02 03 04 ODILES BLOG: Helvede eller paradiset, frue? 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Helvede eller paradiset, frue? 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

onsdag den 8. februar 2012

Helvede eller paradiset, frue?

Jeg hører så meget om smerter og u-muligheder.
Kroppe der ikke lader sig operere effektivt. Der ikke vil hele. Knirker. Vånder. Plager om smertedækning. Sidder fast, kan ikke strækkes. Operationer efter operationer.
Samtaler der minder om kortspil, hvor højeste trumf, er størst smerte. Eller flest operationer.
Eller længst indlæggelse.

Det er som om jeg lugter af alt det jeg har hørt, når jeg trækker mig ud af genoptræningsverdenen og tilbage til mit Kongeskibs røde bug. Her kan jeg være i min egen tid. Rummet er mit, og her træner jeg mig i, at skille de dårlige vibes og energier fra. Der som igler vil trække på min energi.

Trods mit røde armatur af æstetik, som jeg svinger om mig inden jeg står frem, er jeg skrøbelig på min nye vej. Alle der arbejder sig fra en identitet mod en anden, har brug for et skjold. Det kan sagtens være et gennemsigtigt og lysende et. En bobbel af lys. For der må godt kigges ind.
Bare jeg skaber det selv. Ingen kan give mig den beskyttelse jeg har brug for, kun jeg selv.
For kun jeg mærker, hvilke skridt jeg tager. Og skal til at tage.












Det er svært for omgivelser, især for min elskede mand og børn.
At kunne se ind til mig, være helt inde og ligge tæt. Både passe på ikke at ramme mig der på kroppen, hvor den gør ondt. Og stadig blive liggende op af den varme hud.
Det er altid hårdere at stå og se på, end være den der gennemlever processen.

Min sjæl er fri for smerter, selvom man kun vil kunne se det helvede af smerte og fysiske handicap, jeg er i.

Jeg hører også om hospitaler der svigter. Læger der ikke ved hvem de behandler for hvad. Sygeplejersker der ikke synes at eje empati eller situationsfornemmelse. Sosu´er der suser forbi  klokkesnoren, der klimprer hysterisk.

Og jeg oplevede det også selv! Det forkuller een inden i.
Og man skal gøre sig stærk, for at rense sig igen.

Det er lammende tydeligt at se, hvordan sundhedssektoren er rippet for håb.
Er blevet usund. Og det er katastrofalt! For os alle.

Skal man grine eller græde, når man har lov til at vælge et andet hospital? For fattigdommen har bredt sig. Som vira. Hvilket hospital er gået fri? Er de private stadig raske?
Man har en frist på otte dage, til at vælge et andet hospital. I teorien.

I teorien er alt meget sundere og mindre slidt. Det må være derfor politikere ikke har opdaget det endnu; at vores velfærdssystem er båret på rådnede træstylter.


Jeg bliver nødt til at træde mine skridt uden viden eller erfaring fra andre. Det må nok se let mærkværdigt ud. Der ude fra. Ingen af os kan dog vide, hvordan hverandre oplever. Kun ved vi,  at vi oplever de samme ord og handlinger forskelligt.






Alt imens jeg skriver indlægget, ligger min søn på sofaen og ser *Alice i Eventyrland*.
Lige så over- eller underjordisk Eventyrlandet er, lige så realistisk er det.
Hvem ved hvad er mere sandt? Mere sundt? Mere rigtigt?



Måske taler jeg i tåger, trods mit udsyn er klarere end nogensinde?
At jeg kan se helt ned i mindste syning, hvordan dét jeg troede, måtte være et menneskes helvede at leve, er det eneste sted som bringer mig til en dimension, jeg aldrig før har betrådt.
En dimension jeg har drømt om at komme til.

Så når alt uden om er smerte, handicap, bøvl, sygdom, vrede, forbitrelse, sukken, fattigdom. Og frygt.
Må jeg læne mig meget langt tilbage, vide at der er et sikkerhedsnet. Selvom det er usynligt for mig. Selvom det ikke er samfundets system, der vil gribe mig.
Læne mig op ad visheden om, at alt er i skønneste orden.

Mit liv. Mit ansvar og valg der afgør, om jeg lever i helvede eller i paradiset.
Og dét er en gave at vide. At paradiset kun er en håndsrækning væk!

























Etiketter: ,

4 kommentarer:

  • Klokken 8. februar 2012 kl. 11.43 , Blogger Henrik sagde ...

