Lige nu! ( en text fra 2007)

Den her text, har jeg hevet frem igen. Fordi i min nuværende situation, hvor jeg er alvorligt syg og handicappet - dog på ingen måde livstruet, kom den tilbage til mig. Om det med livet; at det er her, men ikke altid. Og at vi er her, men altid tar for givet, at vi er her. Om børn og når børn bliver bange. Og om hvordan jeg med tidligere sygdom har lært, at vide, det gælder om at få det hele med. Lige nu.

Så texten er ikke skrevet lige nu - alt i texten, er overstået, oplevet og sket!

’En hjerneoperation! Jeg skal have en hjerneoperation!’

Jeg ved ikke om den emotionelle lammelse indtrådte i dét øjeblik,  det gyselige ord forlod kirurgens læber... Eller om det var, da ordet brød ind gennem min morfinpåvirkede tilstand, som en måneraket, når den bryder lydmuren. Jeg stivnede, trak ikke vejret, faldt i et hul, lige dér, på Rigshospitalets 2.sal. Udenfor trængte foråret sig på vej, ikke så stædigt, men dog.

Et kvarter tidligere kørte jeg på min cykel gennem byen, lige så hasarderet som altid, ind og ud gennem biler og trafiklys. Stresset og irriteret over igen, at skulle ind til endnu en læge, som jeg ikke havde bedt om. ’Bare for en second opinion’, havde neurologen sagt efter jeg havde fået min MR-scanning. Jeg gad ikke, tung og træt efter flere måneders massiv hovedpine. Og en mega mængde af piller. Intet hjalp.

’Er du bange?’ Det er hjernekirurgen. Han har fortalt om, hvordan han vil operere mig, om risikoen. Han er helt rolig, sidder der foran mig. Kæmpehænder, som en smeds, tænker jeg. Hvordan skal hans store hænder finde deres greb, om de instrumenter han skal bruge... til... til min hjerne?

’Ja!’ smiler usikkert... ’Det lyder som det hvide snit, hvis det går galt?!’

Han smiler, nikker. ’Det kan man godt sige. Nogle får en forandret personlighed. Nogle dør. Andre klarer det fint.’

’Hvad er procenterne?’ Jeg vil vide om jeg skal dø.

’Altså, det kan jeg ikke sige. Men jo længere tid du venter, jo større er risikoen for at du ikke overlever. Skal jeg skrive dig på venteliste til en operation?’

Da jeg går derfra, står jeg på venteliste. Jeg er femogtredive år, gift, mor til lille dreng på to og et halvt. Afdelingsleder på en døgninstitution. Jeg har et ’hindbær’ af blod i min hjerne. Et cavernous angioma, på størrelse med hans lillefingernegl.

Det er tre og et halvt  år siden nu. Jeg fik min operation. Jeg overlevede, og fik ingen mén.  Jeg lavede meget om i mit liv, fordi jeg vidste, dette var min chance! Chancen for at gå efter mine drømme, få ryddet op, cuttet ind til benet.

Bare fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter.  Jeg sagde mit sikre job op, og begyndte at leve som forfatter og foredragsholder. Blev min årelange spiseforstyrrelse kvit.

Dette var min chance  - mit mega wake-up call.

Jeg ’vidste’, at det her, denne sjældne sygdom, sker kun een gang. Og jeg klarede den! Sikke en gave vi fik – og sikke vi nyder livet, os – min familie; min mand, min søn som nu er seks og datter som er blevet to og et halvt.

Indtil nu.

Den sidste måneds tid til halvanden, har jeg haft smerter i hoevdet igen. Vi ved ikke, om jeg er syg igen. Vi ved ingenting.

Hovedpinen begyndte at komme, bare sådan lidt spredt ud over en måneds tid. Intet foruroligende. Så blev den kraftigere, så blev den konstant. Det føles fuldstændigt som dengang.

