HJÆLP! Jeg har mistet mit shopping-gen! Et dyds-monster er født!

I torsdags var det min fødselsdag. Jeg blev 45 år.

Selvom jeg var tæt på at glemme det i år. Det er aldrig hændt før. Aldrig. (Nå ja, skaden havde nok ikke været af katastrofale dimensioner - jeg ville jo stadig være blevet fem og fyrre...)

Der er bare så store... Gigantiske! ..forandringer i gang. I mit liv.
Som er så fantastiske, glædelige. Givende. Gaver der hver dag åbnes og modtages i et omfang jeg aldrig før har turde åbne. Modtage.
Jeg har fået et nyt liv. En ny chance.
En nydelsestur i boblende glæde - bare op, op, op, op, op!
Hverken mere. Eller mindre.

På min fødselsdag blev jeg vækket af min lille, smukke familie.
Helt klassisk og traditionen tro, så gør vi sådan her hos os (sikkert ligesom I gør hjemme hos jer): Fødselsdagssang og flag endnu inden man er kommet ud af sengen. Når familien har sunget, går alle ud til et veldækket fødselsdagsbord. Og ungerne elsker det! Både når det er Niels og jeg. Og når det er dem selv, der ligger og rævesover under dynen. Det er vidunderligt at opleve, hvor meget de glædes over, at fejre hinanden i familien. Ren og rådyrket livskraft.

Men jeg ligger så dér i sengen. Ind og ud af drømmetilstanden, roder rundt i min overgangsalders nattesved. Med hævede, næsten sammenknyttede øjenlåg og med gårdagens stylingsprodukter i mit hår. Og herfra tager jeg bare det hele ind! Åh, det er så fedt!

Eftersom jeg ikke følte mig i det der;
 - Jeg har fødselsdag om en uge! Lad os invitere nogle mennesker!
Men snarere:
 - Gud! Jeg har sgu da fødselsdag i næste uge! Shit! Ej, skal vi ikke bare droppe det i år? Og så nøjes med morgenbordet og sangen - for ungernes skyld? havde jeg også snusfornuftigt aflyst alle gaver.
- Der er alligevel intet jeg mangler, sagde jeg. Og mente det! Ingen underspillet ydmyghed eller noget.

Hvilket er et aldrig-før-set, nyt og ukendt træk ved mig! Lettere mystificeret, har jeg anlagt en afvæbnende frelser. Forputtet inden i mig, uvist præcist hvor, sidder hun og vender op og ned. Skifter ud og sætter istedet for. Vaner og egocentrisk drama bliver spillet ud. Og efterlader mig med en forbavsende ro. Hvor fa´en kommer den fra?
Et indre dydsmonster er det sgu!

Min elskede og erfarne scanner, med det gavmilde overblik over alt fra butikkerne mit hjerte måtte begære, synes at gået død! Og alligevel har jeg ikke sat den til opload.
Det er det jeg si´r; et dydsmonster......

I stedet er jeg begyndt at tænke så´en; 'Åh jeg har så meget, og hvad skal jeg med det!', alt imens jeg læsser tøj ned i plastiksække, så den lokale Røde Kors butik bugner af røde klæder.
(Og ja, et par af veninderne er også gået lidt redish...)

O.k. ret skal være ret! Scanneren har så bippet een gang. Forleden. Ved synet af en smuk, bredstribet rød poncho. I en alt for ordinær damebutik!  Men hvad kan man gøre? Jeg mener, jeg gik bare forbi (o.k. krykkede bare forbi) en butik, hvor en rød poncho sukkede efter mig. Jeg kan jo ikke lade som om, det ikke skete. Vel?) Og af ældgammel refleks var jeg netop på vej ind for at hive den af mannequindukken, da mit nyfødte dydsmonster lammer min højre hånd, der erfarent var trukket ned i lommen efter dankortet.
 - Nej, helt ærligt! Du har ikke brug for den! smiler dydsmonsteret. Og messer videre:
- Giv slip! Giv slip! Giv slip!
 Uden modstand eller forfalsket opgivenhed, forlader jeg scenen.


Efter Niels og ungerne havde sunget for mig i torsdags, gik vi ud i køkkenet.
 - Men mor, der er jo ingen gaver til dig i år! Det er Karla, hun lyder lidt knyt, synes jeg.
- Det er o.k., skat, sådan vil jeg det gerne i år! svarer jeg tappert (og her spiller jeg! For det var alligevel lidt fladt at stå op til min fødselsdag, og vide at der ikke var noget særligt anderledes ved dagen, når først ungerne og Niels ville køre efter morgenbordet. Også selvom jeg ugen forinden, havde plirret forbløffende med øjnene over, at tiden var rendt fra mig. Og min mærkedag var strømmet ind i glemslen.)

