Masho. Og adoptivmoderen. Og psykologen. Og dokumentaristen.

 Det raser rundt i karusellen;
Alle vor følelser og meninger omkring lille Masho og hendes bror.

Jeg søgte så i dag rundt på FB og opdagede til min lettelse, at der var en psykolog, der havde set råklip fra filmen.Og den psykolog har udtalt at hun straks havde mistanke om en personligheds- forstyrrelse hos adoptivmoderen!

http://www.bt.dk/danmark/psykolog-om-adoptivforaeldre-jeg-havde-mistanke-om-psykisk-misbrug

Og så bliver jeg sgu glad! Ja, ja, ved det godt - det er på den sære måde..

Glad over at der er andre professionelle end jeg, der fik mistanken narcissistisk personlighedsforstyrrelse eller lignende, ved at se moderens adfærd.
Uden at det på nogen måder er o.k. at sætte en diagnose på et menneske, ud fra en film ell. lign.
Men nok mistanke til, at der skal sættes en psykologisk undersøgelse igang.

Så det er jeg så lettet over!
Der er håb for Masho! Om at hun ikke kommer tilbage til adoptivforældrene. Husk! de har jo ret til at få hende hjem fra børnehjemmet, eftersom de har forældremyndigheden. Og (endnu?) ikke er frakendt retten pga. barnets tarv er i fare.
Og lillebroderen er der så også håb for. Han er jo på ingen måde fungerende. Men lige så meget i fare, men som jeg skrev i mit første indlæg om Masho. 
http://odilepoulsen.blogspot.dk/2012/11/masho-vil-bare-bevare-sit-vsen-og-sin.html


I forgårs sad jeg på cafe med to forældre fra min tøs´ klasse. Og optaget som jeg var af filmen og Masho og lillebror, begyndte jeg at tale med de her mødre om det. Det fylder i os alle.

Og nu kommer det -  sådan helt ego-centreret af mig! - min bekymring over at være i faggruppe med det adoptivforældre- par...Øv!
For som den ene mor, siger med et varmt grin:
- Ja, de er psykoterapeuter. Det er også det du er, ikke! puffer mig i siden med armen.
- Jo, smiler jeg tilbage og forsøger af al kraft, at signalere 'jeg-tar-dyb-afstand-til-deres-evner-som-psykoterapeuter-og-jeg-må-bare-sige-at-jeg-selv-er-meget-dygtig!'

Så hånden på hjertet - eller hovedet på blokken - jeg er så optaget af de to stakkels børn især.
Men jeg er også bekymret for mit fag!
Og jeg ved da godt der er umuligt, at sikre alle psykologer og psykoterapeuter og psykiatere m.m. er mennesker uden egne psykiske lidelser, der springer foran i køen af behov. Og at det bliver behandlerens egen sygdom der styrer behandleren. Suk!

Min tøs er i øvrigt også optaget af Masho og lillebroren. Hendes billede af at adoptere er helt anderledes nu, end før. Og hun har forsøgt at udtænke hvad den mest menneskekærlige løsning ville være for børnene. Og hendes familie i Etiopien.

Det lyder måske mærkeligt, men Karla har siden hun var helt lille, været meget optaget af børn. Og af selv at skulle have børn. Hun kender mange andre måder end den traditionelle måde at være familie på. At man kan få børn, uanset hvem man er! Lesbiske, bøsser, singles. Eller mor og far/mor der adopterer alene. I vennekredsen findes mange varianter af familielivet. Så for hende ville det at adoptere et barn, være en helt naturlig måde at stifte familie på. Og det kan jeg godt lide! At der er en naturlig tilgang til forældreskab og børn.

Så det er meget betydningsfuldt for os alle at se, når det går så galt som det kan.
Og derfor er filmen så frygtelig væsentlig.
Og ja der er meget kritik også, at dokumentaristens rolle. Og ja, jeg ville ikke selv have magtet at holde observatørens blik - men jeg er fandme glad for at hun ku´! For at vise os andre, hvordan et forbandet liv kan se ud!