Mine morgener starter med morfinpræparat. Så morgenmaden er nu, ud over kaffen, udvidet til et minibitte stykke knækbrød med syltetøj, og to piller.

Jeg gik til mig egen læge –’jeg har hovedpine,’ sagde jeg.
’Ja, der er ingen grund til at spilde tiden, ikke med dig. Jeg sender dig videre!’

Nu venter jeg. Vi venter; min familie, mine venner – vi venter med dundrende hjerter og rastløst åndedræt. Vi ved ikke, hvad vi kan vente. Jeg venter det værste. Det gør min mand også. Mine venner siger, jeg ikke er syg. Jeg kommer til at leve i mange år.

Ja, måske lever jeg i mange år, og får femhundrede børnebørn som elsker at blive forkælet hos deres excentriske, tatoverede og grånakkede bedstemor. Måske. Det er netop dét – ingen af os ved, hvornår vores dødsdag kommer. Den kan komme mens vi cykler af sted, drønstressede og skal hente ungerne inden lukketid. Mens vi har den bedste elskov nogensinde, lige efter det vildeste uforsonlige skænderi. Mens vi sover eller som følge af sygdom.

Et lille hindbær i hjerne. Jeg kan næsten få det til at lyde uskadeligt. Måske for min egen skyld, måske for din skyld, kære læser. Et hindbær, som dét jeg havde i 2003, kan briste med øjeblikkelig død til følge.

Så mon jeg har et hindbær, som er sivet igen?

Jeg har fortalt det til mine venner, min familie, mine samarbejdspartnere. De kan høre min uro, og de mærker den selv.

Og nu hvor jeg har sagt det igen og igen, får jeg med ét lyst til at trække alle ordene tilbage. Jeg har ringet rundt, siddet med venner og vi har grædt og snakket om healingens kraft. Om universet, karmalov og mest om eksistentialisme.

Bare lyst til  at råbe: ’Jeg mente det ikke! Det er ovre nu! Det var bare falsk alarm! UNDSKYLD!’ Det er så svært at se alles frygt og sorg; for tænk, når tanken tænkes til ende, tænk, skal en ung moder forlade sine små børn og elskede mand? Hvad er forklaringen på det? Hvem kan få det til at gå op i nogens kabale? Og det er så svært ikke at føle skyld, for jeg er jo årsagen til al den bekymring og frygt. Og selvom jeg godt ved, at jeg jo ikke har påkaldt mig en eventuel sygdom, så er jeg stadig hovedpersonen i det doku-drama, der afspilles netop nu, som involverer mange mennesker, og ingen har et pre-view på næste afsnit.

’Jeg mente det ikke! Jeg troede jeg havde hovedpine, men det holdt op – slut færdigt. Ovre, borte, done and gone!’

Hovedpinen trænger sig på – gennem piller og forsøg på at tænke fornuft (:’Jeg er ikke syg, jeg er ikke syg!’). Magtesløsheden skiftevist afmatter mig, som provokerer mig til, at ville være rask og blive meget gammel. Det er den samme følelse af magtesløshed, der driver mig ud i overspringstanker; ’det er ikke så alvorligt, det var nok bare noget jeg troede, hvis ikke jeg spiser morfinpræparater så er jeg ikke syg’. Og hvad jeg ellers har fundet på at tænke i den sidste måneds tid. Alle mulige krumspring, vriden mig selv rundt som en orm på krogen, for at vide, forstå, ikke vide, ikke turde vide, vente, rumme.....at jeg lige nu bare er forpint af smerter, der til forveksling, ligner de smerter jeg havde for tre og et halvt år siden. Og at jeg ikke kan få noget svar lige nu. Og hvad er jeg mest bange for? Det at være nødt til at vente? Eller få at vide jeg er syg igen? Lige nu ved jeg ikke noget. Jeg ved ingenting, for jeg er allerede så forvirret, har allerede tænkt alle tanker på een gang, i et nanosekund.

