Helgen vs Skorpionen

For mig er det helt naturligt at keere mig om andre. Uden omtanke, rækker jeg mig over mod den der ligger ned. Jeg flintrer gerne gennem landet for at hjælpe en veninde, der har brug for mig.
Eller svælger mokka i timevis, når jeg skal høre om en andens problemer med ægteskab eller glæden over noget helt fantastisk. Jeg smider også penge efter veninder og venner, også når jeg ved jeg aldrig får dem igen. Bare det er ærligt sagt. Elsker at give gaver, for er det ikke bare skønt at få?
Eller jeg hænger omkring hende der er syg, hvis hun vil ha´ det.
Skjuler hende, der skal væk fra sin voldelige kæreste. Eller støtter op om antabus perioden.
Og mobilen er altid inden for hørevidde.
Hver nat.
Og det er sgu ikke noget særligt - come on!
For så længe jeg gør det uden at miste mig selv, så er det bare sådan det er. Jeg giver hvad jeg kan, ikke mere. Ikke mindre.

Og på en eller anden - for mig - besynderlig måde, er det blevet misforstået!
Som er jeg en helgen-lignende fruentimmer, der frelst fra min egen livsfarlige baggrund ved egen kraft, besidder en evne til aldrig at sige fra, blive pissed, stoppe folk, smække sandheder op til overfladen.

Jeg er Skorpion. Faktisk tre-dobbelt. Det er helt enkelt; jeg giver meget, fordi jeg har meget at give af. Men jeg tillader ingen at tage røven op mig. Så lukker jeg døren.
Man kan sagtens lukke en dør uden at karmen ryger af.
Alligevel er det som om, at dét at sige ærligt og tydeligt, hvordan man (jeg) har det, er så alt for provokerende. Hvad fanden skete der med sandheden?
Er sandheden fordomsfuld?

For når jeg så lukker døren, så spiddes jeg af en regn af projektioner.
Misforståelser af hvem jeg er, smækkes ud som en grimt fjæs af undertrykt mistillid.
Er sandheden da fordomsfuld?

Jeg bliver råbt af! Offentligt, som privat. Chikaneret og forsøgt ydmyget offentligt.
Får smidt i mit kølvand at, jeg et menneske med ego (hvorfor det skulle være negativt, overgår min terapeuthjernes viden?) Eller jeg er en dårlig veninde, der har svigtet da jeg ikke betalte for en andens bal. Er dramatisk og selvoptaget, hvis jeg vil have svar på spørgsmål, der har svævet alt for længe. Beskyldes for ikke at kunne tage nogen ind, når jeg stiller krav.
Kontrolfreak-kæreste, der ikke kan elske. Fordomsfuld og/eller forudindtaget. Nedladende.
Har lovet mere end jeg giver.
Og bla. bla.

En regn af alt muligt. Som i virkeligheden er uden betydning. Det er krusninger på overfladen, set i livets større perspektiv.

Så hvorfor skrive om det? Tænke på det? Hvad optager mig i det?

Jo, det gør ensomheden.
Ensomheden der opstår. At på trods af min egen tydelighed og krystalklare bevidsthed om, hvad jeg vil og ikke vil give, så misforstår folk ofte hvem jeg er.
En skorpion.
En tredobbelt en af slagsen.

Men jeg har selvfølgelig mine skønne veninde-søstre. Dem som er blevet gennem årene. Fordi vi taler sammen, om det som blev uklart. Om når vi skuffer hinanden. Gør det godt igen. Gider give hinanden ærlige pander. Tid. Plads. Tør være nysgerrige på det, vi ikke forstår hos hinanden. Ikke lade os skræmme. Netop fordi det er så givende, udviklende. Wauw!Jeg er heldig at have dem. Aner ikke hvordan det skulle være uden!

Så igen;
hvorfor skrive om det? Tænke på det? Hvad optager mig i det?

De gør det, at jeg står ved en dør. Som knak mit hjerte, da den smak.
Lysten til at åbne døren er væk.
Nu handler det bare om mere end mig. Så hvem er jeg, at lade døren være lukket?

Det sætter tanker og følelser i spind; hvordan skal jeg rumme, når døren går op?
Kræver det meget mere end hvad en trible Skorpio kan magte? En helgen måske?

Oh, den er svær.















.