Helvede eller paradiset, frue?

Jeg hører så meget om smerter og u-muligheder.
Kroppe der ikke lader sig operere effektivt. Der ikke vil hele. Knirker. Vånder. Plager om smertedækning. Sidder fast, kan ikke strækkes. Operationer efter operationer.
Samtaler der minder om kortspil, hvor højeste trumf, er størst smerte. Eller flest operationer.
Eller længst indlæggelse.

Det er som om jeg lugter af alt det jeg har hørt, når jeg trækker mig ud af genoptræningsverdenen og tilbage til mit Kongeskibs røde bug. Her kan jeg være i min egen tid. Rummet er mit, og her træner jeg mig i, at skille de dårlige vibes og energier fra. Der som igler vil trække på min energi.

Trods mit røde armatur af æstetik, som jeg svinger om mig inden jeg står frem, er jeg skrøbelig på min nye vej. Alle der arbejder sig fra en identitet mod en anden, har brug for et skjold. Det kan sagtens være et gennemsigtigt og lysende et. En bobbel af lys. For der må godt kigges ind.
Bare jeg skaber det selv. Ingen kan give mig den beskyttelse jeg har brug for, kun jeg selv.
For kun jeg mærker, hvilke skridt jeg tager. Og skal til at tage.

Det er svært for omgivelser, især for min elskede mand og børn.
At kunne se ind til mig, være helt inde og ligge tæt. Både passe på ikke at ramme mig der på kroppen, hvor den gør ondt. Og stadig blive liggende op af den varme hud.
Det er altid hårdere at stå og se på, end være den der gennemlever processen.

Min sjæl er fri for smerter, selvom man kun vil kunne se det helvede af smerte og fysiske handicap, jeg er i.

Jeg hører også om hospitaler der svigter. Læger der ikke ved hvem de behandler for hvad. Sygeplejersker der ikke synes at eje empati eller situationsfornemmelse. Sosu´er der suser forbi  klokkesnoren, der klimprer hysterisk.

Og jeg oplevede det også selv! Det forkuller een inden i.
Og man skal gøre sig stærk, for at rense sig igen.

Det er lammende tydeligt at se, hvordan sundhedssektoren er rippet for håb.
Er blevet usund. Og det er katastrofalt! For os alle.

Skal man grine eller græde, når man har lov til at vælge et andet hospital? For fattigdommen har bredt sig. Som vira. Hvilket hospital er gået fri? Er de private stadig raske?
Man har en frist på otte dage, til at vælge et andet hospital. I teorien.

I teorien er alt meget sundere og mindre slidt. Det må være derfor politikere ikke har opdaget det endnu; at vores velfærdssystem er båret på rådnede træstylter.

Jeg bliver nødt til at træde mine skridt uden viden eller erfaring fra andre. Det må nok se let mærkværdigt ud. Der ude fra. Ingen af os kan dog vide, hvordan hverandre oplever. Kun ved vi,  at vi oplever de samme ord og handlinger forskelligt.

Alt imens jeg skriver indlægget, ligger min søn på sofaen og ser *Alice i Eventyrland*.
Lige så over- eller underjordisk Eventyrlandet er, lige så realistisk er det.
Hvem ved hvad er mere sandt? Mere sundt? Mere rigtigt?



Måske taler jeg i tåger, trods mit udsyn er klarere end nogensinde?
At jeg kan se helt ned i mindste syning, hvordan dét jeg troede, måtte være et menneskes helvede at leve, er det eneste sted som bringer mig til en dimension, jeg aldrig før har betrådt.
En dimension jeg har drømt om at komme til.

Så når alt uden om er smerte, handicap, bøvl, sygdom, vrede, forbitrelse, sukken, fattigdom. Og frygt.
Må jeg læne mig meget langt tilbage, vide at der er et sikkerhedsnet. Selvom det er usynligt for mig. Selvom det ikke er samfundets system, der vil gribe mig.
Læne mig op ad visheden om, at alt er i skønneste orden.

Mit liv. Mit ansvar og valg der afgør, om jeg lever i helvede eller i paradiset.
Og dét er en gave at vide. At paradiset kun er en håndsrækning væk!