Inspiration

Stod her for små ti minutter siden, og tænkte på hvad jeg mon skulle blogge om i dag. Blank.
Og ja, jeg vil helst blogge hver dag. Det er en del af min måde at leve som kunstner på.
Jeg skal skrive. Hver dag. Ellers tørrer jeg ud. Dør.

Da jeg blev syg, havde jeg for mange smerter til at kunne lave de nødvendige bevægelser for at skrive. Nu kan jeg skrive sådan cirka et blogindlæg om dagen. Og det er så fedt!

Well, men jeg var blank. Gik ud til Englekortene, lod pegefinger og langemand cirkulere rundt, og meget hurtigt flippede et kort om. Inspiration. Inspiration! Sig mig er det en joke? Jeg er blank for inspiration, så jeg går herud for at trække et kort, for at få inspiration. Og kortet er så inspiration?! Er englekortene autistiske i dag? Så bogstavelige skal de for ind i himlen ikke være!

Jeg tøffer ind i køkkenet igen, med een krykke kun (det er en god morgen!), hiver min skårede latte kop, ud af microen. Mælken er nu varm nok til at blive blandet med Nescafeen og det gyldne sukker. Så lige ind igen og få tredive sekunder mere. Ding! En lækker stærk Nes-au-Lait. Um.

Men det er jo sjovt at få det kort, inspiration, tænker jeg videre.  Og jeg er hurtigt klar over, at jeg længe ikke har gjort min morgenvane, som kunstner, nemlig at skrive mine 'Morgensider'.

Sidste efterår, eller nej, efteråret 2010, var jeg inde i en skriveblokering. Fastlåst og knyttet rundt om ideen om, at jeg ikke kunne skrive. Ikke kunne som i: 'jeg skriver aldrig mere en bog! Jeg var bare heldig to gange at ramme bestsellere! Jeg er ikke en rigtig kunstner! Den litterære elite foragter mig!' Og bla.bla.bla! Jeg var samtidig tæt på at knække sammen af stress, og jeg vidste det var nødvendigt, at gøre en grundig gang soulsearching.

Eller egentlig ikke. Altså soulsearchingen. Jeg vidste godt, jeg var holdt op med at lytte til mig selv. Være tro mod mig selv og dét jeg virkelig gerne vil. Det klassisk dilemma!
Vi er opfyldt af myten om den fattige kunstner, der dør af fattigdom og først anerkendes mange år efter. Og holder os derfor på den sikre vej. 'Få dig en god uddannelse! Du kan ikke leve af at være musiker/danser/maler/skriver/skuespiller/etc!'

Og mange af os æder den, får den gode uddannelse for blot at erfare, at vi ikke kan leve med, at fornægte den indre kunstner. Jeg har flere gode uddannelser bag mig, og det er uden tvivl godt for vores velfærdssystem. For mig er det livstruende. 

Men sent efterår 2010, anbefalede to veninder mig (uafhængigt af hinanden, men begge kunstnere), at læse Julia Camerons 'Kreativitet'.
De næste tre måneder (eller jeg trak den faktisk i langdrag, fordi jeg nød den så meget, så det var mere end tre måneder!), var jeg på et fantastisk kursus i, at gen-åbne mig for min indre kunstner. WoW! Jeg dyrkede siderne både under vores danske frost himmel og den egyptiske sol. Umuligt at slippe, nu hvor jeg efter mange års tørke, endelig havde fået fat om mig selv igen! Fantastisk at blive genoplivet! Jeg åbnede mine sanser og lod dem stå åbne. Og jeg lærte at skrive 'Morgensider'. Et fantastisk must!

Denne vinter glæder jeg mig til, at blive rask nok (eller stærk nok?) til, at kunne genoptage alt det dejlige, som hører til at mætte 'inspirations-sulten'.  Om det er at stå ved 'mit hav' og lade mig synke i eet med det. Eller gå i biografen og se et smukt eller sjovt stykke film. Hente en ny notesbog frem til nye Morgensider. Eller spise noget helt særligt, som sender sanserne tilbage til dengang jeg var barn. Se et teaterstykke eller læse en ny bog. Jeg glæder mig bare til at tage det hele ind igen; en dejlig kæmpe verden af inspiration.

Men inspirationen findes også i store mængder til genoptræningen. Fx når jeg opdager, hvordan unge fysser mødes med ældre borgere, i lege som skal træne både fysik og hjerne. Ordlege med bolde. Eller balloner der puffes rundt oppe under loftet. Gamle mænd og kvinder med røde kinder og smil som børns. Wow, det går lige i mit hjerte!

Inspirationen er alle vegne!

Også for sådan en som mig, der lever isoleret og ikke kan forlade sit hjem.
De fleste timer er jeg alene, og det værdsætter jeg så meget! (Alenetid er en luksus, man som forælder sukker efter!) Jeg har kræfter til at skrive lidt på Mac´en. Og jeg har valgt at være fuldstændig ligeglad med, om hvad andre mener er kunst og hvad den skønlitterære danske elite styrer.
For jeg mærker jeg lever knyttet sammen med min kunst. Hver dag!
Det er helt underordnet om det sker fra/i mit hjem. Eller om det er fra det 'mit normale liv',
hvor mit arbejde og inspiration findes overalt i Danmark.

Og det er dæl´dylme fantastisk! Og god grund til at være evigt taksam for!  At det hele findes dér, hvor vi vil, at det skal findes! Så næste skridt for mig, det er at finde kræfter til både Mac og Morgensider: