selv og var løbet hjem.Han havde fået kanppen op, og sad og sled med lynlåsen! Det måtte bare ikke ske!bankede det i mit hjerne, og jeg følte jeg sku´ dø.

Men netop som han sagde: 'Hun er for vild! Vi må opgive!'
kom min veninde stormende ind gennem døren, og klaskede ham sådan en på siden af hovedet, så han fløj ned af mig! Jeg kom lynhurtigt på benene. Med et blussende ansigt og hivende efter vejret, løb jeg hen og hentede min skoletaske, og vi brugte vor sidste kræfter på, at løbe sammen ud af skolen.

Jeg har siden de år, altid været flov over at jeg ikke udviklede mig til en kvinde, med hofter, talje og bryster. Men altid forblev drenget og sporty.

I de år jeg var i prostitution, var samme år hvor man begyndte at lade sig silikone operere, og jeg var ganske tæt på, også at gøre det. I dag vil de fleste nok mene, at det er nærmest en naturlig ting at gøre; få sig et sæt perfekte 75 C-skåls-bryster, så man er ser godt ud. Og har bedre muligheder.

Men for mig ville det have været at opgive mig selv! De, drengene, ville have knækket mig, om jeg havde ladet mig operere.
Og dét har jeg aldrig kunne tillade.


Men det trækker sig spor med ind i voksenlivet, for alle der har været mobbet. Eller været mobber.
Og jeg er sikker på også du har dine erfaringer og oplevelser.
Og måske skal jeg skabe en plads, hvor man kan mødes for at fortælle - evt. bearbejde- sine oplevelser.
I hvert fald er det vigtigt, at vi tør tale om det - uanset hvilken part vi har haft.
Og tilgive os selv.
Og hinanden ikke mindst. Men tilgivelse er også en meget personlig og privat sag.
Som man selv skal finde frem til, om man vil eller kan.

Du kan maile mig her  fyraftensgruppe
om du overvejer at være med til at tale om mobning, sammen med andre.

Hvad er nytårsaften for dig?

Uha-da-da! Så væltede vi ind i det nye år, med knald, fald og promt og pragt
Jeg overlevede..
Gjorde du? Er du der? Alle lemmer i behold?
Puha! Hva´?

Men hvordan er det med nytår og dig? Hvad betyder nytårsaften for dig?

Nej, en vild nytårsaften og nat har jeg ikke holdt siden jeg uvidende om det spirende foster i min mave, for 13 år siden dansede rundt i en halv liter vodka plus det løse fra middagsbordet.
Da vi væltede ind i et nyt årtusind.
Egentlig har jeg aldrig været den der; 'Det er nyyyytttåååårrrr!Fyr den afff!' brandert-brølende type. Kan heller ikke finde det højtidlige frem i mig selv, men kommer i stedet til at fnise lidt ved det, for  - hallo! Det er jo bare en aften!! Jo, jo en festlig en, forhåbentlig med gode venner og hygge og så´en.

Jeg kan godt lide man vil  gøre status over året der gik og hvad vil jeg i det nye år. Det er sådan set glimrende at gøre. Og hvis der skal et nytår til, for at folk reflekterer over deres liv, så lad os da holde nogle flere. Om året!
Nej, jeg synes bare vi kan reflektere, mærke efter og gøre det om, der ikke er som det skal være. Årets andre mange dage, aftenener og nætter.

'Skideværmeddet' - jeg havde en smadder dejlig nytårsaften. Du også? Eller?

Ingen druk her, som sagt. Til gengæld dejligt at trække i en silkekjole, smøre ansigtets ind i diverse farver og og glamme håret op. Når man er syg så længe som jeg, ja, så kan det godt blive en kende kedeligt med udseendet dér.
Ungerne glædede sig til 'det hele'! Og det hele var nære venners åbne hjem. Og i det hjem havde de proppet flere af deres nære venner ind, og alt vor yngel; børn og unge. Medbringende mad og desserter!

(Jeg var i dessert-heaven i aftes! Utroligt at der kan gå nogle så´en helt almindelige mennesker rundt (læs: ikke konditorer) som skaber et overflod af sødme, til man glemmer alt andet! Jeg er helt benovet over dens slags evner.)

Der blev spist, drukket, snakket. Vi kom senere og deltog ikke i Nytårstalen - der har jeg været heldig med Poulsen; også han er ligeglad med den komformitet. der er ved nytårskonceptet. Og der var lavet quiz´er.

Men det som gjorde nytåraften, var den dejlige stemning af dejlige mennesker, som godt gad tilbringe en aften og nat med os!
Og dét gør mit nytår - hvert år!

At være sammen med mine nære, dejlige venner. Fjante og være alvorlige på samme aften.
Mindes dengang, og glædes os sammen over det vi skal - sammen og hver for sig - inde i det nye foran os.
Så er man bare et priviligeret menneske, når den varme af taknemlighed breder sig inde i en, og rundt om nytårsbordet.
 Det er ikke bordbomberne, champagnen, heksehylene og batterier i regnbuens farver.
Overdådig mad og serpentiner. Rådhus klokkens melodiøse slag.
Nytåret er kun lykkedes for mig, når det samler os af glæde, men ingen pligt.
Når den kærlighed vi bærer rundt i os, får fuldt flor i mødet med hverandre. Det er ikke bare at skåle med en fremmed - men det er at mærke dét skål og tage dén åbenhed med sig ind i det nye år.
Og krammeren man giver sin livsven, og vide, det ikke bliver det sidste.



Tak for det gamle år.
Tak til alle der var med, her og der.
Og jeg glæder mig til at være i det nye, med alt det gode der vil komme.
Jeg tager i mod!
Synes også du skal!