02 03 04 ODILES BLOG: Der er så mange måder at leve på, sir jeg. Igen. 05 13 14 15 16 17 18
19

This page has moved to a new address.

20

21 22 23 Der er så mange måder at leve på, sir jeg. Igen. 24 25

26
27

ODILES BLOG

Liv. Spiritualitet. Forandringer. Indtryk. Glæde. Familie. Kærlighed. Træning. Bøger. Kunst. Dilemma. Ærlighed. Kamp. Håb. Viden. Udtryk. Frihed. Autencitet. Nærvær.

søndag den 5. februar 2012

Der er så mange måder at leve på, sir jeg. Igen.

En af mine skønneste veninder kom forbi i fredags.

Jeg har veninder, som ikke blot er veninder, men søstre. De er tættere på end nogen fra mit biologiske ophav nogensinde kom. Og de er de mennesker, jeg kan være mig selv med. 100 procent. De kender mig. Ikke sådan på daglig basis, som når man bor sammen. Det gør kun manden og ungerne.
Men jeg fortæller dem om, hvordan jeg er at leve sammen med på daglig basis. Uden at tilbageholde det uskønne.

Jeg har en håndfuld af den slags søstre.
En elsker jeg for hendes røde hår og store smil. Hendes vanvittig sjove humor og sindssygt skarpe hjerne! Kombineret med hendes enorme hjerte.
Jeg har en anden søster, som er lige så hvid rent fysisk, som hun er af væsen. En engel på jord! Med et sprudlende kreativt sind, der omfavner og viser vej.
En anden fordi hun altid var der dengang jeg trængte til en seng at ligge i, når natten var ude efter mig. Gennem sit eget moderskab viste hun mig, at mødre kan være smukke! Ikke kun fysisk, men også af sind.

Mine søstre ser jeg ikke hver dag, uge eller måned. Men de er altid i mit hjerte. Og ofte i mine tanker.

I fredags fik jeg delt tanker, følelser og oplevelser med min ene søster.
Og hun er den første, udover min elskede Niels, som jeg har delt med; *hvad gør jeg med mig og med at være mig, i min ændrede fysik?*
Mig som handicappet. Jeg er nu et af de mennesker/en af den historier man hører om, og tænker; *det sker ikke for mig!*
Da jeg kom ud fra hospitalet, gjorde jeg det jeg altid gør, når jeg er overfor et problem. Gør mig klart, hvor jeg vil hen. Og finder noget at symbolisere målet med.

Inden jeg sagde farvel til den sidste, enormt omsorgsfulde sygeplejerske, som havde ansvaret for mig, sagde jeg, at jeg skal op og gå på stilletter igen! Hun rystede let på hovedet og smilede blidt til mig. *Bare du nu passer på, lov mig det!* Det lovede jeg og hjemme bestilte jeg mig mit nye par Irregular Choice.    


I fredags pegede jeg dem frem for Ulla; Det er dem der står derovre! Henne i læsekrogen!

De står fremme; fucking smukke, overflod, pailletter, stjerner. Ren Hollywood. Meningen er klar. Som et citat jeg engang læste (var det Mae West?): *Sigt efter månen! Hvis du sigter forkert, lander du blandt stjernerne!* Noget i den stil.

Nå, men vi snakker videre, for hun var ret chokeret over den sidste udmelding, jeg har at forholde mig til.
 1) Det tager længere tid for mig at blive rask end normalt for ryg-opererede.
(Andre går fra hospital uden hjælpemidler og minimal medicin, få dage efter operation. Tre måneder senere, er jeg på krykker & næsten samme høje mængde medicin. Og fysserne mener, at havde jeg ikke været i intens genoptræning, ville jeg ikke være i stand til at komme ud af min seng.)
2) En re-operation skønnes vigtig. Enten pga. jeg danner meget arvæv. At der er sket en ny skade. At der er noget de overså ved operationen.
3) Jeg er kronisk skadet. At jeg pga min meget høje smertetærskel, kom for sent til læge og operation (Gik i måneder med smerter, hvor andre går i dage). Så nerven har været belastet for længe = kronisk skadet.

Det er dét, en kirurg skal hjælpe mig med at få afklaret, medio marts.

Så mens jeg venter, træner jeg fortsat intenst. Det giver mig de kræfter jeg har brug for, både fysisk og psykisk. Jeg bliver stærkere og stærkere - det bliver nemmere at bære mig selv rundt på krykker. Og endorfinerne gør det muligt for mig, at modsvare magtesløsheden.