    Kære Odile.
    Som altid,"interessant" læsning.Hvis man kan bruge det ord,når du beskriver dine tanker,og følelser.Udover at du skal vælge sygehus osv. igennem genoptræning osv. så kender jeg til det måske sværeste:Ensomheden..forstået på den måde at ingen andre HELT kan forstå hvor "man" er.Og netop derfor er denne blog så vigtig,fordi den giver mulighed for en ventil til at fortælle hvad der sker lige nu og her.Kender ALT for godt til denne ensomhed...Så jeg håber du vil fortsætte med at give lyd og sætte ord på,hvad du gennemlever.Det er et glimrende værktøj...Du har ret i at vi selv bestemmer hvad vi vil focusere på.det negative eller positive...Nogle gange er der bare mørkt...nogle gange er det let at finde de gode ting frem.Men dagligt at minde sig selv om at der er meget at være glad for"trods alt",er vigtigt for mig.
    Egentlig ville jeg bare ønske dig en god dag.på trods af alt...mange tanker Henrik.

     
  • Klokken 8. februar 2012 kl. 16.15 , Blogger Allan Fuglsang sagde ...

    Kære Odile....
    Som jeg lovede dig andetsteds i cyberspace, ville jeg komme forbi og læse her på siden. Læse de guldkorn der flyder fra dit tastatur og alle de livsbetragtninger der flyver i dit univers og i det univers du gør os (dine trofaste læsere)til en del af. Jeg nyder at være i dette univers. Nyder at lade mig berige med kloge ord og eftertænksomhed. Nyder at dvæle ved særlige sætninger og spørge ind til teksten, "hvad tænker hun på lige her" og så stille liste videre i teksten for jeg ved jo at svaret, ikke skoleløsningen men SVARET på det spørgsmål jeg stillede via teksten for et øjeblik siden.

    Smerten er en løjerlig størrelse og så forskellig fra menneske til menneske. Nogen klynker for en lille rift i fingeren mens andre ikke fortrækker en mine med et åbent benbrud - smerten er en mærkelig udefinerbar størrelse. En størrelse der er lige så forskellig som de der bærer på den og som ikke nødvendigvis kan henføres til noget synligt, håndgribeligt eller til noget man bare må finde sig i.

    Ingen fortjener smerte - men det er ude af vores hænder at håndtere hver og en smerte. På bedste vis må vi forholde os til vores egen. Kæmpe imod den fordi det er os der mærker den. Os der ved hvilken lille bevægelse der skaber "krisen i kontoret" og os der er de bedste og nærmeste til at tage hensyn til os selv i det jordiske liv. Livet i Paradis derimod er det liv vi kan klamre os til og hente vores inspiration og strømmen til vores batterier fra - der hvor drømmene fødes og sender vores tanker på galaktiske oplevelsesture.

    Det er der vi ikke kan sende andre efter budskaber eller inspiration og selvom det er en stor del af os kan vi ikke dele ud af inspirationen før vi har ført den ud i det jordiske liv. Der hvor andre ikke forstår det man mærker, ser og udtrykker gennem smerten. For at udleve inspirationen.

    Nok lidt langt det her, men sådan er det når fingrene strejfer tasterne - sådan er det når noget skal ud. Sådan er det på Odiles Blog fordi Odile ønsker det sådan. Sådan er det i både helvede og paradis - forskellen er blot at frugten i paradis er velsmagende mens frugten i helvede er uspiselig.

     
  • Klokken 8. februar 2012 kl. 19.46 , Blogger Linda sagde ...

    Kære Odile Du er så allesteds nærværende - jeg mener at de følelser og måden du tænker om mange ting, genkender jeg fra mig selv. Det er så dejligt befriende og en trøst, som gør at ensomheden i at være, ikke føles så slem. Du skaber et forum, hvor man kan føle sig som en del af et fællesskab. Jeg har i øvrigt bestilt den bog du fortalte om tidligere og glæder mig til at læse den. Kærlig hilsen Linda

     
  • Klokken 9. februar 2012 kl. 14.13 , Blogger Odile sagde ...

    Kære Linda.

    Det er meget betydningsfuldt det du skriver. For mig. At jeg skaber et rum du an være i.
    Tak for dine ord!
    Det er rart at få tilbagemeldinger, og dermed mærke der er nogen der læser-

    Kh O

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start