Næste øjeblik drejer jeg om hjørnet og ind i køkkenet, og dér på spisebordet, godt camoufleret blandt flag, boller, stearinlys og frisk kaffe, ligger der to smukt indpakkede gaver!



- Nejj! hvinede jeg, som en ægte syvårig (og her spillede jeg ikke!).
I har alligevel købt gaver til mig! Tårerne stod på spring og jeg blev helt overvældet over, at de havde snydt med. I kærlig omsorg.



Og traditionen tro, åbnede jeg gaven fra ungerne først.
En smuk, bredstribet rød poncho. Fra en alt for ordinær damebutik. Og den sukkede stadig, ponchoen. Og vupti! I det samme den røg om halsen på mig, blev det en Odile-poncho!

Næste gave er fra Niels. En æske. Hård og aflang. Lidt for stor til at være øreringe. For lille til at være noget tøj. I´m clueless. Totally!
Inden i ligger den smukkest fyldepen! Den smukkeste gave, fra ham til mig.

Jeg har skrevet med fyldepen, ja, mindst de sidste tyve år. Og har haft et par stykker i prisklassen med livsgaranti. En blev stjålet (der var nogle år hvor jeg var udsat for uhørt meget hærværk, chikane og tyveri m.m.). Jeg købte en ny, magen til. Og den har jeg netop fået ødelagt pennestykket på.
Og selvom der er garanti på, så hører den pen til i min fortid.
Jeg havde derfor overvejet at få en ny. Men hvilken? Jeg er ikke til de klassiske Mont Blanc modeller. Skal helst være mere feminine og.. ja, igen, anderledes.
Dér var min ny pen!

Så nu, nogle dage efter, er den gamle guldbelagte pen smidt ud sammen med køkkenaffaldet.
Alt er forgængeligt. Alt er foranderligt. Alt hvad der sætter sig på tværs for lyset, må smides væk.
Afløses af den ny udvikling. Det ny større. Den stærkere bevidsthed. De sundere livsværdier

Det er mærkeligt, at selv materielle ting, har det med at blive besjælet. Og er svære at smide ud.
For når alt kommer til alt er det ligegyldigheder. Min lykke er ikke større af at skrive med en dyr fyldepen.

Men Niels´ kærlige blik, da jeg vrikkede papiret af æsken og trak den smukke pen op, dét er gaven! G.a.v.e.n.!
Fordi den er fra ham, er den så uendelig meget smukkere. Han har valgt den. Omhyggeligt og nænsomt trukket den frem blandt mange, der flashede side om side i glasmontren. Og han valgte den der sukkede mest til hans hjerte. Som kender mit, som ingen anden.

Så mit nye dydsmonster har jo ret; jeg har alt hvad jeg behøver, for at leve mit drømmeliv.
At jeg så oven i købet, får smukke gaver til at stimulere min æstetiske sans med,
er som flødeskummet på cacaoen.
Jeg er et utroligt heldigt menneske, som har fået så meget gennem livet.
Og nu her cirka halvvejs, står jeg over for at lære! Modtage! Forandres!
Udvikle og udvikles! Forandre!
Og leve en hel bunke mere.

Da løvemor gik ned.

Kender du filmen 'Christiane F'? Eller bogen. Eller hende. Ved ikke om hun er røget i glemslen, i takt med nye generationer er kommet til? Men min nethinde (og jeg tror det gælder mange andres også) kan for altid fremkalde skrækscenerne, hvor Christiane tager en kold tyrker.

Well -
i sidste uge nøjedes jeg ikke med at have hende fæstnet på mine nethinder, men havde hende all in.
Mig = en Christiane F.
Bare blond. Og ældre, betydeligt ældre. Og så ikke junkie.
Mig, så smækfyldt af abstinenser i en grad, hvor jeg ikke var i stand til at rejse mig. Tage en beslutning. Vide hvornår jeg var ved bevidsthed, og hvornår jeg flød i andre lag.







Hvorfor det endte med jeg i sidste uge, lavede en Christiane F, er en lang og ret kedelig udredning, som jeg ikke orker komme med her.
Eller, jo. Altså, du ved godt, at jeg har aldrig været bleg for at berette om mit dramatiske liv.
Og historien er faktisk o.k. god at fortælle. En dag. Om lang tid.