Så måske er min virkelighed den, at min nuværende situation, er mere end pt. Men livsvarig.
Hvordan vil det være at skulle bruge kørestol? For det bliver nødvendigt for at komme rundt, og opleve et liv uden for mit hjem?
Hvordan skal jeg håndtere smerter på det her niveau, som gør jeg ikke kan gå?
Hvad med gå ture med hunden? Aldrig mere?
Hvordan er det at være i sommerhuset - gå rundt på græsplane med krykker? I sandet på stranden? Hm.
Hvad med at køre bil? Jo, klart vi kan få en med automatgear. Men hvad med det der stærke, røde trekantsmedicin? Ja, noget af det er ikke sløvende. Andet, den rene morfin, er. Der må findes måder at smertedække på, så jeg kan køre min bil.

Alt det her, ved jeg intet noget om Og det er kun tanker om en mulig fremtid. Så derfor lader jeg dem på ingen måde dominere negativt. Alligevel var det så dejligt at tale med en nær veninde, om at se på sig selv, på dén måde. At billedet rykker sig. At man kan være nødt til, at se sig selv, på en helt ny måde, end man nogensinde havde forestillet sig! For der er jo ingen der ved, hvad fremtiden bringer. Om det bliver med eller uden hjælpemidler.

Ulla er den perfekte at tale med. Hun kender om nogen til, at måtte omdefinere mål i livet. De mistede deres datter, da hun var 2 år. Døde af muskelsvind. Først, da hun blev født, var beskeden at pigen ville være handicappet på nogle områder. Siden måtte de omstille sig til, at hun skulle sidde i kørestol. Og slutteligt, at hendes form for muskelsvind var dødelig.
Så Ulla og hendes elskede mand, de ved hvordan man sætter realistiske mål, for at opnå det bedst mulige. For dem var det til sidst, at få den smukkeste begravelse.

Jeg er taksam for at smukke kvinder vil være en del af mit liv. Tale med mig og dele med mig.
Og taksam for at vide, hvordan jeg omstiller mig, for hele tiden at få det bedste og smukkeste ud af præcis dér, hvor jeg er. Være glad og taknemlig for det, som er. Og ivrigt klappe i hænderne, over det som kommer.

Hvis ikke man tillader sig selv det, er man blot er offer. Offer for andres handlinger. For omstændigheder. For skæbnen. For...?

Jeg vil gerne være smuk i mine paillet guld-stjerne-sko! Stråle om kap med dem!
Og det kan for ind i himlen gøres på mange måder; gående, siddende i kørestol eller støttet af en stok.
Jeg mener, skoene er jo købt!













Etiketter: , ,

4 kommentarer:

  • Klokken 5. februar 2012 kl. 14.20 , Blogger Bryd Et Tabu sagde ...

    Blev virkelig rørt over dit indlæg... over dit mod og din vilje. For ja, der er mange måder at leve på, og den ene måde kan være absolut ligeså givende og fuld af kærlighed og kvalitet som den anden.
    Man ved sgu aldrig, hvad man bliver budt i det her liv, men leves skal det!

     
  • Klokken 8. februar 2012 kl. 17.16 , Blogger Ole Oxgren sagde ...

    Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

     
  • Klokken 8. februar 2012 kl. 17.23 , Blogger Ole Oxgren sagde ...

    Kære Odile - gør mig ondt med din situation, men godt du kan din Mae West!!!
    Heldigvis ved vi jo ikke, hvad livet byder os. En gammel veninde dukkede for nylig op på Facebook. Et glædeligt gensyn, for jeg var overbevist om, at hun var død og borte.
    Som ung, smuk mor og meget sportsinteresseret fik hun en graviditet uden for livmoderen. Der gik stafylykokker eller streptikokker (kan ikke huske hvad) i minifosteret. HUn blev indlagt og pludselig måtte de amputere begge hendes ben, den ene arm og et par fingre på den sidste hånd. En fuldstændig absurd og frygtelig situation!
    Men så dukkede hun op forleden. På billedet lige så smuk og ja ved gud også ungdommelig at se på som dengang. Siddende i en stol -og man skal kigge godt efter for at se det er en kørestol - og med en plaid udover sig. Og ved hendes side hendes nu to voksne, flotte sønner og skønne ægtemand. Og ja, smilene var brede og glade. Og hun skrev, at hun havde det vidunderligt og bare var så lykkelig!!!
    Så bare giv den gas Odile, du skal nok komme til at danse i dine smukke, nye sko!!

     
  • Klokken 14. februar 2012 kl. 06.37 , Blogger odile sagde ...

    Tak Ole!

     

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start