Åh, hvor jeg håber den film kommer til at redde Masho og hendes bror. De er ret traumatiserede selvklart, men der er stadig masser af håb i et barns liv. Som kan vækkes og styrkes. Hvis de får den rette hjælp, af de rette professionelle og i kærlighed hos deres rette forældre.

Masho vil bare bevare sit væsen. Og sin mor og far.

Lille Masho.

Som så mange andre, græder jeg, når jeg ser hvordan det lille menneske bliver ødelagt.

Det er en forfærdelig nødvendig dokumentar 'Adoptionens pris'.

Du har nok set den, og grædt. Blevet forarget og raset over, hvor mange mennesker, der er fælles om, at misbruge det rene menneske.

En film der ultimativt viser, hvor selvoptagne vi hvide er, i vor opfattelse at, at vi har ret til børn.

Ret til verden. Ret til alt.

På bekostning af Afrika.

Af fattigdom.

Det som først forargede mig allermest, ved hele den adoption var de danske forældre, som hentede børnene!

Jeg er ganske pinlig over at konstatere, de er psykoterapeuter. De er alt det, man på ingen måde må være, når man skal arbejde med at hjælpe andre med deres problemer. Øv, det er ulækkert!

Men føj, hvor er det ubeskriveligt forkert på alt for mange måder, hvordan de danske myndigheder slet ikke ser de børn. Kun adoptivforældrenes krav!

De er så ekstremt selvoptagne! Optaget af deres ret til børn. Deres ret til en kernefamilie. Retten til at have sørget over, ikke selv at kunne få børn. Og hele deres mægtige følelse af at have ret til, bragte dem til Etiopien, for at hente to små børn.

Deres mægtige ret som hvide, giver dem magten til at have ret.

De formår end ikke at se de biologiske forældre i øjnene, da de tager deres børn fra dem. Og nægter de biologiske forældre en afsked i lufthavnen, for som de giver udtryk for, vil det blive en meget lang og svær flyvetur hjem - for dem! - hvis børnene lige har sagt farvel til deres forældre!

Og det kan da godt være, de lader Masho rive nogle ting ned på gulvet. Og forsøger sig med en helt misforstået 'holding', og kan derved bilde dem selv ind, at de er enormt pyskoterapeut-agtige og ved hvordan man hjælper børn med lige at være blevet taget væk fra far og mor!

De har nok en hulens masse magt, som hvide og rige. Men de magter ingenlunde at se ud over deres egne snuder. Og se de små stakkels børn, de nu har taget i deres varetægt.

Øv, hvor er dét ækelt!

Senere i filmen ser vi dem så hos Doktor Danmark, om Mashos problemer med at blive holdt tæt! Særligt af den adoptivfaderen. Skænker de ikke den mislykkede holding-metode, som en del af årsagen? Og Masho aer dyr klodset.

- Men det kan jo godt være børn gør sådan i den alder!' konkludere adoptivmoderen. Hun har nemlig ingen viden om børn.

Konklusionen er, at Masho sikkert har tilknytningsproblemer, pga. Hendes opvækst I Etiopien. Lægen stiller ingen spørgsmål ved adoptivforældrenes evner?

De er så selvoptagne, de her danskere, at de insisterer på, at kaldes Mor og Far. Faktisk at de er Mor og Far. Vel vidende, at Masho vil hjem til sin mor. I Etiopien.

Jeg synes det er så ulækkert. Respektløst. Så enormt ureflekteret, at det er skræmmende.

Men deres værste ugerning består af, at give Masho skylden for, at hun ikke trives!

Alt er prøvet, alt er gjort! Fra deres side. Efter deres mening.

Masho vil bare ikke give efter! Hun nægter at acceptere sin adoptivforældre som Mor og Far.

Og smile og være taknemmelig. Masho forstyrrer deres drøm. Deres selvbillede.

Men det findes der heldigvis løsninger på!

(Øv...)

Og igen er der myndigheder, der gerne bekræfter adoptivforældrene i, at de har ret!

Retten til drømmen. Til et barn der uden nævneværdige problemer, acceptere at blive taget fra sine biologiske forældre. Sine søskende. Sit land.

Først giver myndighederne adoptivforældrene (- åh, igen græmmes jeg over mit fag skal være repræsenteret ved så udtalt uduelighed! - ) en psykolog, som mener Marsho er problemet!

Selvfølgelig! Ingen stilles ingen spørgsmål ved adoptivforældrenes evne til at være adoptivforældre!

Så problemet loses! Masho skal i aflastning. Så adoptivforældrene kan få 'luft'!  Og hun må ikke havde det rart, hos den aflastningsfamilie! er psykologens recept.

Det kaldes ikke for straf i terapi-termer. For det ville være alt for simpelt. Ikke mindst politisk ukorrekt. Man kan I stedet kalde det for adfærdsmodifikation. Men det ord er også negativt behæftet, så man finder bare et blødere ord, der basicly skal dække over hundetræning.

Men Masho kan stadig ikke. Vil ikke ? Være den pige, adoptivforældrene vil have. Hun spiser på en forkert måde. Når hun spiser. Et system hun sandsynligvis har udviklet af ren og skær frygt. Nervøsitet.

Så nu skal problemet løses rigtigt. Og da Masho er problemet, skal Masho fjernes! Det var ikke nok med aflastning, nu skal hun væk.

Adoptivmoderen forklarer Masho, at hun jo ikke kan bo hos dem mere. De har prøvet alt. Og de får også det de ønsker; nemlig at Masho siger; Jeg forstår det godt.

Hvor meget skyld kan et barn påtage sig for sine forældres/værgers liv? Nok til at udviske sig selv.

Myndighederne svigter på intet tidspunkt de danske forældre.

En eller anden logic går op.

Men hvilken? Vil jeg meget gerne vide.

Hvordan kan en dansk myndighed få det til at gå op, at en somalisk bortadopteret lille pige, skal sidde på et dansk børnhjem?!

Uden sin lillebror, som fortsat bor hos de adoptivforældre, der ikke ville ha´ en 'nitte'.

Lillebror fungerer tilsyneladende uden bøvl, og har fået lov at blive i parcelhuset med trampolin og to psykoterapeut-adoptiv-danske-forældre, der ikke engang kan definere selvudvikling eller reflektion!

(Ja, pardon me, men jeg kender til feltet. Og har med mine tyve års terapi og syv års uddannelse, lært at se, hvem der er psykoterapeuter af evne. Og hvem der er af uddannelse.)

Lige nu ved jeg ikke helt, hvem der er mest i livsfare; lillebror eller Masho?!

Ingen tvivl om, at de børns liv er i fare. Masho kæmper for at bevare sit væsen. Mon hun lykkes? Eller bliver hun en smilende lille pige, til hun senere begynder at cutte sig selv? Drikke for meget? Ryge den fede? Eller få en massiv depression, når hun en dag vågner i sit voksne fangenskab. Stadig i Danmark. Nu gift og med uddannelse - men intet clue om hvem hun er! Lillebror som har set, hvad der sker med børn i Danmark, hvis man ikke er stille. Glad. Og nem.

Tænk, de adoptivforældre, som insisterer på at være og blive kaldt Mor og Far (det er jo deres ret at være forældre!) besøger Masho hver tredje uge på børnehjemmet. Nogle timer. På skift.

Det er til at græde over.

Men jeg håber dælme også der kommer handling efter tårer!

Fra de danske myndigheder.

Jeg har ofte oplevet som familieterapeut, at forældre kommer og siger:

- Min datter/søn laver ikke sine lektier.

- Min datter/søn vil ikke høre efter/sove/spise/sidde stille/osv.

- Min datter/søn slår sin lillebror/-søster

- Min datter/søn er på værelset hele dagen foran computeren

- Min datter/søn kan ikke/vil ikke/ har problemer med....

Det kan være alt muligt. Budskabet er det samme:

 - Mit barn er forkert! Fix det!

Og hvor mit svar også altid er det samme.

 Lyder nogenlunde sådan her:

- Det er jeres ansvar, som forældre, hvordan jeres børn har det. Barnet bærer ingen skyld. Det reagerer – samarbejder med jer – ud fra de vilkår der er, i jeres familie. Så udgangspunktet for jeres børns adfærd ligger ikke i jeres barn. Men derimod I jer.