’Er du syg, mor?’ Han kigger op fra sin tegning. Min smukke søn, min kloge, smukke og følsomme søn, der med alle hans karatespark og seje attitude, bare har oplevet så alt for meget i hans korte liv. Der har været så meget alvor i hans liv, at han bare må buldre ud, kropsligt. Han véd, hvad det betyder, når Mor er syg.

´Skal du dø?’ hans næste spørgsmål rammer mig som en torpedo. Jeg burde have set den komme. Han får stillet næste spørgsmål, inden jeg svarer på det første. Jeg trækker i langdrag, i land.

´Jamen, jeg ved slet ikke om jeg er syg, altså...´ min stemme er tøvende, usikker, bange.

Karla Solvej sidder musestille på mit skød, kigger ned på sine hænder. Der er tusch på.

’Kan lægen se på en computer, om du er syg, og skal dø? Det er Lukas igen, han holder ved, han skal vide det. Jeg elsker hans stædighed og at han går lige ind til kernen.

´Ja, det kan han godt´ svarer jeg, lidt mere sikkert. Tænker at ’computer’ er en god oversættelse for MR-scanner.

´Så håber jeg lægen skynder sig rigtigt meget, hvis han kan se at du skal dø!`

’Det gør jeg også!´

´Men hvis du er rask, kan han bare give sig god tid, og så hjælpe nogle andre i stedet´. Jeg overvældes af stolthed, varme og kærlighed – det er min smukke, kloge og følsomme søn, som taler.

Karla Solvej sidder stadig helt stille, har dårligt rørt sig. Jeg kysser hendes nakke blidt, puffer til hendes kind med næsen:

´Er du bange, lille skat?´

´Mm´, svarer hun bekræftende.

’Det kan jeg godt forstå´ Jeg holder hende tæt ind til mig, og siger så:

´Men lige nu er vi her, og nu skal vi rigtigt hygge os!

Karla Solvej vil ikke forlade mig, hun bliver hos mig i to dage, uanset hun elsker at være i sin vuggestue.

’Er det fordi du er bange for, at jeg ikke er her, når du kommer hjem?’

’Ja!’ svarer hun og ser mig lige ind i øjnene. Hun har de der brune, mandelformede øjne, som sin far. De kan gnistre og skinne, og se på folk, så voksne bliver generte og utilpasse. Hun er også smuk, klog og følsom. Min datter. Og jeg forstår i dét øjeblik, at hun ikke længere er en lille baby, men en pige som prøver så meget at forstå. Og bare vil være tæt på sin mor, som hun er bange for at miste.

Hun er med mig overalt, vi hygger, griner og kører på rulletrapperne i Frederiksberg Centret. Vi er på café med Tante Ulla, min kære veninde, som holder min hånd og deler tanker med mig. Ulla og hendes mand, mistede deres lille datter, da hun var knapt to år. Hun kender til sorg, smerte, kærlighed, liv og død. Vi sidder og taler, græder lidt, da Karla Solvej ser meget alvorligt på os og siger:

’Jeg vil hjem!’

’Åh lille skat, bli´r du bange nu? Jeg rækker armene over mod hende.

’Ja,’ klager hun

’Kom herover, mellem mig og tante, så putter vi sammen!’ Ulla og jeg gør plads mellem os, og Karla Solvej smiler glad og kravler op, putter sig.

Mine børn passer på mig, og bekymrer sig. Det er et forfærdeligt vilkår. Jeg ved det vil præge dem, jeg har set det præge Lukas før. Og stadig sidder i ham. Men det er vores vilkår, lige nu. Jeg er magtesløs over for den del – jeg kan ikke bestemme, at tiden skal gå hurtigere, at ingen må være bange, at jeg skal være rask. Så jeg prøver at være i det, og sammen med mine kære, at finde vores plads i det.