Lige nu er sandheden den, at når jeg tænker på min kolde-tyrker-uge, får jeg kvalme!
Og det eneste jeg med største sikkerhed kan udtale mig om pt er, at jeg aldrig, aldrig! nogensinde igen, vil opleve en kold tyrker! Eller bare noget der minder lidt om det!
Jeg er stadig afkræftet og adskillige kilo lettere. Kaffen, som jeg plejer at elske i de dér mængder, hvor det også virker forebyggende mod livmoderkræft, kan jeg stadig ikke få ned.
Ufrivilligt skubber den sig tilbage op gennem svælget. Sendt afsted på bølger af kvalme.

     Hvis du ikke kender Christiane F, hvilket jeg nok synes du bør - så tjek evt. her                                http://www.youtube.com/watch?v=RVYDG2oSdlY



Jeg lærte en bunke meget, mens jeg lå der. Sunket ned gennem madrassen.
Stadig noget shaky over de erkendelser jeg tog ind, og som jeg nu skal efterleve.
I praksis.

Jeg blev høvlet gennem min samvittighed og skyld - alle fortidens uhørte fortalelser og egocentriske gøremål. Alt sammen noget jeg har sagt og gjort uden at være tilstede i mig selv, men halsende bag efter den drøm jeg troede jeg skulle udleve.
Sagt på fransk; alt det lort jeg har leveret til børnene. Til manden. Gennem de senere år.



                                                 Trænger du til en musikpause, så hit her;
                                             http://www.youtube.com/watch?v=aIXyKmElvv8



Da jeg lå der med abstinenser, var det ikke kun min fysiske krop, der svimlede og spjættede. Knækkede sig og sved og frøs på samme tid.
Det var også mit sind. Min tanker. Min bevidsthed.
Der krøllede sig sammen om sig selv som en hård kugle af sølvpapir. For i næste nu, smidigt og lynhurtigt at rette sig ud, som en bænkebider. For i næste omgang igen at kopiere sølvpapirs-kuglen, så bænkebideren. Igen og igen og igen. 'Det stopper aldrig!' panikkede mine tanker og jeg tvang mig til at kile positiv tænkning ind.
 - 'Du må godt have det godt, Odile!' messede jeg ud i det tomme hus.
Vidste min alenehed var selvforskyldt. Det var som om jeg skulle lide, smerte. Afsone en eller anden straf, for ikke at være god nok. Eller nok-nok.

Min bevidsthed væltede rundt i en centrifuge. Jeg havde selv kickstartet programmet, ved ikke at tage morfinen. Og nu rullede og rullede og rullede! jeg bare længere og længere væk, ind i en abstinent verden. Forsvandt fra mine egne tanker. Mine ben gav efter, når jeg prøvede at stå op.
No return, for jeg kunne ikke nå pillerne. Jeg kunne heller ikke tænke sammenhængende nok til, at regne ud, hvor mange piller jeg skulle tage for at standse centrifugen. Enhver samtale var umulig. Og en opringning til en læge endnu mere. Min overbevisning om, at jeg var i en eller anden skærsild, umuliggjorde at jeg skreg hjælp! ned i telefonen, i håb om at min mand ville høre mig.

Der var ingen værdighed i sveden, der gjorde mig både varm & kold. Brækken som lå i min ånde.
Hjernens kramper pressede mig ind og ud gennem kanaler af fortidens fejltagelser.
- Sagde jeg sådan til Karla? Gud, nej, er det sådan jeg har været overfor Lukas? Niels?
- Nej, nej, nej, nej!
Alle de fejl jeg før i tiden var flygtet fra, lå nu cirkulerende i min erindring, som hajer. Og jeg havde ingen redningsbåd.

- Fuck, hvor har jeg gjort min familie meget uret! konkludere jeg både på et vågent og et ubevidst plan. Og trimlede endnu en gang ud over sengekanten, for endnu en gang at opdage, jeg ikke havde kræfter til at stå.

De dage hvor abstinenserne stod højst, havde jeg end ikke kræfter til sms. Der var intet der kunne afholde mig fra det sandhedssøgende missil der drønede op fra fortiden.
Her lå jeg og spejlede den Odile, jeg var blevet.
Og som jeg på ingen måde brød mig om.

 - Ahr, hvad? Mon ikke erindringen var farvet af den abstinente tilstand?
Aner det ikke. Har stort set ingen teoretisk viden om morfinabstinenser. Om hjernen kører ud af en mareridts-spor. Men jeg ved, at det jeg oplevede de dage, har sat sig dybt i mig. Og er kursen for hvordan jeg vil leve. Nu. Og alle øjeblikkene efter.