Vi skal tale om jer, og finde frem til hvad der er det egentlige problem! Og når børnene mærker I tager ansvar. Og ansvar tager I ved at sætte ord op dét, som I ellers ikke har magtet at løse. Da vil børnene slappe af. Fordi de ikke behøver at gøre opmærksom på længere, at noget er galt. I familien!

For Masho, og hendes bror, gælder however, at deres problemer kan løses ved, at de kommer hjem. Til deres far og mor. De rigtige, dem I Etiopien. Det er det mindste de danske myndigheder kan gøre for dem.

Jeg sagde til en start jeg var mest forarget over forældrene. Men det passer jo ikke. Jeg er så skræmt og forarget over, at de danske myndigheder, har ladet de her børn så jammerligt i stikken, at deres væsen er truet for altid.

Hvad sker der for os? Hvor grimme kan vi blive i vor ret til at svælge i børn?

De danske adoptivforældre har nu også fået politibeskyttelse, grundet den lynchstemning der er opstået omkring dem. Noget som ikke mange børn der udsættes for vold får, f.ex.

Det vil se uudsletteligt grimt ud, om det kun er adoptivforældrene der får hjælp fra de danske myndigheder.

Det er nu, der skal gøres en forskel.

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=79474

Undgå at forsvinde fra dig selv.

De fleste mennesker - hvis ikke alle - kender til at forsvinde fra sig selv.
Langt de fleste kender også til, hvor let det er. At forsvinde fra sig selv.
Ligesom langt de fleste også ved, hvor umådelig sørgeligt det er, når man forsvinder. Fra sig selv.

Måske er det de færreste der ved, at det er de fleste som oplever - eller har oplevet  - at forsvinde fra dem selv.

Jeg kender til det.
Og er sikker på, at også du gør.

Hvad mener jeg med det, at forsvinde fra sig selv?
Vi gør det på mange måder. Nogle forsvinder ind i stress. Andre i forventninger til dem selv. Eller til hvad livet skulle have været. Andre igen mister dem selv til sindssyge - det er heldigvis de færreste.
Men det som falder mig for det er, at vi stort set alle er opdraget til at opgive os selv.
Til fordel for en anden. Noget andet. Nogle andre.
At vi selv er mindre betydningsfulde. I hvert fald så betydningsløse, at nogen eller noget er større og mere krævende. Mere opmærksomhed-sugende. End os selv.

Og jeg ved godt vi er blevet bedre gennem tiderne, til at værdsætte barnets identitet og væsen.
Nogle har så misforstået det syn på opdragelse og samvær med deres børn, så de curler for dem.
Desværre oplever de børn en markant større risiko for depressioner i deres vokne liv. Fordi de ikke har lært at håndtere bare en lille smule friktion.
Vi behøver modstand for at udvikle os. Som lyset behøver mørket, for at skinne så stærkt.

Men for meget modstand, selvklart, er destruktivt.

Det er vigtigt at holde fast i sig selv. For der findes ingen anden måde, at tage fuldt ansvar for sig selv og sit liv på. Hvis ikke man er i stand til at mærke hvem man er, kan man heller ikke se hvor man vil hen. Med andre ord, handle i overensstemmelse med ens indre kerne.

Alligevel er det umanerlig svært for de fleste. At holde fast.

Når vi forsvinder fra os selv. Pga. noget inde fra. Eller noget ude fra. Så holder vi på et tidspunkt op med, at genkende os selv. Bliver i tvivl, når vi står foran vor eget spejlbillede:
- Er det mon?.. Kan det passe?...

Tænk, at vi som mennesker, kan tro på at vi er så lidt værd, at vi kan forsvinde som sandkorn mellem fingrene.
Måske er det vor største forbrydelse mod os selv? For når vi har mistet os selv, opfyldes vi af frygt. Af frygten kommer al det smertelige vi kan gøre mod hinanden. Behovet for magt. For at eliminere. Nedgøre. Jalousien. Misundelsen. Begæret på bekostning af andre. Vreden mod andre. Projektioner af farlig karakter. Og alt muligt mere af samme skuffe.
Jeg kan ikke øjne noget at det vi mennesker gør, af destruktion mod hinanden, som ikke er gjort af frygt.

