Se glæderne. Storheden. Altid! Allevegne!

Før september 2011 troede jeg aldrig jeg kunne blive et menneske der blev hentet i handicapbus. For at komme til genoptræning.

Før september 2011, var jeg hundrede procent sikker på at jeg aldrig ville gøre mig på krykker. Eller i kørestol. Med handicaptransport. Genoptræning.

Med at kæmpe for at få strømper på. Eller med at hente en gaffel. At holde min egen hygiejne. Med alt det som jeg fra mit professionelle virke kender som ADL funktioner. AlmindeligDagligLevevis. 

Miste min indtægt.

Være så hjælpeløs. Og sårbar. Ikke kun styre mit ben. Fod. Være på morfin. En skildpadde lagt på ryggen.

Et liv så langt fra alt, jeg havde skabt.

Mine stilletter. Mit by liv. Interviews. Mokkamøder med folketingspolitikere. Ministre. 

Foto-sessions. Mødet om fremtiden. Skrive. Male. Klarsyns-sessions. Terapeut-sessions. Shoppe-session. Arbejdsmøder på yndlingscafeer. Hænge ud med veninder på yndlingscafeer. Tage alene i biografen midt på dagen. For inspiration. Jeg havde travlt med at bevæge mig i alt det jeg elsker. Opfylde mine drømme. 

Selvfølgelig, sådan skal livet være! Sådan forventer vi livet skal være.

Jeg gør det heller ikke med smukt. Klarer mig hvor jeg er nu. 

Men rummer det trods. Manglen. På det sociale liv. På cafe-livet. Byens liv. 

 Eller at køre min elskede Chrystler Cruiser. På motorveje. Istedgade. Nyhavn.

Stå ved mit hav. Mærke friheden. Tage på Arken, mærke kunsten.

Gå morgenturen med Gandh, mens jeg stille vågner. 

Besøge en veninde i Jylland. Ungerne med på bagsædet fordi vi lige hiver et par dage ud af skolen.

Køre til min kære veninde. Hvis søn er livslangt skadet. Motorcross. Foran ham lå verdensmesterskaberne. Nu ligger de utilgængelige. Han har kæmpet sig tilbage. Har mere end halvvejs kontrol over sin krop. Men der er stadig meget tabt. Især når man endnu ikke har ramt femogtyve år.

Jeg er well off, i forhold til så mange. Jeg har så meget. Kan så meget.

En anden veninde måtte modvilligt afstå et bryst til kræften. Og er fortsat i gang for at vinde kampen om sit liv. Og hun keere sig for mig, som var det mig. Ikke hende. der var ilde stedt. Det er dybt rørende. Dybt.

Så ved jeg at jeg ikke skal kny.

For det bliver petitesser med prinsessemaner, hvis jeg klynker over at have ondt.
Jeg er jo blot her for en stund. Syg og handicappet.
Det er en del af den mængde livserfaringer jeg skal gribe til mig i dette liv. Inden jeg rejser mig igen. Går ud til et livet. I dets nye endnu ukendte version.

Klart, jeg bliver grebet af Sorte ind i mellem. Dage hvor jeg ikke har kræfter. Ikke gider. Fuck off! til lægerne. Nogen må være de dumme!

Når jeg har lyst at bande, svovle. Kyle krykkerne hen ad gulvet. Så gør jeg det. 

Smider fucking eder og forbandelser. Desværre kommer jeg til at ramme et forbipasserende familiemedlem ind i mellem. 

Først når Sorte har trukket sin ånde væk fra mig, kan jeg tænke igen. Sige undskyld til det stakkels familiemedlem der uforvarent blev skyldig. 

Nogle gange er det træningen der skubber Sorte af vejen.

Eller solen. En rar hilsen. En sjov film. Grinetur med familien. Meditationen der får mig fokuseret.

At give slip.

Jeg har lært, at jeg skal lære, at give slip. Når jeg holder fast bliver jeg for bekymret. For imorgen.

Så gør også nuet mere ondt. Er mere umuligt. Mere handicappet.

Hvis nuet leves på krykker, bliver fremtiden handicappet. Det kan jeg ikke tillade. Uanset hvad jeg må face rent fysisk.

Jeg har lært, at jeg skal lære, at leve med livets uforudsigelighed. Altid. Ingen garantier. 

Intet der kun sker for de andre. Det sker også for mig. Og mine venner. Døden eller handicaps er også inden for min livsfære.

Og når det sker, har jeg fandendælendylme at fokusere. Se glæderne. Storheden.  

Altid. Allevegne!