Da løvemor gik ned.

Kender du filmen 'Christiane F'? Eller bogen. Eller hende. Ved ikke om hun er røget i glemslen, i takt med nye generationer er kommet til? Men min nethinde (og jeg tror det gælder mange andres også) kan for altid fremkalde skrækscenerne, hvor Christiane tager en kold tyrker.

Well -
i sidste uge nøjedes jeg ikke med at have hende fæstnet på mine nethinder, men havde hende all in.
Mig = en Christiane F.
Bare blond. Og ældre, betydeligt ældre. Og så ikke junkie.
Mig, så smækfyldt af abstinenser i en grad, hvor jeg ikke var i stand til at rejse mig. Tage en beslutning. Vide hvornår jeg var ved bevidsthed, og hvornår jeg flød i andre lag.







Hvorfor det endte med jeg i sidste uge, lavede en Christiane F, er en lang og ret kedelig udredning, som jeg ikke orker komme med her.
Eller, jo. Altså, du ved godt, at jeg har aldrig været bleg for at berette om mit dramatiske liv.
Og historien er faktisk o.k. god at fortælle. En dag. Om lang tid.

Lige nu er sandheden den, at når jeg tænker på min kolde-tyrker-uge, får jeg kvalme!
Og det eneste jeg med største sikkerhed kan udtale mig om pt er, at jeg aldrig, aldrig! nogensinde igen, vil opleve en kold tyrker! Eller bare noget der minder lidt om det!
Jeg er stadig afkræftet og adskillige kilo lettere. Kaffen, som jeg plejer at elske i de dér mængder, hvor det også virker forebyggende mod livmoderkræft, kan jeg stadig ikke få ned.
Ufrivilligt skubber den sig tilbage op gennem svælget. Sendt afsted på bølger af kvalme.

     Hvis du ikke kender Christiane F, hvilket jeg nok synes du bør - så tjek evt. her                                http://www.youtube.com/watch?v=RVYDG2oSdlY



Jeg lærte en bunke meget, mens jeg lå der. Sunket ned gennem madrassen.
Stadig noget shaky over de erkendelser jeg tog ind, og som jeg nu skal efterleve.
I praksis.

Jeg blev høvlet gennem min samvittighed og skyld - alle fortidens uhørte fortalelser og egocentriske gøremål. Alt sammen noget jeg har sagt og gjort uden at være tilstede i mig selv, men halsende bag efter den drøm jeg troede jeg skulle udleve.
Sagt på fransk; alt det lort jeg har leveret til børnene. Til manden. Gennem de senere år.



                                                 Trænger du til en musikpause, så hit her;
                                             http://www.youtube.com/watch?v=aIXyKmElvv8



Da jeg lå der med abstinenser, var det ikke kun min fysiske krop, der svimlede og spjættede. Knækkede sig og sved og frøs på samme tid.
Det var også mit sind. Min tanker. Min bevidsthed.
Der krøllede sig sammen om sig selv som en hård kugle af sølvpapir. For i næste nu, smidigt og lynhurtigt at rette sig ud, som en bænkebider. For i næste omgang igen at kopiere sølvpapirs-kuglen, så bænkebideren. Igen og igen og igen. 'Det stopper aldrig!' panikkede mine tanker og jeg tvang mig til at kile positiv tænkning ind.
 - 'Du må godt have det godt, Odile!' messede jeg ud i det tomme hus.
Vidste min alenehed var selvforskyldt. Det var som om jeg skulle lide, smerte. Afsone en eller anden straf, for ikke at være god nok. Eller nok-nok.

Min bevidsthed væltede rundt i en centrifuge. Jeg havde selv kickstartet programmet, ved ikke at tage morfinen. Og nu rullede og rullede og rullede! jeg bare længere og længere væk, ind i en abstinent verden. Forsvandt fra mine egne tanker. Mine ben gav efter, når jeg prøvede at stå op.
No return, for jeg kunne ikke nå pillerne. Jeg kunne heller ikke tænke sammenhængende nok til, at regne ud, hvor mange piller jeg skulle tage for at standse centrifugen. Enhver samtale var umulig. Og en opringning til en læge endnu mere. Min overbevisning om, at jeg var i en eller anden skærsild, umuliggjorde at jeg skreg hjælp! ned i telefonen, i håb om at min mand ville høre mig.