Dee findes masser at grunde til, at mennesket kan forsvinde fra sig selv.
Jeg har brugt mit liv på at undersøge det. Men også at finde frem til, hvordan jeg/man ophører med at forsvinde. Og begynder at blive.

Så en dag traf jeg en beslutning.
Og jeg træffer den fortsat hver dag. Fordi den strider i mod a.l.t.! hvad jeg er opdraget til og i.
Og vanens magt er stærk.

Hver dag lover jeg mig selv, at forblive mig. 
At undlade at forsvinde.
Uanset hvad andre siger eller gør. At vide; ingen af mine projektioner handler om andre. Og ingen af andres projektioner handler om mig.

Og det lykkes langt fra, at falde i. Men fordi jeg er bevidst om, at jeg vil bevare mit væsen, så har hver dags bevidsthed givet mig evnen til, at se og mærke, når jeg har tabt mig selv. Og da bliver det blot for en kortere og kortere stund. Med en optrænet elasticitet, finder jeg tilbage i min naturlige form, så hurtigt som et blink med øjet.
Og en dag, maybe, har vanens magt arbejdet så længe i mig, at jeg aldrig taber mig selv af syne igen.

Det bedste er, at selvom vi hver og især er unikke, så er der også meget vi kan lære af hinanden. Og måder at agere på, som vi kan kopiere af hver andre. 

Så hvordan gør man?
Jamen, du gør det så let som det er. Lad det ingenlunde blive kompliceret af tanken om: Det er umuligt! fordi det er svært. Det er en ny lære. Giv det tid! Kan du huske da du fx. skulle lære at tale engelsk? Hvor længe tog det dig at blive nogenlunde forståelig? Og videre til at blive flydende talende?
Giv tid og rum til den ny lære! En træning i, at lægge mærke til hvad der sker inden i dig. Og hvordan dine omgivelser respondere ift dig. Du lærer lidt mere, hver dag.

Og alt andet lige, så er den energi og de ressourcer du spilder ved, at leve et liv, uden kontakt til dig selv, så meget større! Livstruende. Drænende. End hvis du træder ind i dig selv med et løfte om at være dig tro. Alene det at vælge at være dig tro, giver energi.
Og dine relationer med andre, vil bære mere og mere præg af åbenhed, tillid/tryghed, kærlighed, glæde og udvikling.
Herfra hvor jeg står, findes ingen større frihed.

Så nu har jeg skrevet min tekst sådan, som den er tænkt i mig. Uden censur.
Jeg har givet mig selv mit daglige løfte. Og er dybt taknemlig over, at være mig.
Den glæde jeg mærker lige nu, vil jeg gerne dele med dig.

Mit ønske er, at også du, elsker at være dig.
Og hvis ikke du gør, at du så fra i dag, vil love dig selv, at lære det.

Jeg hjælper gerne, om jeg kan.
For frihed er noget alle bør mærke.
Leve i.

Har overgivet mig til The Dark Side! De har slik! for satan.

Jeg er en af de der retskafne forældre, der med en pitbulls stædighed, proklamerer:

- Halloween er noget amerikansk færdig-costumeret, trukket ned over hovederne på os danskere. Som til gengæld konsumerer det ukritisk, mens vi dribler dankortet gennem slisken hos Fætter BR!
Så kan jeg føle mig lettere halvhellligt overlegen, vidende at den ryger jeg satme ikke på!
Og lukke hermetisk ned for muligheden for anden tænkning. Som fx. at det måske bare er tid for nye trends? Og ikke tid til at fastholde som Det-var-da-mor-var-barn/ung! (hvor længe mon  jeg vil holde gang i den retorik?)

Argumentet 'Mine børn skal ikke gå og tigge!' har jeg aldrig rigtigt ku´ få til at passe ind i billedet med udklædte børn og raslebøsser. Men det er udbredt, og mange vil ikke give penge til børn. Hvorfor egentlig? Hm...

Nå, men, nu er det sådan, at jeg har overskredet grænsen til tusmørket. For når The Dark Side sådan lokker med slik, kan en slikmutter som jeg, ikke stå stand.....

Så mere rigtig er det at sige, at jeg var sådan. Altså sådan en, der ikke gik med på amerikanske unoder.