Inden 'bevidsthedscentrifugen' (aldrig har jeg været på så mange bevidsthedsflager på samme tid, og med så accellerende skift og fart) husker jeg at tænke og sige:
- Jeg har sluppet næsten alt!

Men 'næsten' er utroligt rummeligt!

Bag den facade alle kender mig som, lå en udhulet og udkørt Odile, som havde glemt hvor hun skulle hen. Hvad der var vigtigt.

Jeg har overlevet og gennemlevet så meget, af så stor destruktion. Og jeg har trods det, skabt mig et rigtigt levende liv. Med levende børn og mand og kærlighed. Midt i al det ønsket liv, skete en ulykke i vor familie, som jeg aldrig har talt om offentligt.

Jeg blev så truet på mine børns liv, at jeg tabte mig selv på gulvet.
Selvom jeg aldrig rent faktisk så mig selv, da jeg knak mod gulvet, er det en ren konstatering.
Den største trussel mod en mor, en far, er truslen mod deres barns liv.

Jeg trak mine børn i sikkerhed, som den overlever jeg er.
Mens jeg holdt mit vejr. Glemte hvordan jeg skulle slippe luften. Ind. Ud. Vedvarende.
I stedet blev jeg en skælden, smældende. Råbende. Skulende. Vred. Mulende. Trist og frygtsom Odile.

Truslen er ovre nu. Tiden er gået og børnene er nok børn, men langt fra hjælpeløse og små.

Den indsigt fik jeg, i form af drømmesyn skabt ud af virkeligheden. I min abstinente tilstand.
Huskede hvordan jeg har råbt. Tudet. Vrisset. Sukket. Og al den uret der var sket os, fandtes der ingen retfærd for. Selvom jeg arbejder og omgås folketingspolitikere, har jeg aldrig fortalt om vor families smerte. Bedt om hjælp. Forsøgte at holde facaden, være cool.
(På nær dengang jeg talte i telefon med en politiker, mens jeg drønede gennem byen med ungerne storskrigende på bagsædet. Og jeg bare knaldede ud - big time! Over åben telefonlinie. Det var grimt.)
Skammen over at miste mig selv. Og blive den slags mor jeg aldrig ville være.  Puha - så hellere undlade at være en mor!


Så nu, hvad så nu?
Tja. Jeg har fået overtaget i min krop igen. Og bevidsthed. Stadig rørt og rystet. Men på vej til livet.
Min dirren er nu af æresfrygt. Over hvor værdifuldt livet er.
Og kærligheden.

Men så skal det sgu heller ikke tages så alvorligt! Livet.
Blive så højtidigt, at vi bliver bange for at leve eget liv.
Træde forkert. Træffe beslutninger der ikke holder.
Fortryde. Begræde. Ængste.

Jeg skulle vende vrangen ud på sig selv og alt hvad jeg stod for, før jeg fattede, at jeg var forsvundet fra mig selv. Og mine kære.

Og lige nu? Da er jeg bare så heldig at have fået et chance mere. Med en 'ny' ryg.
Med en familie, som ståler over at jeg endelig! begyndte at trække vejret igen.

Så nu er jeg der.
Næsten.

Hey, er der en Gud tilovers et eller andet sted?

Hallo? Halloooo?! Jeg mener det? Er der ikke bare en - et eller andet sted? Tilovers? En gud.
Som vil tale gennem mig? Må godt være brugt. Eller er de alle taget?
Af en tidligere hjemløs i USA. En irsk forhenværende husmor. Eller et engelsk barn der blev groft vanrøgtet, men nu laver empowering hypnoser. Eller en tysk (eller schweizisk?) ung mand, som murer sig inde i nu´et et par år.  En anden amerikansk midtvejskrise-kvinde, som oplevede vold og seksuelle overgreb som barn, voksen og oven i, fik en livstruende sygdom.

Lorna Byrnes, Louise Hay, Abraham - Esther Hicks, Glenn Harold, Tolle, etc, etc. .
Alle går de ud og bryder verdenslogikken, med deres nye tilgængelige viden. Vælter deres budskab ud i insisterende strømme, som vi lapper i os. Fordi der er intet! så dejligt som sandheder. Vi sulter efter dem - alle af slagsens.