Der var ingen værdighed i sveden, der gjorde mig både varm & kold. Brækken som lå i min ånde.
Hjernens kramper pressede mig ind og ud gennem kanaler af fortidens fejltagelser.
- Sagde jeg sådan til Karla? Gud, nej, er det sådan jeg har været overfor Lukas? Niels?
- Nej, nej, nej, nej!
Alle de fejl jeg før i tiden var flygtet fra, lå nu cirkulerende i min erindring, som hajer. Og jeg havde ingen redningsbåd.

- Fuck, hvor har jeg gjort min familie meget uret! konkludere jeg både på et vågent og et ubevidst plan. Og trimlede endnu en gang ud over sengekanten, for endnu en gang at opdage, jeg ikke havde kræfter til at stå.

De dage hvor abstinenserne stod højst, havde jeg end ikke kræfter til sms. Der var intet der kunne afholde mig fra det sandhedssøgende missil der drønede op fra fortiden.
Her lå jeg og spejlede den Odile, jeg var blevet.
Og som jeg på ingen måde brød mig om.

 - Ahr, hvad? Mon ikke erindringen var farvet af den abstinente tilstand?
Aner det ikke. Har stort set ingen teoretisk viden om morfinabstinenser. Om hjernen kører ud af en mareridts-spor. Men jeg ved, at det jeg oplevede de dage, har sat sig dybt i mig. Og er kursen for hvordan jeg vil leve. Nu. Og alle øjeblikkene efter.

Inden 'bevidsthedscentrifugen' (aldrig har jeg været på så mange bevidsthedsflager på samme tid, og med så accellerende skift og fart) husker jeg at tænke og sige:
- Jeg har sluppet næsten alt!

Men 'næsten' er utroligt rummeligt!

Bag den facade alle kender mig som, lå en udhulet og udkørt Odile, som havde glemt hvor hun skulle hen. Hvad der var vigtigt.

Jeg har overlevet og gennemlevet så meget, af så stor destruktion. Og jeg har trods det, skabt mig et rigtigt levende liv. Med levende børn og mand og kærlighed. Midt i al det ønsket liv, skete en ulykke i vor familie, som jeg aldrig har talt om offentligt.

Jeg blev så truet på mine børns liv, at jeg tabte mig selv på gulvet.
Selvom jeg aldrig rent faktisk så mig selv, da jeg knak mod gulvet, er det en ren konstatering.
Den største trussel mod en mor, en far, er truslen mod deres barns liv.

Jeg trak mine børn i sikkerhed, som den overlever jeg er.
Mens jeg holdt mit vejr. Glemte hvordan jeg skulle slippe luften. Ind. Ud. Vedvarende.
I stedet blev jeg en skælden, smældende. Råbende. Skulende. Vred. Mulende. Trist og frygtsom Odile.

Truslen er ovre nu. Tiden er gået og børnene er nok børn, men langt fra hjælpeløse og små.

Den indsigt fik jeg, i form af drømmesyn skabt ud af virkeligheden. I min abstinente tilstand.
Huskede hvordan jeg har råbt. Tudet. Vrisset. Sukket. Og al den uret der var sket os, fandtes der ingen retfærd for. Selvom jeg arbejder og omgås folketingspolitikere, har jeg aldrig fortalt om vor families smerte. Bedt om hjælp. Forsøgte at holde facaden, være cool.
(På nær dengang jeg talte i telefon med en politiker, mens jeg drønede gennem byen med ungerne storskrigende på bagsædet. Og jeg bare knaldede ud - big time! Over åben telefonlinie. Det var grimt.)
Skammen over at miste mig selv. Og blive den slags mor jeg aldrig ville være.  Puha - så hellere undlade at være en mor!


Så nu, hvad så nu?
Tja. Jeg har fået overtaget i min krop igen. Og bevidsthed. Stadig rørt og rystet. Men på vej til livet.
Min dirren er nu af æresfrygt. Over hvor værdifuldt livet er.
Og kærligheden.

Men så skal det sgu heller ikke tages så alvorligt! Livet.
Blive så højtidigt, at vi bliver bange for at leve eget liv.
Træde forkert. Træffe beslutninger der ikke holder.
Fortryde. Begræde. Ængste.

Jeg skulle vende vrangen ud på sig selv og alt hvad jeg stod for, før jeg fattede, at jeg var forsvundet fra mig selv. Og mine kære.

Og lige nu? Da er jeg bare så heldig at have fået et chance mere. Med en 'ny' ryg.
Med en familie, som ståler over at jeg endelig! begyndte at trække vejret igen.

Så nu er jeg der.
Næsten.