Når Superwoman ta´r orlov.

 

Nu har jeg prøvet.

Prøvet, prøvet, prøvet.

Og prøvet.

At blive rask.

Nu må jeg bryde min måde at tænke på!

Det sidste år har jeg

fyldt mig med tålmodighed. Ro. Håb. Lys. Ført min krop gennem alle de mulige træningsmuligheder, der findes. I hænder på læger, kirurger og fysioterapeuter. Og især, i mine egne, endelig! skånsomme hænder.

Jeg har forsøgt at forstå, for at lindre. Jeg har taget mit ansvar på mig (som altid) og har sagt undskyld! Undskyld elskede krop, at det var så mange, så lange og så hårde år. Undskyld! Elskede ryg, alle de slag. De knæk. For ikke at sige den enorme stædighed jeg har trukket dig op med. 

Igen, igen, igen.

Undskyld krop! at jeg som barn skulle knækkes og blev så optaget af mit indre forlis, at jeg ikke hørte ryggens lyd. Da den knak.

Nu, her mange år efter, findes det foto som beviser, min smerte eksisterer. Fra at være noget jeg vil arbejde med, er det blevet et spejl proppet op i mit ansigt; du s.k.a.l. indse dette! Din ryg er i stykker.

Leddet kan ikke bære mere og skal skiftes ud! Du kan aldrig komme til at gå igen. Med mindre vi gør dette forsøg.

Havde jeg været ude for en ulykke og knækket mit ben. Lavet et åbent benbrud, ville jeg ikke tøve eet eneste sekund. Ja! sæt mig sammen med skruer, skinner, implantater! The works Nu!

Jeg ville på ingen måde, vente til jeg med min godtnok stærke tankes kraft, havde healet mit ben igen. Og jeg ville på i.n.g.e.n. måde, gå rundt på det. Endsige træne på det! No way!

Men det har jeg gjort med min ryg. I et år nu. 

Til Nu. Hvor jeg forstår. Ahh, lettelsen smyger sig kælent om mit ømme og forsømte rygsøjle.

Først nu ved jeg, at jeg skal sige ja til hjælp. At den hjælp jeg har bedt om, den Guds helikopter, som jeg på ingen måde længere må afvise, er den tredje operation, jeg skal have lavet om to uger.

Sæt mig sammen! Brug skruer, skinner og implantater. The works! Nu!

Jeg har skvattet fra Superwoman-status til menneskekvinde-status. Har lagt kappen og ved, at det er helt unødvendigt at være beredt på farer. Det er slut. Faren var der dengang, i mit børneværelse. 

Og nu skal værelset ryddes op. Renoveres. Bygges om og luftes ud.

Om to uger begynder det liv, jeg skulle have haft for knap femogfyrre år siden.

Og ved du hvad? Jeg g.l.æ.d.e.r.! mig!

Nå, ja, nu lyver jeg for dig. Jeg er ræd! 

For mine smerter. Dem jeg har nu. Dem som følger siden. For min viden om, hvor syg jeg er. 

For operationen og alt det isenkram der skal sættes ind. For den lange recovery tid bagefter. 

Tre rygoperationer på eet år, det er meget. Min krop er slidt. Presset. Musklerne er svundet ind. 

Jeg er træt. Min krop er træt.

Men jeg vil mit nye liv, så meget! Det liv jeg aldrig har turde drømme om, for det var kun andre forundt. Nu glæder jeg mig, som ind i himlen, til at leve det. Smertefrie liv.

       Min ryg lagde mig for første gang ned, da jeg var elleve år. Tiden er inde. Til en forandring.
       Nok på tide, ku´man sige;-)

Jeg håber du vil bede for mig. Eller tænke på mig. Sende mig varme. Healing. Latter! 

Sende det 'godeste' du ved, i min retning. For om lidt går det løs!

Nå ja, og en god stærk latte, lavet med kærlighed - ku´ jeg også få sådan en?;-)

Tak.