Det er ikke fordi jeg er bitter!
Altså o.k. jeg føler mig nok en kende overset, her i det kolde Nord. Mangler vi egentlig ikke et skandinavisk mirakel af samme kaliber, som de andre her? *Bitter* Hm - det har bare sådan en grim eftersmag. Og efterlader rynker - på den forkerte måde! Og rynker vil jeg ikke have flere af, for det minder mig blot om hvor mange jeg har fået, mens jeg har været syg. Og hvor slidt jeg er blevet at se på.

Nå, men det er de dér Mirakelmagere.

Man hører, læser og oplever og læser mere om, hvordan de store spirituelle lærere, har gennemgået adskillige helveder på jord! Mistet alt, prøvet alt, gjort alt og mere til.
Og på et tidspunkt var de så mishandlede på krop og sjæl, at de indså, de intet havde og intet kunne gøre mere. Kun give slip på det allersidste. Håbet. Lade sig give efter. Lade sig læne tilbage. Overgive sig til at være - blot. Og de gjorde det! For der var intet andet de kunne gøre!

Det lyder tiltrækkende. Og ret let, at overgive sig til 'blot at være'. Utroligt let! Man skal vel bare trække vejret, glemme at skifte underbukser, sidde og nyde et eller andet og altings skabelse, springe en hårfarvning over og lade børnene rode på deres værelser?

Men det er afmægtigt svært! Det sværeste jeg nogensinde har forsøgt (forsøger..) at lære.
Og de gjorde det, fordi alle ligegyldigheder endelig var blevet ligegyldige.

At slippe sit egocentriske ego - slippe alt! hvad man er opdraget til at tro på af værdier. Slippe alt og springe! Vide at nettet er spændt godt ud, selvom man ikke kan se det, dér højt oppe fra, hvor man står.

At slippe sin frygt, er det sværeste et menneske kan gøre.
Men det har de jo gjort. De dér Mirakelmagere.

Og da de gjorde det, begyndte Gud at tale gennem dem! Eller det guddommelige.

Eller også er det lyset, der skinner pludseligt. Ubestridt og indlysende klart, så de får sandheden leveret. Som appelsiner i en lind strøm ned i turbanen.

Så skriver de en fantastisk bog, dikteret af en større bevidsthed end dem selv. Som straks løber verden over i millioner af eksemplarer. De rejser verden rundt og taler og fortæller, og forbliver altid ydmyge. Taknemmelige. Fantastiske 'egocentriske-fri' og helt igennem forbilledlige. Wauw. Sikke nogle mennesker! Det er næsten ikke til at tro, de stadig blot er mennesker.

Så er det jeg tænker på, om der mon er en gud tilbage? En der står og mangler et menneske at tale gennem? For jeg ku´ virkelig godt tænke mig, at være det talerør! Virkelig!

Jeg er parat til at være ydmyg og smide alt! mit ego. Og jeg har mistet alt, der er ikke mere for fogeden at komme efter. Her er så tomt, at ekkoet af mine forliste drømme, bener rundt som ildere i mine hjertekamre. Jeg er så klar/ så klar/ så klar/ så klar.....Men mon en gud er klar til mig?

Jeg tager imod en hvilken som helst af slagsens – jeg bærer ingen fordomme! Han må være en hende og hun må være en ham. Det er lige meget hvilken religion Den/Hun/Han/ Det tilhører, når bare Den Allerhøjeste Bevidsthed er mig tro. Og jeg skal love at være det, så meget i lige måde.

No shit-talking! Ingen laven grin med!
 – jeg taler fra min inderste kerne af desperation. Og uforløste væsen. Det er ingen X-factor drøm eller femten minutters knaldperle. Det er the real  deal. Alt det jeg har at byde på. Alt det livet har budt mig, som skal outsources.
Jeg laver ingen sjov!
Selvom det skal være sjovt! Livet. Det nye liv.

Jeg har ingen problemer med at skulle være guru istedet for feteret diva (medmindre man kan være begge samtidig?) Men jeg ved godt jeg bare er et menneske, og at jeg skal lære at tøjle alle mine menneskelige downfalls. Og jeg skal nok gå til stemmetræning og få mig en agent. Og en meget bedre website end den jeg har nu! Og jeg vil helt sikkert fungere perfekt, som en evig loyal og altid renskuret sekretær. Med en svag duft af Chanel nr 5.

OM!
jeg bare kan få lov. Få lov til at få min drøm opfyldt. Få lov til at leve det liv, jeg altid har længtes efter.

Kære Allerhøjeste Bevidsthed,
jeg er klar.

 

PS.

Remt praktisk er først fra i morgen!
For mit nye liv starter først, helt præcist imorgen. Når kirurgen er færdig med sin del af arbejdet!