Magisk tænkning - for voksne!

Dér står den!
Strækker sig henover hele himmeldugen.  Spænder sig frit og tager hele himlen til udsyn.
Tager mit udsyn og
jeg ser kun
grøn, blå, lilla, orange, gul, rød.

Den smukkeste! Klareste! Reneste! Stærkeste! Største!
Regnbue.
Fuldstændig hel. 
Aldrig siden jeg var barn har jeg set så smuk en regnbue!
Og på vej, ved dens ene side, er en ny på vej...

                                  
Jeg sidder bare der i bilen, lader mig overvælde af det guddommelige syn.

Ja, jeg elsker regnbuer.
Dets magi.
Dets manifestation af universets skaberkraft.

- Vil du ha' farver? Du får farver!
smiler universet til mig, da det gengælder min dybe erkendelse af, at livet handler om at tillade.

Tillade min egen skabelse. Mit eget liv. Mine drømme.



















Regnbuer er det stof drømme er skabt af. Det tror jeg.
Og hvad så om en Hr./Fru videnskabsmyndighed kan sige regnbuer blot er et lysfald i solens våde linse. Eller noget andet bla.bla.bla.?

Regnbuer er det stof drømme er skabt af :-)

Vi havde været i sommerhuset. For at falde i ro med naturen. Roen. Den milde vind derude.
Der strøg en hare, tæt efterfulgt af en hjort (ja, o.k., indrømmet;  'tæt efterfulgt af en 'bambi' (jamen hvad faen hedder en hun-hjort da?) henover græspænen.
 - Hej skat, det er eventyr. Kan du ikke se det?  Jeg klemte Niels´ hånd og ønskede så meget han sku´ mærke det håb. Trygheden ved at bære håbet. Sådan som jeg bærer det.


Presset er gigantisk! Vi gennemlever en ekstremt krævende tid.
Vilkår hvor andre familier splintrer, bryder op. Deler børnene og går hver sin vej. Forklarer deres omgivelser: 'Kærlighed er ikke nok, for at få et forhold til at fungere!'
Vi har så meget sygdom, både barn og voksen.
Så meget der har truet vor eksistens. Økonomi. Karriere der er lagt ned.

Istedet for at vise hinanden vor rygge, klemmer vi endnu tættere om hinandens hænder.

Og i går mødte himlen os med den smukkeste regnbue!
Som et tegn på at magi er sandt. Drømme er virkelige. Alt er muligt!
Tro på hvad dit indre fortæller dig. Uanset! hvad omverdenen siger. Mener. Vil ha´ dig til at gøre. Sige.

Som barn troede jeg på det var sandt, at man skulle gå til regnbuens ende - og ja, dér var det! Guldet! Det som var al lidelsen, stridsomheden værd.

I dag ved jeg guldet er dér, hvor jeg tillader det at være.

                             

Eller hvor du tillader det at være, i dit liv.

Kærligheden er altid stærk nok.
Blot om vi tillader den i vor liv.







(PS. Mens jeg sidder og skriver, kører der børnetv for syge barn på sofaen ved siden af. En tegneserie, hvor omdrejningspunktet viser sig at handle om....Regnbuer!:-)