Og ja, jeg er bange. Rigtig bange for, at min tid er inde. Jeg frygter ikke døden, som noget slemt, smertefuldt eller ensomt. Og jeg er heller ikke ked af det, jeg aldrig nåede. For jeg har sandelig nået så meget mere, end jeg troede muligt. Men jeg er bange for, at sige farvel til mine børn og min mand. Ikke at kunne række hånden ud og mærke varmen fra deres kinder, kysse dem blidt på håret og hviske: ’Jeg passer på dig! Altid!’ Presse min hånd ind i min mands og se ind i hans mørke øjne og vide, at alt er o.k., for vi er ’mig & dig’.

Når jeg skal lægge mig til natten, bliver jeg rastløs og tankerne får frit råderum. Tænk, hvis jeg ikke vågner igen? Så må jeg lige op for at stryge ungerne over håret en sidste gang. Og kysse en gang til.

Det er ikke fordi jeg gider, at være hellig og snakke om hvor vigtigt det er, at være i nuet.

Det er bare det eneste jeg har at holde mig til, lige nu.

Jeg får brev om at jeg skal ind på Riget, til samme kirurg, men der er næsten halvanden måned til. Det er utåleligt at skulle vente så længe. Jeg presser på:

’Jamen, kan jeg så ikke komme på venteliste til et afbud?’ spørger jeg lægesekretæren over telefonen.

’Nej, det har  vi ikke resurser til. Lad mig lige se hvornår han har ambulatorium...Nej, vent nu lige lidt. Jo, hør...’ Så åbner himlen sig, og pludselig var der et afbud, her og nu. 

’Tak!’ svarer jeg grådkvalt. Om to dage skal jeg derind.

Stakåndet og hændervridende sidder jeg igen over for ham. Han er helt rolig.

’Jeg tror ikke du er syg!’

Hvad...?

’Jeg har opereret alle med den sygdom her på Riget de sidste 10 år. Det er en meget sjælden sygdom, og jeg har aldrig set nogen komme med den igen! Jeg tror det er tidligere hjernerystelser.’

Jeg bryder sammen i gråd, hænger min veninde om halsen. Vi græder sammen i lettelse og forløsning.

Og nu hvor død og sygdom ikke længere ligger som musvåge, klar til at hugge ned, dukker tankerne om torturen jeg blev udsat for som barn, op til overfladen. Er det den, som forårsager smerterne? Så mange år efter?

Jeg falder ligesom sammen, udmattet. Dødsangsten står ikke længere og stirrer mig ind i øjnene. Nu har jeg tid til at finde ud af, hvad det så er. Og selvom jeg har tid, er smerten presserende nok til, at jeg hurtigt kommer ind til min psykolog.

Og så sker det! Svaret kommer! Klart og uomtvisteligt. Som rækker en engel mig livet igen. Pludseligt. Lettelsen rammer mig dybt i brystet og maven, breder sig som en indre, nænsom varme. Det hele kommer tilbage i dét øjeblik, jeg tillader torturen som  smertens oprindelse.

Nogle gange er det svært at acceptere dét, som er så umuligt at indse. Vi kender det alle – vi vil ikke se i øjnene, at psyken ind i mellem kører på overload, og be´r om en pause. Det er være lettere at have en fysisk sygdom til at bære skylden. Gråden forløser mine tanker, tager over - englen dækker mig med sine store vinger af ro.

Siden har jeg sagt det højt og til alle mine kære:

’Jeg har knækket koden! Jeg er ikke syg! Det er meget alvorligt, og jeg er stadig på morfin, men jeg véd, at jeg vil løse det her. Og jeg har jo livet – sikke en gave!’

Ungerne er ikke længere bange, nu hvor Niels og jeg har sluppet frygten.

Døden er ikke en trussel i den familie jeg har nu. Tværtimod er her en masse kærlighed og tryghed. Og jeg finder en vej som jeg kan gå på, uanset hvad min krop bærer med sig rundt.

Jeg har et fantastisk liv, så fuld af kærlighed, indsigt, liv og forsatte åbenbaringer. Jeg  synes ikke jeg skulle have være noget af det foruden. For se, hvor det har bragt mig hen!