O.k. nu ved jeg også godt, jeg har en tendens til at kridte banen op i meget sort eller meget hvidt. Og virkeligheden er jo at intet er enten/eller.

Jeg har været lidt småforelsket i græskarhoveder placeret rundt på matriklen i de år vi har boet i forstads-døden. Synes jeg gav mig selv lidt på 'mors-plus-konto', når jeg, i selskab med mit yngel, svingede brødkniven i djævlske sving og tryllede et satanisk grin frem på det orange hoved.

Sidste år kom så en Halloweenfest i Karlas klasse. Og nej, vi sagde ikke, at dét deltager vi/Karla ikke i! Og godt for det - for festen var en succes! Ungerne elsker det!

For i en tid domineret af dæmoner og monstre i stedet for Barbiedukken. Med ungdomslitteratur og -film, hvor smukke, maskuline hovedpersoner med sixpacks-maver og varulv-gener konkurrerer mod ligblege, unge mænd, med James Dean attitude og hugtænder, om den unge, menneskeskabte, jomfruelige kvindehovedrolle. Da er det vel en tidstrend? Barbie var vel min generation. Monster High og Twilight er mine ungers. Eller?

Mørkets kræfter er sluppet løs!
(Egentlig lidt sjovt, når vi voksne samtidig er så optaget af positiv tænkning og spiritualiteten i lyset.
 Eller måske er det ikke, når vi voksne. Men fordi vi voksne!... Jeg ved det ikke - gør du?)

Men sum summarum; ja, jeg har overgivet mig til Karlas lyst til Halloween fest, trick or treat, udklædning og søde gys.

Så hun har både været ude og 'tigge' hos Vestrebros overskudsfamilier (det er vist her Enhedslisten ligger stærkest, er det ikke?) Og som alt andet amerikansk, så er enden altid happy, happy.
Og happy var Karla også i fredags til den årlige Halloweenfest i klassen.

Og det var også møghyggeligt. (Nå ja, jeg skulle jo sige, det var møguhyggeligt! Sorry!)
Det var sgu dejligt blot at overgive mig selv til, at det er o.k. bare at have en festlig aften. Uden politiske under -eller overtoner.
Synet af Karla der benede rundt i sit dementor-kostume, færdigproduceret, indpakket og købt i Fætter BR. Lykkelig! Lykkelig over festen. Over thrillet ved kostumet og ved at se vennernes. Men allermest, over at jeg i år kunne være med.

De har været et afsindigt hårdt år for hende. Al den frygt og smerte ved at se mig syg.
Det vil tage sin tid, at hele den frygt.
Samtidig er hendes frygt og smerte, min stærkeste drivkraft til at blive rask. Og kunne gøre det, der er almindeligt og mor-agtigt.

Nå ja, jeg kommer aldrig til at flashe mig selv som 'moren-med-48-timer-i-døgnet'. Lave hjemmedesignede og -syet kostumer, og flotte kulinariske anretninger.
Det gør heller ikke noget. Det kan jeg sagtens leve - og godt - med. Det kan hun også.
Jeg kan se det. I hendes blik.
Lykken ligger i nærværet. I det nærvær hun suger til sig. Fra mig.


Det skal jo ikke lyde, jeg overgiver mig til Halloween, fordi jeg er syg. Og vil gøre min datter glad.
Jo gu´ vil jeg da gøre min datter glad! Og absolut, er jeg mere sprød overfor hvordan mine unger har det.
Jeg er vel bare solgt til The Dark Side, fordi det er en kærkommen mulighed for at lave noget festligt med Karla. Og med hendes klasse, som jeg stort set ikke har set det sidste års tid.
Og få noget ekstra slik og kage...
(Netop som jeg sidder og skriver dette indlæg, hører jeg et radiointerview med Nikolaj Koppel  blandt andet om, hvorvidt hans unger trick and treat´er. Og han sir afslutningsvist med et grin: 'Er det ikke so last seven years ago, at være sur over Halloween?!'...fnis...)

Og et eller andet sted, er jeg her i mine store forandringers tid.
Hvilket sgu er lidt uhyggeligt.
Men på den dejlige frie måde!